Wednesday 31 December 2014

Nytår


Jeg foreslår hermed, at vi fra nu af fejrer nytår hvert år den 11. december. Den dag er så god som nogen. De sidste par tusind år har for længst døde kejsere eller paver i Rom bestemt, hvornår vi skal fejre vores nytår. Nu må det være slut. Et år kan naturligvis begynde når som helst. I tidens løb har den første dag i året for eksempel været henholdsvis 1. marts, 25. marts, påske, 1. september, 25. december og for øjeblikket altså 1. januar.

Hvornår et kalenderår begynder afhænger logisk af den kalender vi bruger. Efter vores nuværende gregorianske kalender begynder året den 1. januar. I Danmark har det været sådan siden år 1700. De pavelige myndigheder tilsluttede sig i 1622, at året begyndte den 1. januar – indtil da havde det været den 25. marts (Mariæ bebudelsesdag). Det falder sådan ca. sammen med forårsjævndøgn. Omkring to hundrede år efter Kristi fødsel, altså i begyndelsen af vort tredje århundrede, anslog man, at Jesus var blevet undfanget ved forårsjævndøgn, som efter den tids kalender faldt omkring den 25. marts. Når man dertil lagde ni måneder nåede man frem til den 25. december som fødselsdag. Hvis vi stadig havde fulgt den julianske kalender ville julen være faldet på den 6. januar efter vores nuværende kalender, den gregorianske. Der var nemlig visse problemer med tildeling af ”skuddage”, således at ”gennemsnitsåret” ikke havde den helt rigtige ”gennemsnitslængde”.

Før år 153 før vor tidsregning begyndte det romerske år den 1. marts, hvilket blandt andet forklarer, hvorfor vores skuddage indsættes i februar, der dengang var årets sidste måned (faktisk den 24. februar i et skudår, fordi februar oprindelig kun havde 23 dage). Endvidere viser navnene september, oktober, november og december jo også, at de dengang ikke var de fire sidste måneder i året, men henholdsvis syvende, ottende, niende og tiende måned.


Som et levn af den tid i det gamle Rom, hvor året begyndte den 1. september begynder kirkeåret i den østlige ortodokse kirke stadig den 1. september, i modsætning til vores kirkeår, der starter den første søndag i advent. Skoleåret og det akademiske år er en helt anden sag.

Selv om jeg således foreslår at flytte det åh så verdslige nytår til den 11. december, må I andre da godt skyde det nye år ind i nat ved midnatstid … så godt nytår alle sammen ;-)

Monday 29 December 2014

Julen varer længe


De fleste har vel styr på, hvor længe deres juleferie varer, men hvor længe varer julen egentlig? Hvis man går ud fra, at årsskiftet ligger lige midt i julen, og hvorfor skulle det ikke det, har vi seks juledage før årsskiftet (25. til 31. december) og seks juledage efter årsskiftet (1. til 6. januar), altså til og med Helligtrekongersdag. Juletræet må traditionelt først smides ud efter Helligtrekongersdag, for først da er julen forbi. At julen varer 12 dage passer godt med engelsk tradition, hvor man for eksempel synger en julesang om gaver, der blev givet hver af de 12 juledage (”On the First day of Christmas my true love sent to me … On the twelfth day of Christmas
my true love sent to me:
12 Drummers Drumming
Eleven Pipers Piping
Ten Lords a Leaping
Nine Ladies Dancing
Eight Maids a Milking
Seven Swans a Swimming
Six Geese a Laying
Five Golden Rings
Four Calling Birds
Three French Hens
Two Turtle Doves
and a Partridge in a Pear Tree”)

I de gode gamle dage var ”Twelfth night” (den tolvte nat) en maskerade, hvor tjenere klædte sig ud som deres herrer, mænd som kvinder osv. Shakespeare skrev i øvrigt et skuespil med titlen ”Twelfth night”.

Julen varer altså 12 dage, eller hvad? Nu tyvstarter vi jo gerne med juleaften den 24. december … og nogle vist sågar allerede med lidt festeri lille juleaften (23. december). Er det måske årsagen til, at svenskerne i modsætning til englændernes ”Twelfth Night” kalder Helligtrekongersdag for "Trettondedag jul" eller blot "Trettondedagen", som i øvrigt er en helligdag i Sverige. I Østrig kaldes denne dag for ” Weihnachtszwölfer” (altså tolvte juledag eller tolvte dag efter jul).

På Færøerne kan de ikke rigtig blive enige om julen har 13 eller 20 dage. I ”Føroysk orðabók” er ”jól” under samme opslag både defineret som ”frá jóladegi til tjúgunda dag jóla (13. jan.)” og som ”frá jóladegi til trettanda dag jóla (6. jan.)”. I en færøsk fastelavnsvise synges der om de gaver som sankt Morten skænkede, hver af de tyve juledage. Den kan synges på melodien af ”langt ude i skoven” og I kan finde den på Google ved at søge på ”at telja jólini” (for til fastelavn skal juledagene tælles). Det er kendetegnende, at ordet ”jól” på islandsk og færøsk er et flertalsord, og altså ikke har nogen entalsform. Det er ”plurale tantum” som man siger på fagsprog. ”Plurale tantum” er latin for ”kun flertal” en grammatisk angivelse der betegner at et substantiv (navneord) kun forekommer i flertal (pluralis).

Varer julen måske helt til fastelavn, eller sågar som man synger ”helt til påske”. Det er ganske vist: julen varer længe. Længe leve julen, og godt nytår!

Hov, og hvad så med de hellige tre konger. Når det kommer til stykket var det vel tre astrologer. På en italiensk mosaik fra det sjette århundrede er de navngivet som Caspar, Melchior og Balthasar.



I nogle katolske egne og lande er det skik at gå helligtrekonger. Nogle har måske set det på skiferie i Østrig. Det kan være tre børn, der forklædt som de tre vise mænd, går rundt fra dør til dør og synger en helligtrekongersvise for at få lidt skillinger. En af dem kan eventuelt bære en (jule)stjerne fastgjort på toppen af en stok. I det hele taget er Helligtrekonger rundt omkring forbundet med en lang række traditioner og skikke, men de historier må vente til en anden gang, for dette her handler jo om julen.


Friday 12 December 2014

Hadeord


Mange af os kender sikkert ord, som vi hader. Således hader jeg for eksempel ordet ”havskælv”. Det er blevet brugt en del i forbindelse med tsunamier, hvor havbunden skælvede. Det var altså vel at mærke jordbunden under havet der skælvede og ikke selve havet. Sagen er, at man skal have fast form for at kunne skælve. Derfor har jordskælv aldrig deres fokus (hypocentrum) dybere en 700 km. Jordskælv forekommer nemlig kun i den del af jordskorpen, der ikke er plastisk, men tilstrækkelig fast til at kunne ryste eller skælve. Når vand er frosset til fast is, kan det godt skælve. Således kan man have ”isskælv”, for eksempel i havis. Der forekommer også ”gletcherskælv”. Jordskælv er heller ikke begrænset til Jorden. Når meteorer rammer Månen kommer der eksempelvis ”måneskælv”. Der findes altså ganske vist andre skælv en jordskælv … men havskælv, ALDRIG, jeg skælver ved tanken. Det kan jeg godt, for jeg har en rimelig fast form, med tilstrækkelig faste meninger ;-)

Thursday 13 November 2014

Langt om længe


Langt om længe skriver jeg atter et lille indlæg. Det lange af det korte er nemlig, at jeg længe har spekuleret på det lidt mærkelige udtryk ”langt om længe”, og nu går det altså ikke længere. Hvis vi går meget meget langt tilbage i tiden kunne man også sige ”langt om langt” eller ”langt om sent” i samme betydning. Det springende punkt er åbenbart det ”om” der står imellem de to ord. Jeg vred hjernen med at opfatte det som ”omend” eller ”omendskønt” uden den helt store tilfredshedstillelse.

”Om” betyder i denne sammenhæng egentlig ”forbi” (eller ”bevægelse forbi”), det vil her sige forbi et vist tidspunkt i fortiden. Vi har ”længe” ventet på at noget skulle ske. Denne ventetid er langt overskredet, den er faktisk allerede ”forbi”. Ja den er ”langt” forbi. Vi er altså derhenne, hvor det nuværende tidspunkt er ”langt forbi” det tidspunkt, hvor det nu indtrædende forhold ”længe” havde været ventet.

Nu da jeg så langt om længe har fået styr på udtrykket kan jeg så fundere lidt videre på denne betydning af ”om” (nemlig ”bevægelse forbi” noget), men mener at kunne genkende det i udtryk som ”Jeg så ham lige gå om hjørnet” (jeg så ham bevæge sig forbi hjørnet). Så nu kan jeg vel omsider mere roligt vende mig om på den anden side – langt om længe ;-)

Saturday 25 October 2014

Jeg krydser mig selv


Ja, det er hvad der kan komme ud af det, når man oversætter fra et sprog, man ikke kender, til et andet sprog, som man langt fra behersker helt til fingerspidserne. Det færøske ord ”signa” kan blandt andet oversættes til engelsk som ”to cross oneself”. Nu kan udsagnsordet ”cross” både betyde ”korse” og ”krydse”. En person jeg kender havde derfor fået ”signa” til at betyde ”at krydse sig selv”. Her bringer jeg lige en korrekt færøsk sætning, hentet direkte fra en færøsk ordbog: ” hann bað Faðir vár og signaði seg”, som jeg jo nok vil tro betyder: ”han bad fadervor og korsede sig” eller måske med andre ord ”han bad fadervor og gjorde korsets tegn”. En anden betydning af ”signa” end at ”korse sig” er i øvrigt ”synke om” eller skal vi sige ”segne”.

Jo, inden jeg helt segner korser jeg mig for den slags oversættelser :-D

(”Signa” er i øvrigt også i famile med ”signe” = ”velsigne” - Velsignet være de fattige udi det danske sprog, thi de kan bringe smilet frem på vore læber!)

Sunday 19 October 2014

Stolsæder


(Eller er det stolesæder?)

En hovedstol er ikke det samme som et hovedsæde. Begge har dog det tilfælles med gode sæder, at de ikke er beregnet til at sidde på. Det er talerstole og prædikestole (for dem der har noget at skulle have sagt) sådan set heller ikke, for de betjenes normalt stående. Når man kommer for en domstol kan man imidlertid komme til at sidde i mange år, hvis man er lidt uheldig (og ikke har været til at stole på).

For dem, der vil højere op, kan jeg anbefale en elevatorstol, men det fører nok ikke nødvendigvis til en lærestol. Personligt foretrækker jeg nok en liggestol frem for en skriftestol (i hvert fald behageligere). Men nu har jeg vel snart vævet lige så meget i det her som en hel vævestol ;-)

Sunday 12 October 2014

Neapolis - Napoli


Når man vader rundt i Neapels gader er der nu ikke meget der vidner om byens græske fortid. Men navnet siger det jo. Neapel eller Napoli kommer fra det græske ”Neapolis” (Νεάπολις), der betyder den nye by.

Neapel er bygget på det sted, hvor sirenen Parthenope ifølge den græske mytologi blev skyllet i land, efter at hun var blevet afvist af Odysseus. Græske kolonister stiftede flere hundrede år før vor tidsregning her en by med udsigt over Napoli Bugt. I første omgang kaldte de stedet Parthenope (efter den berømmelige sirene der sang åh så smukt). Denne ”gamle by”, Palaeapolis, blev efterhånden for lille, så den blev udvidet med en ny bydel: Neapolis, den ”nye by”.

På Piazza Bellini, en plads der er opkaldt efter komponisten, Vincenzo Bellini, kan man se rester af en del af de gamle græske mure.


Friday 5 September 2014

Futurisme, nudisme og dadisme



Medens nudisme er noget der er moderne i nutiden, og futurisme er noget der forventes at blive moderne i fremtiden, hersker der nogen tvivl om hvorvidt dadisme overhovedet har været moderne engang i da- eller fortiden. Ja der hersker faktisk tvivl om, hvad dadisme overhovedet er.

Nogle læser det som ”dad is me”, det vil sige: ”farmand det er altså bare mig her!”. Det er muligvis en overfortolkning, og kræver en DNA-analyse før det kan bevises.

Det siges at nogle kunstkritikere karakteriserer dadisme som en form for surrealisme i lighed med, kubisme, fauvisme, orfisme og den slags. Hvis dadisme dog skulle have noget at gøre med orfisme, har det næppe noget med fortiden at gøre, da orfisme også betegnes som simultanisme.

Nogle kan måske huske helt tilbage til ”julekuppet” i Guinea i 2008. Lederen af den daværende militærjunta i den vestafrikanske stat Guinea, kaptajn Moussa Dadis Camara, proklamerede dengang, at han var den nye "præsident for republikken", med alle de elendigheder sådan noget normalt medfører.

Den kære Dadis gavn navn til en panafrikansk form for humanisme. Med juntaens kup fødtes ”dadismen”, en filosofi der handlede om dristighed og mod til øjeblikkeligt at sætte en stopper for europæernes og amerikanernes ulovlige udnyttelse af Afrikas naturrigdomme og utilbørlig vestlig indblanding i Afrikas problemer. 2008 lyder ikke særlig fortidigt.

Nej, må jeg i al beskedenhed foreslå, at vi kalder al datidens bras for fortisme? Hovsa, nej, det går heller ikke. På oldfransk betød ”fortisme” stærkeste – fra latin ”fortissimus”. Og hvordan får man så en violinist til at spille fortissimo? Ved at skrive „pp, espressivo“. (Den vits forstod jeg heller ikke ;-) ). Så er det sagt skrevet.

Tjener, giv mig lige en dobbelt espresso!

Wednesday 3 September 2014

Hvorfor fik Søren sparket?


a) Karsten sparkede efter Preben, men traf ved siden af, så Søren fik sparket.
b) I første halvleg var Søren overhovedet ikke i nærheden af fodbolden, men ti minutter inde i anden halvleg lå den lige pludselig foran Sørens fødder, og Søren fik sparket. 
c) Virksomheden var inde i en krise, og der skulle omstruktureres og bruges mindre personale. Søren levede faktisk ikke op til chefens forventninger med det kedelige resultat, at Søren fik sparket. 
d) Der blev råbt om hjælp bag den låste dør, men Søren fik sparket døren op.
Det var dog Sørens … Sørens dør altså ;-)

Saturday 30 August 2014

Orkideer-ideer


Min kone er glad for orkideer. Jeg er mere for krimis. Vi nød derfor begge at se en Barnaby-episode, hvor der handles (navnlig illegalt) med orkideer. En kvindelig professor fortæller med et glimt i øjet Barnaby, at ordet ”orchis” stammer fra det oldgræske ord ὄρχις (orkhis), der bogstaveligt betyder ”testikel”, og hun viser ham også hvorfor (formen på dobbelte rodknolde i visse orkidearter). Den udlægning er naturligvis sandfærdig.

Tillad mig her at komme med en udvidelse af historien. I den græske mytologi var Orchis søn af en nymfe og en satyr. Under en fest for vinguden Bacchus forsøgte Orchis at voldtage en præstinde og som straf blev han sønderrevet af vilde dyr og forvandlet til en plante. Omkring 300 år før vor tidsregning brugte Theophrastus, forfatteren til ”Historia Plantarum”, denne myte til at hæfte det videnskabelig navn Orchis på orkideer, nok under henvisning til de legemsdele, der havde bragt Orchis i unåde i gudeverdenen.

I øvrigt troede græske kvinder, at de kunne bestemme ufødte børns køn ved hjælp af orkideknolde. Hvis faderen spiste store nye knolde, blev det en dreng - hvis moderen derimod spiste små orkideknolde blev barnet en pige.

Friday 29 August 2014

Hvor ligger Slaraffenland?


I sidste uge følte jeg mig så godt som i Slaraffenland. Alt var bare dejligt med masser af mange mere eller mindre nære familiemedlemmer omkring mig. Nu må jeg da være meget tæt på Slaraffenland tænkte jeg, så jeg tikkede Slaraffenland ind på min GPS, men det gav intet resultat. På de kort jeg havde liggende i bilen kunne jeg heller ikke finde noget Slaraffenland. Findes det da slet ikke?

Egentlig betyder slaraffenland vist nok de dovne abers land. Vi har lånt det fra tysk ”Schlaraffe”, som er sådan noget i retning af en dovendidrik, for det kommer af de to tyske ord ”Slur” og ”Affe”. En Affe er som sikkert bekendt en abe, og Slur var på midelhøjtysk en doven person eller en dagdriver. Slaraffenland er et sted, hvor alt er lige netop som man allerhelst vil have det … og det kan man ikke finde med en GPS.

Brødrene Grimm havde åbenbart været i det ægte Slaraffenland, for de begyndte et eventyr sådan her: ”Engang, da jeg gik mig en tur i Slaraffenland, så jeg, at Rom og Laterankirken hang i en ganske tynd silkesnor, en mand uden ben løb fra en rapfodet hest, og et stumpt sværd huggede en bro over. Jeg så et lille æsel med sølvnæb og en mægtig lind, hvorpå der voksede pandekager. …”

Og så er vi der - ja, det er ganske vist. Slaraffenland ligger i eventyrenes Verden!

Friday 25 April 2014

Kernow og andre keltiske nationer


Med den generelle sympati jeg har for mindretal glæder det mig, at den britiske regering har besluttet at give kelterne i Cornwall status som nationalt mindretal på lige fod med de andre keltiske mindretal i landet: walisere, skotter og irere. Det er måske ikke helt tilfældigt, at det sker samme år som Skotlands folkeafstemning om uafhængighed.

Må jeg her minde om, at der findes syv keltiske ”lande” eller ”nationer”. Cornwall (Kernow), Skotland (Alba), Wales (Cymru), Irland (Eire), øen Man i Det irske Hav, Bretagne (Breizh) i Frankrig og Galicien (Galiza) i det nordvestlige Spanien.


(Kort over keltiske sprog)

Det er langt fra alle i disse ”lande” der taler et keltisk eller gælisk sprog. På kortet har jeg anført navnene på de sprog, der i princippet hører til de pågældende nationer. Jeg tog ikke Galicien med fordi galicisk ikke er noget keltisk sprog. Der er mange forskelle mellem de enkelte, keltiske sprog, men også mange fællestræk.

Kornisk (Kernowek) uddøde enten i det 18. eller 19. århundrede, men blev genoplivet i 1900-tallet ud fra bevarede tekster og beskrivelser fra Middelalderen. Der er i dag omkring 3500, der taler sproget, men blot et par hundrede der taler det flydende. Her er en lille smagsprøve fra Menneskerettighedserklæringen: ”Genys frank ha par yw oll tus an bys yn aga dynita hag yn aga gwiryow.” (Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder). Et efter min beskedne mening passende citat i denne sammenhæng.

Tuesday 22 April 2014

Ikke det rene gas


Atmosfæren er ikke det rene gas, Den er så forurenet med fremmedlegemer, at vi er nødt til at bruge et fremmedord for at beskrive den. Atmosfæren. Ja, ordet atmosfære står i min fremmedordborg, og så er det vel et fremmedord. Egentlig er ordet forholdsvis nyt på dansk, da det er dannet i det syttende århundrede af græsk (ἀτμός) atmos (damp eller dunst) + (σφαῖρα) sfære. I de gode gamle dage kaldte man det en ”dunstkreds”. Tillad mig her at citere en af Oehlenschlägers Tragödier:
”Mig lokkes dog at dine Øine true, Som Maanen imod Uveir, med en Dunstkreds.” Eller hvad med disse par linjer skrevet af Paludan-Müller:
”Til Lindring for en lærd Nysgjerrighed,
Sig ønsked hensat paa en Nabostjerne,
For der med Teleskoper fra det Fjerne
Paa Jorden og dens Dunstkreds at see ned.”

På mange af verdens sprog hedder det i dag noget i retning af atmosfære baseret på de gamle oldgræske ord. Det er befriende, når man ser noget andet, som for eksempel det islandske ”andrúmsloft” (udmærket, så længe vi stadig kan indånde luften i dette ånderum). På nederlandsk taler man om ”dampkring”, det vil sige dampkreds eller dampbælte. Dog navnlig når der er tale om andre planeter, idet man ved jordens atmosfære som regel foretrækker ordet ”atmosfeer”.

Lad mig i al beskedenhed foreslå, at vi atter går tilbage til at bruge et dansk ord. Ikke nødvendigvis det gamle ”dunstkreds”, selv om det vel strengt taget kunne være meget passende. Det kunne for eksempel være dampkredsen, dampbæltet, damplaget eller hvorfor ikke ånderummet. Ordet er hermed frit.

Tuesday 15 April 2014

Forstår du surzjyk?


Som sikkert mange andre prøver jeg at forstå lidt af hvad der foregår i Ukraine. Medierne gør jo det bedste for at skære det ud i pap for os. Du har øst og vest. Du har russere og ukrainere. Du har sprogene russisk og ukrainsk. Nu og da skinner det heldigvis igennem, at så enkelt er det slet ikke. Da der var tale om Krim, skrev man heldigvis en del om krimtatarerne og deres sprog, som hverken er russisk eller ukrainsk.

Hvor mange aviser skriver imidlertid noget om surzjyk. Surzjyk er et blandingssprog. En blanding af ukrainsk og russisk. Surzjyk betyder vist egentlig mel eller brød fremstillet af en blanding af hvede og rug. Problemet er blot at finde ud af, hvor meget hvede der skal blandes med hvor meget rug. Her må jeg stå af, for det står ikke i min opskrift. Man tager et russisk ord og anvender en ukrainsk udtale og ukrainsk grammatik … nu og da - eller hele tiden. Der er uanede blandingsmuligheder. Der findes næppe nogen pålidelige statistikker over hvor mange ukrainere der taler surzjyk, for hvor mange russiske ord skal man blande ind i det ukrainske før man taler surzjyk. Surzjyk er ikke noget officielt sprog og der findes ikke noget standardsprog for surzjyk. Man taler det som det nu passer én. Nogle blander rigtig meget russisk mel i brødet, andre kun ganske lidt.

Nej jeg må nu nøjes med at undre mig, selv om jeg tvivler på hvor meget rent mel russerne har i posen. Det være sig hvede eller rug :-(

PS: Jeg kan naturligvis ikke dy mig for at komme med et enkelt eksempel. På rent ukrainsk hedder ja ”tak” (так), på rent russisk hedder det ”da” (да) og på surzjyk da (да). For dem der kan (lidt) polsk lyder ordet ”tak” for ”ja” helt bestemt velbekendt. Da til østen og tak til vesten … eller wa?

Sunday 13 April 2014

Åbent E og O


På denne palmesøndag har jeg vel lov til at drømme mig ned sydpå til der hvor palmerne gror?

Som nogle måske ved, har jeg rejst en del, blandt andet i Vestafrika. Et par mere afskyelige minder herfra var et besøg på det gamle danske slavefort Prinsensten i Ghana samt et voodoo-marked i Lomé i Togo. Her ved Slavekysten stiftede jeg bekendtskab med Ewe-folket, som har deres eget sprog, der tales af over 3 millioner mennesker. Det er officielt sprog i Ghana og nationalsprog i Togo. Og lad mig hermed komme til det sproglige. Vi har et velkendt låneord fra Ewe-sproget, nemlig voodoo, som vi vel har fået via Vestindien, hvor mange slaver fra Slavekysten i sin tid havnede. På Ewe betød ordet vodu oprindeligt sådan noget som ånd, og de havde vel at mærke både gode og dårlige ånder. I det nittende århundrede udviklede missionærer Ewe til et skriftsprog, der skrives med et udvidet latinsk alfabet, blandt andet kendt som det afrikanske reference-alfabet. Det har et par interessante ekstra bogstaver, nemlig et åben e (ɛ og Ɛ) og et åbent o (ɔ og Ɔ). Det åbne ɛ er baseret på det græske bogstav epsilon (ε). ɔ kender nogle sikkert fra lydskrift, hvor det står for et halvåbent bagtunge-o. I samme lydskrift står ɛ i øvrigt for en halvåben fortungevokal. Hvor vidt dette stemmer godt overens med udtalen af disse lyde på Ewe skal jeg lade usagt.

Nu vi er ved den omvendte verden bør jeg måske lige nævne, at det åbne e også kendes fra det kyrilliske alfabet, hvor det dog snarere kaldes ”omvendt z” eller ”spejlvendt z” (på russisk en æ-agtig lyd). Det rigtige kyrilliske z ser nemlig således ud: З og з, og det omvendte z kommer dermed til at se således ud: Ԑ og ԑ. Og sådan er der så meget i den omvendte verden. Det er den rene voodoo ;-)

Thursday 3 April 2014

Grinagtige planter


Jeg kender én der ofte gør grin med mærkelige dyre- og plantenavne, og en del kan jo unægtelig nok virke lidt sære. Tag nu for eksempel forglemmigej, Jomfru Marias sengehalm (gul snerre) eller grine til middag.

Grine til middag kaldes sådan fordi blomsten kun åbner sig, når solen skinner direkte på den. Hvis den er omgivet af højere planter kan det blive sådan ca. ved middagstid, medens blomsten er lukket resten af døgnet. Dens officielle danske navn er Rød Arve (på latin Anagallis arvensis), den er ca. 5-20 cm høj og vokser som ukrudt på marker, affaldspladser og ved bebyggelse. 

 Billede af rød arve

Hvis billedet får dig til at tænke på Den Røde Pimpernel -
“They seek him here, they seek him there
Those Frenchies seek him everywhere
Is he in heaven or is he in hell?
That demned elusive Pimpernel”
- er det ikke helt tilfældigt, for rød arve kaldes faktisk også rød pimpernel. Sådan er det bare ;-)

Saturday 29 March 2014

Slavekrigen


Den 29. marts 1848 udbrød slavekrigen. Ikke i en eller anden fjern verdensdel, men i selveste Jylland og særdeles mærkbar helt oppe i Vendsyssel. Nu skete der så meget skelsættende og revolutionært i Europa og Danmark i 1848, at slavekrigen er gået totalt i glemmebogen, så nu er det nok på høje tid at få den frem i søgelyset. Den 23. marts 1848 udbrød et slesvig-holstensk oprør og snart gik rygtet, at tugthusfangerne (kendt under udtrykket slaverne) i Rendsborg var blevet løsladt af oprørerne. Rygterne lød at slaverne nu drog som en hærgende hær op igennem Jylland. (De skulle blandt andet have brændt to byer ved Silkeborg og dræbt mindst 25 mennesker). Høleer blev omdannet til våben og smedene havde travlt med at fremstille nye blankvåben og geværer, som blev udleveret til de borgerbevæbninger, der i hast var blevet stampet på benene. Mange flygtede, men navnlig i Vendsyssel var man kraftigt organiseret til at forsvare sig mod slaverne.

Den 1. april var det stort set overstået, da det nu stod klart, at der kun var tale om et rygte, men på det tidspunkt havde slavekrigen allerede sat sine spor.

Jeg har med stor fornøjelse læst hvordan sognepræsten i Øster Hornum oplevede disse rystende dage i 1848: ”Slavekrigen,som husket af pastor Hansen”. 

Thursday 20 March 2014

Hattrick


Jeg måtte her til aften konstatere, at min kære viv ikke vidste, hvad et hattrick er. Det har jeg naturligvis fuld forståelse for. Men hvorfor hedder det nu sådan? Ja naturligvis har det noget med et trick med en hat at gøre. Udtrykket hattrick stammer helt tilbage fra Dronning Victoria-tiden i England, hvor tryllekunstnere stillede deres høje hat på et bord og trak tre kaniner ud af hatten. Da det nu er et engelsk udtryk, blev det i første omgang (det vil sige i 1858) brugt inden for en helt anden sportsgren end fodbold, nemlig cricket. Hvis "kasteren" afviser 3 batsmen i træk, kaldtes det for et hattrick. Det er senere blevet brugt inden for en lang række andre sportsgrene, men på dansk kendes det dog nok navlig fra fodbold. Der er oven i købet et par ekstra tilføjelser. Et ægte hattrick er vist nok … blandt andet ifølge Politikens Ordbøger … når en spiller scorer tre mål i træk i en kamp. Nogle mener også at alle tre mål skal scores i samme halvleg for at hattricket kan kaldes ægte. Et andet udtryk for tre mål i samme halvleg af samme spiller uden at der bliver scoret mål af andre imellem er et vaskeægte hattrick.

Når nu Robin Van Persie fra Manchester United scorer tre mål og hele kampen ender 3-0, hvad er det så. Kære venner, er det måske et ægte vaskeægte hattrick, eller hvad. Ja som fodboldukyndig undrer jeg mig bare. :-). Der er vist i øvrigt også noget der kaldes et dobbelt hattrick – muligvis fire på stribe???

(Hvis de ikke havde sagt det i nyhedsudsendelsen ville jeg i øvrigt stadig have været totalt uvidende om denne præstation. Det forlyder sågar, at der også inden for poker også er noget der kaldes for hattrick, men der må jeg uden skam erkende, at jeg er på helt bar bund. Er der måske nogen med et pokerfjæs til stede i salen?)

Tuesday 4 March 2014

Små mus


Kan man få mus i knæene af at spise muslinger. Det bliver i så fald vel små mus, for muslinger har det lige som killinger, kællinger, kyllinger og uslinger, det er noget småt, ja ordet musling betyder i virkeligheden ganske enkelt lille mus. At få store muskler af at spise muslinger, må man så vel også glemme. Ordet muskel betyder også lille mus. Vi har bare fået ordet ad en lidt større omvej end musling. Muskel har vi fået fra latin ”musculus”, der (lige som musling) er en diminutiv af mus (som på latin også hedder ”mus”) efter ligheden mellem visse muskler med sene og en mus med hale. På både oldgræsk og nygræsk hedder mus og musling faktisk nøjagtigt det samme. På oldgræsk ”μῦς” , medens accenten er forsvundet på nygræsk ”μυς”, et ord der jo unægtelig minder en hel del om mus. De gamle grækere havde nok så store muskler, at man ikke kunne tillade sig at sammenligne dem med SMÅ mus.

Og sådan er der så meget, når man læser det med småt ;-)

Monday 24 February 2014

Skam


Jeg må med skam erkende, at jeg nu og da meget imod mine høje etiske principper kommer til at bruge bandeord. Dog ofte i ren og skær uvidenhed. Således vidste jeg skam ikke at ”skam” … i en sætning som for eksempel ”Således vidste jeg skam ikke …” var et bandeord. Det er en skam, at vi ikke altid tænker over, hvad vi dog siger. Her troede jeg, at jeg bare brugte et uskyldigt fyldord, som der jo er så mange af, for at holde samtalen gående, og så viser det sig, at skam tidligere blev brugt som en eufemisme for selveste fanden selv (som i ”skam i vold”). Hvis man siger ”det ved jeg skam ikke”, mener man altså åbenbart ”det ved jeg f.g.m. ikke (oh, skam og skændsel!).

Jeg skynder mig med at tilføje, at der ikke er noget ”skamivoldsk” ved at sidde på en skammel. Skammel har vi fået via oldhøjtysk ”scamal” fra middelalderlatin ”scamillus” eller ”scamellum”, afledt af ”scamnum”, der såmænd bare betød ”bænk”, og altså ikke noget at skamme sig over. Så er det sagt i al nedrighed.

Nu vil jeg for skams skyld prøve at afholde mig fra at sige ”Det ved jeg skam ikke!”, for det får mig bare til at skamme mig ;-)

Saturday 22 February 2014

Sankt Peters Stol


I dag, den 22. februar, er det ”Peters stol”. Det har åbenbart været en god dag for vejrvarsler. Her får du tre af dem. Det er skidt sommervarsel, hvis viben er kommet på Sankt Peters dag. Frost på denne nat (det vil sige natten til den 22. februar) varsler frost i op til 30 dage endnu. Som vejret er på denne dag, sådan vil det fortsætte med at være i 40 dage.

Nu skrev jeg på ”Sankt Peters dag”, men i middelalderen blev han faktisk fejret hele tre dage i løbet af kirkeåret, den 22/2 er blot én af disse tre. Der var knyttet megen folkelig overlevering til sankt Peter, herunder vejrvarsler, bønner og trylleformler.

Festen for Sankt Peters Stol blev fejret siden det fjerde århundrede af de kristne i Rom. Der henvises nok til den såkaldte Peters stol (Cathedra Petri), der befinder sig i Peterskirken i Rom eller til den bispestol, hvor man mener, at apostlen Peter sad som den første biskop. (Det vil vel strengt taget betyde ”Pavestolen”?).

Nu ligger det muligvis således, at den trone af træ, der ifølge traditionen blev brugt af Sankt Peter, nok i virkeligheden var en gave fra kejser Karl den Skaldede til pave Johannes VIII i året 875 efter vor tidsregning … men det er naturligvis en helt anden historie.

Hvorfor dagen er henlagt til den 22. februar ved jeg (endnu) ikke. For det hænger da vel ikke sammen med dommedagen. Her i 2014 falder dommedagen på den 22. februar (i dag altså), og et sted på nettet fandt jeg denne tyske beskrivelse af, hvad der sker i dag: ”Ein Erdbeben befreit den Fenriswolf und die Midgardschlange von ihren Fesseln, und dann geht es Odin und den anderen Göttern in Walhalla an den Kragen. So wird es zumindest auf der Grundlage der Wikinger-Mythologie im globalen Netz diskutiert.” Så er i advaret ;-)

Friday 14 February 2014

Valentin


Valentin blev halshugget den 14. februar, så det er en barsk historie, der ligger bag denne dag. Ja egentlig er historien en køn blanding af myter og ret få historiske kendsgerninger. Der var mange, der hed Valentin i det gamle Rom, så en del af dem blev naturlivis udråbt som helgener. Sådan ca. tre af dem fik den 14. februar som helgendag, så det er lidt af et problem, hvem vores Valentin egentlig var. Legenden går imidlertid, at den ”rigtige” Valentin blev halshugget i år 280. Men der gik jo nogle dage fra da, indtil pave Gelasius i år 496 efter vor tidsregning gjorde dagen til en helligdag opkaldt efter en vis romerske præst ved navn Valentin. Hvem han var er som sagt usikkert. Legenden fortæller, at da kejser Claudius II beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig, trodsede Valentin dette dekret og fortsatte med at vie unge soldater. Han blev som følge heraf arresteret, sat i fangenskab og senere henrettet ved halshugning den 14. februar. Den romerske-katolske kirke udnævnte ham efter hans død til helgen som Sankt Valentin … som sagt én ud af flere.

Egentlig betyder det vel heller ikke så meget, for budskabet må være: elsk hinanden, og vis det på en eller anden tydelig måde. Jeg ønsker hermed alle en fin Valentinsdag!

Monday 10 February 2014

Verstehen Sie Spaß?


Jeg skrev et eller andet sted ”Vorhängeschloß” (hængelås), hvilket en eller anden rettede til ”Vorhängeschloss”, og det undrede mig naturligvis. Skulle den tyske retskrivning måske have ændret sig siden jeg gik i skole, hvilket naturligvis er ret længe siden.

Nærmere granskning viste, at jeg ikke har været opmærksom på en ændring i 1996 af den tyske retskrivning med hensyn til brugen af bogstavet ß (Eszett), et bogstav der i sin tid opstod ved en sammenskrivning af to gotiske s'er. Da jeg lærte tysk, det vil helt bestemt sige før 1996, var reglen, at der for ”dobbelt s” anvendes tegnet ß undtagen mellem to vokaler, hvoraf den første er kort. Nu kan det naturligvis undertiden være lidt vanskeligt for en udlænding at afgøre, hvornår en vokal er kort, men OK. Reglen efter 1996 indebærer, at ß bruges efter en lang vokal (eller en diftong), hvorimod ss bruges efter korte vokaler. Det indebærer for eksempel, at lås i ental hedder ”Schloss”, medens det i flertal hedder ”Schloße” på grund af ændringen i udtalen fra et kort o i ”Schloss” til et langt o i ”Schloße”. Så blev jeg så klog. Jeg kunne naturligvis bare have slået min (tyske) stavekontrol til, for den kender åbenbart reglerne, men man kan jo altid være bagklog. Før 1996 hed ”lad være” således ”Laß das!”. Efter 1996 hedder det nu ”Lass das!” … men det hedder da heldigvis stadigvæk ”Verstehen Sie Spaß?”. Jo tak, og så det laaaange ;-)

Da der ikke findes noget ord på tysk der begynder med dobbelt s eller Eszett, er der ikke behov for noget stort ß, og et sådant findes da heller ikke … men det var måske en idé at opfinde det ved næste tyske retskrivningsændring, så kan man vel altid bagefter findes noget at bruge det til. Ordnung muß sein … hovsa, stavekontrollen protesterer, det var en kort vokal, og så hedder det (naturligvis) ”Ordnung muss sein!”. Sådan er det altså bare.


PS: 
Hvis man absolut vil skrive Straße med store bogstaver, kan man skrive sådan her STRASZE.

Sunday 9 February 2014

Februar


Februar er på mange måder en mærkelig måned. Først og fremmest er den kortere end alle de andre måneder. Det betyder at os der hver måned får det samme beløb i løn eller pension lidt lettere kan få pengene til at slå til i denne måned. Ifølge Den Danske Ordbog kommer navnet februar fra latin mensis februarius, det vil sige ”renselsesmåned”, af latin februare ”rense”, idet det hentyder til at man i det gamle Rom rensede sig før det kommende nytår. Det ligger nemlig sådan, at februar i sin tid var årets sidste måned. Året begyndte dengang med marts. Derfor blev september, oktober, november og december også syvende, ottende, niende og tiende måned.

Januar, marts, juni, juli og august er imidlertid opkaldt efter guder – eller kejsere, som jo også opfattede sig selv som guder. Det kan derfor findes mærkeligt, at resten af månederne skulle have en anden oprindelse.

Ifølge Wikipedia er februar imidlertid opkaldt efter Februus, etruskernes gud for underverdenen og for renselse. Etruskernes område nord for Rom var dengang et sumpet omrade kendt for malaria. Romerne regnede 23. februar for årets sidste dag, selv om måneden ikke var omme, og fejrede den dag til ære for Terminus, guden for grænsestene. Romerne knyttede også månedens navn til renselse, og den romerske gudinde Juno (der gav navn til juni) optrådte med tilnavnet Februa, Februata eller Februtis når hun optrådte i sit rensende aspekt. Hos romerne kan Februus være blevet til Febris, gudinden der beskyttede mod feber og malaria.

Måske burde vi derfor kalde februar for febermåneden? Et meget gammelt dansk navn for februar er dog ”Bliidemåned”, rimeligvis af blid i betydningen “lys”, et navn der kan skyldes dagenes tiltagende klarhed. Februar er også den måned, hvor vi fejrer kyndelmisse, lysets fest, lysmesse eller Mariæ renselsesdag, og så er vi – forbavsende nok - tilbage ved renselsen.

Noget der stadig ikke er klart, er dog hvorfor februar er kortere end alle de andre. Her er et par teorier, for man ved faktisk ikke hvorfor. En udbredt, men sandsynligvis forkert forklaring stammer fra munken Johannes de Sacrobosco, der i De Anni Ratione fra 1235 kritiserede den julianske kalender og her fremkom med en fortælling om at februar oprindelig havde 29 dage, men at kejser Augustus overførte en dag fra februar til august, således at denne måned i lighed med juli, der var opkaldt efter Julius Cæsar, fik 31 dage. Ak ja, jalousi har vel altid været en vigtig drivkraft. En mere troværdig forklaring involverer den romerske sagnkonge Numa Pompilius, som efter traditionen indførte månederne januar og februar efter at vinteren tidligere havde været en periode uden måneder - der var altså åbenbart ikke flere dage til overs til februar, men så kunne januar vel godt have nøjedes med 30 dage eller hvad ;-)

Meget apropos hed februar i øvrigt på oldengelsk Solmonath, hvilket betyder muddermåneden , og med de regn- og oversvømmelsesproblemer, de for øjeblikket har i den sydlige del af England er det vel (desværre) meget passende.

Monday 3 February 2014

tur


Jeg har lige været en lille tur i Schweiz med en tur/retur flybillet. Jeg havde ingen utur på turen. Jeg havde ingen utur på udturen og ingen utur på hjemturen, så jeg havde faktisk tur hele vejen. Til at få tiden til at gå på en god måde undervejs, læste jeg en svensk krimi af Camilla Läckerberg – på svensk altså. Så er man i godt selskab. Der stor et sted ”jag har väl haft tur”, hvilket for eventuelt uindviede i det kongelige svenske sprog betyder ”jeg har nok været heldig”. Det mindede mig så om de to gode udtryk vi har fået fra svensk, at have tur og at have utur. På svensk ”tur” og ”otur”. Jeg har det indtryk, at rigtig mange tror, at utur i betydningen uheld staves ”udtur”, men det er altså ikke tilfældet. (Det hedder da heller ikke at have udheld, ikke engang selv om man spiller på udebane) Nu ser eller hører jeg ikke ret meget sportsnyheder. Det er vist navnlig sportsjournalister der bruger udtrykkene utur og tur, men i kortspil ved jeg da af erfaring, at man også kan have utur. At sige at man har tur, når man mener, at man er heldig, er derimod vist ikke særlig udbredt. Men tur er altså bare det modsatte af utur, så enkelt er det.

For en ordens skyld skal jeg måske lige nævne, at udtur på svensk normalt hedder ”utresa”eller ”ditresa”, hvis nogen skulle ønske at rejse did, men det bliver så en anden historie.

Og så er Uttur vist en landsby et eller andet sted i Indien, men der har jeg nu (endnu) aldrig været. Man kan ikke have tur hver gang ;-)

Friday 24 January 2014

Mangler du noget


At mangle noget er at rulle noget. Man tager et stykke tøj og vikler det om en rund stok (en rulle eller en manglestok) og ruller så det hele frem og tilbage over bordet med et kraftigt tag i et manglebræt. En manglestok og et manglebræt udgør tilsammen et mangletøj. Man mangler altså tøj med et mangletøj. Det er nok efterhånden kun nysgerrige sjæle, som har været på et historisk museum, der eventuelt ved, hvad sådant et mangletøj er, men sådan hænger dét altså sammen. Så er du klædt på. Som regel er det kun manglebrættet, der har overlevet vejen til museet eller din nabos væg, for de var ofte rigt dekoreret, og derfor nok værd at se og gemme på.

Jeg må hellere lige vise et billede (fra den norske Wikipedia).
Ordet mangle (i denne betydning) har vi fået via plattysk ”mangelen”: at rulle eller udglatte, fra italiensk ”mangano”, der nok var noget i retning af en tøjpresse eller glattevalse eller sådan noget.

I mangel af et mangletøj kunne man også banke vasketøjet med et banketræ. Således skrev Drachmann et sted ”hun stod ved Bredden af Dammen og var ifærd med at mangle Tøj over en Træbuk”. Kan det herefter forbavse nogen, at mangle på fynsk dialekt også kunne bruges i betydningen at prygle.

Hvis du ikke er sød, skal jeg komme og mangle dine øren. Det manglede da bare ;-)


Forkert?


Hvis man er blevet kaffetørstig og befinder sig i det nederlandsksprogede område, kan man bestille sig en kop ”koffie verkeerd”, det vil ordret sige ”kaffe forkert”. Der er sådan set ikke noget forkert ved denne kaffe. Medens det er ret normalt at komme lidt mælk i kaffen, har man ved ”koffie verkeerd” gjort det omvendte. Den indeholder mere mælk end kaffe, gerne cirka 60% mælk og 40% kaffe, som i den schweiziske ”café renversé”. ”Café renversé” betyder ”omvendt kaffe”, og det for længst forældede danske ord ”forkere” betyder jo også omvende eller fordreje (eller forandre). Det nederlandske ord ”keren” betyder lige som det tyske ord ”kehren” vende eller dreje. Vi lånte ordet ”forkere” fra plattysk ”vorkeren” det vil sige at fordreje.

At noget er forkert betyder ikke, at det nødvendigvis ikke er rigtigt. Det afviger bare fra normen eller den gældende standard. Det er ikke nødvendigvis galt at gøre (eller skrive) noget forkert … det er bare de fleste andre, der mener at det er unormalt, for det svarer ikke til den norm, der gælder for øjeblikket, her og nu. At se lidt på, hvad de gør med ordene på andre sprog kan nok forkere ens syn på sprogtilværelsen, og det er der vel ikke noget forkert eller unormalt ved.

Glem ikke at ”Verden forkerer sig hver dàg” (citat fra 1759). Og stik mig så bare en caffe latte, uanset om den er normal eller ej ;-)

Wednesday 22 January 2014

Dən omvəndte vərden


Normalt tror man jo nok, at man kender det latinske alfabet, og man er vel også klar over, at man på mange sprog har indført visse varianter, de såkaldte diakritiske tegn, eller accenttegn, for at få alle de lokale lyde med. I går faldt jeg dog over et såkaldt latinsk bogstav, som jeg ikke mener at have set før, bortset fra i lydskrift. Et omvendt e. Dette bogstav bruges blandt andet i det moderne aserbajdsjanske alfabet.

Under sovjetherredømmet var man tvunget til at bruge det kyrilliske alfabet, men fra den 1. august 2001 skal landets tjenestemænd atter bruge det latinske alfabet. Da det aserbajdsjanske sprog er i familie med det tyrkiske sprog, er det aserbajdsjanske alfabet stort set lig med det tyrkiske alfabet, men ud over vissse ekstra tyrkisklignende tegn som ü, ö, ç og ğ, er der altså også et omvendt e. Det store og det lille omvendt e er ens bortset fra størrelsen: Ə ə.

I lydskrift udtales ə vist nok som et æ og kaldes i øvrigt ”schwa”. Dette schwa er imidlertid et bogstav fra det kyrilliske alfabet, og på kyrillisk kan man oven i købet sætte to prikker over bogstavet (Ӛ ӛ), men det er sådan set en helt anden historie, for det aserbajdsjanske ə er altså et latinsk ə og ikke et kyrillisk ə. Er det nu helt klar eller skal jeg æə begynde forfra ;-)

Tuesday 21 January 2014

Augmentativer


De fleste kender vel lidt til diminutiver. De er udbredte og kan umiddelbart dannes på mange moderne sprog. Der er ikke mange tilbage på dansk, men dog stadig enkelte som killing, kylling, kælling, olding m.v.

Det modsatte af diminutiv er augmentativ, et forholdsvist ukendt begreb på dansk. På en række sprog kan en sådan forstørrende eller forøgende virkning (lige som diminutiv) dannes med en endelse. Jeg har søgt med lys og lygte efter låneord, hvor dette fænomen forekommer. Der kan sikkert findes flere, men her er min lille liste:
  • ballon, en stor bold
  • karton, kraftigt papir
  • minestrone, kraftig suppe
  • trombone, en stor trompet
  • ponton, en stor bro
  • salon, en stor sal
  • million, meget større en mille, der betyder tusind (skal vi kalde det en stor mil?)

På dansk kan man dog klare sig med en forstavelse. Her er en række ret almindelige forstavelser, hvormed man kan danne en augmentativ.
over-
stor-
super-
mega-
ærke-
sten-
Jeg er således måske en overoptimistisk storforbruger af superrelevante stengode ærkedanske megaord ;-)

Sunday 19 January 2014

Lommelærken


Her om vinteren, hvor ingen lærker synger fra himlen, kan det vel være meget rart at have en lommelærke til at hæve humøret lidt. Det er min opfattelse, at de fleste går rundt og tror, at det hedder en lommelærke på grund af den liflige lærkesang der fremkommer, når der skænkes af flasken. Jeg ønsker absolut ikke at rive nogen bort fra denne smukke opfattelse. Jeg vil blot komme med et par meget tørre bemærkninger … inden jeg eksperimenterer for meget med klukkelyden. For det første har jeg jo hørt lærken synge højt fra himlens tag, og jeg synes absolut ikke at det lyder ligesom den der klukken fra lommelærken. For det andet minder ordet lærke mistænkeligt om det gammeldanske ord ”læddike”, der betyder ”'beholder”, i den grad at en letsindig sjæl kunne gå hen at tro, at en lommelærke kunne være en beholder til at have i lommen.

Nej glem du blot alt om gammeldanske ord og fyld bare lommelærken op med Gammel Dansk … det varmer her om vinteren, hvor vi savner lærkernes kvidren ;-)

Friday 17 January 2014

Frø være med dig


Nogle går i hundene, nogle går i biografen, nogle går i frø. Man kan kun gå i én biograf ad gangen. Derfor hedder det at gå i biografen – og ikke i biograferne. Man kan vel heller ikke være i flere hunde på én gang? Da slet ikke når det er et hundevejr. I biografen kan man (heldigvis) gå ud igen. Kan man gå ud, når man er gået i frø? Hvordan kan man i det hele taget komme ind i sådan en frø. Når jeg engang er gået i frø, håber jeg, at der kommer en sød prinsesse og kysser frøen, så jeg kan blive mig selv igen, eller om jeg så må sige går i mig selv. Der er ikke ret mange ægte prinsesser tilbage, så der kommer nok ingen at redde mig.

Et sted på nettet så jeg i øvrigt dette udkast til et brev til Dyrenes Værn

Kære Dyrenes Værn
Det er med stor forargelse, at jeg må meddele, at danskerne går i hundene!!
MVH –
 
En bekymret borger”

Den er jeg da med på ;-)

Sunday 12 January 2014

Be Prepared


Jeg har lige været nogle dage på Lund Universitet. En gammel og ærværdig institution, der ikke helt tilfældigvis blev grundlagt i 1666 - få år efter at Danmark havde afstået Skåne til Sverige ved freden i Roskilde i 1658, hvorefter den svenske centralmagt iværksatte en kraftig for ikke at sige undertiden brutal forsvenskning af denne landsdels.

Lunds universitet var et led i denne forsvenskning. Her er et billede af universitetets segl

Jeg skal forholdsvis frit fortolke billedsymbolikken som: den svenske løve vil bekæmpe de jäklens danskere ved sværd og med sprog. I valgsproget ”Ad utrumque” er underforstået fortsættelsen ”parates”, altså fuldt ud: ”Ad utrumque parates”, som betyder ”vær parat til begge dele” eller måske rettere både det ene og det andet. Her skulle man være parat til både at studere og til at gribe til våben.

I forbifarten skal jeg måske lige nævne, at jeg omhandlede ”utrum” i mit indlæg om ”En køn en”. Som grammatisk betegnelse er ”utrum” lig med fælleskøn - både det ene og det andet (køn), i modsætning til ”ne utrum”, der hverken er det ene eller det andet (køn), altså intetkøn.

Og så må jeg vel retfærdigvis nævne, at jeg på vejen tilbage på Lund jernbanestation opdagede at den lokale billetautomat ”talte” både dansk og svensk … det danske vel for lettere at få eventuelle danskere hurtigere ud af landet ;-)

Saturday 4 January 2014

Nøgle til nøgle


Ja man kan jo somme tider undre sig. Hvorfor hedder det for eksempel en gadenøgle, en svensknøgle og en altnøgle, men et garnnøgle. Vi har åbenbart lånt begge nøgler fra svensk. Det svenske ord ”nykil” eller ”nyckel” betød vist egentlig et ”krummet redskab”, og det passer da vist meget godt på en nøgle. På ældre dansk og visse (jyske) dialekter hed det i øvrigt også en løgle eller løgel, hvilket svarer til ældre svensk ”lykil” samt moderne islandsk ”lykill”.

Garnnøglet har vi lånt fra svensk dialekt ”nykla”, som vist er noget i retning af en knude, hævelse eller svulst.

Gyldendals etymologiske ordbog regner med at (dør)nøglen langt tilbage nok stammer fra urnordisk ”hnukila”, i familie med ”nok”, som også er en krummet fidus. Den mener endvidere, at (garn)nøglet stammer fra oldnordisk ”hnykill”, som er en hævelse eller svulst.

Krum eller rund, rullet og hævet? Jeg ved nu stadig egentlig ikke rigtig, om jeg finder det rimeligt, at det ene er fællesskøn og det andet intetkønt, bortset fra at der altså klart er tale om to forskellige ord med forskellig oprindelse.

Sådan er det nok bare B-)