Skam

Jeg må med skam erkende, at jeg nu og da meget imod mine høje etiske principper kommer til at bruge bandeord. Dog ofte i ren og skær uvidenhed. Således vidste jeg skam ikke at ”skam” … i en sætning som for eksempel ”Således vidste jeg skam ikke …” var et bandeord. Det er en skam, at vi ikke altid tænker over, hvad vi dog siger. Her troede jeg, at jeg bare brugte et uskyldigt fyldord, som der jo er så mange af, for at holde samtalen gående, og så viser det sig, at skam tidligere blev brugt som en eufemisme for selveste fanden selv (som i ”skam i vold”). Hvis man siger ”det ved jeg skam ikke”, mener man altså åbenbart ”det ved jeg f.g.m. ikke (oh, skam og skændsel!).

Jeg skynder mig med at tilføje, at der ikke er noget ”skamivoldsk” ved at sidde på en skammel. Skammel har vi fået via oldhøjtysk ”scamal” fra middelalderlatin ”scamillus” eller ”scamellum”, afledt af ”scamnum”, der såmænd bare betød ”bænk”, og altså ikke noget at skamme sig over. Så er det sagt i al nedrighed.

Nu vil jeg for skams skyld prøve at afholde mig fra at sige ”Det ved jeg skam ikke!”, for det får mig bare til at skamme mig ;-)