Tuesday 31 December 2013

bogstavelig spareplan


i begyndelsen var bogstavet. de store bogstaver vel at mærke. de var ret kantede og derfor rimelig nemme at ridse ind i sten eller bøgestave eller hvad man nu havde at skrive på dengang. senere da man fandt andre materialer at skrive på opfandt man de små bogstaver, de egnede sig fortrinligt til munkenes kopiering af juleevangeliet, de ti bud og den slags på papir og med gåsefjer. men man havde jo også stadig de store bogstaver, så de måtte vel også bruges til noget. man skrev julius, sofie, rom og andre navne med stort begyndelsesbogstav. man begyndte sætninger med stort og nye afsnit fik et ekstra stort bogstav at begynde med. alle navneord blev efterhånden skrevet med stort begyndelsesbogstav og en række forkortelser blev skrevet med stort.

det år jeg begyndte i skolen kom der en ny retskrivningslov, som betød, at jeg ikke skulle lære at skrive alle navneord med stort. Det lettede jo min skoletilværelse en hel del. ellers var jeg sikkert aldrig blevet til noget. i tyskland skriver man stadig navneord med stort. i tresserne fik jeg dog en del breve fra tyskere, der deltog i en bevægelse, hvor man skrev alt med småt – simpelthen alt. jeg gad nok vide, hvordan det er gået med den protestbevægelse.

hvad skal vi dog også med alle de der store bogstaver i disse sparetider. vi kan skære bogstaverne ned til det halve og spare en masse tryksværte. hvorfor skal allah, muhammed, thorning og vorherre dog skrives med stort? i disse demokratiske tider er alle vel lige lige. ned med de store! usa, kina og rusland tag hatten af og kom ned til vi andre små.

i 2014 vil vi spare ekstra meget. er det ikke et godt forsæt, i stedet for at fortsætte, som vi plejer. godt nytår fra ole alle sammen, både store og små ;-)

ps: jeg har naturligvis også kortet dette indlæg ned til det halve. det manglede da bare. sådan har jeg sparet jer for en masse vås/words

Saturday 28 December 2013

Hvor mange pægle går der på en pot?


Ja selv om disse måleenheder blev officielt  afskaffet i 1907, kan jeg da stadig huske at nogle bad om en pægl dit eller to pægle dat. Sådan set er det stort set lige så enkelt, som at et pund er ca. et halvt kilo. En pot mælk er ca. en liter mælk, og der går fire pægle på en pot. Jeg kan også huske at frugt blev vejet i lispund. Et lispund er ca. 16 pund, det vil sige 8 kg. Lispund blev officielt afskaffet 1861, men hang altså stadig i vægten, da jeg var dreng, og så gammel er jeg da nu heller ikke ;-) Vægten man brugte var naturligvis en bismervægt. Den var nem at have med på cyklen. Det er sådan en vægtstang med en krog i den ene ende, og så skubbede man med et lod hen over vægten til der var ligevægt, og vægten således kunne aflæses. Det plattyske bisemer kom vist fra tyrkisk batman, der var en vægtenhed på ca. 10 kg (altså lidt mere end et lispund).

Ja så var der også noget med at sætte sit lys under en skæppe. En skæppe var 17,39 liter (samt et hertil indrettet skæppemål), men den blev også officielt afskaffet i Danmark med indførelsen af metersystemet i 1907. Derudover blev skæppe også brugt om en skæppe land (= 689,5 m2). En skæppe land blev i øvrigt delt i fire fjerdingkar. Sammenhængen mellem volumen og areal var denne. Jeg citerer her fra Wikipedia:
”En tønde land skulle tilsås med een tønde korn.
En tønde rummede ca 139 liter korn (udsæd), og vejer 100 kg. Det var i datidens enheder 144 potter korn, der skulle fordeles på 13.824 kvadratalen, dvs, at een potte skulle dække 96 kvadratalen. Det er én liter korn til knap 40 m².
Ved at opdele tønden i mere håndterlige størrelser − og arealet tilsvarende − var det lettere at få kornet sået jævnt.
Man begyndte med at hælde kornet over i et skæppemål. 8 skæpper svarede til een tønde. Dvs en skæppe kunne rumme ca 17,5 liter korn, − ca 139 liter delt med 8.
Det område een skæppe skulle dække var en ottende del af en tønde land, eller 36x48 alen. Det er ca 22m x 30m. Og lidt voldsomt at fordele jævnt per håndkraft, da de ca 17,5 liter korn vejer ca 12,5 kg, (een ottende del af 100kg)
Derfor var det naturligt at opdele denne skæppe i fjerdedele, såkaldte fjerdingkar.”

Det hele var faktisk ganske enkelt og logisk, men måske var det alligevel meget godt at vi gik over til metersystemet. Om ikke andet gjorde det da en del regnestykker enklere for de stakkels skolebørn.

Wednesday 25 December 2013

Frikadellens flugt


Frikadellerne er flygtet. Der er ikke en eneste tilbage i huset i disse juledage. Det får mig til at tænke på ”frikadellens flugt over plankeværket”. Tankerne fører mig tilbage til Østervrå Marked engang i halvtredserne, hvor man i et gøglertelt blandt andet kunne se verdens farligste slange, en hane med to hoveder og en krokodille. Det viste sig at være en gasslange (som jo dræber masser af mennesker), en vandhane med et hoved til koldt og et andet til varmt vand samt en krukke (med) dild. En af de berømteste af den slags gøglere og en sand sprogekvilibrist var Johannes Marius Dines Petersen, bedre kendt som professor Labri. I en af hans lange smører, der skulle lokke folk til teltet, var denne passage: ”Oplev frikadellens flugt over plankeværket med en gaffel i ryggen, skarpt efterfulgt af to røgede sild...”. Et af de vidundere han præsenterede var skelettet af et menneske, hvor hans assistent løftede en ske, og det var så en ”ske lettet af et menneske”!

Bortset fra det er ”Frikadellens flugt over plankeværket” et kammermusikstykke for 1 instrument skrevet af den danske komponist Ole Schmidt i 1968 (Professor Labri døde vel at mærke i 1935). Egentlig havde det været en passende titel for en fuga, for fuga er det latinske ord for flugt, hvilket igen minder mig om det litterære værk ”Hjortens Flugt” skrevet af Christian Winther. Og i nat drømte jeg i øvrigt om risalamandens flugt over tørresnoren skarpt efterfulgt af en forloren mandel i en særudgave af Ole Nielsen (udsat for 1 snorkeinstrument).


Saturday 21 December 2013

Lille klimp, stor klimpe


For et par dage siden måtte jeg desværre konstatere, at hverken klimp eller klimpe står i en ”normal” ordbog eller for den sags skyld i et ”normalt” mindre leksikon, og således heller ikke regnes for gode ord af min stavekontrol. Det synes jeg egentlig er en skam, men de to gode ord er åbenbart gået af mode eller for faglige. En klimp betød engang blandt andet ”en enkelt tone, frembragt ved klimpren på et instrument”. Det lever således videre i udsagnsordet ”klimpre”, så når man klimprer på klaveret eller guitaren kommer der flere tilfældige toner efter hinanden.

En klimp var også en klump, for eksempel en jordklump, sneklump eller lerklump. Nogen kan måske nikke genkendende til dette vers: ”Du Jord-Klimp, du Synder! Hvad tænker du paa? Hvad Kjødet begynder, Maa Aanden forsmaae!” (Grundtvig). Denne klimp lever videre i store sandklumper af geologisk interesse.

Klimper består af flyvesand. De fleste flyvesandsområder domineres af klitter. Sandet i klitterne stammer fra nærliggende områder, hvor der så er dannet bare flader uden sand. På nogle ganske få af disse flader findes erosionsrester, der hæver sig op til 5 meter over afblæsningsfladen og fremstår som lave, flade øer – det er klimperne. I Sønderjylland kaldes de også ʻfærøerne’ eller ʻpandekagerne’ i folkemunde efter deres særegne form. Klimper er ikke særligt almindelige, men kun fundet i større antal i Frøslev Plantage ved grænsen til Tyskland og i Stensbæk Plantage mellem Gram og Ribe. En efter min mening interessant artikel om klimper (illustreret) findes i det nyeste nummer af Geoviden (nr. 4, 2013). Geoviden kan hentes ganske gratis fra

Og så er Frøslev Plantage i øvrigt et dejligt område at vandre i. Der findes der 27 store og små klimper, som stikker op som øer i det ellers flade terræn - flade bakker med stejle sider, men modsat andre bakker har klimperne vand på toppen, mens de omkringliggende lavere områder er helt tørre: Hent vandretursfolderen på biblioteket eller klik på

På grund af klimperne er Frøslev Plantage en internationalt vigtig geologisk lokalitet og derfor udpeget til et såkaldt GeoSite.

Friday 20 December 2013

Hyssinggarn


På Wiktionary spurgte en ”udlænding” mig. hvad et sejlgarnsnøgle er. Jeg havde nær skrevet, det er da et bundt hyssingsnøre. Nu ved jeg ikke om det gør den store forskel at skelne mellem sejlgarn, selvbindergarn, høstbindegarn og bindegarn, bortset fra brugen måske. Sejlgarn betyder, og var, egentlig sejlmagergarn og bindegarn er naturligvis snor som man binder omkring et eller andet.

Men lad mig nu komme til hyssingarnet. Hvor vi har fået ordet hyssing fra er enkelt nok, det er som så mange andre ord lånt fra plattysk, nemlig fra det middelnedertyske husinge. Hvad husinge så egentlig betød er mere problematisk. Måske skal vi søge løsningen ved at sammenligne med husblas. Det plattyske husblase betyder egentlig 'størblære', dannet af husen 'stør' og blase 'blære'. Ja, hvis husen er stør, så er husinge vel (muligvis) snøre til at fange stør med.

Jeg tror da i øvrigt, at man i Norge stadig bruger hyssingsnøre til at fange laks med … eller til at binde den med. Jeg citerer fra en norske kogebog: ”Så ruller du fisken sammen og knyter et hyssingsnøre rundt.” Velbekomme.

Thursday 19 December 2013

Som eller der


Sommetider er det lige meget om man skriver som eller der. Man kan for eksempel frit vælge om man vil skrive
”det er rart at have en mor som bager, stryger og vasker”
eller
”det er rart at have en mor der bager, stryger og vasker”
det betyder dog ikke, at man ikke skal være forsigtig med, hvad man skriver, for
ganske vist er det
”rart at have en morsom bager …”
men det er mindre
”rart at have en morder bagerst …”
og sådan er der så meget ;-)

Monday 9 December 2013

Jeg ejer ikke en hvid!


Jeg ejer ikke fem flade øre. Ja, du læser rigtigt, jeg ejer ikke en rød øre. Det hænger uløseligt sammen med, at enører og femører er afskaffet. Hermed kan det vel også udelukkes at jeg ejer en rød reje eller en flad fregne. Jeg kan heller ikke løse problemet ved at spare på femørerne og lade dalerne rulle, for dalerne er for længst gået ud af cirkulation. Jeg ejer ikke en hvid. Dette gamle udtryk er sikkert gået helt i glemmebogen, for hvem ved nu hvad en hvid var. En hvid var en sølvmønt, der blev brugt i Danmark fra middelalderen til slutningen af 1700-tallet, og sådan en ejer jeg heller ikke, men gamle møntenheder har det med at hænge fast ret længe i sprogets talemåder, som for eksempel ”tiøren” der faldt, ja de er også gået alle mønternes gang. Hvordan ligger det så med kongens mønt. Prøv at kigge i din pung og se om du kan finde én eneste uden en dronning på. Sådan bare.

Og hvad kan vi så lære af det. At de fleste af de penge, som man IKKE har er røde og flade. Jeg har dog erfaret, at man kan klare sig ret langt bare ens betalingsmidler er tilstrækkelig flade … sådan cirka så flade som et dankort ;-)

Saturday 7 December 2013

Gøre en flue til en myg


Det med at man ikke skal gøre en myg til en elefant er åbenbart en meget gammel talemåde. I hvert fald har jeg kunnet spore det tilbage til både klassisk latin og oldgræsk. Der er dog efter min mening en interessant lille detalje, idet man både på latin og oldgræsk ikke taler om en myg, men om en flue. På latin ”Elephantem ex musca facis” (Du gør en flue til en elefant) og på oldgræsk ”Ἐλέφαντα ἐκ μυίας ποιεῖς” (Du gør en flue til en elefant). Nu ligger det dog således, at ordet myg menes at være en lydefterligning, ligesom det latinske ”musca” og det græske ”myia” (μυῖα), der også menes at efterligne en summelyd. Interessant nok hedder det også på fransk ”faire d’une mouche un éléphant” (gøre en flue til en elefant). Også ordet ”mouche” minder lydligt om ”musca” og ”mya” og ”myg”. Det kan man derimod ikke sige om de germanske ord ”vlieg”, ”Vliege” og ”flue”. Det kunne efter min beskedne mening være en medvirkende årsag til at man på nederlandsk og tysk siger henholdsvis: ”van een mug een olifant maken” (”mug” udtales ”myg”), ”aus einer Mücke einen Elefanten machen” og på dansk altså ”gøre en myg til en elefant”.

På spansk hedder en flue ganske vist vist nok ”mosca”, men her er talemåden dog blevet til ”hacer de una pulga un elefante”, altså ”gøre en loppe til en elefant”. Nåh ja, man kan vel ikke få regnestykket til at gå op hver gang, vel ;-) Apropos de små detaljer sad en svensker i toget ved siden af en franskmand, da en flue gjorde sit indtog, og svenskeren udbrød ”Voici le mouche”. Franskmanden rettede det omgående til ”la mouche”. Svenskeren hævede øjenbrynene og sagde imponeret ”Du ser mycket bra”.

Friday 6 December 2013

Dagens Bodil (eller Sven eller Xaver)


Allan er gået hen over hovedet på mig. Er der nogen der kan huske Allan? Det var en storm, der blæste hen over Danmark den 28. oktober 2013. Jeg tror egentlig først den fik sit navn dagen efter. Klimaminister Martin Lidegaard har i al sin visdom bestemt at alle danske storme skal have et navn, som tildeles af DMI. Den i slutningen af oktober kom så til at hedde Allan (blev den strengt taget døbt sådan af Ekstrabladet?), og nu har vi så fået den næste, en Bodil. En på mange måder historisk storm, men lad mig her blive ved navnene. Det er meget godt med et dansk stormnavn, men mange af dem raser jo hen over Nordsøen (eller er det nu Vesterhavet) inden de ramler ind Danmark, så måske kunne det være en idé at samarbejde om navnene på tværs af Nordsøen. Berlins Frie Universitet døbte stormen Xaver, og dette navn på stormen er blevet brugt i medieomtalen i Storbritannien, Nederlandene, Belgien og naturligvis Tyskland. I Sverige hedder denne storm Sven og i Norge er den åbenbart (stadig) navnløs. Det kan dog i parentes bemærkes, at Norge i 1995 sådan set begyndte med at kalde en storm for Agnar.

I Nederlandene kaldes stormen i øvrigt uofficielt for Sint Niklaas Storm. I dag fejrer man nemlig Sankt Nikolais navnedag ved at give børnene gaver.

For at vende tilbage til stormen Allan kaldtes den St. Jude i England, Christian i Tyskland og Simone i Sverige. Jeg ved ikke, hvad den næste danske storm kommer til at hedde, men jeg vil gætte på, at det bliver et dansk drengenavn, der begynder med C. Måske er det allerede for sent at gætte og har DMI allerede udarbejdet den ønskede stormnavneliste og overdraget den til klimaministeren til behagelig godkendelse?

Verdens ældste sprog???


Jeg kommer her nok til at afsløre, at jeg ejer en oversættelse til Nederlandsk af Herodots værk ”Historie”. Herodot blev sandsynligvis født omkring år 484 f.Kr. og levede til 430-420 f.Kr. Herodots ”Historie” er nærmest en verdenshistorie, og han kaldes ofte for historieskrivningens fader. Til eventuelt interesserede kan jeg oplyse, at ”Historie” blev genudgivet på dansk i 1997. Jeg skal her på grundlag af den nederlandske udgave prøve at genfortælle, hvad han skriver om det frygiske sprog på grundlag af, hvad han selv havde fået fortalt af præster for guden Hefaistos i Memphis i det gamle Egypten.

Før Psammetichos blev konge over egypterne, betragtede egypterne sig selv som verdens ældste folkefærd. Det ville han nu gerne forvisse sig om var rigtigt, men hvordan finder man dog ud af, hvem der kom først. Der blev udvalgt to nyfødte børn af tilfældige forældre, og de blev givet i pleje hos en hyrde, der fik streng ordre på aldrig at tale til dem, og aldrig lade nogen sige et eneste ord i deres nærhed. Regelmæssigt besøgte hyrden børnene sammen med sine geder, så børnene kunne få noget at drikke og i det hele taget kunne holde sig i live. Da der var gået et par år rakte et af børnene armene ud, da han viste sig i døren, og sagde ”bekos”. Hyrden sagde foreløbig intet herom, men da han flere gange var blevet modtaget med dette ord, henvendte han sig til kongen med denne erfaring. Efter at kongen selv havde hørt børnene sige ”bekos”, satte han en undersøgelse i gang, for at finde ud af, hvor dette ord stammede fra, for egyptisk var det ikke. Efterforskningen viste at frygerne brugte ordet ”bekos” til at betegne ”brød”. Nu var egypterne blevet overbevist om, at frygisk er det ældste sprog i verden (naturligvis med egyptisk som nummer to – det var i parentes bemærket før egypterne gik over til at tale arabisk, et resultat af Arabiens erobring af Egypten i 639 og den følgende islamisering). Jo det er ganske vist.

Frygien, frygerne og frygisk har nu ikke sat de helt store spor i verdenshistorien. Frygien lå sådan ca. i det nordvestlige Lilleasien, altså i hvad der nu er Tyrkiet. Ordet frygisk kender dem der er noget ved musikken fra frygisk toneart.Derudover er den frygiske hue gået ind i den mere moderne historie. En frygisk hue er en antik hovedbeklædning med fremadhængende top, fra egnene ved det nordlige Ægæerhav. Under den franske revolution anvendte jakobinerne en frygisk hue forsynet med en kokarde i den franske trikolores farver som frihedssymbol. En sådan hue er også kendt som en jakobinerhue. Denne røde frihedshue kan man stadig se på en række franske frimærker og franske euro-mønter, hvor den franske frihedsheltinde og den franske republiks symbol er afbilledet. Det er en ung fiktiv kvinde ved navn Marianne, som kendes fra ca. 1800 og som sagt ses gengivet på talrige franske frimærker. 100 år efter Den Franske Revolution rejstes i 1889 en kolossalstatue af Marianne på Place Carnot i Lyon.

Frygisk, som ikke tales mere, er i familie med græsk, og her skal i lige få en smagsprøve. Som det ses minder bogstaverne her noget om de fønikiske alfabet, senere i historien gik frygerne over til at bruge (rene) græske bogstaver. Sproget uddøde sandsynligvis i det sjette århundrede (efter vor tidsregning).


I øvrigt er det frygiske (veldokumentere) ord ”bekos” muligvis (nok delvis gætværk) i familie med det oldnordiske ord ”baka” (altså at bage). Og så var de to børn nok ikke bagerbørn, for man skal som bekendt ikke give bagerbørn brød, heller ikke i den bagende egyptiske sol ;-)

Thursday 5 December 2013

Ikonet


I Henning Mankells ”Den mand, der smilede” (på svensk ”Mannen som log”) viser en myrdet sagfører sig, så vidt jeg husker, at have en meget værdifuld samling af ikoner. Jeg har lige tegnet et ikon for ”forbud mod servering af kaffe i sort”. Det er ikke meget værd, men jeg er nu heller ikke noget ikon, som Henning Mankell, eller for den sags skyld Michelangelo.


Ikon kommer fra det oldgræske ord εἰκών, der betyder billede. Ikoner var i første omgang små hellige billeder for eksempel af Jomfru Maria eller en eller anden helgen. De blev hovedsagelig brugt inden for den græsk-ortodokse og russisk-ortodokse kirke, og på de russiske ikoner er de malede personer ofte omgivet af en glorie af værdifulde metaller og ædelstene, altså rigtig noget for samlere, der samtidig har mange penge.

Ikon kom senere også til at betyde et forbillede, kendt i Danmark fra omkring 1970, om personer der stod som symbol på noget, der er/var oppe i tiden. Ordet sneg sig også ind i computerverdenen, atter i betydningen små billeder, nemlig små billedsymboler på skærmen til at klikke på med musen.

Det bedste af det hele er måske de nyere humørikoner. De bedst kendte humørikoner er nok de såkaldte smileys, som for eksempel ;-) og så videre.

Nu kan man selvfølgelig altid diskutere om humørikonerne og min kaffeikon snarere er piktogrammer, men ikon lyder nu kort og godt … og godt humør kan vi næppe få for meget af :-)