Thursday 31 October 2013

En helgens hebred


Her omkring Allehelgen vil jeg gerne oplyse, at jeg ikke er nogen helgen. Det er jeg sådan set udmærket tilfreds med, for helgen kan man nemlig kun blive efter at man er afgået ved døden. Det er på sin side mærkeligt, for helgen og hellig er afledt af ordet hel i betydningen ”uskadet” eller ”sund”. En helgen eller en der er hellig er et ”helt” menneske. Hvis vedkommende tidligere har syndet, er vedkommende i hvert fald blevet helbredt, gjort hel (sund) og dermed af god helse (sundhed). Den der med en sund sjæl i et sundt legeme, gælder åbenbart kun halvvejs for helgener. De har en ”hel” og sund sjæl, men sidder desværre altså med et dødt legeme. En helgen er en person, der er erklæret salig af paven. Salig betyder lykkelig. Der er et smukt udtryk for den romersk-katolske saligkåring, nemlig ”beatifikation”. Ved en beatifikation erklærer paven en afdød person for ”beatus”, det vil sige ”salig”. Men ordet er naturligvis i familie med ord som det engelske ”beauty” eller ”beautiful” (smuk). Ved en beatifikation bliver man kun helgen inden for et bestemt geografisk område. Næste skridt er kanongodt for det er en kanonisering, så må hele kirken i hele verden anråbe dig som helgen, ikke alene på Allehelgensdag, men så sandelig hele året, om man vil. Efter 1634 kan kanoniseringen kun foretages af paven, men tidligere skete det ofte lokalt, f.eks. er de fleste nordiske helgener folkehelgener, som aldrig blev kanoniseret i Rom. (Og en del af dem var nok heller ikke så hellige, at det gør noget).

Det er smukt at være en hellig helgen, for så er man hel og salig, men desværre altså DØD!
Jeg vil godt vente lidt endnu på at blive en helgen ;)

Friday 18 October 2013

Ord er viden


”Jeg tænker, derfor er jeg” (cogito ergo sum) skrev filosoffen Descartes. Jeg kunne tænke mig at bytte det om, og sige ”jeg er, altså tænker jeg”. Nu er det vel forholdsvis svært at tænke sig tænkning uden ord, selv om man vel nok kan tænke i billeder. Tænkning og viden (og for den sags skyld filosofi) bygger på ord. Uden ord ville der ikke være meget viden og da slet ingen videnskab. Jeg synes, at det er interessant, at det græske ord for for ord, nemlig logos (λόγος), altså for de ord man siger eller tænker (det vil sige tanke), også, eller måske i særdeleshed, står for fornuft, viden eller videnskab. Vi kender det blandt andet fra en lang række ord, der ender på -logi og er betegnelse på en eller anden videnskab, som for eksempel geologi, biologi, arkæologi, ornitologi og så videre. En logi er en videnskab, det er rimeligt logisk. Logos var et begreb af afgørende betydning i hele den græske filosofiske tradition, hvor det oftest kan oversættes med ”rationelt princip”.

Det får mig så til at tænke på et bibelcitat: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” (Indledning til Johannes-Evangeliet). For en ordens skyld skal jeg lige komme med den oprindelige bibelgræske tekst: ”Εν αρχή ην ο Λόγος, και ο Λόγος ην προς τον Θεόν, και Θεός ην ο Λόγος.”. Ordet er en oversættelse af det græske ord Logos ( Λόγος). (På nygræsk kan afsnittet i øvrigt oversættes til: ”Αρχικά ήταν ο Λόγος. Και ο Λόγος ήταν προς τον Θεό, και Θεός ήταν ο Λόγος.”)

Jeg er, altså tænker jeg. Når jeg tænker bruger jeg ord. Min viden udtrykker jeg med ord, logos, det er da logik. Logik har vi fået via latin fra oldgræsk logikos ”angående tale, ræsonnabel”, afledt af logosord, tanke, fornuft”.

Wednesday 16 October 2013

Langtbortistan


En lang række lande- og regionsnavne i Asien ender på -stan. Det gælder således for eksempel Afghanistan, Baluchistan, Kasakhstan, Kurdistan, Pakistan, Tadsjikistan, Tatarstan, Turkestan, Turkmenistan og Usbekistan.

Endelsen -stan stammer fra det persiske ord stan (ستان).

Det er nok ikke helt rigtigt at sige, at stan betyder land, og således for eksempel forklare Turkestan som tyrkernes land. Det er dog næppe helt galt, selv om det nok snarere nærmest betyder ”sted”. Ordet går meget langt tilbage til noget urindoeuropæisk, rekonstrueret til ”steh”, som vi forholdsvis let kan identificere med det tyske ”stehen” og det engelske ”stay”, og med lidt mere besvær med det de danske ord ”stå” (”stande”), ”stand” og vel sagtens også ”sted” (jeg er på lidt gyngende grund, da min danske etymologiske ordbog ikke rigtig er med på at føre disse ord helt tilbage til deres urindoeuropæiske rødder). Et ”stan” er altså det sted, hvor man står, hvor man opholder sig, eller har hjemme. Afghanere hører hjemme i Afghanistan. Kurdistan er kurdernes hjemegn. Tatarstan er tartarernes hjem og så videre.

Så er også det stedet på plads.

Jeg kunne naturlivis også være blevet stående og sat min tand i forstand, opstand, stilstand, tilstand, vandstand, velstand og ægtestand.

Dog lige lidt flere beslægtede ord med hensyn til "sted eller ting der står". Sanskrit tisthati "står;" Avestisk (et uddødt østpersisk sprog) histaiti "at stå". Persisk som sagt -stan "land", men den bogstavelige betydning er "hvor man står". Oldgræsk stasis (στάσις) "stilstand" (jf statisk), statos (στατός) "stationær". Latin sistere "stå stille” m.v., status, stare "at stå”, statio "station, post". Litauisk statau "sted" osv. Oldnordisk steði "ambolt" (dvs. egentlig et smedested, som det svenske städ der stadig betyder ambolt), stallr "alter". Tysk Stall "stald".


Tuesday 15 October 2013

Gud, Allah eller Tuhan


Ordet allah/Allah er et arabisk ord for gud, og blev brugt af førislamiske arabere, længe før Muhammed overhovedet var født, arabere der dyrkede forskellige guder og gudinder. Det er i øvrigt beslægtet med det hebræiske ord for gud/Gud. På moderne arabisk bruges ordet af såvel muslimer som kristne, jøder og andre monoteister om netop deres gud. Dette gælder også for en del andre sprog, idet ordet er overtaget stort set direkte i en lang række sprog, blandt andet det malajiske (også kendt som ”Bahasa” eller ”Bahasa Melayu”), der tales i Malaysia. Nu har højesteretten i Malaysia besluttet, at ordet Allah ikke må bruges af malajiske kristne (om Gud). På malajisk har man to ord for gud/Gud, eller rettere sagt et ord for gud med småt om alle former for guder, nemlig: ”tuhan”, uanset religion, og et ord for Gud, nemlig ”Allah”, Abrahams monoteistiske gud, og altså både de kristnes gud og muslimernes gud.

Det indebærer, at malajiske kristne nu skal bruge ordet Tuhan, som de tidligere har brugt for blandt andet afguder, om Gud, og dette på trods af at ”Allah” blev brugt i den kristne katekismus skrevet på malajisk i 1514, senere brugt i diverse udpluk fra biblen og i diverse ordbøger, og det ord der er brugt i den malajiske fuldstændige bibeloversættelse af 1731-1733. Endvidere er ordet Tuhan også blevet anvendt om Jesus Kristus (”Tuhan Yesus”).

Jeg citerer her fra den engelsksprogede avis The Malay Mail ”more than 60 per cent of Malaysian Christians only speak Bahasa Malaysia, and the word used for God in the Bahasa Malaysia Bible (Al-Kitab) since its translation in 1731, is ‘Allah’”.

En religiøs og retlig strid om ord. Kristne malajer må nu ændre/tilpasse deres mangehundredeårige sprog af hensyn deres muslimske brødre. Heldigvis et enestående problem, da tilsvarende sprogstridigheder om ordet Allah ikke kendes fra andre lande.

Thursday 3 October 2013

Thai dig en øl


Jeg fandt lige nogle gamle billeder, som jeg tog for 11 år siden på en tur til Cambodja. Billedet her viser, at det ikke er alle tekster på fremmede skriftsprog, der er lige uforståelige. Jeg havde i hvert fald ingen problemer med at forstå budskabet. For en ordens skyld må jeg vel hellere oplyse, at teksten så vidt jeg kan se ikke er på Cambodjas officielle sprog, nemlig khmer (som det tekstbehandlingsprogram jeg skriver på lige nu desværre har lidt svært ved at gengive), men på et af nabolandenes officielle sprog, så kan i jo selv prøve at gætte … både på sproget, og hvad der nu står.



PS: her er lidt hjælp. Nabolandet hedder ภาษาไทย (skal vi så lige løfte for dette herlige ferieland og sige ”ไชโย").