Thursday 27 June 2013

I vadestedet


Man skal ikke skifte heste i vadestedet, siges der. Men det interesserer vel de færreste, for hvem ager nu med heste i dag, for slet ikke at tale om okser. Engang var vadesteder imidlertid meget vigtige elementer i landskabet, så vigtige at de indgår i masser af stednavne. Aarhus er vokset op omkring det eneste sikre vadested over Aarhus Å, som ligger der, hvor gaden endnu hedder Immervad (altså: vedvarende vadested). Desuden kan nævnes, at bynavnet Vejle er direkte afledt af det gamle danske ord ”wæthæl”, der betyder vadested. Dette ”wæthæl”, ”wedle”, ”vedel” m.v. genfindes også (som -ild) i stednavne som Saksild og Stenild, idet Stenvad dog er lettere at genkende som et stenet vadested. De færreste ved nok, at ”hors” er et gammelt dansk ord for hest (navnlig brugt om en hoppe). På denne baggrund giver Horsevad sig selv. Det var et sted, hvor heste kunne vade over vandløbet. Vejlby ved Århus minder om Vejle, og er byen ved et ”vedel”, altså ved et vadested. Stednavnet Vedel er hermed også forklaret. Og sådan kunne vi blive ved.

I parentes bemærket blev udtrykket vedel eller vejle også udstrakt til ting som grundet vandstrækning, strandeng, mosestrækning, som for eksempel Vejlerne nord for Limfjorden. Vi kan jo så begynde at gætte på, hvor navnet Fævejle stammer fra.

På visse andre germanske sprog er ordet for vadested i familie med ordet fjord, hvis oprindelige betydning nok var noget i retning af at fare, færdes eller befordres over vand.

Det blev på engelsk til ”ford”, som vi kender det fra Oxford. Et sted hvor man med oksespand kunne nå over til den anden side af floden ("Oxen's Ford" eller "Ford of the Ox"). Guildford og Stratford er andre gamle vadesteder.

På tysk blev det til ”Furt”. Frankfurt var stedet hvor frankerne krydsede henholdsvis Main og Oder. Et andet eksempel er Erfurt, et vadested over floden Erphe, som floden Gera hed engang i middelalderen. Byen hed dengang Erphesfurt. Wipperfürth var et vadested over floden Wupper. Tyskland havde naturligvis også stenede vadesteder som Steinfurt. Nu, hvor vi er ved det tyske, må jeg vel hellere nævne, at man i Nordtyskland (vel på plattysk) har brugt endelsen -wedel, ikke blot i Slesvig-Holsten. For eksempel findes der i Niedersachsen en landsby, der hedder Weddel, hvis navn er opstået på samme måde som Vejle. Et andet eksempel er Steinwedel, en landsby i Hannoverregionen. Jo, den med Stenvad går igen på mange sprog.

På nederlandsk blev det til ”voorde” som genkendes i en lang række nederlandske, belgiske og sågar franske stednavne. Her nogle enkelte:
Amersfoort og Zandvoort i Nederland.
Bosvoorde, Voorde, Zandvoorde og Vilvoorde i Belgien.
Steenvoorde i Nordfrankrig (og så er vi engang tilbage ved ”stenvadet”).

I Ukraine er der i øvrigt et sted, der hedder noget i retning af Brody. Det betyder også vadested. På russisk (og visse andre slaviske sprog) hedder vadested брод (brod). Vyšší Brod i Tjekkiet er således et andet slavisk stednavn, der henviser til et vadested (høj-vad). Men nu må jeg hellerede lade være med at vade videre, for eksempler er der såmænd nok af.

Og dog måske lige det lette. På spansk hedder et vad ”vado”, det kommer af det latinske vadus. (vadested). Både det latinske ”vadum” og det oldengelske ”wæd” betød blandt andet ”hav”. Det oldengelske ”wæt” betød våd.

Quo vadis – hvor går du hen?

Thursday 20 June 2013

Kovending


Kovending er et mærkeligt udtryk, derhen at jeg undrer mig om køer i det hele taget er i stand til at vende sig. Og dog har jeg sommetidet stået en regnfuld dag og skuet ud over en græsmark hvor samtlige køer uden undtagelse stod med halen vendt mod vinden, så de må dog føle fra hvilken kant vinden blæser, hvilket nok ofte kan være årsagen til poltikeres kovendinger. Ikke at jeg dog på nogen måde ønsker at sammenligne politikere med køer.

At kovende er et maritimt udtryk, som det fremgår af dette udklip fra en bog fra 1817 skrevet af Jens Christian Schneider om ”Veiledning i sømandskabet”



Som det fremgår heraf er det slet ikke så let at vende for vinden. At kovende er at vende et sejlfartøj så det får vinden ind fra den anden side. Det kræver skam dygtigt sømandskab og den rette jonglering med sejlene. Man kan ikke sejle direkte op mod vinden, men må i stedet følge en zigzag kurs på 'bidevind'. For en ordens skyld, må jeg her atter understrege, at jeg skriver om sejlads og ikke om politik.

”Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!”

Wednesday 19 June 2013

Oppetid


Nu må de godt oppe sig, så jeg får noget mere oppetid, for det har stået sløjt til her i huset den sidste uges tid med masser af nedetid. Ikke blot var internettet regelmæssigt nede, men der var også sort skærm på fjernsynet, og en hel dag var telefonen også død. (Nuvel egentlig var det ret fredeligt).

Da jeg var dreng var der ikke noget, der hed nedetid – det skulle da lige være når jeg legede nede ved bækken. Vi havde hverken telefon, fjernsyn eller internet, så det kunne kun gå op ad bakke. Det var oppetid for opfindere, der havde travlt med at opfinde alle de ting vi finder en selvfølge i dag. Ja ordene oppetid og nedetid var heller ikke opfundet endnu. Ordene oppetid og nedetid er først kendt fra 1993 (da der på dette tidspunkt åbenbart opstod et behov). Nedetiden ville jeg nu gerne undvære. Det er til at blive nedtrykt af de der nedbrud.

Men nu da systemet er oppe vil jeg da gerne sende denne lille hilsen til søens folk i modgang og nedgang og i særdeleshed til alle dem, der desværre ikke kan læse dette, fordi deres internetforbindelse er nede ;)

Monday 17 June 2013

Skægt nok …


For skægs skyld sagde jeg engang, at man ikke har mere skæg end det man selv får. Men det gør jeg ikke mere, for man må ikke diskriminere, og hvem tør nu sige, at mænd er skæggere end kvinder? Men hvad har det ene skæg nu med det andet at gøre?

Det gamle germanske ord ”skaqja” betød noget der stikker ud eller frem, og det kan man vel nok sige, at skægstubbe gør. I familie med skæg er ord som skov, der unægtelig stikker opad – og så naturligvis Skagen, der virkelig stikker næsen op mellem Kattegat og Skagerak. Jep, "Skagen" kommer af en skage og betyder ganske enkelt en strimmel land, der stikker ud i havet (altså en odde). I en gammel tekst er Grenen således omhandlet som den ”skagede Gren”. Det var dengang man talte om ”Næs og Odder, Skager og Ører” (Jf også Øresund, sundet ved ”øret”, dvs.ved ”halvøen”).

At skæg er kommet til at betyde ”morskab” stikker muligvis i brugen af forlorent skæg til forklædning.

Og der står man så med skægget nede i skuffen (eller var det postkassen?), når det skægge er gået over. - Og om det var skuffen eller postkassen er vel strengt taget bare en strid om kejserens skæg? - Jo, da, ved profetens skæg!

Saturday 15 June 2013

Facebook får #hashtags

- og hvad er så det? Ja, så vidt jeg ved er det egentlig en videreudvikling af det gamle pundtegn, som jeg skrev om i mit indlæg om pund. I middelalderen markerede man forkortelser ved at slå en dobbeltstreg over dem. Det særlige pundtegn består således af lb (en forkortelse af libra, latin for pund) med et par streger over (for at vise, at det er en forkortelse). Amerikanerne bruger nu # som tegn for det amerikanske pund (”pound avoirdupois”), og det er således altså stadig et pundtegn. (Jeg håber, at du kan se ligheden med det gamle pundtegn). Denne ”havelåge” er siden blevet brugt til forskellige andre ting og behæftet med andre navne. Navnlig amerikanerne har brugt # som et nummertegn. Nummer 3 kan således skrives som #3. Derudover kender mange sikkert ”firkanten” fra telefontastaturet - ”tast (kode) og tryk firkant”.

Når man sætter kryds foran en node for at hæve tonen et halvt trin, ser krydset strengt taget sådan ud ♯ (krydset kaldes ”sharp” på engelsk), men hvis det nu ikke er muligt at skrive ♯, må man jo klare sig med et #. Jeg håber dog, at du kan se forskellen.

Alle recepter indledes med tegnet #, og i denne forbindelse kaldes det meget forståeligt et dobbeltkors. Dobbeltkorset betyder efter sigende ”i Guds navn” (in nomine Dei), selv om jeg har lidt svært ved at se ligheden (måske snarere i korsets navn ???).

Tegnet kaldes undertiden også gitter eller gitterlåge på grund af dets udseende. Egentlig er det også ganske interessant at se, hvordan det bruges og hvad det kaldes på andre sprog, men for ikke at trætte jer for meget med den slags detaljer, skal jeg her nøjes med at nævne, at tegnet # på britisk-engelsk kaldes for ”hash” (”hash” er noget med at hakke eller skære i stykker). Hashtegnet (eller hash-mærket) er i mange år blevet flittigt brugt på Twitter under den internationale betegnelse ”hashtag”, hvormed man mærker (”tagger”), hvad man skriver om (fx betyder #Obama, at indlægget handler om Obama).

Og nu skal vi altså også til at bruge sådan nogle havelåger på Facebook. Måske kommer vi til at hakke lidt i det i begyndelsen. God fornøjelse.

PS: I øvrigt ligner tegnet # det kinesiske tegn ( jĭng), som vist nok betyder vandbrønd, men jeg er nu ikke så stiv til kinesisk så …

Friday 14 June 2013

Valdemarsdag

I morgen er det valdemarsdag. Den 15. juni 1219 faldt Dannebrog ifølge myten ned fra himlen i Estland, hvor Valdemar Sejr kæmpede mod esterne ved slaget i Lyndenisse. Det skrev jeg en hel del om i et indlæg i 2011 (Da Dannebrog dalede nedfra himlen). Når vi vender tallene 12 og 19 om i årstallet får vi 1912. I 1912 indførte man, at den 15. juni fremover skulle fejres som Valdemarsdag, og indtil 1948 var dagen en skolefridag, men nu til dags bliver der ikke gjort meget halløj ud af dagen, ud over at det (naturligvis) er en officiel flagdag, og foreningen Danmarks-Samfundet sælger små dannebrogsflag (Valdemarsflag) til fordel for udbredelsen af flaget. Også salget af Valdemarsflag begyndte i 1912 - efter tilladelse fra Kong Christian X.

Skal vi så lige kippe med flaget?

Thursday 13 June 2013

Bogmærket


Undervejs gennem Østtyskland købte jeg en krimi. Kassedamen spurgte om hun også måtte putte et bogmærke i posen. Det var der vel sådan set ikke noget mærkeligt ved, men jeg bed dog mærke i bemærkningen, for hvad er egentligt et bogmærke. Der er dem, der husker, hvor de er kommet til i en bog ved at øremærke siden med et æseløre, men det synes en bogelsker som jeg nu er en form for vandalisme. Et bogmærke bruges til at huske, hvor man er kommet til i en bog, og det skal ligge løst i bogen, så det kan flyttes, når man er kommet videre. Helt anderledes er det med et frimærke. Det skal sættes fast på brevet, så det kan sendes. Ellers kommer det ikke videre. Det fremgår blandt andet af denne bestemmelse i en lov fra de danske frimærkers barndom.

Portoen for løse Breve er 6 Rbß. pr. Enkeltbrev, medmindre de ved Indleveringen ere frigjorte ved paaklæbede Frimærker, som i det Øiemed udfærdiges af Postvæsenet.”

Et frimærke er altså et frigørelsesmiddel eller frigørelsesmærke, der frigør brevet til forsendelse.

Hvilket mærke man bruger, når man lægger mærke til noget, har jeg egentlig ikke lagt mærke til, men jeg har da lagt mærke til, at vi nærmer os en mærkedag, og den kan jeg så skrive lidt om i morgen.

Note: Forkortelsen ß. stod for skilling. Der gik 96 rigsbank skillinger (Rbß.) på 1 rigsbankdaler (forkortet Rbd. eller Rbdl(r)). Da jeg var dreng kaldte vi en tokrone for en daler. Det svarede nemlig til hvad en daler var værd da man gik fra daler til kroner. Nu ser tokroner ikke længere ud som da jeg var dreng ;)

Det er altså bedre at få en daler end bare at få en lille skilling!

Tuesday 11 June 2013

Længste tyske ord


Tyskerne er ret gode til at lave lange ord. Nu er det allerlængste imidlertid ved at forsvinde. Delstaten Mecklenburg-Vorpommern har nemlig besluttet at slette ordet ”Rindfleichetikettierungsüberwachungsaufgabenübertragungsgesetz” fra en gældende lovtekst. Indtil nu var dette lækre lille ord på små 63 bogstaver efter sigende det længste tyske ord. Ordet blev ikke brugt tilstrækkeligt meget til at komme i nogen officiel tysk retskrivningsordbog, men optrådte dog i en ordbog af Heidi Friemuth, som blev kaldt ”Deutsches Unwörterbuch”. Nu må vi så til at lede efter et andet langt tyske ord der kan overtage denne prisværdige titel – hvis det ellers er umagen værd ;)

Hvordan man kan klare sig uden en tilstrækkeligt passende lov om kontrol med mærkningen af oksekød er en helt anden sag. Man må vel holde på en passende etikette.