Monday 25 June 2012

Hvor kommer kalkunen fra?

Ifølge den danske opfattelse kommer kalkunen åbenbart fra Calicut i Sydindien. Ordet kalkun kommer i hvert fald af ældre dansk kalkunsk, der er en afkortning af middelnedertysk 'kalekutisch hun', det vil sige en 'høne fra Calicut'. Også på en række andre sprog har kalkunen sit navn efter denne by, således for eksempel på hollandsk kalkoen, på norsk kalkun, på svensk kalkon og på papiamento (et kreolsprog, der tales i Vestindien) kalakuna. At franskmændende også mener, at kalkunen kommer fra Indien er nok lidt af en misforståelse. De kalder den ganske vist for ”dinde” afledt af ”coq d’Inde” (kalkunkok) og ”poule d’Inde” (kalkunhøne), men dette 'Inde' henviser ikke til Indien i Asien. Navnet opstod kort tid efter opdagelsen af Amerika, hvor man jo i første omgang troede, at det var Indien man var nået til. Her er det altså snarere Vestindien, der er tale om. Rent faktisk levede den vilde kalkun der var forfader til de tamme kalkuner da også i skovene i Nordamerika.

Englænderne mener åbenbart at kalkunen kommer fra Tyrkiet, da de kalder den ”turkey” (lige som det engelske navn for Tyrkiet). Dette skyldes faktisk en anden fejltagelse eller misforståelse. Da englænderne kom til Amerika og så kalkuner troede de, at det var (en slags) perlehøns, og perlehøns var dengang kendt som ”turkey fowl” (eller henholdsvis ”turkey hen” og ”turkey cock”) fordi de var blevet indført til Mellemeuropa via Tyrkiet. Siden er navnet ”turkey” så blevet hængende på de stakkels kalkuner.

På portugisisk er fuglen kommet til at hedde ”peru”, lige som landet Peru. Hvis jeg har forstået det rigtigt kaldte portugiserne (og dermed Brasilianerne) i det sekstende århundrede hele det spanske Amerika for Peru. Denne nye fugl fra Mellemamerika blev derfor kaldt en peruviansk kylling - ”galhinha do Peru” - så deraf navnet.

Og på tysk da? Der hedder de ”Truthühner” eller ”Puten”. Der er uenighed om, hvorfor det hedder en Truthuhn. Måske fordi de skriger noget der minder om ”trut” eller måske har ”trut” noget med ”true” at gøre (via middelnedertysk) – de virker da i hvert fald temmelig truende ;) .

Sunday 24 June 2012

Kryds, hak, flueben, bolle eller hvad

Sæt kryds ved Ole på liste P. Sprog er vel også noget med at give udtryk for hvad man mener, hvad man har gjort eller eventuelt har tænkt sig at gøre. Så det med at hakke noget af på en liste må være en del af sproget. Selv hvad afkrydsninger angår taler vi dog ikke alle samme sprog.

Lad mig begynde med fluebenet ✓, ✔, ☑. Efter at vi alle har fået personlige computere har dette britiske ”tick” eller amerikanske ”check (mark)” åbenbart vundet større udbredelse på dansk. På de fleste sprog, herunder dansk, opfattes fluebenet (lige som vores gode gamle kryds) som et ”ja” til et eller andet. I Finland, Norge og Sverige kan fluebenet imidlertid anvendes som noget negativt. Når man i Sverige retter skoleopgaver anfører man således 'R', når svaret er ”rätt” og ✔ når svaret er ”fel”. Også på finsk står ✔ for forkert (väärin) medens tegnet for "rigtigt" mistænkeligt ligner vores minustegn (\cdot \! / \! \cdot). Hvor man dog kan tage fejl!

Vi har vel en tilbøjelighed til at tro, at det i andre lande går til lige som hos os selv, men det er slet ikke tilfældet. Sådan er det også med at sætte kryds ved et valg. Det gør man slet ikke i Belgien, i hvert fald ikke når det er på den gammeldagses maner med blyant. Man farver en bolle rød (uanset partifarven). Når man kommer ind i stemmeboksen, hænger der en rød blyant (hvis man altså ikke stemmer elektronisk). Ikke noget med at bruge egen kuglepen eller en blyant, der skriver sort. Man skal bruge den røde blyant til at fylde runde felter med rødt, så der er ikke noget med at slå et kryds. Man må heller ikke komme uden for den sorte firkant med den røde farve, eller skrive Anders And, eller den slags – med mindre man altså direkte ønsker, at stemmen skal være ugyldig. Det kan der være mange gode grunde til, da man i Belgien ikke blot har stemmeret, men også stemmepligt. Principielt kan man få bøde for ikke at stemme (men naturligvis ikke for at stemme ugyldigt eller blank, for det er jo hemmeligt).

Der fik nogle af jeres forudfattede meninger forhåbentligt et hak, og imens lister jeg videre.

Friday 22 June 2012

Jambo

Jeg vågnede her til morgen ved at der lå et lig på vores græsplæne. Jeg mener jeg vågnede ved at jeg drømte, at der lå et lig på vores græsplæne, og jeg sagde ”jambo”.

For nogle år siden var vi i Florida og besøgte Disney World. Det var en meget solrig dag, og jeg havde derfor en bredskygget hat på. Inde i en ”afrikansk” souvenirforretning, så en sort ekspedient på min hat, smilede til mig og sagde ”jambo”. Det tog mig et par sekunder inden jeg erinderede, at den hat jeg havde på stammede fra Kenya, hvorpå jeg naturligvis smilede tilbage og sagde ”jambo”. ”Jambo” er Swahili (og jeg tror nok, at den oprindelige betydning er noget i retning af ”velkommen” eller ”vær hilset”, men det bruges på samme måde som vi siger ”god morgen” eller ”god dag” eller ”dav” eller ”hej”.

Jeg er sikker på, at dette swahili ord indgår i spejderordet ”jamboree”. Ifølge den danske udgave af Wikipedia kommer det efter sigende fra indiansk, hvor det frit oversat betyder "Fredelig kappestrid mellem mange stammer". Lord Baden Powel, der blandt andet startede spejderbevægelsen, og var ordets opfinder, sagde selv ”hvad ellers skulle jeg kalde det?” Hvilket jo ikke er noget særligt præcist svar. Ordet har når det kommer til stykket mange forskellige mulige rødder lige fra Hindi til Swahili og amerikanske indfødtes dialekter - men jeg er altså sikker på, at den første del er den swahiliske hilsen ”jambo”. For en franskmand, hvor ”jambon” betyder skinke, må det i øvrigt være mærkeligt at høre alle han møder på sin vej, sige ”skinke”.

Swahili er et bantusprog med vid udbredelse i Østafrika især fra det sydlige Somalia til det nordlige Mozambique. Både engelsk og swahili er officielle sprog i både Tanzania og Kenya, og Swahili spiller således en vigtig rolle som andetsprog i Østafrika. Et nok mere kendt swahili-udtryk end ”jambo” er ”hakuna matata”, selv om mange måske ikke er klar over, at det er swahili. Det betyder nærmest ”der er ikke noget at bekymre sig over” – eller for at sige det på ”turist-engelsk”: ”no problem!”. Udtrykket blev mere almindeligt kendt efter brugen i filmen ”Løvernes Konge”.

Jambo, hakuna matata, sante sana (ja jeg troede først at det betød den hellige sankt Anna, men santa sana betyder tak). Når polakkerne derimod siger ”tak”, mener de ”ja”, og sådan er der så meget.

Thursday 21 June 2012

Sommersolhverv 2012

I dag er det årets længste dag her på den nordlige halvkugle, nu hvor vi fejrer sommersolhverv, torsdag den 21. juni 2012. Man kunne så gå hen og tro, at i dag er den dag i 2012, hvor solen er stået tidligst op. Men det er ikke tilfældet, for det skete allerede mandag morgen den 18.juni klokken 04.24.45 set fra København. Og hvad så med årets seneste solnedgang? Nej, det er heller ikke i dag, men først lørdag den 23. juni, hvor Solen går ned klokken 21.58.18 i København.

Og alligevel er Sommersolhverv det tidspunkt på året, hvor dagen er længst og solen står højest på himlen. Begge dele skyldes, at solen et eller andet sted står lodret over den nordlige vendekreds ("Krebsens Vendekreds") ved middagstid netop den dag, men ikke nødvendigvis på vores længdegrad. Det kan lige så vel være ved over Siberien som over USA eller et andet sted på kloden. Dagslængden, derimod, er naturligvis den tid hvor solen viser sig på himlen, uanset hvor tidligt eller sent den er stået op.

Nu er solens bane ikke cirkulær, og solen står ikke lodret over den nordlige vendekreds, når vores klokke er 12 (eller jeg burde måske sige 13, nu hvor vi har sommertid). Nej det gjorde den faktisk i morges (eller vel snarere i nat) klokken 01.09. Og dermed denne skævhed i sollysfordelingen. I 2018 kommer det hele til at passe lidt bedre, for så er solen i zenit, det vil lodretstående, over den nordlige vendekreds, på sommersolhvervsdagen (atter den 21. juni) klokken 12.07.

Sunday 17 June 2012

Jeg har det lige på tungen

For os på over 65 sker det jævnligt at et ord bliver væk. Vi ved, at det er der, men det vil altså bare ikke lige komme ud af munden, ordet ”ligger lige på tungen”. Man kan jo så prøve at holde tungen lige i munden. For dem, der taler med to tunger, er det måske nemmere, men kommer den ene af tungerne så med det rigtige ord? Har det måske noget med tungens ændrede vægt at gøre? Jeg skulle måske prøve at lægge min tunge på vægtskålen. Det er altså ikke altid lige let at få tungen på gled, og i en sådan situation kan det sådan set være lige meget om tungen er glat eller skarp. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det absolut ikke er fordi jeg holder tand for tunge.

Sådan set er det jo et mærkeligt sted at have ordene liggende. Jeg tror faktisk de ligger gemt et helt andet sted. På min tunge ligger der helt bestemt bare spyt (og eventuelt et stykke chokolade i ny og næ). Det ville jo nærmest være forfærdeligt, hvis vi skulle have alle mulige mærkelige ord liggende på vores tunge. Tænk blot på kemilæreren, der spurgte sin elev, hvad H2SO4 er. Den stakkels elev stammede: "Det... er.. .det er... ja jeg har det lige på tungen”. Hvortil læreren kynisk svarede: "Så må du hellere spytte det ud, for det er nemlig svovlsyre". Nej, det med at have ordene lige på tungen er sandsynligvis en stor misforståelse, som nogen i sin tid blot har proppet os i munden!

Saturday 16 June 2012

Søen

På Fyn lå der er sø, åh så dejlig en sø. Ved søen opstod der en by, ret fantasiløst kaldte man byen ved søen for Søby. Ved Søby lå der rent faktisk en sø, så hvad skulle man dog kalde den? Hvad for eksempel med Søby Sø. Så byggedes der en gård ved denne sø, en flot herregård, og den kom traditionen tro, da den jo lå ved Søby Sø, til at hedde Søbysøgård, sikken dog et flot navn. Men vi er ikke færdige endnu, for ved Søbysøgård lå der en sø, egentlig oprindelig Søby Sø, men den måtte nu naturligvis undergå en navneforandring, så den kom til at hedde Søbysøgård Sø. - ”Ordnung muß sein” (dvs. der skal være styr på tingene)! Og søen var så sø' så sø' ;)

Søbysøgård har haft en lang historie som herregård, men senere kom der en husholdningsskole på godset. Staten købte i 1933 godset, og brugte det til ungdomsfængsel frem til 1973. I dag er Statsfængslet på Søbysøgård et åbent statsfængsel. Er fængslet mon straffen for den fantasiløse navngivning? En fængselstraf! Forhåbentlig ligger søen der dog endnu – hvad var det nu den hed?

Søen ved gården, gården ved søen, søen ved byen, byen ved søen, søen ligger …

Thursday 14 June 2012

Hvad har en appelsin med en sinolog at gøre?

Hvor mærkeligt det end kan lyde har både appelsin og sinologi noget med Kina at gøre. Nu hedder Kina naturligvis ikke Kina på kinesisk, men noget der lyder totalt anderledes, for eksempel Zhonghua, men der er flere varianter. Derimod var der fra 221 til 207 f.Kr. et kinesisk dynasti, der blev kaldt Qin-dynastiet, eller for at tage det på mandarin kinesisk noget i retning af qín cháo. Dette qin, chin eller sjin, eller hvordan det end blev udtalt, blev via sanskrit og latin til noget med sin…. Forstavelsen sino- blev således - via middelalderlatin Sinae og oldgræsk Sinai fra arabisk Sin - til noget der havde med Kina eller kinesisk at gøre, og sinologi er således videnskaben om kinesisk sprog, kultur og historie.

Appelsin har vi fået fra nedertysk ”appelsine”, af appel 'æble' og Sina 'Kina'. Man mente åbenbart at appelsiner var en slags æbler, der kom fra Kina. En pudsig ting er, at man på nederlandsk, der jo er nært beslægtet med nedertysk eller plattysk både kan sige ”sinaasappel” (navnlig i den nordlige del af sprogområdet) og ”appelsien” (navnlig i den sydlige del af sprogområdet, især i Flandern, det vil sige Nordbelgien). Æble hedder stadig appel på nederlandsk, medens Kina i det 17. århundrede blev kaldt Sina på nederlandsk, i modsætning til den moderne nederlandske betegnelse China (udtales nærmest som sjina).

Jeg er selv så heldig, at jeg har ”fået appelsiner i min turban”, og selv om det måske lyder lidt fremmedartet, så er det faktisk et godt dansk udtryk. Det stammer nemlig fra ”Aladdin, eller Den forunderlige Lampe”, et eventyrligt lystspil skrevet af Adam Oehlenschläger i 1805. Ja, jeg håber da ikke, at du har glemt Adam Oehlenschläger – og jeg håber, at jeg har fået ham stavet rigtig, for det er ikke ganske let.
.
Adam Gottlob Oehlenschläger, 14.11.1779-20.1.1850, var en dansk forfatter, der introducerede romantikken i Danmark, fornyede det digteriske sprog og i sin levetid havde en enestående position som Danmarks "digterkonge", ja sågar som "Nordens digterkonge". Hans ungdomsdigtning er og bliver et højdepunkt i den danske litteratur. Ham kan man lære meget af, hvis man ellers er interesseret i den slags.

Tuesday 12 June 2012

Sygehuse

Jeg har lige ligget på sygehuset. Sygehus er et godt dansk, nordisk og germansk ord, der siger det hele. Når man i gamle dage var fattig, kom man på fattighuset. Når man nu er syg, kommer man på sygehuset, sådan bare. Hvis man både er fattig og syg og bor i USA, havner man dog i rendestenen eller en anden genvej til kirkegården. I USA har de nemlig frihed – frihed til at gå i hundene. Med et godt ord som sygehus, hvad skal vi så med ord som hospital, klinik, infirmeri og lazaret?

Og dog har ordet hospital en vis fordel. Man kan lave et udsagnsord af det, nemlig ”hospitalisere”. I sidste uge blev jeg hospitaliseret, det vil sige indlagt på hospitalet. Prøv det med sygehusere, nej det går vist ikke rigtigt. Med hospitalisere dannes navneordet hospitalisering. Nu vil jeg så lade sygekassen betale for min hospitalisering. Godt ord igen.

Jeg plejer egentlig at prale med at min allerførste hospitalisering, skete da jeg var 69 år gammel, men når jeg tænker mig rigtigt grundigt om, erindrer jeg en kold og frysende decemberdag, da jeg var rekrut og vågnede op med en forfærdelig halsbetændelse med hvide pletter på mandlerne og alt hvad dertil hører. Vi skulle den dag på skydebanen og ligge og skyde til måls på den frosne og snedækkede jord, hvilket jeg ikke mente var godt for helbredet, når man har halsbetændelse. På trods af at jeg dagen efter skulle have været på juleorlov, måtte jeg pænt traske hen på infirmeriet for at melde mig syg. Der røg den juleorlov. Infirmeri har vi fået fra fransk infirmerie, der faktisk betyder 'sygehus', det er afledt af latin infirmus, der betyder 'svag'. Og svag det var vel nok, hvad jeg var. Så helt strengt taget var den tur på infirmeriet måske også en hospitalisering – eller hvad? Under andre omstændigheder ville jeg bare have meldt mig syg på min arbejdsplads (med en passende lægeerklæring naturligvis.

Hospital var i øvrigt et sted, hvor man var velkommen, hvor der var gæstfrihed. Vi genkender det samme ord i det engelske ord hospitality (gæstfrihed) og i (youth) hostel (ungdomsherberg/vandrehjem). Engang i middelalderen ændrede hospital langsomt betydning fra at være et sted hvor værdigt trængende kunne søge ly til specielt at være et sted hvor syge kunne finde omsorg. Hvis vi går endnu længere tilbage i det indoeuropæiske var der tale om fremmede gæster. Det senere latinske hostis betød således både fremmed og krigsfjende. Man har vel altid været bange for det fremmede, det ukendte, og ikke mindst de fremmede. Vi genkender dette hostis i det engelske ord hostile (fjendtlig).

Klinik har vi derimod fra det græske ord klinikos (κλινικός), som er noget der har med senge at gøre, nemlig afledt af kline (κλίνη) 'seng, leje' (også sygeleje). På en klinik er man altså sengeliggende.

Lazaret har vi så fra italiensk lazzaretto, afledt af lazzaro 'syg, fattig person'. Ordet henviser til den syge Lazarus, der er nævnt i Biblen. Mon ikke man efterhånden er gået over til at kalde feltlazaretter for felthospitaler? Med alle de krige og uroligheder, der stadig er flere steder i verden, er der desværre stadig stort behov for transportable felthospitaler.

Fransk, engelsk, græsk eller italiensk? Nej giv mig bare et godt danskklingende sygehus. Eller for den sags skyld sjukhus, sykehus, sjukehus, sjúkrahús, Krankenhaus eller ziekenhuis. Lad os dog bare husere!

Wednesday 6 June 2012

Hvad gemmer der sig i Hiddensee


Jeg har vist et par gange nævnt venderne, der for flere hundrede år siden jævnligt hærgede de danske Østersøkyster. I midten af 1100-tallet gennemførtes der en række hævntogter mod venderne, der kulminerede med indtagelsen af Rügen i 1168, hvor Biskop Absalon og Valdemar Sejr i 1168 slog Venderne, og som skik og brug dengang var omvendte de naturligvis menneskerne i området til kristendommen. Jeg skal undlade at skrive noget om omvendelsesmetoderne. Ud for Rügen ligger der imidlertid en ø, som i den tid hvor danskerne herskede over området officielt hed Hedins Ø. Øen er blandt andet nævnt i den Yngre Edda som Hedins-ey (Yngre Edda blev skrevet af Snorre Sturlason omkring år 1220 og kaldes også Snorres Edda). Ifølge en af sagaerne skulle den legendariske norske konge Hedin på denne ø have kæmpet om en kvinde eller var det om guld? Det fortaber sig nok lidt i tågen, men under alle omstændigheder kæmpede Hedin naturligvis tappert som det sig hør og bør for en nordbo. Øen er naturligvis også nævnt i Saxos Danmarkshistorie, hvor vendernes undertvingelse er udførligt beskrevet. Lad os også lige huske på at Rügen var en del af Svenske Pommern fra 1648 til 1803.



Hvorom alting er hed øen på tyske kort stadig „Hiddensjö“ i 1880, og i tyske rejsebeskrivelser af 1929 „Hiddensöe“, så den endelige fortyskning til ”Hiddensee” er af forholdsvis nyere dato. Jeg synes, at det er pudsigt at se, hvordan ”s”-et flyttede sig fra Hedins-ø til Hedin-sø, selv om det sidste er totalt misvisende. Hiddensee er og forbliver en ø – og er altså hverken en sø eller endnu mindre et hav.

Den danske stumfilmstjerne Asta Nielsen fik opført et meget markant hus, karakteristisk med sit runde tegltag, som stadigvæk findes på øen i dag. Hun besøgte øen i årene 1925-1933.

Tuesday 5 June 2012

Træk og slip

Hvor man dog bliver hængende i gamle vaner, også rent sprogligt. Jeg greb forleden mig selv i at sige, at jeg havde trukket efter mig – på toilettet altså. Men det er da, jeg ved ikke hvor mange år siden, at jeg har skyllet efter mig ved at trække i en snor. I dag trykker man som regel på et eller andet – en knap eller hvad nu man kalder sådan en dims. Det med at trække stammer fra tiden med ”træk og slip”. For dem der ikke kan huske det var ”træk og slip” et toilet med udskylning ved hjælp af et træk i en snor, der førte op til en cisterne, der hang langt oppe på væggen. I dag er ”træk og slip” noget man gør på en computerskærm med musen. Man klikker med musen på et eller andet, som man så trækker et andet sted hen, hvor det bliver siddende, når man slipper med musen - ”drag and drop” som man siger på engelsk (også kendt som "click and drag"). På et moderne toilet ”skyller” man derimod efter sig.

Heldigvis ved jeg, at jeg ikke er den eneste, der mener, at man bør ”trække efter sig”. Udtrykket er kommet til at sidde så fast i sproget, at det er svært at skylle væk (eller at slippe af med), omend der vel er flere og flere, der mener, at man bør ”skylle efter sig” - eller hvad? Nå ja, der hvor processen styres af en fotocelle eller en anden form for sensor, kan man vel nøjes med at ”vaske sine hænder”.

Friday 1 June 2012

Å au

Au det gør ondt. Ow det er pinligt. Hvor man dog kan tage fejl, når man bare gætter. For en uges tid siden kørte vi gennem Forpommern, altså den nordlige del af det tidligere Østtyskland. Her bemærkede jeg, at mange stednavne endte på -ow, som Güstrow, Lützow, Hagenow, Badow og så videre. Jeg tænkte, at da å vel hedder au på tysk? Tænk på Kruså, der jo på tysk hedder Krusau, ja så kunne ow måske være plattysk (eller nedertysk) for å, der var da så mange vandløb, så hvorfor skulle alle de byer og landsbyer da ikke ligge ved en å? Jeg lagde godt nok også mærke til, at mange andre stednavnene endte på -itz. Der er jo også landsbyer på Lolland som ender på -itse, som Tillitse, Binitse og Kuditse, og disse navne er vist nok af vendisk oprindelse.

Som jeg nævnte i mit indlæg om ”ad Pommern til”, så var det sådan at omkring år 500 indvandrede slavisktalende folk til området. Det var de såkaldte vender, som kaldte landet "Pomore" (af po more = "ved havet"). De mærkelige stednavne, som Lützow, Bülow og den slags, stammer altså tilbage fra den tid, hvor venderne indtil en gang i middelalderen som sørøvere hærgede de danske kyster. Det der stod foran -ow eller -ov var ofte et personnavn. Faktisk har en del tyske stednavne, der nu ender på -au, oprindelse i et tidligere vestslavisk navn på -ow. Det gælder for eksempel Spandau, med det berygtede fængsel blandt andet for nazistiske krigsforbrydere ved Berlin, og Stralau, også ved Berlin. Indtil slutningen af det 19. århundrede blev de officielt stavet som Spandow og Stralow.

Og nu hvor jeg er ved fejltænkningen, så betyder det tyske au eller aue jo faktisk slet ikke å, men noget, der hører til vand – omgivet eller gennemstrømmet af flydende vand - som for eksempel en grøn eng eller en ø eller holm i en å eller flod. Og så er vi jo egentlig ved ordet ø, som har samme rod som det middelnedertyske ö eller ou(we) (ø eller sumpet eng) og oldhøjtysk ouwa. Roden har været noget i retning af aqwið (det af vand omgivne).

(Betydning af au ifølge Duden:
  1. (landschaftlich, dichterisch) [an einem (fließenden) Gewässer gelegenes] flaches Gelände mit saftigen Wiesen [und verstreuten Büschen oder Bäumen]
  2. (landschaftlich) Insel (besonders in einem fließenden Gewässer)
Fra: mittelhochdeutsch ouwe, althochdeutsch ouw[i]a = Land im oder am Wasser, ursprünglich substantiviertes Adjektiv und eigentlich = die zum Wasser Gehörende).

Hvor er det dog nemt at gætte forkert, og hvis du ser en tysk landsby, der ender på -au, ja så har det altså ikke altid nødvendigvis noget med en å eller ø at gøre ;)

Ad Pommern til

Kort tid efter himmelfarten (18. maj 2012) gik det ad Pommern til. Nej, ikke ad Hekkenfeldt og heller ikke ad Hedehusene til, men bogstaveligt talt ad Pommern til – eller rettere sagt Forpommern. Når man taler om at gå ad Pommern til, er det fordi det tidligere preussiske område Pommern blev opfattet som et fattigt og fjerntliggende sted. Vi kørte nu heller ikke så langt som til det polske Pormoze eller Østpommern eller Bagpommern som det tidligere preussiske Pommern også kaldes, men nøjedes med Forpommern, den nordlige del af den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern – i det tidligere Østtyskland

En ting der slog mig da vi kørte omkring, var at de fleste stednavne absolut ikke så tyske ud. Nuvel, omkring år 500 indvandrede slavisktalende folk til området. Det var de såkaldte vender, som kaldte landet "Pomore" (af po more = "ved havet"). De mærkelige stednavne stammer altså tilbage fra den tid, hvor venderne indtil en gang i middelalderen som sørøvere hærgede de danske kyster. I et senere indlæg vil jeg gerne vende tilbage til disse gamle vestslaviske stednavne.

Vi overnattede i Wismar, der udover at være en gammel hansestad, også har en rig skandinavisk historie. Christian 4. af Danmark-Norge var ikke så heldig med hans indgreb i Trediveårskrigen, men det var den svenske konge derimod, og ved den Westfalske fred i 1648 tilfaldt ”Svenska Pommern” Sverige. (Fra 1675 til 1680 var Wismar imidlertid besat af danske tropper). Her rådede svenskerne så indtil området i 1814 ved freden i Kiel blev overdraget til Danmark som kompensation for tabet af Norge. Danmark byttede året efter Forpommern ud med hertugdømmet Lauenburg, der fra 1815 til 1864 tilhørte det danske kongehus. (Strengt taget havde Sverige dog allerede i 1803 pantsat deres del af Pommern til hertugdømmet Mecklenburg-Schwerin). Den lange svenske tid har sat sit præg på Wismar, og hvert år fejrer byen en såkaldt ”Schwedenfest” (Sverigesfest). Blandt de ting, der minder om svensketiden er det svenske hus eller den ”gamle svensker” (Alter Schwede) ved torvet. Det lå faktisk lige ved siden af det hotel vi overnattede i, nemlig den gule bygning til højre for ”Alter Schwede” på billedet herunder.


Dette hus blev bygget omkring 1380 og er således et af de ældste huse i Wismar, men bortset fra det har det nog ikke så meget med svenskerne at gøre. Siden 1878 har det været indrettet som gæstgiveri eller restaurant. Tidligere var Wismar omringet af en lange række forsvarstårne, men dem var danskerne så venlige at sprænge i stykker efter Sveriges nederlag i den Store Nordiske Krig (1700–21), så de er der ikke mere.