Friday 22 April 2016

Verdens Bogdag


Ifølge en hårdnakket legende døde William Shakespeare og Miguel Cervantes begge på samme dag for 400 år siden, det vil sige den 23. april 1616. Historisk set er dette vist ikke helt korrekt. Cervantes blev begravet den 23. april, dagen efter han døde den 22. april. Shakespeare døde godt nok den 23. april, med det var efter den gamle julianske kalender, hvilket svarer til den 3. maj i den nuværende gregorianske kalender. Shakespeares fødselsdag var muligvis også den 23. april (1564), men dette er lidt usikkert, og det var under alle omstændigheder også efter den gamle julianske kalender. Det skal bemærkes, at man i England først gik fra den julianske til den gregorianske kalender i 1752, medens dette i Spanien allerede var sket i 1582.



Det er med andre ord lidt overdrevet at fejre en eller begge af disse to herrer i dag, den 23. april. De har i øvrigt næppe nogen sinde truffet hinanden (anden end på en bogreol). Men vi fejrer nu alligevel dem begge (eller er det kun Shakespeare) her på Verdens Bogdag, i dag den 23. april.

Jeg går straks i gang ned at bestille et bar gode bøger over internettet. Et par rigtige papirbøger til ære for alle gode forfatteres minde.

God bogdag alle sammen, og gak hen og gør ligeså :)

Saturday 13 February 2016

Øgler gøgler


Alle øgler er ikke lige farlige. Således er garnn-øgler ret fredelige. Katte elsker at lege med dem. Gaden-øgler kan være lidt af et problem, hvis de falder i de forkerte hænder (hvem ved, hvad der så hænder, og hvordan det ender). Svenskn-øgler er direkte nyttedyr. Og sådan kan man foreg-øgle så meget ;)

Vær vars-om med bin-dest-reger!

Thursday 21 January 2016

Jyder, jøder og jødebasser


Vi er alle jyder for Vorherre” siges der … eller hedder det ”vi er alle jøder …”. Og er ”jødebasser” måske i virkeligheden ”jydebasser” (eller vendelbobasser)? ”Jødebasser” er (så vidt jeg husker) snegleformede enpersonskager med masser af fedtsstoffer, sukker og kanel. Slet ikke spor sundt for os med sukkersyge. Jylland er et ukultuverligt sted, hvor man spiser jødekager … og svinefrikadeller. Bevar mig vel. Ikke så sært at så mange flygtninge kommer fra Jylland. I Kristeligt Dagblad skriver de da også: ”Vi er alle flygtninge og jyder for Vorherre”. Og som de skriver i At Tænke Sig:
”Men vi må heller ikke glemme, at de kan være vanskelige at integrere, fordi de kommer fra en helt anden kultur. Mange af dem er for eksempel fra Jylland.

Se det er da forståelig bagsidesnak. ;)

Sunday 17 January 2016

Verdens korteste

Jeg har vist engang skrevet noget om verdens længste stednavn. Så bør jeg vel også skrive om verdens korteste stednavn. Det er en lidt vanskelig opgave, for der er (mindst) to konkurrenter. Jeg har selv været i Å på Lofoten, men faktisk er der flere steder i Norge, der hedder Å. Spørgsmålet er så om Y (udtales ”i”) i Nordfrankrig er kortere.

Saturday 2 January 2016

Fra Corselitze via Sassnitz til Lausitz


Har du nogen sinde tænkt over, hvorfor Corselitze (blandt andet kendt fra ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” af Steen Steensen Blicher) har den mærkelige endelse ”itze”? Jeg har. Stednavne taler sådan deres eget sprog.

De par gange vi er kørt gennem den nordlige del af Østtyskland bemærkede jeg, at enormt mange stednavne tydeligt har en vendisk oprindelse. Som for eksempel Sassnitz.

Lokket af en episode i den tyske serie ”Pfarrer Braun” (nærmere betegnet ”Kein Sterbenswörtchen”, der foregår i Liebwitz) tog vi engang til det sydøstlige hjørne af Østtyskland, hvor der findes en række smukke sandstensformationer langs Elben. Omkring Lausitz. Ja der har vi atter nogle gange endelsen ”itz”.

Mig bekendt tales der ikke længere vendisk (et østslavisk sprog i familie med polsk) i Nordøsttykland. Det gør der derimod i det sydøstlige Østtyskland, i hjørnet op mod Polen og Tjekkiet i form af de to nært beslægtede sprog: øvresorbisk og nedresorbisk. Her anvendes sorbisk også på vejskilte (da både øvresorbisk og nedresorbisk er officielle mindretalssprog i Tyskland).
Ja, jeg troede nu i første omgang, at der var tale om tjekkisk, som jo også er et vestslavisk sprog (som vendisk, sorbisk og polsk). Så god er jeg nu heller ikke til det slaviske. I øvrigt kan jeg bemærke, at fugl hedder ”ptak” på både polsk og nedresorbisk. Og at hest hedder ”kóń” på øvresorbisk, "koń” på både nedresorbisk og polsk, men ”kůň” på tjekkisk. Ligheden er vel indlysende.

Stednavne som Corselitze og Kramnitze vidner om vendernes hærgen på Lolland og Falster. Åbenbart førte det også til vendiske bosættelser.

PS: Og så er der jo også: Tillitse, Binitse og Kuditse, jævnfør mit indlæg om Å au.

Thursday 15 October 2015

Den halve sandhed


De lavede tre mål i anden halvleg af semifinalen. Jamen hov. Det hedder da ottendedelsfinale og kvartfinale, hvorfor kan det så ikke hedde halvfinale?

Der er åbenbart flere måder at sige ”halv-” på. Et af de mindre gængse er ”demi-” som i demimonde (hvis du eller færdes i kredse, hvor man ved, hvad det betyder) og i demiautomatisk (altså halvautomatisk!). ”Hemi-” er muligvis mere kendt. Det har vi for eksempel i hemisfære (dvs. halvkugle eller en af hjernens to symmetriske halvdele – henholdsvis venstre og højre halvdel). ”Semi-” finder vi også i semikolon, hvor halvt dette kolon så end måtte være.

Seminarium er vist nok en helt anden historie. Her er ”semi” nemlig afledt af det latinske ”semen”, der betyder ”frø”. Jo det er ganske vist, et seminarium er en planteskole. Så er det sagt. Men om halvanden er en halv and? Måske en halv avisand (de der journalister lægger altid lidt til)? Ja der stopper jeg så ;-)

Monday 13 July 2015

Det aserbajdsjanske alfabet


Jeg faldt lige over et nyt spøjst alfabet. Det aserbajdsjanske. Ja helt nyt er det altså ikke. Det blev senest ændret ved en ny retskrivning af 1992. Det ligner til forveksling det tyrkiske, men har tre ekstra bogstaver, der ikke findes på tyrkisk, nemlig Әə, Xx, and Qq (Det omvendte ə udtales næsten som æ).
Det fulde aserbajdsjanske alfabet ser således ud:
Aa, Bb, Cc, Çç, Dd, Ee, Əə, Ff, Gg, Ğğ, Hh, Xx, Iı, İi, Jj, Kk, Qq, Ll, Mm, Nn, Oo, Öö, Pp, Rr, Ss, Şş, Tt, Uu, Üü, Vv, Yy, Zz (siden 1992 altså).
For en ordens skyld må jeg hellere lige vise et kort over Aserbajdsjan, hvor aserbajdsjanerne bor.