Februar er på mange måder en mærkelig
måned. Først og fremmest er den kortere end alle de andre måneder.
Det betyder at os der hver måned får det samme beløb i løn eller
pension lidt lettere kan få pengene til at slå til i denne måned.
Ifølge Den Danske Ordbog kommer navnet februar fra latin mensis
februarius, det vil sige ”renselsesmåned”, af latin februare
”rense”, idet det hentyder til at man i det gamle Rom rensede sig
før det kommende nytår. Det ligger nemlig sådan, at februar i sin
tid var årets sidste måned. Året begyndte dengang med marts.
Derfor blev september, oktober, november og december også syvende,
ottende, niende og tiende måned.
Januar, marts, juni, juli og august er
imidlertid opkaldt efter guder – eller kejsere, som jo også
opfattede sig selv som guder. Det kan derfor findes mærkeligt, at
resten af månederne skulle have en anden oprindelse.
Ifølge Wikipedia er februar imidlertid
opkaldt efter Februus, etruskernes gud for underverdenen og for
renselse. Etruskernes område nord for Rom var dengang et sumpet
omrade kendt for malaria. Romerne regnede 23. februar for årets
sidste dag, selv om måneden ikke var omme, og fejrede den dag til
ære for Terminus, guden for grænsestene. Romerne knyttede også
månedens navn til renselse, og den romerske gudinde Juno (der gav
navn til juni) optrådte med tilnavnet Februa, Februata eller
Februtis når hun optrådte i sit rensende aspekt. Hos romerne kan
Februus være blevet til Febris, gudinden der beskyttede mod feber og
malaria.
Måske burde vi derfor kalde februar
for febermåneden? Et meget gammelt dansk navn for februar er dog
”Bliidemåned”, rimeligvis af blid i betydningen “lys”, et
navn der kan skyldes dagenes tiltagende klarhed. Februar er også den
måned, hvor vi fejrer kyndelmisse, lysets fest, lysmesse eller Mariæ
renselsesdag, og så er vi – forbavsende nok - tilbage ved
renselsen.
Noget der stadig ikke er klart, er dog
hvorfor februar er kortere end alle de andre. Her er et par teorier,
for man ved faktisk ikke hvorfor. En udbredt, men sandsynligvis
forkert forklaring stammer fra munken Johannes de Sacrobosco, der i
De Anni Ratione fra 1235 kritiserede den julianske kalender og her
fremkom med en fortælling om at februar oprindelig havde 29 dage,
men at kejser Augustus overførte en dag fra februar til august,
således at denne måned i lighed med juli, der var opkaldt efter
Julius Cæsar, fik 31 dage. Ak ja, jalousi har vel altid været en
vigtig drivkraft. En mere troværdig forklaring involverer den
romerske sagnkonge Numa Pompilius, som efter traditionen indførte
månederne januar og februar efter at vinteren tidligere havde været
en periode uden måneder - der var altså åbenbart ikke flere dage
til overs til februar, men så kunne januar vel godt have nøjedes
med 30 dage eller hvad ;-)
Meget apropos hed februar i øvrigt på
oldengelsk Solmonath, hvilket betyder muddermåneden , og med de
regn- og oversvømmelsesproblemer, de for øjeblikket har i den
sydlige del af England er det vel (desværre) meget passende.
No comments:
Post a Comment