Saturday 21 April 2012

Plat eller krone?

Jeg havde tænkt at skrive lidt om ordet ”mønt” og tog derfor en tilfældig mønt op af lommen. En god nordisk mønt fra Finland med et par dejlige nordiske svaner på den ene side – et par svaner der oprindeligt var tegnet i anledning af Finlands 80 års uafhængighed.
(Finland blev uafhængig af Rusland i 1917).
Hvad gør man nu, tænkte jeg, hvis man skal slå plat eller krone med sådan en mønt? Hvilken side er nu kronen. Selv med en ny 20-krone kan det give anledning til diskussion. Er kronesiden den med krone-våbnet på, eller den med den kronede dronning Margrethe? Ja, jeg spørger bare!
Næh, dengang begrebet opstod, var det meget lettere. I det gamle Rom sagde man: "navia aut caput", hvilket betyder 'skib eller hoved'. Visse romerske mønter havde nemlig et skib på den ene side og kejserens hoved på den anden side (jævnfør ”giv kejseren, hvad kejserens er”).

I det hele taget er der mange stedet tradition for at afbillede statsoverhovedet på statens mønter. Dette viser sig også i forskellige sprogs udtryk for at slå ”plat eller krone”.

Således hedder det for eksempel på tysk ”Kopf oder Zahl”, det vil sige 'hoved eller tal', og hvis man nu igen kigger på 20-kronen ser vi dronning Margrethes hovede på den ene side og et tal, nemlig 20, på den anden side. På engelsk synes de åbenbart at det modsatte af et hoved må være en hale, så de kalder det ”heads or tails” (hoveder eller haler).

Det gængse nederlandske udtryk ”kruis of munt” (kors eller mønt) kunne jeg dog først ikke finde hoved eller hale i, indtil jeg så et billede af en af kejser Karl den Stores dinarer. Denne mønt havde nemlig et kors på den ene side. Det siger vel også noget om, hvor længe man har slået plat og krone.
På italiensk hedder det i øvrigt "testa o croce" (hoved eller kors). Ja det er vel så nærmest det omvendte! Her kan i se hvorfor på en italiensk lira fra 1863.
Som mindre brugt alternativ til det nederlandske ”kruis of munt” findes også ”kop of munt” (hoved eller mønt). Nogle har vel på et eller andet tidspunkt fundet, at dette passer bedre til nutidens mønter, og så er vi tilbage til ordet ”mønt”, men det må jeg nu vente med at skrive om til en anden god gang, for denne gang fik jeg det jo møntet på møntens to sider.

Men lad mig først lige slutte af med lidt musikalsk. I Irland/Eire hedder det faktisk ikke ”heads or tails” men "heads or harps” (hoveder eller harper) fordi såvel bagsiden på gamle irske punt og den nye irske euro viser et billede af en harpe - naturligvis! - det vil sige indtil omkring 1800 havde irske mønter både et hoved og en harpe. Fra 1800 til 1920 (Republikken Irland blev selvstændig i 1922) var der hoved men ingen harpe. Siden 1920 var der harpe men ingen britiske konge- eller dronningehoveder længere. Og på deres euromønter er der altså også en harpe - hovsa, vist nok på det der kaldes forsiden - øhh, hvad er nu for og bag?.

Sunday 15 April 2012

Må jeg lige låne et ord?

Det kan vi ikke sige – så må vi låne! Når vi optager et ord i dansk fra et andet sprog, kalder vi det et låneord. Jeg finder det pudsigt, at ordet låneord er opstået som et låneord. Vi har lånt det fra det tyske ord ”Lehnwort”, men vi har ikke drømt om at give det tilbage igen. Det er sådant set heller ikke nødvendigt, for tyskerne kan stadig bruge deres oprindelige ord, og hvad mere er, andre kan også låne det, hvis de har lyst. Således skriver de både på svensk, nynorsk og norsk bokmål: ”lånord”. På nederlandsk er det blevet til ”leenwoord” og selv på engelsk har de måttet gribe til tysk, for at give udtryk for at et ord er lånt med ordet ”loanword”. Somme tider skriver de det i to ord som ”loan word”, så smager det måske mindre af at være lånt. På dansk havde vi jo også de to ord ”låne” og ”ord” i forvejen. Det er sammensætningen af de to ord til et nyt ord med en ny betydning, der er et lån. Det er et såkaldt ”oversættelseslån”. Og lån er sådan set mildt sagt. Vi har vel nærmere hugget ordet – brutalt og begærligt stjålet det. Jeg tror det er det, der kommer til udtryk i det islandske ord for låneord, nemlig ”tökuorð”. Nu forstår jeg desværre ikke ret meget islandsk, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forstå ved ”töku”. Jeg tror dog, at det en eller anden form af det islandske udsagnsord ”taka”, så jeg gætter på, at de mener et ”taget ord”, et ord som de har taget fra et andet sprog, hvad lyder mere ærligt.

Hvis jeg skulle have opfundet ordet ville jeg have overvejet ”bonusord” eller ”gaveord”. Et låneord er en gave fra et andet sprog. Denne gave beriger vores eget sprog, uden negative følger for den glade giver. Lyder det ikke poetisk (eller hedder det lyrisk)?

I stedet for ”lånt” skriver jeg derfor ofte ”fået”. Som for eksempel:

Ordet køkken har vi fået fra plattysk. Ordet tegl har vi via nedertysk fået fra latin tegula, der betyder 'teglsten'. Osv.

Tak kære andre sprog for jeres milde gaver!

Men nu må jeg naturligvis ikke glemme alle de kære ord som vi ”altid har haft”. De ord, som altid har været i sproget, aldrig har forladt sproget og aldrig er kommet til sproget, kaldes arveord. Arveord i dansk er fælles nordiske, fælles germanske eller fælles indoeuropæiske ord.

Lad os løfte den fælles arv!

Saturday 14 April 2012

Store badedag

Det var en lørdag aften,
jeg sad og vasked' mig …

For lørdag, på ældre dansk løverdag, er nemlig ”vaskedag” eller ”badedag” om du vil. Lørdag kommer fra det oldnordiske laugardagr, hvor første led er genitiv af oldnordisk laug 'bad, badevand'. Lørdag hedder i øvrigt stadig laugardagur på islandsk. Dem af jer, der har lært lidt fransk, kan måske genkende dette ”laug” i ”je me lave” (jeg vasker mig).

I den forstand, er det vel et mærkeligt udtryk at sige, at man går for lud og koldt vand for så bliver man vel også vasket. Lud kommer også fra ”laug”. Det oldnordiske lauðr betød sådan noget som sæbeskum. Hvis vi går til tiden omkring 1700 var lud (en saltopløsning) imidlertid ikke nogen rar form for sæbe. Hverken lud eller koldt vand var behageligt. Ifølge "Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700)" stammer udtrykket fra ca. 1700 – et tidspunkt, hvor rigtig mange var ludfattige. Fra at være en ubehagelig måde at blive vasket på, kom ”gå for lud og koldt vand” altså til at betyde være forsømt og overladt til sig selv.

Nogle mennesker er det åbenbart særligt vanskeligt at vaske, for som man siger, der skal skarp lud til skurvede hoveder.

Men nu hvor jeg er ved at udlude eller udvaske det hele, må jeg hellere, i stedet for at være luddoven, nævne et par ord mere der har vasket sig: latrin, lavement og lavendel.

Latrin er en afkortet form af lavatrina, et vaskested, tydeligt afledt af det latinske lavare – vaske eller bade.

Lavement, kan jeg skrive under på er meget ubehageligt. Det er en indsprøjtning af væske i endetarmen for at få tarmen til at tømme sig. Ifølge ”Ordbog over det danske sprog” kommer det fra fransk lavement, afledt af laver 'vaske'.

Og endelig lavendel. Denne velduftende plante, for evigt foreviget af van Gogh, kaldes muligvis sådan fordi den blev brugt til at give vasketøj en frisk duft og til at parfumere badevand. En eller anden victoriansk doktor har dog ment, at det er mere sandsynligt at ordet kommer af latin ’lividus’ som betyder ’blålig’, fordi den tidligste form af ordet ’lavendel’ var ’livendula’.

Nej, af hensyn til kunstnerne må jeg endelig ikke glemme det gode fremmedord ”lavere”, nemlig at farvelægge ved hjælp af en enkelt farve der fortyndes i forskellig grad så der fremkommer forskellige nuancer af farven foretaget med for eksempel tusch eller akvarelfarve. Også dette ord har vi fået fra fransk laver 'vaske' af latin lavare 'vaske'. Men altså ligevel med samme rod som lud eller laug, som i løverdag.

Nå ja, og så pusler jeg jo selv lidt med geologi, hvor et ord som lava muligvis også kommer fra det latinske lavare. Ordet opstod vist nok i en dialekt i Neapel-området en gang i det syttende århundrede. Lava var oprindeligt noget der pludseligt strømmede løs i rendestenen efter heftigt regnvejer, og sådan kan man vel også se lava strømme ned ad en bjergside og 'vaske' alt væk, hvad lavaen møder på sin vej. Den Danske Ordbog er dog ikke helt enig i denne fortolkning. Den er enig i, at det kommer fra napolitansk italiensk lava, men forstår dette napolitanske ord som 'jordskred, lavine' fra latin labes 'fald, sammenstyrtning', af verbet labi 'falde sammen, falde ned'. Lavine har vi øvrigt lånt fra tysk ”Lawine”, som fik det fra middelalderlatin lavina 'jordskred', af latin labi 'falde sammen, flade ned, glide' – og altså nok alligevel ikke fra 'lavare'. Ja de lærde er jo ikke altid helt enige.

Friday 13 April 2012

Vås

I dag havde jeg tænkt mig at våse lidt om ordet ”vås”. Men det kniber gevaldigt. Ifølge Den Danske Ordbog er ordet våse nemlig af ”uvis oprindelse”, og hvad er der så at våse om. Det magre resultat skyldes nok, at det i dag er fredag den trettende.

Fredag den trettende forbindes overtroisk med uheld. Det skyldes efter sigende, at fredag den 13. oktober 1307 blev utallige tempelherrer (det vil sige riddere af den gejstlige Tempelherreorden) fanget, tortureret, brændt på bålet og deres skatte beslaglagt efter ordre fra Kong Philip IV af Frankrig, og derfor blev dagen efterfølgende betraget som en uheldig dag.

Når jeg graver lidt dybere i våset, kan jeg blandt andet konstatere, at ordet våse kommer fra Norge, og det forbavser mig en del, da jeg troede at nordmændene var ret nøgterne. Gyldendals etymologiske ordbog antyder at våse muligvis kan være beslægtet med hvæse, og så er den i øvrigt enig med nudansk ordbog i at der muligvis via tysk waschen kan være en forbindelse med bagvaske (sladre, bagtale osv.).

Vaskeriet vil jeg imidlertid våse videre om i morgen lørdag.

Egentlig troede jeg at vås kom fra det engelske ord words, der betyder ord, for mange af de ord folk kommer med er da det rene vås.

På genlæs i morgen ;)

Friday 6 April 2012

Stille lørdag, en dimmeldag

Ja du synes måske nok, at det er en stille lørdag i dag, men på nogle sprog kaldes påskelørdag faktisk i sig selv ”stille lørdag” (på tysk: stiller Samstag, på nederlandsk: Stille Zaterdag). I Danmark kaldes hele påskeugen ”den stille uge”, og navnlig de tre sidste dage inden påskedag (altså skærtorsdag, langfredag og påskelørdag) for de stille dage. I gamle dage sagde man dimmeldage. Under dimmeldagene skulle kirkeklokkerne tie stille eller ringes med dumpere klang, idet man, som et udtryk for sorg, blandt andet dæmpede kirkeklokkernes klang ved at ringe med træknebler (dymbill – eller altså dimmel - er et gammelt nordisk ord for ‘træknebel’). Eller for at sige det på moderne islandsk: ”Dymbildagar eru síðustu þrír dagarnir fyrir páska”.

Normalt tier faktisk alle kirkeklokker fra skærtorsdag til påskedag (eller i det mindste til efter midnat påskelørdag – nogen kalder det påskemorgen!). Ifølge den katolske tradition i Frankrig og Belgien benytter kirkeklokkerne denne pause i deres klokkekime-arbejde til at flyve til Rom for at hente påskeæg, som de så når de vender tilbage påskemorgen fordeler rundt omkring i haverne, hvor børn så har fornøjelsen af at finde dem. Påskeæglægnings-opgaven blev i Tyskland overtaget af påskeharen. Denne gamle tyske tradition vandrede videre til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.

Ud over at tyskerne kalder det stiller Samstag bruger de også udtrykkene Ostersonnabend, Karsonnabend eller snarere Karsamstag (det oldhøjtyske „kara“ betyder klage, bedrøvelse eller sorg). Hele den stille uge kalder de nemlig sorgens uge, men altså naturligvis på tysk Karwoche. På dansk har dette oldhøjtysk ord kara via et lån fra middelnedertysk eller plattysk iøvrigt ført til dannelsen af ordet „karrig“ (som altså oprindeligt betød 'bedrøvet' men nu er gået over til snarere at betyde nærig, hvilket vel også er beklageligt eller bedrøveligt).

Som på svensk påskafton og norsk (bokmål) påskeaften taler man også på engelsk om aftenen før påsken, á la juleaften, som Easter Eve. Derudover kalder de også påskelørdag for Black Saturday, det vil sige ”sorte lørdag”. Jeg formoder, at den sorte farve hentyder til, at dette er en ”sorgens” dag, jævnfør det tyske Karsamstag.

PS: Se eventuelt også mine indlæg om skærtorsdag og om påsken.

PS 2: Det er stadig påskelørdag eller påskeaften, så jeg kan lige nå at få med, at påskelørdag også kaldes ”skidenlørdag". Denne betegnelse skyldes (måske), at man tidligere fik ”skidne æg” eller ”skidenæg” denne dag. Nuvel, en anden forklaring er, at der er særlig snavset i huset efter de to første helligdage og der vaskes og gøres rent til de følgende to helligdage. Den kombinerede og muligvis rigtige forklaring er vel, at skidenæg var noget man spiste påskelørdag, det vil sige skidenlørdag, hvor det var vaske- og rengøringsdag før påskefesten påskesøndag.

Tuesday 3 April 2012

Ih, hvor er det kommunalt

Man kan måske studse over at kommune og gemen betyder det samme – nemlig ”fælles”.
Ja faktisk hedder kommune noget gement på tysk og nederlandsk, som jeg var vist i følgende tabel:

Tysk Nederlandsk Engelsk Dansk
Gemein
gemeen
mean fælles, ond
Gemeinde
gemeente

kommune
Gemeinschaft
gemeenschap
community fællesskab
Allgemein
algemeen


almindelig, almen


gemenebest
commonwealth

Nuvel, nu skulle en kommune gerne være et fællesskab, hvor man er solidariske med hinanden. Men lad os huske på et andet ord af samme familie, nemlig kommunisme. Ikke et ondt ord om kommunisme, som sådan. Egentlig er det en smuk tanke. Fællesskab og sameje, hvor alle er lige og modtager den samme ”løn” uanset hvad (læs eventuelt ”hvor lidt”) de præsterer, og ingen er arbejdsløse. Den gamle Sovjetunion var et grelt eksempel på, at dette ikke (i hvert fald ikke altid) fungerer helt efter hensigten i praksis. Husenes forfald i Cuba er et eksempel på en ulempe ved ”sameje” - hvem gider male et hus, der ikke er ens eget, og som man måske bliver tvunget til at flytte fra året efter.

I den katolske kirke bruges betegnelsen kommunion i øvrigt i stedet for nadver. Nadveren, eller altså kommunionen, er vel inderst inde et smukt eksempel på hvordan man kan dele alt, herunder det daglige brød (og alt hvad dette symboliserer), med hinanden. I Den Græsk-ortodokse Kirke bruger man faktisk ”ægte” brød som alterbrød - et rundt hvedebrød i to lag.

Men lad mig nu vende tilbage til ordene kommune og gemen. Ved slutningen af det 11. århundrede startede der i den vestlige del af det Tysk-Romerske Rige en bevægelse som i kilderne betegnedes med de latinske begreber coniuratio eller communio. For eksempel i Cambrai i det nuværende Nordfrankrig oprettede borgerne (under ed, jævnfør det schweiziske Eidgenossenschaft) i år 1077 en længere planlagt ”kommune” (på et tidspunkt hvor de kirkelige byherrer meget praktisk var fraværende). Det var begyndelsen til vores kommuner.

Ordet gemen har vi lånt fra fra middelnedertysk gemene 'almindelig, fælles'. Det kan i dag betyde sådan noget som fælles, ligefrem, almindelig, ordinær, simpel, tarvelig nederdrægtig og ondskabsfuld. Forskydningen i betydningen må være gået fra det der er fælles og dermed også almindeligt (middelmådigt) til uden nogen særlig værdi (fordi den ikke er over middel) og derfor simpelt – og hvis man er simpel kan man godt blive rigtig nederdrægtig. Det er sådan set et spørgsmål om, hvorvidt middel betyder, at glasset er halvfuldt eller halvtomt. Hvis det er halvfuldt har vi været solidariske med dem med tomme glas – hvis det er halvtomt bides hestene.

Lad os da blandt andet bruge Skærtorsdag og resten af påsken til at nyde fællesskabet for eksempel i familiens skød.

God påske og påskeferie allesammen!