Sunday 30 September 2012

Skånelænska eller bornholmska

Nu kommer jeg nok til at provokere lidt, men det får så være. I går nævnte jeg tre fastlandsnordiske sprog, nemlig norsk, svensk og dansk. Jeg kunne med god ret have nævnt tre mere, nemlig gotlandsk, älvdalsk og skånelandsk. Älvdalsk er uforståeligt for en gennemsnitssvensker. Gammelgutnisk har jeg allerede været inde på, det er anerkendt som et uddødt sprog. Det kniber mere med anerkendelsen af moderne gutnisk (gutniska, gutamål eller gotländska). Kort sagt ud fra rent sprogtekniske kriterier ville man sikkert definere älvdalsk, gotlandsk og ældre skånsk som egne sprog, hvis de altså ikke lige havde ligget i Sverige, og altså ikke opfattes som ”nationalsprog”. Der findes ingen hær til at forsvare deres identitet eller integritet. At en rimelig del af den lokale befolkning finder at deres ”dialekt” er et ”sprog” er naturligvis en anden sag.


I 1897 påstod Gustaf Cederschiöld ganske vist: ”En skåning, en gotländing eller en dalkarl kan nu för tiden, om han erhållit ordentlig utbildning, skrifva lika god svenska som en stockholmare eller nyköpingsbo” (Älvdalen ligger i Dalarna!). Det understreger vel blot, at svensk var et fremmedsprog for disse mennesker.

 
I Danmark betragtes bornholmsk, der er en skånelandsk dialekt, som et sprog ud fra sprogdefinitionen, mens sproget i resten af Skånelandene, der taler et tilsvarende mål med forskellige dialekter, i Sverige betragtes som en svensk dialekt. Sagen er, at det sprog der tales, og i særdeleshed taltes, i Skåne, Halland og Blekinge er blevet kraftigt forsvensket, således at det nuværende bornholmske, som har haft bedre levevilkår, måske på grund af afstanden til resten af Danmark, nu er det sprog, der kommer nærmest det ældre skånske.

Skånelandene er historisk set Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Deres sprog er ”Skånsk mål”, ”Skånelandsk,” eller ”Skånelænska”.

Ud fra måske mere politiske betragtninger anser man fra dansk side gerne skånsk og bornholmsk som danske dialekter. Fra svensk side anser man tilsvarende skånelandsk, älvdalsk og gotlandsk for at være svenske dialekter. Der kan også gå politik i sprog. Og sådan er der så meget.

Men medens vi er ved uddøde (nordiske) sprog skal jeg lige nævne grønlandsnordisk, som helt bestemt for længst er uddødt. Det er stadig en gåde, hvad der skete med de gamle nordboere på Grønland, men uddøde er de.

Et af de ord jeg husker fra min tid på Bornholm er jylkat, som betyder pindsvin. Det sprog som navnlig fiskere og landmænd taler på Bornholm er under ingen omstændigheder en svensk dialekt, men det er heller ikke dansk, for det er skånelandsk. Så er det sagt. (Nu får jeg nok på puklen).

Og så kan jeg i øvrigt oplyse at ”Bibelinj ee auersat tee ded bornholmska sprog” - det vil sige, det er vist egentlig snarere en genfortælling af Det nye Testamente, men alligevel … Oversætteren selv siger: "Der står i Bibelen, at alle mennesker skal have mulighed for at læse Bibelen på deres eget sprog. Og bornholmsk er mere end blot en dialekt. Det er et helt sprog i sig selv."

Her finder du et par prøver på bornholmske sange: http://www.bornholmerklubben-fyn.dk/sangbog/ja_va_lidinj_horra.html og http://www.europage.dk/bornholm/sange/ja_taenker_paa_som_horra.htm . Jeg tror man skal være ægte bornholmer (eller måske skåning?) for at forstå det hele. (”horra” er en dreng, oprindeligt hyrde(dreng), og krajturn er kreaturerne. Jâ va lidinj horra, jå skujle vâuta får - jeg var en lille (hyrde)dreng, jeg skulle vogte får).

Saturday 29 September 2012

Fastlandsnordisk


Fastlandsnordisk

Jeg skrev for et par dage siden om, hvordan nordisk i middelalderen kunne opdeles i vestnordisk og østnordisk. I dag er den sproglige virkelighed dog sådan, at de fleste dansk- og svensksprogede har lettere ved at forstå norsk end færøsk og islandsk. Derfor taler man også om en inddeling i ønordisk og fastlandsnordisk. Fastlandsnordisk kaldes undertiden også skandinavisk, som så kan inddeles i nordskandinavisk (norsk og svensk) og sydskandinavisk (dansk).
Med reformationen og bogtrykkerkunsten fik skriftsproget større betydning, og mange europæiske skriftsprog fik deres moderne form i forbindelse med diverse bibeloversættelse i denne periode. Skandinavien fik hermed to standardskriftsprog, nemlig svensk og dansk. På grund af Kalmarunionen fra 1397 og derefter unionen med Danmark var dansk skriftsprog blevet det gængse i Norge. Med dansk som kirkesprog i Norge og den danske bibeloversættelse befæstede dansk sin stilling i Norge. Nogle af Norges ypperste forfattere skrev deres værker på dansk.

Dansk var således det eneste skriftsprog i Norge fra omkring 1500 til omkring 1850. Først omkring 1830 fremstod der et klart ønske om et eget norsk skriftsprog. I dag udmærker norsk sig ved ikke at have noget standardtalesprog (man taler i udstrakt grad sin dialekt, eventuelt lettere tilpasset til bokmål) og ved to officielle skriftsprog. Bokmål har siden 1850'erne udviklet sig fra det danske bogsprog og anvendes nu af næsten 90% af nordmændene. Nynorsk bygger navnlig på forskning af gamle norske dialekter. Det ligger derfor nærmere islandsk end dansk og svensk sprog gør. Brugen af nynorsk var på sit højeste i 1930'er og er nu efter kraftig tilbagegang næsten nede på 10%. Både nynorsk og bokmål har mange valgfrie former. De kan altså siges at være mindre standardiserede end dansk. Jeg vil gerne undskylde overfor eventuelle norske læsere, at jeg har fået det til at se enklere ud end det i virkeligheden er.

Friday 28 September 2012

Norn (shetlandsk og orknøsk)


Sidste år havde jeg den, desværre korte, fornøjelse at besøge Shetlandsøerne og Orkneyøerne. Det slog mig, hvor gennemsyret disse øer er af nordisk og navnlig norsk kultur. Blandt andet er en række oldtidsminder (senere) forsynet med runeindskrifter.

Og se nu for eksempel Shetlands våbenskjold.

Ud over Shetlandsponyen, enhjørningen og vikingeskibet bemærker vi mottoet "Med lögum skal land byggja". Det minder jo mistænkeligt om indledningen til Jyske Lov ”Med lov skal land bygges” (Mæth logh scal land bygiæs). Jyske Lov er fra 1241. Shetlænderne har dog snarere hentet det fra Njals Saga, der anses for at være skrevet i slutningen af 1200-tallet. Her lyder det: ”Med lögum skal land uort byggia en ologum ey da” (Med lov skal land bygges, men med ulov øder man det).

Som efterkommere af vikinger og nordiske bosættere taltes der på Shetland og Orkneyøerne fra engang i 800-tallet og indtil det 18. århundrede, ja måske helt ind i det 19. århundrede det vestnordiske sprog norn. Altså i 1000 år, hvilket vel nok må kaldes bemærkelsesværdigt. Norn er en sammentrækning af norrøn. Norn er nu uddødt, men menes at have været meget lig færøsk. En Lavlandsskotsk dialekt med nogle oldnordiske ord i og engelsk er de daglige sprog i nutiden. Man kan nogle få steder på øerne stadig støde ind i vuggeviser sunget på norn. Norn taltes også i længere tid i Caithness, som jeg har cirklet ind på kortet. Da kortet bygger på stednavneundersøgelse kan det være interessant at nævne, at caith i Caithness er af gælisk oprindelse, medens vi klart kan se, at Caithness er et næs, og endelsen ness (= næs) er nordisk.



(Norn er på kortet vist i brunt)

I 1397 blev Norge en del af Kalmarunionen, og Norge kom under dansk styre. Den danske konge Christian den Første var i pengenød, da hans datter Margrete i 1468 blev forlovet med Jakob den Tredje af Skotland, og han pantsatte derfor Orkneyøerne og Shetlandsøerne som betaling af medgiften. Uden det norske rigsråds vidende indgik han den 8. september 1468 en kontrakt med Jakob den Tredje om pantsættelse af Orkneyøerne for 50.000 rhinske gylden og den 28. maj 1469 Shetland for 8.000 rhinske gylden. Christian den Første sikrede sig en klausul om indløsningsret til fremtidige norske-danske konger. Selv om pantet aldrig blev indløst, finder jeg at øerne principielt stadig må anses for at være danske (jeg har da ikke hørt noget om, at indløsningsretten officielt eller legalt skulle være blevet ophævet), men det er skotterne nok ikke helt enige med mig i. Jeg er også bange for, at Dronning Margrethe ikke er i stand til at betale, efter at der er beregnet renter og renters rente.

Det er i øjnefaldende, at 95% af stednavnene på Shetland har deres rod i det oldnordiske. Således ligger hovedstaden Lerwick der, hvor en å fører lerholdig mudder ud i en vig. Det er altså en lervig. Shetland havde flere tingsteder. Det vigtigste var Þingvöllr (nu Tingwall), og det minder jo en hel del om Þingvellir på Island, og havde da også samme funktion.


Shetland kommer af Hjaltland, altså Hjaltes land. Hjalte er et nordisk drengenavn, der betyder "sværdhæfte". At Orkneyøerne på ældre dansk kaldtes Ørkenøerne må da vist være en dobbelt misforståelse. Det oldirske navn for disse øer var ”Insi Orc”, der betød griseøerne. Nu kunne de gamle vikinger næppe gælisk så de opfattede ”orc” som det oldnordiske ord ”orkn”, der betyder sæl. Orkneyjar betød altså sæløerne.

Norn har ganske givet ikke fået al den omtale dette sprog fortjener, og det synes jeg da egentlig er en skam. Der var i øvrigt sikkert dialektale forskelle mellem shetlandsk norn og orknøsk norn. Her får du indledningen til Fadervor på Shetlandsk norn (år 1774):
Fyvor or er i Chimeri. / Halaght vara nam dit

og på orknøsk norn (år 1700):
Favor i ir i chimrie, / Helleur ir i nam thite”

Wednesday 26 September 2012

Oldnordisk, norrønt, dansk tunge


Omkring år 700-800 blev nordisk efterhånden delt i sprogene norrønt (oldnordisk), olddansk og oldsvensk. Følgende kort viser situationen omkring år 900.

Man ser her skellet mellem vestnordisk (runenorsk og det oldnordiske, der senere blev til oldislandsk) på den ene side og østnordisk (runedansk og runesvensk) på den anden side. Det ses hvor vikingerne havde gjort deres indflydelse gældende. På de Britiske Øer eksisterede norsk og dansk (i Danelagen) side om side med angelsaksisk, også kendt som ænglisc. Vi bemærker også de danske vikinger i Normandiet. Strengt taget sad der nok danske vikinger i den østlige del af Normandiet og nordmænd i den vestlige del. ”Fri os fra de vilde normanner, som o Gud, hærger vort rige, myrder skarer af gamle og unge og også jomfruer og drenge” bad de indfødte så mindeligt. På øen Gotland skiller sproget (gammel)gutnisk sig ud. I dag er der stadig diskussioner om hvorvidt det gutniske man nu taler på Gotland er et selvstændigt sprog eller en svensk dialekt (det vender jeg måske senere tilbage til).

Lad mig dog nu koncentrer mig om det såkaldte oldnordiske.

Norrønt, oldnordisk eller kun oldvestnordisk er i dag en betegnelse på det vestnordiske (oldislandske og oldnorske) sprog i perioden ca. 800-1350 e. Kr. Denne skelnen var imidlertid ukendt på de islandske sagaers tid. Dengang talte alle nordboere i princippet dansk, eller i det mindste samme nordiske sprog. På oldislandsk betegner ”norrœnt mál” på samme måde som ”dǫnsk tunga” (i nutidsislandsk norrænt mál og dönsk tunga) det fælles nordiske sprog. I vikingetiden var det åbenbart meget populært at være daner og sige, at man talte dansk. Det hang sammen med succes. (Iøvrigt betyder daner muligvis oprindeligt 'lavlandsbeboer', men det kan jeg måske senere vende tilbage til).

Når betegnelsen norrøn om norsk-islandsk (norrœnt mál, norrœn tunga og norrœna) i 1200-tallet så småt begynder at fortrænge ”dansk tunge”, falder det sammen med Norges storhedstid, mens Sverreslægten herskede i Norge. I litteraturen omkring kong Håkon Håkonsons kulturpolitik forekommer norrønbegrebet adskillige gange, mens dansk tunge glimrer ved sit fravær. Håkon Håkonson var konge af Norge i perioden 1217–1263.

Islænderne blev ved med at kalde deres sprog for dansk langt op i middelalderen. Betegnelsen dansk tunge kan have set dagens lys blandt nordboernes naboer mod syd eller vest (saksere, frisere eller angelsaksere) engang i løbet af vikingetiden, måske i Danelagen i England.


Selv om oldnordisk traditionelt har været betegnelsen for vikingetidens og middelalderens sprog i Norge og Island siden begyndelsen af 1800-tallet, foretrækker mange fagfolk nu betegnelsen norrønt sprog. Det kan vi vel så delvis takke den norske kong Sverre for.


Hermed en lille smagsprøve på norrønt med deres udgave af Fadervor:
”Faþer vár es ert í himenríki, verði nafn þitt hæilagt
Til kome ríke þitt, værði vili þin
sva a iarðu sem í himnum.
Gef oss í dag brauð vort dagligt
Ok fyr gef þu oss synþer órar,
sem vér fyr gefom þeim er viþ oss hafa misgert
Leiðd oss eigi í freistni, heldr leys þu oss frá öllu illu.”


I næste indlæg skal jeg vende tilbage til shetlandsk og orknøsk.

Tuesday 25 September 2012

Ingvæonisk

Jeg havde vist lovet at skrive lidt om de nordiske sprogs historie. Det er der jo ellers skrevet tykke bøger om, og desværre er de lærde ikke altid helt enige. Jeg vil nøjes med at belyse nogle af de begreber, der er brugt, ved hjælp af en række kort hentet fra diverse sproglige udgaver af Wikipedia, i visse tilfælde mere eller mindre let bearbejdet af mig. Selv da bliver det en lang historie, så jeg vil tage dem et kort ad gangen.

Jeg vil starte før der overhovedet var noget dansk eller nordisk sprog, og altså også før nordboere havde skrevet noget som helst – det vil sige lang tid før de første runer. Før da fandtes der urgermansk, fra ca. 1000 f.Kr. til ca. 200 e.Kr.

Kort over nord- og vestgermanske sprog omkring 100 f.Kr.

Denne opdeling af nord- og vestgermanske sprog omkring 100 år før vor tidsregning blev foreslået af en tysk sprogforsker i 1942. Det er meget spekulativt og bygger på romerske kilder, blandt andet Tacitus, som omhandler de germanske stammer. Der er ikke ret meget belæg for at disse stammer skulle have haft hver deres egen dialekt eller ligefrem sprog, selv om der måske er en vis sandsynlighed. Det menes, at ingvæonisk har sat visse lydlige spor (lydforskydninger) i frisisk, engelsk, nedersaksisk og til dels nederlandsk. Ingvæonerne var en vestgermansk folkegruppe der levede langs Nordsøkysten, i Jylland, Holsten, Frisland og enkelte danske øer, hvor de i det første århundrede f.Kr. var blevet opsplittet i frisere, saksere, jyder og angler. Plinius den Ældre mente at ingvæonerne bestod af stammerne kimbrerne, teutonerne og chaukerne. Også dette kan der måske være tvivl om.

Det er nok for tidligt på dette tidspunkt i historien at sætte lighedstegn mellem nordgermansk og nordisk.

Efter den jyske tid med nordsøgermansk fulgte urnordisk og yngre urnordisk. Urnordisk er sprogstadiet i de nordiske sprog i tiden mellem ca. 200 og 500 e.Kr. Herfra har vi skriftligt materiale. Man har fundet ca. 200 forskellige runeindskrifter på det urnordiske sprog fordelt over hele Skandinavien. Indskriften på guldhornene , som sandsynligvis er fra 400-tallet e.Kr., er det bedst kendte eksempel på urnordisk sprog. Yngre urnordisk fra 500-700 e.Kr. kaldes også synkopetiden. Tag ikke årstallene alt for bogstaveligt, blot sådan cirka. Man kan finde forskellige årstal forskellige steder

Og så er jeg klar til at fortsætte med vikingetiden og oldnordisk i mit næste indlæg.

Monday 24 September 2012

Flersprogethed


Egentlig ville jeg skrive om de nordiske sprog, men tro mig om du vil, jeg sidder her og mangler ord. Ordene findes ganske givet, men jeg kan bare ikke finde dem. Jeg mangler ord til helt nøjagtigt at beskrive den multikulturelle virkelighed. Lad mig foreløbig være lidt fiktiv eller virtuel eller sådan noget. En mand i Tyskland er søn af en dansk mor og en tyrkisk far. Tyrkisk er det sprog han er vokset op med, det er det de taler derhjemme og med venner og familie. Han har gået i tysk skole. Da han tilfældigvis er muslim har han også gået i koranskole, hvor undervisningen som bekendt foregår på arabisk, der er koranens sprog. Vi taler altså om sprogene dansk, tysk, tyrkisk og arabisk. Jeg kan dårligt sige at dansk er hans modersmål, for han taler faktisk ikke et ord dansk. Er tyrkisk så hans modersmål?

Hvordan var det nu i Danmark i begyndelsen af 1500-tallet, jo da talte kongen tysk, bønderne dansk og kirkesproget var latin. Men jeg kan da dårligt kalde arabisk for et kirkesprog, da sproget bruges i moskeer. I Norge havde de engang et godt ord for den slags, nemlig ”Bokamál”. Bokamál blev i gammelnorsk brugt om latin og kirkesprog. Det var det sprog, der blev brugt i den hellige bog. Koranen og Toraen er også hellige bøger, men jeg finder det lidt søgt at kalde arabisk og hebræisk for kirkesprog. Ordet bokmål eller bogmål har senere udviklet sig til at ændre betydning til en slags rigsmål eller rigssprog.

Vi har da masser af nyttige ord for sprog. Skolesprog, retssprog, dagligsprog, omgangssprog, formelt, litterært eller fagligt sprog og så videre. Men jeg synes det kniber lidt med passende alternativer for modersmål og kirkesprog. Førstesprog er sådan set et udmærket ord, men sjældent brugt. Lad mig se, hvad de gør på engelsk Ud over ” mother tongue” har man på engelsk ”native language” (ca. indfødt sprog” og ”arterial language” (ca. hovedsprog, men hovedsprog har fået en noget andet betydning på dansk). Kirkesprog hedder på engelsk ”liturgical language” (liturgisk sprog). Liturgisk sprog, eller liturgisprog er måske trods alt det rette alternativ for kirkesprog.

Med et nordisk sprog som førstesprog og liturgisprog er jeg nu måske klædt på til at gå videre med de nordiske (skrift)sprog. Vil altså sandsynligvis blive fortsat.

Sunday 23 September 2012

Kan man få skørbug af at gå med skørter?


Det er et skørt spørgsmål. Skørter, skjorter og shorts er korte beklædningsgenstande. Det gælder egentlig også for kjortel og kjole (der er en sammentrækning af kjortel). Det er vel ikke så mærkeligt for ordene er beslægtet med ordet kort (også selv om en kjole og en kjortel gerne er lidt længere end et skørt). Det kan da godt være, at de ikke er gode for helbredet, men da skørbug er noget man får af mangel på C-vitaminer, er den sammenhæng nok ikke videre sandsynlig. Skørbug blev tidligere kureret med skørbugsurt. Skørbugsurt er nemlig rig på C-vitaminer. (Det er i øvrigt skørbugs-urt og ikke skørbug-surt).

Enkelte mener dog åbenbart at kvinder, der går med korte skørter, miniskørter, er skøre – i en ældre betydning af ordet, nemlig ”utugtige”. Dem der var utugtige levede et skørlevned, det vil sige et utugtigt liv. Nok er jeg måske skør, men så skør er jeg da ikke.

Skør har vi fået fra ældre tysk ”schör”, der betyder 'skrøbelig'. Det er beslægtet med ”skære”. Tænk for eksempel på skært kød. Der hører også et udsagnsord dertil, nemlig ”skørne”, som er at få noget til at blive så skørt, at det let kan falde fra hinanden. Men jeg skønner, at ”skørne” kun bruges meget sjældent.

Når man har knogleskørhed er knoglerne skøre, altså skrøbelige. Man plejer da ellers at sige at ”kødet er skrøbeligt”, men det er så noget andet. En skørhat er en hatsvamp med skørt kød. Er det måske derfra vi har det skrøbelige kød, eller bliver man skør af at spise skørhat. Jeg har da hørt at den er spiselig. Fastkødet Skørhat lyder måske lidt selvmodsigende, men den siges at smage af cedertræ, det er dog nok de færreste, der ved hvordan cedertræ smager. I øvrigt kan alle svampe spises – én gang!

Og hvis du nu anser mig for at være kuleskør, må du vel tro, at jeg er en hest, for i kuleskør gemmer sig det gamle dialektord ”kule”, der betyder 'gammel, mager hest'. Er jeg måske en skør gammel kule ude i en stiv kuling?

PS: og så kuler jeg jer lige nogle svenske kuler i nakken:
Ordet ”kula” har i äldre landsbygdsmål från Dalsland till Skåne använts för att beskriva en häst, närmare bestämt en häst med besvärligt beteende. Ordet har mest använts i sammansättningar, t.ex. ”slåkula” ’häst med benägenhet att slå (dvs. sparka bakut)’. Det finns också ”skenekula” ’häst som har benägenhet att skena’ och i ”pissekula” ’häst som får nervösa utbrott och därvid slår bakut och släpper urin’. Varför kallas hästen ”kula”? Den kunde också kallas ”gula”, och det gör förklaringen lite lättare. Ordet är sann­olikt detsamma som tyskans ”Gaul” ’häst’, ’hästkrake’. En sammansättning med skinn och kula, ”skinnkula”, användes för att beskriva en mager och dålig häst - en häst som inte var värd ett bättre öde än att slaktas och flås, dvs. skinnas.” (fra http://www.sofi.se/1552#item100400)

Pratar du Svenska? - eller prutter du kun på dansk? Om prisen altså, naturligvis ;-)

Saturday 22 September 2012

Retten er sat


Sidst i 60'erne læste jeg et år handelsret. Der lærte jeg blandt andet en masse nyttige ting om byretten, landsretten og højesteretten. Nu interesserer jeg mig mere for forretten, hovedretten og efterretten.

At en domstol kaldes en ret er vel rimeligt nok for ret betyder rigtig (eller 'hvad der er rigtigt' men det kan vel stort set komme an på ét). Retten dømmer hvad der er rigtigt (og forkert). Ret skal være ret. Men hvad med dagens ret, den man spiser. Sådan en ret er anrettet, det er en anretning. Den er rettet rigtigt til, så den er til at spise - så den kommer til sin ret. Når man anretter skader er det dog mere en sag for byretten, for så har man ikke den rette opfattelse af hvad der er ret.

Men hvad med ret og vrang da? Retsiden er den rigtige side, nemlig den der vender udad. Det gælder også i de fleste tilfælde når man strikker ret eller retmasker. Måske hedder masken sådan fordi man trækker tråden igennem en løkke forfra, altså fra den rigtige side. Mærkeligt nok betyder vrang derimod ikke, som man måske kunne forvente, forkert. Det er den der med at have en vrang smag i munden, for vrang betyder sur eller bitter. Grundbetydningen er 'forvreden', så vrangsiden er vel ret betænkt når der er vredet op og ned på for- og bagside?

PS: Jeg hentede inspiration i denne notits fra NTB-Språk:
”I kveldens Skavlan på NRK ble hovrätten oversatt til høyesterett. Om oversetteren tenkte at det er snakk om "hovedretten" er uvisst, men hovrätten i Sverige er andre rettsinstans og tilsvarer lagmannsretten i Norge.”
Der må man vel nok sige: ”Hov!” (Den svenske hovrätt og den norske lagmannsrett svarer stort set til den danske landsret).
Skavlan er i øvrigt et norsk-svensk TV-talkshow, hvor den norske journalist Fredrik Skavlan taler med norske, svenske og internationale gæster.

Friday 21 September 2012

Planen


Jeg har en plan. Jeg vil være noget. Hvad kan jeg blive? Jeg kan ikke blive Danmarks første kvindelige statsminister. Ikke alene er det for sent, men jeg er ikke en kvinde. Man skal være noget for at kunne blive noget. Som regel da. For at blive fru statsminister Nielsen er det nok, at manden er noget. For at blive statsminister fru Nielsen skal man selv være noget (blandt andet kvinde). Ordenes orden er ikke ligegyldig. For at kunne være skal man være. Men jeg er da. Jeg tænker, altså er jeg, sagde Descartes. Han var en af dem der var noget. Jeg vil også være noget. Arbejdsmarkedet er sådan indrettet, at man kun kan få et job, hvis man har erfaring, og man kan kun få erfaring, hvis man har et job. Men nu er det ikke arbejde jeg er ude efter. Og jeg har da erfaring. Jeg vil bare være noget. Ikke noget ved musikken, for jeg er ikke musikalsk. Jeg har en plan! Sagde Egon. Planer ender dog ikke altid lige godt.

Jeg vil være noget. At være eller ikke være, det er Spørgsmålet, sagde Hamlet. Er der måske noget symbolsk i at at være er uregelmæssigt? jeg mener et uregelmæssigt udsagnsord. På for eksempel arabisk og hebraisk er “at være” regelmæssigt. Måske burde jeg have været araber for at kunne være noget? Regelmæssigt altså. Før i tiden havde de fleste danske udsagnsord en stærk bøjning i datid. Man ville for eksempel sige “Jeg grov min have” (i dag: gravede). Men i en lang periode har der været en udvikling eller forenkling i sproget mod større systematik, og derfor er mange af de uregelmæssige datidsformer ved at forsvinde. I dag siger man “jeg frøs”, men måske vil det om nogle generationer blive til “jeg frysede” eller eventuelt blot “fryste”. (Hedder det nu gøs eller gyste?) De ord, som holder bedst stand, er dem, der bruges oftest. Og “at være” er nok et af de allerhyppigste ord. Der er altså åbenbart noget hyppigt, men uregelmæssigt i “at være”. Alle folk er åbenbart et eller andet, selv om det er uregelmæssigt. Er det måske for meget forlangt at ville være noget?

Måske må jeg tage til takke med at være pensionist, og det er da heller ikke så ringe endda, men …
jeg har en plan

Thursday 20 September 2012

Olden

Oldefar og oldemor sad ved samme bord. Oldingene sad og sang en oldgammel vise. Bordet lignede en oldsag, nok et oldtidslevn fra deres barndom. Er det egentlig ikke en pleonasme, det vil sige dobbeltkonfekt, at tale om oldgammel, for både old og gammel betyder da gammel. Men old betyder måske mere ”meget gammel”, så oldgammel er meget ældgammel, eller hvad? Måske er forstavelsen eller ordet ”old” som så mange andre gode danske ord lånt fra nedertysk ”olt” = 'gammel'. Vi kender det også fra højtysk 'alt' og engelsk 'old', der som bekendt begge betyder gammel. Jeg må hellere skynde mig at sige, at olden ikke har noget med gammel eller ældes at gøre, men har rod i et oldnordisk ord, der betød 'nære, få til at vokse'. - Hovsa, det var da vist en svipser, for alder og ældes har da også noget at gøre med at 'føde, nære, få til at vokse'

Og så havnede jeg ved oldnordisk, et ord som jeg ofte har brugt på dette sted, når jeg har skrevet om forskellige ords oprindelse. Ordet hænger på fra min ungdom og bruges stadig i mange ordbøger om vikingetidens og middelalderens sprog i Norge og Island. Også det ord bliver i denne forbindelse forældet, og det anses nu af mange fagligt mere korrekt at tale om norrønt sprog. Som så ofte når jeg er i tvivl om hvilket af to ord, jeg bør bruge, har jeg tjekket på Google. Google søgning på danske sider med oldnordisk gav ca. 60800 resultater mod norrøn ca. 10700. Jeg anser de to udtryk for synonymer, og tror at mine læsere er bedst kendte med oldnordisk, så det udtryk vil jeg fortsætte med at bruge. Diskussionen on oldnordisk versus norrøn (som i øvrigt betyder nordisk - fra oldnordisk norrœnn, norðrœnn) fortjener dog nok en særskilt artikel, men det må vente til en anden god gang, for nu får jeg lyst til at skrive om et af de mange ord, der er blevet forældet eller gået af brug på grund af den tekniske udvikling.

En gammel (og glemt) talemåde lyder ”den skal tidligt krøges, som god krog skal blive”. Ja endnu længere tid tilbage hed det ”det skal tidlig krøge, som god krog skal vorde”. Det er lidt i stil med ”den man elsker, tugter man”, men i højere grad brugt på børneopdragelsen. Det vil blandt andet sige ”de unge skal man lære, og de gamle skal man ære”. Krøge betyder at gøre kroget eller at krumme eller krumbøje. Et andet gammelt ordsprog med krøge lød ”når armen krøger, gaber munden” - jo, lad os da bare få nogle flere armbøjninger. Nu køber man bare de kroge, man har brug for i supermarkedet, og ingen drømmer om selv at krøge deres kroge. Ja og nutildags har man da også maskiner til at træne armene med armbøjninger, men med den slags krøgning kan man vel risikere at knuse glassene ;-)

Wednesday 19 September 2012

Skam og skændsel og Wiktionary


Online-ordbogen ”Den Danske Ordbog” finder man på ordnet dk. Jeg tænkte først, at det var da rart, at de havde ordnet ordene, så de var i orden. Senere gik det naturligvis op for mig, at det drejede sig om et net af/med ord, altså et ord-net, som strengt tage ikke har noget med at ordne at gøre. Sådan kan man komme til at læse ord forkert.

Jeg var inde på ordnettet i går, fordi jeg havde mistanke om at ordene skam og skændsel kunne være i familie med ordet ”skandale”, som jeg på det tidspunkt var ved at skrive lidt sludder om. For en gangs skyld skuffede de mig, det sker ellers næsten aldrig. For det første stod der ikke ret meget om ordet skams mytologi eller oprindelse. Der er andre steder, hvor man (navnlig via det engelske ord shame) kan finde mere. Dernæst fandt jeg i listen over faste udtryk ikke ”skam og skændsel” (men nok ”synd og skam”), og det synes jeg da er både synd og skam.

Jeg søger også nu og da på Wiktionary. Det er en online ordbog i lighed med Wikipedia, den frie encyklopædi som alle kan redigere. Hvert sprog har sin egen Wiktionary (altså en Wiki i form af en dictionary for at tage det på engelsk). Hollænderne har foretrukket at kalde deres for WikiWoordenboek (det vil sige wikiordbog). Hvis man vil vide mere om et dansk ord, kan man ofte bedre søge i den engelske udgave, for den danske udgave er foreløbig lidt tynd.

Jeg søgte i den danske udgave på ”skam” med dette resultat: ”Søgningen gav ingen resultater.” Og det var jo kedeligt. Der stod dog også denne opfordring: ”Opret siden ”skam” i denne wiki”. Og det satte naturligvis ka-tænkeren i gang. Hvorfor finder man så lidt i den danske udgave af Wiktionary? Fordi idioter som du og jeg og hvermand ikke fylder noget mere på den.

Jeg tog opfordringen op og startede en side om navneordet ”skam”. Jeg må med skam at melde sige, at jeg fandt det mere indviklet end jeg havde regnet med – det er ikke noget for pc-analfabeter. Hvorom alting er, nu findes der altså (begyndelsen til) en side om ordet ”skam” på den danske Wiktionary – og jeg har naturligvis sørget for, at man kan klikke sig videre til ”shame” (via (en) efter oversættelsesordet shame) i den engelske Wiktionary - ”shame om me!”. Heldigvis er der allerede en hjælpsom sjæl, der har brygget lidt videre – der er da nogen, der tager fingrene op ad lommen ;-)

Tuesday 18 September 2012

Snublesten

Når man læser aviser kan man få det indtryk, at der nu forekommer flere skandaler end tidligere, sådan à la verden bliver da også ondere og ondere, nej i de gode gamle dage var alting bedre. Det er en myte kære venner. I hvert fald var der også skandaler i det gamle Grækenland, for ordet har vi fra græsk "skandalon" (σκάνδαλον), og også dengang var en ”skandalon” noget der gav anledning til forargelse, det vil sige i sin grundbetydning var det egentlig noget man snubler over, og dermed altså også (blandt andet) en anstødsten.


Ordet ”skandalon” forekommer mange gange i den græske udgave af Biblen. Jeg skal her nævne nogle eksempler på hvordan ordet er oversat til dansk. Fra Det Gamle Testamente: snare, fælde, anstød, stød, idet ”snare” er det mest forekommende – ordet skandale forekommer nota bene ikke. Fra Det Nye Testamente: forargelse, anstødssten, fælde, anstød, snare, idet ”forargelse” er det mest forekommende.

Det kan jo nok give anledning til nogle filosofiske betragtninger over skandaler. Når jeg ser på mediernes behandling af skandaler får jeg det indtryk, at selv om det er menneskeligt at snuble over små ujævnheder på ens vej, kan medierne blæse det op til noget, der må give anledning til den allerstørste forargelse. At forargelsen med andre ord bliver meget meget større end snubleriet. Sådan er vi mennesker måske indrettet – vi ser den skandaløse splint i vor broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i vort eget øje (og det er i virkeligheden nok den ægte skandale).

Lad os gøre snublesten og anstødssten til trædesten og vandre videre!

Monday 17 September 2012

Diminutiver


Diminutiver

På tysk (og nederlandsk) er diminutiver altid intetkøn. Diminutiver er i parentes bemærket ord som efter tilføjelse af en afledningsendelse, som for eksempel ”-ling”, har fået betydning af noget småt. Jeg har altid syntes, at det var helt hen i vejret, at ”ein Mädchen”, det vil sige en (”lille”) pige, er intetkøn. Alle og enhver, selv grammatikere, burde da kunne indse, at en pige er hunkøn. Men sådan er det altså. Det er altså das Mädchen og ikke die Mädchen. Og måske er vi danskere ikke meget bedre. Se nu for eksempel på ordet ”kælling”. Ja, heldigvis er det da fællesskøn, for det kommer af ordet ”kerl” eller nutidens ”karl” + diminutivsendelsen ”-ling”. Det betød altså oprindeligt ”lille karl” eller med andre ord ”mandsling”. Er det ikke pudsigt at ”kællinger” i vores eMANciperede tidsalder er kvinder? Har kællinger måske fordærvelige mandlige egenskaber?

Dansk har ikke længere levende diminutivendelser, der frit kan aflede nye ord, som for eksempel tysk, der (stadig) danner diminutiver ved endelserne -chen og -lein. Vi har dog ret mange levn af den slags diminutiver fra fortiden. Således nævnte jeg i går kyllinger . Det kommer fra oldnordisk ”kjúklingr” afledt af et ord med betydningen 'lille klump', jævnfør norsk kjuka 'lille klump'. Og når man ser sådan en lille sød gul klump til kylling, ja så er det da særdeles forståeligt.

Ordet killing er lidt enklere. Det har vi fra oldnordisk ”ketlingr”, altså ”lille kat”. Endnu enklere er måske ”gæsling” = lille gås og ”ælling” = lille and. Egentlig har vi ælling fra svensk dialekt ”älling”. Svenskerne har vel også et ord at skulle have sagt, selv om jeg ikke er så glad for deres märkelige æ'er.

Usling giver vel sig selv, det er en ussel lille fyr. Og det minder mig så om musling, der naturligvis betyder lille mus. Det er faktisk det samme ord som muskel. Vi har hentet disse to ord fra latin musculus, der er en diminutiv af mus (det er altså lille mus). ”Musculus” betød både lille mus, muskel og musling. Visse muskler ligner sammen med deres sene med lidt fantasi en mus med hale. En musling skulle med hensyn til størrelse og form også ligne en lille mus. Måske er der også tænkt på måden (fjernede) muskler og muslinger kryber på. Både musling og muskel hed i lang tid det samme på engelsk, nemlig ”mussel”. Omkring 1600 begyndte man at kalde muskel for ”muscle” for at skelne, men denne skelnen var først fuldt etableret fra 1870'erne.

Latin og de romanske sprog gør udstrakt brug af diminutiver, for eksempel af typen der ender på -lus eller -culus, som altså i musculus.

På ældre nydansk har man brugt ordene musling, mysling og møsling om museunger eller små mus. Mysling bruges muligvis stadig på dansk dialekt om et lille menneske eller en pusling. På norsk dialekt betyder mysling eller musling ”stakkel” eller ”stymper” – fra oldnordisk mýslingr. Og der har vi så pusling, en lille dreng eller mandsling – men ikke en lille kat/pus eller killing. Pusling er snarest afledt af ældre nydansk pusil 'lille dreng', af latin pusillus 'meget lille', af pusus 'dreng'. Både det latinske mus (der sjovt nok betyder mus) og det latinske musculus (der betyder lille mus) er hankøn. Tro nu i øvrigt ikke at mus betyder mus på alle sprog. Det nederlandske ord ”mus” betyder for eksempel (grå)spurv.

Ja så har jeg vist været dybt nede i småtingsafdelingen. Lidt har også ret.

Sunday 16 September 2012

Kyllinger


Det sker, at jeg læser aviser. Jeg mener at have bemærket, at kyllinger i stigende grad kommer i avisen. For et par år siden var det bare en enkelt kylling fra Tølløse, der gjorde sig særlig bemærket, sågar på verdensplan. Men nu vrimler det overalt med kyllinger i avisernes spalter. I Norge har de ligefrem kyllingekrise, måske er det trods alt bedre en eurokrise. Sidste år var der mangel på smør i Norge, og i år er der mangel på kyllinger i kølediskene. Må jeg foreslå, at De Danske Spritfabrikker i Aalborg sætter produktionen op, så vi kan sende nogle flere kyllinger på flaske til Norge. Det skulle ikke indebære nogen større sundhedsfare, da de ålborgensiske kyllinger kun er på 10 centiliter, så vi ikke risikerer at de stakkels Nordmænd bliver hønefulde af at indtage en enkelt kylling. Alt med måde siger man. Gerne den ålborgensiske måde.

Også i Danmark er der uro i kyllingedammen. For fremtiden vil din lørdagskylling ikke være, hvad den har været. ”Ny kylling revolutionerer din lørdagskylling” skriver avisen. Det er åbenbart endnu en nydansker, måske én der er kommet for at blive. Nydansker finder vejen til køledisken. Den økologiske kylling, som Coop sælger i en lang række Superbrugser, er vokset op på jordskokker, æbler og tang og med luft til at røre sig på og bedre tid til at vokse. Smagsindtrykket fra denne økologiske kylling karakteriserer sig med en øget sødme, en markering af grønt med en pointe fra rodfrugter. Der er mange smagsindtryk og derfor meget smag i det møre og samtidig faste kød. Jo der må faktisk være kylling for enhver smag.

Hovsa, så ser jeg minsæl at kyllingen nu fremstormer i Kina. Kylling og Co. satte sig for nogle dage siden på de fire øverste placeringer i cykelløbet Tour of China.

Lad dog være med at være en kylling og sæt hurtigt fast og flydende kylling på menuen. Anbefalet af talrige journalister. Så er det sagt.

Friday 14 September 2012

De Britiske Øer

Et par små drenge stod i slutningen af 1940'erne, da det var på mode at ”samle” på bilnumre, ved vejkanten og noterede nummerplader. Da der kom en bil forbi med et D-mærke sagde den ene: ”Den er fra Dyskland”. ”Hvor ved du det fra:” sagde den anden ”den kan da også være fra Dorbritannien”.

I går skrev jeg, at ”land” kan være et forvirrende begreb. Jeg kom vist også til at sige, at jeg måske ville skrive lidt om, at hvad vi kalder forskellige lande også kan blive noget rod. Jeg tror ikke på, at man altid skal holde hvad man lover, men lad os nu alligevel kigge på et nærliggende område, som vi er mange om at have problemer med. Lad mig nævne et konkret eksempel herpå. Vi var i (republikken) Irland, og en eller anden spurgte min viv om vej. Hun undskyldte sin uvidenhed med at hun ikke var brite, hvilket naturligvis blev mødt med en sur bemærkning fra irlænderen, eller hedder det ireren, om at ”det er jeg sandelig heller ikke”. Man må ikke kalde en skotte for en englænder, men nok en brite. Man må også gerne kalde en waliser for en brite, men når vi når til republikken Irland, så vil man gerne bede sig fritaget for at blive anset for brite.

Lad os se lidt på den britiske (politiske) geografi.


Hvis vi ser bort fra øen Man og Kanaløerne består De britiske Øer af to lande, nemlig republikken Irland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Det sidstnævnte kaldes ofte blot Det Forenede Kongerige eller UK, som er en forkortelse af United Kingdom. Man og kanaløerne tilhører den engelske krone, men er ikke en del af det Forenede Kongerige. Det burde fremgå heraf, at Nordirland ikke er en del af Storbritannien, og dog er der mange der opfatter Storbritannien som et synonym for Det Forenede Kongerige. I 1707 opstod Kongeriget Storbritannien ved en sammensmeltning af kongerigerne England og Skotland. I 1801 kom Kongeriget Irland med, og vi fik Kongeriget Storbritannien og Irland. Senere i 1921 rev den sydlige del af øen Irland sig løs og blev en selvstændig republik – tilbage var altså Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Storbritannien består altså af England, Skotland og Wales, og englændere, skotter og walisere må vi altså gerne kalde briter, men husk endelig ikke at kalde skotter og walisere for englændere, for så bliver de meget fornærmet.

Det skal gerne indrømmes at praktisk talt ingen er helt konsekvent med disse navne. Heller ikke med forkortelserne, for selv om UK burde være det eneste rigtige for ”hele” Det Forenede Kongerige kan man finde både GB og GBR i visse internationale landekoder.

Nordirland beskrives henholdsvis som et land, en provins eller en region i Det Forenede Kongerige. Nordirland kaldes undertiden Ulster, hvilket igen er lidt misvisende, idet Ulster omfatter ni gamle grevskaber (ca. amter), hvoraf de tre ligger i det nuværende Irland (republikken altså).

Og lad os så lige tage et Euler-diagram med de engelske betegnelser.

”British Islands” er en term der har været brugt i britiske love siden 1889 om de øer eller dele af øer (navnlig Nordirland) som står under britisk overhøjhed. Det er vist ikke rigtig muligt på dansk at gengive denne mærkelige juridiske skelnen mellem ”isles” og ”islands”. Selv om ordene ”isle” og ”island” er af vidt forskellig oprindelse betyder begge dog ø, omend ”isle” mest bruges i stednavne, som i ”Isle of Man”, for øen Man. Somme tider er engelske, undskyld jeg mener naturligvis britiske, jurister lidt sære. ”British Isles” er på denne måde et geografisk begreb, medens ”British Islands” er et juridisk begreb. Øen Man er dels geografisk/navnemæssigt en ø (”isle”) og dels juridisk set britisk (”island”). Forstå det hvem der kan.

Thursday 13 September 2012

Riger, lande, stater


Landet USA består af 50 stater. Staten Tyskland derimod består af 16 lande (Länder). Hvis vi rejser til Sverige, Frankrig eller Østrig, rejser vi udenrigs, og hvis vi tager til Schweiz tager vi til udlandet. Steiermark er ikke noget land, men en stat i landet Østrig. Danmark er derimod som vi ved både et rige og en stat og et land. Undskyld mig derfor, hvis jeg bliver lidt forvirret, hvis folk spørger mig, hvor mange lande jeg har været i. Det er da ikke til at finde ud af. Og hvornår har man i øvrigt været i et land. Skal man have passeret en grænsebom eller været gennem en paskontrol? Når man spadserer ind i Vatikanstaten er der hverken grænsebomme eller paskontrol. Bare det at man har været i et lands lufthavn, det være sig med eller uden skift af fly, betyder vel ikke nødvendigvis at man har været i landet. I øvrigt har jeg da med skam at melde (på trods af at jeg normalt er en særdeles lovlydig borger, men når man nu tilfældigvis befinder sig i andre verdensdele, langt hjemmefra …) været illegalt i mindst et par lande. Jeg mener været over grænsen uden at legitimere mig eller melde mig på den nærmeste grænsepost eller politistation for at fortælle, at her er jeg altså – i jeres land. Jeg har sågar været i et land, hvortil der var visumpligt, uden at købe visum eller få stempler i mit pæne rødbedefarvede pas, men tilstrækkeligt længe til at slukke tørsten og købe postkort og frimærker, skrive lidt og sende kortene til Danmark for at fortælle, at nu har jeg altså også været her (og det var altså meget billigere uden det der visum!). Nej, det er altså noget rod med de der lande. For fuldstændighedens skyld taler man om uafhængige lande/stater. Hvornår er et land uafhængigt? Når det selv har erklæret sig uafhængigt? Er det tilstrækkeligt at landet er selvstyrende (er Grønland så et land?). På Færøerne føler jeg mig da i øvrigt som om jeg er i udlandet, også selv om jeg betaler med danske kroner og ører. Skal landets uafhængighed være anerkendt af Danmark, for at en dansker må kalde det uafhængigt. Skal FN have anerkendt landet som uafhængigt før vi må kalde det et uafhængigt land. Kosovos uafhængighed er anerkendt af Danmark og en lang række andre lande, men så vidt jeg ved i skrivende stund (endnu) ikke af FN, blandt andet fordi Serbien stritter imod. Er Kosovo så et land? Er Australien og Canada i øvrigt ”rigtige” lande, når dronning Elisabeth er deres kronede statsoverhoved? Jeg kunne stille flere af den slags spørgsmål. Det med et ”land” er ikke så enkelt endda.

Jeg var i Tjekkoslovakiet før det blev delt, har jeg dermed været i det nuværende Tjekkiet og Slovakiet? Jeg har været i det nuværende Slovenien og Kroatien, har dermed så været i det ikke længere eksisterende Jugoslavien. Jeg har været i det nuværende Rusland, har jeg dermed også været i det gamle Sovjetunionen? Ja men jeg spørger bare.

Hvad vi kalder forskellige lande kan også blive noget rod, og det har jeg tænkt mig måske at skrive lidt mere om i morgen … eller senere.

Tuesday 11 September 2012

Bidetet

Da vi byggede hus midt i halvfjerserne fik vi bidét. Arkitekten sagde, at det hørte med til et moderne badeværelse. Der skulle være badekar, bruseniche, håndvask, toilet … og altså (naturligvis) bidet.

Mange parcelhusbadeværelser fra 1960’erne og 1970’erne havde bidét. Det var in. For de uindviede så er et bidet beregnet til vask af den nederste del af underkroppen. Hvis det bruges til formålet bidrager det til bæredygtighed. Efter at have siddet på wc-kummen flytter man bagdelen direkte over på bidetet og bruger udelukkende vandskylning uden brug af toiletpapir. Det ubetydelige merforbrug af vand udlignes rigeligt af sparet papir. Og i rensningsanlæggene er mere vand at foretrække frem for mere papir.

Det var så teorien, som jeg i øvrigt har hørt mange usmagelige vittigheder om. Dem skal jeg nok lade være med at viderefortælle. I praksis bruger vi hos os nok oftest bidetet til fodbad. Man kan også lægge lidt tøj i blød i det. I yderste nød kan man eventuelt bruge det som pissoir, hvis alle rigtige toiletter i huset er optaget. Jeg hører at nogle bruger det som et badekar til babyer, og der er sikkert mange andre udmærkede anvendelsesmuligheder. Samvirke skrev faktisk en gang om ”10 ting du også kan bruge et bidet til”. Men i vores næste bolig skal vi altså ikke have bidet – så er den hemmelighed sluppet ud. Vi er ikke rigtig bidt af det.

Et bidet er ikke et sædebad eller sædebadekar, selv om man muligvis med et vist besvær kan tage et sædebad i det – et sædebad med lunkent vand skulle være godt mod hæmoridesmerter. Et sædebad(ekar) er det samme som et siddebad, altså et kort badekar, hvis bund har form som et højt trappetrin så man kun kan sidde i det. Brug af sædebadekar kunne reducere antallet af drukneulykker i badeværelser væsentligt – og så kan de være pladsbesparende. Jeg prøver med lidt positiv tænkning.

Et bidet har i øvrigt heller ikke noget at gøre med at bide (heller ikke med at bide sig selv i halen), men dog nok med et oldfransk udsagnsord ”bider”. Et udsagnsord der betød at trave, ligesom en hest gør. Oprindelig betød det franske navneord ”bidet” (dannet af ”bider”) en lille ridehest eller pony. Man sidder jo, lige som på en hest, overskrævs på sådan en tingest (når man altså bruger den til det dertil indrettede formål). Der er lidt uenighed om man nu skal vende ansigtet eller ryggen mod vandhanen. Jeg har ikke foretaget nogen markedsundersøgelse, men tror nok at de fleste brugere foretrækker at vende ansigtet mod hanen, så er hanen ligesom lidt lettere at betjene.

På enormt mange sprog skriver man i øvrigt, som på fransk, ”bidet” eller ”bidét”, når man altså skriver om bideterne. Jeg kan godt lide at svenskerne, spanierne, ungarerne og sikkert mange andre, skriver ”bidé”, for t-et skal jo være stumt. På finsk har man i øvrigt også smidt t-et væk og skriver ”bidee”.

Og nu skal I alligevel have en lille bid om bidetet på svensk:

Bidén kom på 1700-talet och man trodde att den skulle förebygga allvarliga underlivssjukdomar och andra besvär, eftersom man tyckte att underlivet var särskilt utsatt för bakterier och smuts. Särskilt vanlig var bidén på finare bordeller där kvinnorna snabbt kunde rengöra underlivet före mottagandet av nästa kund.

Og hvad kan vi så lære af det – at det er ”fint” at bruge bidet.

(Den tidligste skriftlige omtale – på fransk – af et bidet er fra 1710).

Monday 10 September 2012

Skal de skilles?


For at undgå misforståelser så taler jeg her om bogstaver og stavelser. Sp, st, sk, man aldrig skille må. Sådan lød det i hvert fald da jeg gik i skole, men der går kraftige rygter om, at denne regel blev afskaffet i 1955. Sådan går der så mange rygter om nogen, der skal skilles, og nogle af dem viser sig at passe. Dagens motto er åbenbart at alt og alle må skilles. Og dog. Der er stadig regler for hvordan ord skal skilles. Således må man naturligvis ikke skille en fodboldspiller således ”fodbolds-piller”. Dette skyldes ikke, at man ikke må skille sp, men at fodboldspiller er sammensat af to selvstændige, nemlig fodbold og spiller. Her finder du retskrivningsreglerne for orddeling ved linjeskift:
http://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/orddeling . Hvis du følger disse regler vil du sikkert opdage, at du ikke særlig ofte vil komme til at skille sp, st eller sk, så reglen var nu ikke så tosset endda. Man må dog for eksempel nok skille ordet ”taske” både således ”ta-ske” og således ”tas-ke”. Når man ser orddeling i avisspalter, ser man ofte de forfærdeligste ting, og mange orddelingsunoder kom ind i sproget da vi begyndte med tekstbehandling, som automatisk kunne dele ord ved linjeskift, men i starten gjorde det efter amerikanske regler (”hyphenating”). Da jeg så hvor tosset det kunne komme til at se ud, besluttede jeg aldrig mere at dele ord, eller i det mindste under ingen omstændigheder automatisk.

Nu kunne man måske tro, at den ”pind” man skiller ordene med var et skilletegn. Men nej, skilletegn bruges til at adskille sætninger og deres led for at lette læsningen eller tydeliggøre meningen, det vil sige, at det er tegn som punktum, komma og semikolon. Det er heller ikke tankestreger, for tankestreger bruges til at markere en længere pause i en tekst. Nej hold da helt ferie, man bruger bindestreger til at skille ordet i to dele – har man dog kendt mage.

Nogle taler om en lang eller en kort bindestreg, men det må da være en tanketorsk, en bindestreg er efter min beskedne mening altid ”kort”. Derimod kan man nok have en en lang (—) eller kort ( – ) tankestreg.

Der findes ifølge Wikipedia forskellige typer tankestreger:
N-tankestregen ( – ) har en længde svarende til et n i den aktuelle skrifttype
M-tankestregen ( — ) har en længde svarende til et m i den aktuelle skrifttype
Figurtankestregen ( ‒ ) ligner en almindelig bindestreg, men bruges i andre situationer
Citationstankestregen ( ― ) ligner m-tankestregen og bruges til citater
En svungen tankestreg ( ~ ) bruges i ordbogsdefinitioner.


Må jeg lige indrømme et jeg faktisk ofte bruger minustegnet (-) som både tankestreg og bindestreg?

Blød og hård bindestreg er noget helt andet. Udtrykkene anvendes ved tekstbehandling. En blød bindstreg er en bindestreg, som bruges til at styre, hvor et ord eller en sætning deles, hvis ordet eller sætningen er placeret i slutningen af en linje. Man kan for eksempel angive, at ordet "ikkerygning" skal deles som "ikke-rygning" i stedet for "ikkeryg-ning". Hvis ordet står midt i en linje deles det ikke med en blød bindestreg, og ordet kommer til at stå som "ikkerygning". Hårde bindestreger forhindrer, at ord med bindestreger, tal eller sætninger deles, hvis de er placeret i slutningen af en tekstlinje. Man kan for eksempel forhindre, at 555-0123 deles. I stedet flyttes hele udtrykket til begyndelsen af næste linje.

Sunday 9 September 2012

Klik


I dag begynder meget med et klik. Man klikker på et ord eller en knap på skærmen, og således kommer man videre med livet. Det er fortid med at blive forelsket ved første blik … man bliver det ved første klik, og fryd opstår via nettet, nettet der har fanget os. Pas på. Ved næste klik ender hele herligheden og dermed kærligheden måske med et snik. Efter et enkelt klik på knappen kan det slå klik. Slog det så klik mellem de to. Gled døren til forjættelsens land op med et lille klik. Eller gled døren i ved den andens klik, uden at døren faldt til ro.

Ikke blot er der lagt op til romantik og sød musik ved museklik. Reklamens magt er stor - klik ind på vores butik, du kan få det hele for en slik. Kulturklik leder dig til museer, kultur og oplevelser. Oplev det hele med et klik, så bliver du kvik. Klik dog på kontrolpanelet. Klik på slet, det er din ret. Klik hér! Klik dér! Vælg hvad du vil med et klik, for klik skal der til. Klik OK, det er da til at forstå. Det er dit klik, men husk på, at det vigtigste klik af alle måske er det på knappen ”Annuller”, så ved du i det mindste, hvad der IKKE sker. Lad mig hermed slutte med et enkelt klik. Hovsa, der ramte jeg vist desværre den forkerte knap! (Sikken et klap ;-) )

PS: Og så et lille lynkursus i polsk: ”kliknij na link”. Når fremmede i en email opfordrer til ”klik på linket” er det uanset sproget som regel en god idé at lade være. Følgerne af en computervirus kan være svære!

Saturday 8 September 2012

Underblik


Da jeg syntes, at jeg var ved at miste underblikket under situation foretog jeg en lille undersøgelse via en googling på nettet. Min søgning på ”underblik” gav ca. 368 resultater. Til gengæld kan jeg nævne, at min søgning på ”oversøgelse” kun gav 1 resultat, siger og skrive ét. Nu må jeg vel hellere indrømme, at mange af underblik-resultaterne vedrørte spørgsmålene, om det modsatte af overblik er underblik eller om ordet underblik overhovedet eksisterer. Derudover kan jeg meddele, at domænenavnet underblik.dk er optaget (det kunne se ud til at være gået under, men det er under alle omstændigheder optaget). En del opfatter åbenbart underblik som det man kan overskue, undskyld jeg mener underskue, fra neden, for eksempel med et barns øjne. Barnet, der kigger op i den store verden, og prøver at skaffe sig et underblik. Er det måske ikke poetisk beskrevet? Enkelte mindre nette netbrugere hentyder åbenbart til et blik op under skørterne, men det finder jeg nu at være under bæltestedet.

Jeg må altså konstatere, at ordet underblik findes og bruges. Jeg har hermed oven i købet bidraget til at det er blevet brugt endnu et par gange. Dernæst vil jeg gerne understrege at kagedåser i blik efter min beskedne mening har både et overblik og et underblik. Jeg er også af den overbevisning at når en øldåse er tom, kan man vende den om og kigge lige ned på dens underblik (vent nu til den er tom!) Det giver ligesom et andet blik på tilværelsen. Et forunderligt blik.

Ud over overblik og underblik har vi naturligvis også sideblik. En googling på ”sideblik” gav mig ca. 36.100 resultater. Det er lidt for meget for mig til en intensiv undersøgelse, så det vil jeg hermed afstå fra. Og dog, måske er det et ekstra blik værdigt, siden hen …

Jeg må dog foreløbig sige, at jeg synes, at jeg har udvidet mit udblik ved at få et inderligere indre indblik i blikkenes verden. Det må man ikke undervurdere. Ud at se med …

Hvor vender du nu blikket hen? ;)

Friday 7 September 2012

Pyt med biksemad


Når vi siger ”pyt med det”, har det så noget med en vandpyt at gøre? De lærde er ikke helt enige. På mange sprog betyder navneordet pyt et hul i jorden (skrevet som pit, put (med udtalen pyt), pytt, Pfütze osv.). Det skulle efter sigende komme fra Latin ”puteus” (pyt, rende, grube, brønd). Måske havde dette oprindeligt noget med rent vand at gøre, idet det latinske ”putus” betyder ren. Allerede i det trettende århundrede kom det engelske pit også til at betyde helvede (eller i det mindste et bosted for onde ånder). Fra svensk side anser man ”pytt” for at være en afbleget ed med betydningen (for) ”helvede”, hvilket blandt andet understøttes af at et svensk dialektord ”putt” også betyder helvede. (Så jäklans bra!)

Det latinske ord ”puteus” (brønd, grube) kommer i øvrigt af udsagnsordet ”putare”, som betyder skære, og som vi kan genkende i ordet ”amputere”, som jo er at skære noget bort.

Nu kunne ”pyt” i betydningen ”pyt med det” jo også være kommet bare ved at føje et ”t” på py – en efterligning af lyden når man spytter eller blæser. Så er ”pyt med det” altså noget man vil blæse på.

Men strengt taget kan vi vel være ligeglade med om det nu kommer fra ”gå ad H. til” eller ”det vil jeg blæse på”. Pyt nu med det! Det rager mig en høstblomst.

Og dog? Giv mig bare ”pyt i pande”. Denne betegnelse på biksemad har vi fået fra svensk ”pytt i panna” eller ”pyttipanna”. Også her er der lidt tvivl om hvad dette ”pytt” betyder. Nogle (svenskere) hævder, at det her betyder småstykker. Man tager resterne fra ugens måltider, deraf også betegnelsen ”hänt i veckan”, skærer dem i små stykker og kommer dem på panden. Andre (svenskere) mener, at retten oprindeligt blev kaldt ”puttipanna' (med stort set samme udtale). Man ”putter” små stykker mad på panden. På engelsk kaldes retten ud over ”pytt i panna” også ”Swedish hash” (er biksemad mon vanedannende?). og så er vi igen kommet lidt rundt i verden.

Thursday 6 September 2012

Farverigdom


Jeg håber da, at du spiser grønne gulerødder og blå fisk, det være sig regnbueørreder eller hornfisk med grønne ben. Jo farverne har sandelig fået ben at gå på, så man ligefrem kan tro, at nogle er blevet farveblinde. Skibene langs vore kyster er for længst hold op med at vise det sorte flag, og nu vajer det blå flag i stedet flere steder langs vore kyster – er det måske de steder, hvor de fanger de der blå fisk? På stadion uddeles der både gule og røde kort. Smid dog de røde kort i postkassen, hvor kort hører hjemme. Er det i øvrigt ikke snart på tide, at vores røde postkasser får en anden farve? For eksempel grøn til ære for de bæredygtige postbude. Nej, det er måske for sent, nu hvor der bliver mailet og smset, så man bliver hel blå i hovedet og rød på tommelfingeren. Postkasserne er vel snart en saga blot.

Hvem skal jeg dog ringe til? Skal jeg finde nummeret i de hvide sider eller i de gule sider eller i Den Blå Avis. Og hvordan kan en koncert være grøn? Det er åbenbart ikke når de spiller på et vandorgel, hvor vandet skifter farver i takt med musikken. Vidste du i øvrigt at violet shampoo fjerne gule skær i håret, vist nok uden at håret dermed bliver violet. Hvad rager det i øvrigt mig, jeg har skægt nok ingen hår tilbage.

Nå men altså danskerne skal have blå fisk til middag, for de er nemlig bæredygtige, så er det sagt!

Tuesday 4 September 2012

App


På min fjæsbog står der et sted til venstre en overskrift som siger APPS, og derunder står der ting som App-center og den slags. Nu har jeg fundet ud af at dette app står for applikation eller applikationer. Jeg har altid interesseret mig for, hvad min kære hustru foretager sig, og i sin tid applikerede hun en hel del. Det vil sige hun klippede forskellige tøjstoffer i småstykker, og lavede sindrige figurer eller billeder af dem, som hun så syede sammen og til sidst syede fast på større stykker stof. Spild af tid og stof, hvis du spørger mig, men tiden og pengene skal vel bruges til noget. Dette håndarbejde kaldte hun at applikere og billederne eller mønstrene kaldte hun applikationer. Jeg kan nu ikke rigtig se, hvad sådan nogle skal på fjæsbogen, med mindre de da forestiller fjæser altså.

Nå, men efter at jeg har kigget lidt nærmere på de der apper eller apps eller hvad sådan nogen nu hedder i flertal, kan jeg se at nogle af dem er programmer. Jeg mener edb-programmer, til elektronisk databehandling, du ved sådan noget som man gør på en datamat. Jeg ser at nogle nu til dags kalder det en pc, men min mac er nu helt bestemt ikke nogen pc. Det er en datamat, basta. Derpå har jeg sådan noget som tekstbehandlingsprogrammer og programmer, hvormed jeg kan behandle billeder, og naturligvis tegneprogrammer (min kære hustru har en lang række programmer, som hun kalder spil – uden ”d” altså). De der apps ligner til forveksling sådan nogle edb-programmer. Jeg er godt tilfreds med de programmer jeg har, så hvad skal jeg så med de der apps.

Men hvad? jeg formoder at nogle bruger de der nymodens applikationer på samme måde som min kære hustru, når hun applikerer applikationer. Det slår tiden ihjel, hvis man ellers ikke har noget fornuftigt at tage sig til.

PS. Nu ser jeg, at jeg også har nogle mobile apps på min mobiltelefon. Gad vide hvor de mon bevæger sig hen. Åh nej, en af disse mobile apps, sågar med mit fjæs på, kører mig direkte til fjæsbogen. Nu kører det altså helt rundt for mig. Det med nål og tråd er nok trods alt enklere ;)

Klukker klokker?


Nogle ord er lydefterlignende. Ifølge en række danske, tyske og engelske kilder gælder det formodentligt også ordet klokke. Du ved sådan en kuppelformet, hul metalgenstand som ringer når den slås på siderne (gerne med en knebel) - kirkeklokker, gårdklokker, skibsklokker, bordklokker, sporvognsklokker, skoleklokker, dirigentklokker, koklokker, fåreklokker, katteklokker, cykelklokker og så videre. Ordet menes at være lånt fra keltisk/gælisk, som walisisk ”cloch” og oldirsk ”cloc(c)” (oldirsk er betegnelsen for irsk i perioden ca. 500-900 e.Kr.). Irske missionærer, der ringede kristendommen ind blandt andet i Tyskland og Danmark, bragte ikke alene brugen af kirkeklokker med sig, men også ordet for sådan en klokke, på tysk Glocke, på oldnordisk klukka eller klokka og på nydansk altså klokke.

På oldengelsk hed en klokke (/et ur), der måler tiden ”dægmæl”, det vil sige et apparat (dagmål) der måler dagen (tidens gang). Da en klokke, eller lad mig herefter for at undgå mere forvirring kalde det et ur, i middelalderen var forsynet med en klokke der ringede/kimede, kom uret i flere europæiske lande til at hedde noget der minder om klokke. Dette skete også sent i det 14. århundrede i England, hvor det kom til at hedde ”clokke”, der på moderne engelske blev til ”clock”, både om uret og om tiden, som i ”Rock around the clock tonight”. Det med at sige ”it is 6 o'clock” (det vil sige klokken er 6, bare for at tage et eksempel, det kunne naturligvis lige så vel være 10 eller 12) kom først ind i det engelske sprog omkring 1720. Ordet ur kommer for fuldstændighedens skyld fra et oldfransk ord (”ore”) der betød tid.

En klokke, der kimer, hedder i øvrigt ”bell” på engelsk (og altså ikke clock). Det gælder også en dørklokke (doorbell) eller cykelklokke (bicycle bell). Og nu vi er ved det, så svarer det engelske bell naturligvis til det danske bjælde. Pudsigt nok er ”bellen” på tysk kommet til at betyde ”at gø” (som en hund). Jeg aner overhovedet ikke om der er nogen forbindelse, men personligt synes jeg, at det smager lidt af brølen, da oprindelsen for brølen dog er uvis, må jeg heller holde op med den slags gætterier. Det fører bare til folkeetymologi.

Bortset fra det ved vi altså nu, hvad klokken har slået, med mindre jeg har klokket i det, det er da klokkeklart, men hvem ringer klokkerne for?

Kluk kluk kluk

Monday 3 September 2012

Alfarvej


Bor du i Algade eller bor du ved alfarvej. Hvor ligger Alfarvej egentlig henne? Og hvor fører denne vej hen? Den har i hvert fald ligget der meget længe, for den er nævnt i Jyske Lov – som 'athæl vegh'. Har jeg i øvrigt fortalt at jeg engang i nogle dage har boet i Aðalstræti . Det kunne da lyde som om der var noget ædelt eller adeligt ved alfarvej. På gammeldansk  hed alfarvejen ”adelfarwei”. Navnet er sammensat af adel + farvej (du ved ligesom farvand, noget der er farbar). Adel betød oprindeligt noget der var vigtigt eller fornemt. Ordet er beslægtet med det oldnordisk ord aðal, der betyder 'egenskab' (jeg formoder der var tale om en god egenskab) og med ordet ædel. En alfarvej var altså slet og ret en hovedvej. Den kunne være bred. Kingo skrev i hvert fald om "Syndens brede alfarvej" (ligger den i dit nabolag?).

En adelslægt var en fornem slægt. Adelen var en samfundsklasse bestående af personer med meget høj social status. Adelstræde var et vigtigt stræde, og havde ikke noget med adelige personer at gøre. I gamle bykerner landet over har vi ofte en Adelgade eller Algade. Navnet betyder ”den fornemste gade” eller såmænd bare ”hovedgaden”. Resten af gaderne var gerne blot stræder eller stier.

I ældre dansk brugtes i øvrigt også ordene alveje og adelveje om mere befærdede offentlige veje. Som andre navne på den slags vigtige veje kan jeg nævne kongeveje og hærveje. Nogle fik navn efter hvad man transporterede, som for eksempel Saltvejen og Silkevejen. Nu tror jeg dog, at jeg lige så stille vil gå køkkenvejen, inden du tager initiativet og viser mig køkkenvejen.

Sunday 2 September 2012

Samlebrønd


Samlebrønd

Jeg har altid været fascineret af symbolik. Skrift er også en form for symboler. Man skriver nogle tegn, der ser således ud: B R O, og forbinder det straks med sådan en tegning.
 Det er da alt sammen symboler.

Nå, men altså, da jeg så begyndelsen på den dansk/svenske TV-serie ”Bron/Broen” fik det mig til at tænke på ”brønd”. Jeg får sommetider pludselig den slag associationer. Hvis nu man læser ”oe” som ”ø”, står der jo ”brøn” på den danske side. Næsten som ”brønd”. På den svenske side står der ”bron”. Bron er det nederlandske ord for kilde, men oprindeligt er dette det samme ord som brønd. Hvis vi går tilbage til den gotiske oprindelse betød ”brunna” kilde (jævnfør det tyske ”Brunnen” = kilde). Pudsigt nok kom det i Skotland og det nordlige England til at hedde ”burn”, der betyder ”bæk”. Den gamle rod betød noget med at strømme frem, som i øvrigt stadig på russisk, hvor strømning hedder ”brujá”. Både brønd, bæk og kilde er noget med vand der strømmer - også for eksempel under en bro.

Vi starter med et billede af Øresundsbroen, broen der forbinder broderfolkene, danskerne og svenskerne. Og så går lyset ud, og Øresundsbroen står der Som en bro over mørke vande/Som en bro över mörka vatten”. Er det måske ikke (mørk/morderisk) symbolik?

Når broen fungerer som den skal er den en brønd til broderlig forbrødring på/fra begge sider, uanset hvilke strømninger der strømmer langs de kraftige bropiller. Broen virker som en kilde til fornyelse og berigelse, så længe vi ikke brænder berigende broer bag os, men fortsat bygger bro.

Er det morderligt spændende … eller mørk tale?

Saturday 1 September 2012

Der dukker af disen


Der dukker af disen

”Der dukker af disen min fædrene jord
med åser og agre og eng.”

Hvis dette ikke siger dig en disse, skal jeg her sige lidt om diser. I den gamle nordiske mytologi var diser en gruppe kvindelige guddomme. Diserne blev dyrket ved diseblót, dísablót, som i Sverige blev afholdt ved forårsjævndøgn, i Norge om efteråret. En af diserne, nemlig sværdets gudinde, hed Hjørdis. Endelsen -dis, fordi hun var en dis, og hjørr eller hjörr er et oldnordisk ord for sværd.

Forledet i bynavnet Hjørring kommer med høj sandsynlighed fra dette oldnordiske ord for sværd, altså hjørr. Det kan således betyde Sværdstedet eller Sværdbostedet, idet navne med endelsen -ing eller -inge sandsynligvis blev skabt som bostednavne, og således henviser til bebyggelser. De fleste (mere end 1000 år gamle) -ingnavne er afledninger af ord der har med naturen at gøre, som bjerg, fugl og lignende. Således for eksempel Herning, af horn (det vil sige fremspringende bakke) og endelsen -ing). På tilsvarende måde kan navnet Hjørring måske sige noget om terrænet i og omkring bostedet - der har måske været tale om et terræn hvis form har kunnet sammenlignes med et sværd.

Hjørring ”betyder” da ”bostedet på terrænformationen, som ligner et sværd”. Dette regnes for at være den mest sandsynlige forklaring, men ikke den eneste mulige. Man kan også forestille sig noget i retning af: ”bostedet, hvor der fremstilles sværd” eller ”bostedet, hvor der sælges sværd”. Det er det sådan set ikke så ”sværdt” at forstå. Hvor krigerisk var Hjørring egentlig?

I nordisk mytologi var det i øvrigt ofte en opgave for dværgene i underverdenen at smede sværd, men det kommer sådan set ikke sagen ved.