Saturday 31 December 2011

De sidste dage

Her på en af årets sidste dage finder jeg det passende at skrive om et par ord jeg har lært en af de sidste dage. Selv om jeg et langt liv har beskæftiget mig med ord, sprog, og oversættelse bliver jeg da heldigvis stadig ved med at støde på ord, som jeg ikke mener at have set før.

På Twitter er jeg under navnet ”olelog” kendt som en der (på engelsk) kvidrer om geologi eller geovidenskaber og den slags. For at følge lidt med i hvem man ”følger” pa Twitter kan man lave lister med et passende navn, og jeg står da på en lang række lister under overskifter som geologi, geologer, geo-sciences, geo-sci og så videre. Stor var min overraskelse, da jeg for få dage siden var kommet på en liste med betegnelsen eschatology-parousia.
Oversættelsen til dansk er nem nok for det drejer sig om eskatologi og parusi. Lad os tage det sidste ord først. I det græske nye testamente anvendes det græske udtryk parousia (παρουσία, der betyder ”komme” eller ”tilstedeværelse”) fireogtyve gange, og heraf vedrører de sytten Jesu genkomst til Jorden.

Eskatologi kommer også fra græsk nemlig fra eskatos (εσχατος), der betyder sidst. Det er altså læren om de sidste ting. Det kan så dreje sig om den enkelte persons sidste time, men i særdeles om jeg så må sige verdens ende, dommedag eller ”de sidste dage”, som vi kender det fra De Sidste Dages Hellige, kort sagt mormonerne, selv om de selv er modstandere af udtrykket mormoner og hellere betragter sig som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Mormonkirkens stifter, Joseph Smith, forudsagde, at Verdens undergang ville ske inden han blev 85 år. Sådanne spådomme har han ikke været ene om. Her finder du en lang liste over de gange dommedag skulle indtræffe http://religionskritik.dk/dommedag/ . De fleste af disse spådomme er kommet fra Jehovas vidner.

I den nordiske mytologi er dommedag kendt som Ragnarok. Ordet betyder Gudernes skæbne (af regin = gud og rek = bestemme) og betyder, at de magtfulde guder vil dø under det sidste og afgørende slag med deres fjender. Ragnarok indledes af naturkatastrofer, der kulminerer i en tre år lang fimbulvinter (fimbul betyder oprindeligt stor). Herefter vil guderne på den ene side bekæmpe jætterne sammen med kaos-uhyrerne. De fleste kæmpende vil dø, også de største guder. Slaget afsluttes af en verdensomspændende brand, hvorefter Jorden vil synke ned i havet. En ny og frisk Jord stiger op, befolket af de få overlevende af gudernes slægter og et menneskepar.

Et skrift, der skildrer verdens undergang, kaldes en apokalypse, Det gælder for eksempel Johannes Åbenbaring. Det græske apokalypsis (αποκαλυψις) betyder faktisk fjernelse af sløret, det vil sige "afsløring", eller "åbenbaring" - afsløring af de sidste dage.

Nåh ja, og så er der dem der tror, at verden vil gå under ved vintersolhverv (21. december) i 2012. Det hænger sammen med en Maya-kalender på 5125 år. Denne kalender gik kun til vintersolhvervet i 2012, og det er blevet udlagt som om mayaerne troede, at dette ville blive verdens sidste dag, men jeg tror nu ikke et tidspunkt så langt ude i fremtiden bekymrede de sidste Maya-kultur-mennesker for 500 år siden. Hvis Maya-kulturen stadig havde eksisteret ville de naturligvis bare have lavet en ny kalender for det næste kredsløb på 5125 år.

Nej lad os nu tage det helt roligt. Når et sekund er gået, starter vi på et nyt. Når et minut er gået, starter vi på et nyt. Når en time er gået, starter vi på en ny. Når en dag er gået, starter vi på en ny. Når en uge er gået, starter vi på en ny. Når 2011 er gået starter vi på 2012. Når dette århundrede er gået starter vi på et nyt. Jorden er mange millioner år gammel og kan vel holde mange millioner år endnu. Og når denne verden endelig må opgive ævred kommer der en ny verden, og sådan cykler tingene videre. Sådan er tingene nu en gang indrettet.

Altså: godt nytår alle sammen! Lad det nye år bare ”parusere” eller komme.


PS: Videnskab.dk har naturligvis også en række interessante artikler om dommedag

Monday 26 December 2011

Læseri

For nogle dage siden skrev jeg noget om det at stave. Det vigtigste ved det at kunne stave er naturligvis, at sådan kan andre læse hvad man skriver. Når man læser ”samler man bogstaver sammen”, så de får en betydning. Det er derfor ikke så mærkeligt at ordet læse kommer fra at samle – fra gotisk ”galisan”, der på oldnordisk blev til ”lesa”, og som betød sådan noget som pille, plukke, samle, gribe og (naturligvis også) læse. Udvidelsen af ordet til også at betyde læse opstod først på tysk under påvirkning fra latin, hvor ”legere” både betød samle og læse. Legere kender vi også fra ordet legende - fra middelalderlatin legenda 'læsestykke', det vil sige 'noget der bør læses'.

At det at skrive ikke altid er foregået på papir, fremgår tydeligt af at skrive oprindeligt betød at ridse eller at indridse noget - via oldsaksisk skriban fra latin scribere 'skrive, indridse'. Og så lang tid skal vi faktisk ikke tilbage, for da jeg i sin tid startede i skolen skrev/ridsede vi med en griffel på en (skifer)tavle. Sjovt nok stammer ordet griffel i øvrigt fra det græsle ord grapheion (γραφειον) der betyder "skrive", en griffel er altså et skriveredskab – nemlig et skriveredskab af skifer, formet som en tynd stang, hvormed man kan skrive på en tavle.

Lige som blyanter skulle grifler også spidses, eller rettere slibes (på en slibesten eller ude på trappen). Når vi havde skrevet noget forkert (ja den slag kan ske) viskede vi det ud med en våd klud. Efter endt arbejde måtte vi vaske hele tavlen ren. Når hele klassen sad der og griflede på de hårde skifertavle kunne det hyle noget så forfærdeligt. Så vidt jeg husker var det navnlig pigerne, der var følsomme over dette hyleri, men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at nogle af vi drenge prøvede at føre griflen, således at det kom til at hyle ekstra slemt. Når vi dengang griflede noget ned var det altså helt bogstaveligt. Computerens tastatur var ikke opfundet endnu.

Tuesday 20 December 2011

Stav til bogstaver og bøger

Jeg takker ærbødigst runerne (runestave) for at jeg kan stave. Uden dem havde det ikke været muligt – eller havde ordet i det mindste nok været et andet. Når man ristede en rune startede man som regel med en lang lige fast streg, den lodrette hovedstav, og tilføjede en eller flere skrå streger eller bistave, til man havde en rune. Tit ristede eller ridsede man dem på en pind eller plade af bøgetræ. Når pladen var fuld (med stave) havde man altså en række bøgestaver eller bogstaver – så mange at det udgjorde en hel bog (fra oldnordisk bók og oldengelsk boc = 'bøgetræ').



Måske er det endnu tydeligere, hvis vi bruger lidt tysk. På tysk hedder bogstav Buchstabe. Buche betyder bøg og Buch betyder bog. Det er måske også interessant i denne forbindelse at bemærke at flertal af bog er bøger.

Pudsigt nok har latin og sanskrit også ord for det at skrive, som er baseret på trænavne, nemlig birk og ask.

Det latinske ord for birketræ, nemlig betula, er nok i sig selv afledt fra Sanskrit 'bhurga' eller 'bhûrja', som er træ hvis bark man brugte til at skrive på (underarten Betula utilis). Jævnfør i øvrigt det keltiske ord 'betu', der betyder træ. En underart af birk kaldes ligefrem papirbirk (Betula papyrifera). Selve ordet papir har vi dog fra papyrus, der voksede ved Nildeltaet, og som de gamle ægyptere brugte til at lave ”papir” af.

En anden forløber for papir var pergament. Pergament er fint, hvidt skind der er fremstillet af fåre-, kalve- eller gedeskind. Ordet pergament er afledt af Pergamon, en by i Lilleasien, hvor pergament blev almindelig fra 200-tallet, og hvorfra det udbredtes til resten af det østlige middelhavsområde (”antikkens verden”). Byen hedder i dag Bergama, og den ligger ved det nuværende Tyrkiets vestkyst.

Sunday 18 December 2011

Konsonantalfabeter – som det arabiske og hebræiske

Vores (latinske/romerske) alfabet består som bekendt af en række konsonanter (medlyde) og vokaler (selvlyde). Sådan er det ikke med alle alfabeter. Der findes alfabeter som kun har konsonanter (eller medlyde). Det mest kendte af disse konsonantalfabeter er nok det arabiske. Således skrives det arabiske ord for ørken, nemlig Sahara (eller Sahra), i princippet som SHR (eller rettere RHS, da de jo skriver det bagfra). Nu kommer jeg naturligvis med det samme i vanskeligheder med denne forklaring, da det første bogstav i moderne arabisk er ”alif” der i begyndelsen af et ord skrives således:

og ofte udtales som a i ”abe”. Principielt er alif dog ingen fonem, det vil sige det står ikke for nogen sproglyd, hverken selvlyd eller medlyd. Det får kun en lydlig betydning, når det står sammen med andre bogstaver. Det kan forlænge en vokal (selvlyd), for eksempel til langt a, det kan virke som bærebogstav, for eksempel for stød eller pust, eller det kan være stumt.

Som i kan se her nedenunder, hvor de arabiske bogstaver er givet et tilsvarende latinsk lydtegn er alle gengivet som konsonanter. Bemærk at alfabetet naturligvis er skrevet fra højre mod venstre.



Fonem kommer fra det græske ”fone” (φωνή), der betyder lyd. Fonetik er læren om sproglyde. Vi kender også telefon sammensat af tele (fra græsk τηλέ, der betyder "på afstand") + fon (fra græsk φωνή, der betyder lyd eller stemme).

Ordet alfabet kommer fra de to første bogstaver i det græske alfabet, alfa (αλφα) og beta (βῆτα). Det græske alfabet var en forløber for vores latinske alfabet. Det andet bogstav i det arabiske alfabet kaldes ba (her har vi altså alif + ba). I det hebræiske alfabet kaldes de to første bogstaver ”alef” og ”bet”, men de ser unægtelig lidt anderledes ud end de arabiske. Også det hebræiske alfabet skrives og læses fra højre mod venstre og indeholder heller ingen vokaler. Man må således selv "gætte" hvilke vokaler der skal indsættes.

Alle de alfabeter jeg her har nævnt stammer fra det 3000 år gamle fønikiske alfabet.


Dette alfabet er som det ses også et konsonantalfabet.

Her er så alef + bet på hebræisk (fra højre mod venstre). Så kan i jo selv sammenligne.

Bogstavet A, det vil sige alef er afledt af det vestsemitiske ord for okse, og formen af bogstavet kommer fra en hieroglyf, der viste et oksehoved - på det fønikiske (liggende) A kan med god vilje se de to oksehorn.stikke ud. Ja og sådan har hvert enkelt bogstav sin egen historie. B (beta/beth) står hus, C (gamma/gimel) for kamel osv. Jeg må her dog hellere bemærke, at nok overtog grækerne de fønikiske bogstavnavne, men de omdannede dem til for dem meningsløse ord, der begyndte med den lyd, bogstavet repræsenterede. Grækerne var også så venlige, at omtyde visse tegn til tegn for vokaler - tak for det kære grækere, for det har gjort skriftsproget lidt lettere at håndtere,

Mit eget første møde med det arabiske alfabet var for cirka 55 år siden, da jeg havde en penneven i Pakistan. Han lærte mig lidt urdu. Urdu er officielt sprog i Pakistan ved siden af engelsk. Moderne hindi (som de taler i Indien) og urdu (som de taler i Pakistand) er stort set det samme sprog. Hindi skrives imidlertid med devanagari alfabetet, medens urdu bruger et alfabet der ligger meget tæt op ad det arabiske. Egentlig er det en lettere ændret form af det persiske alfabet, der igen er en lettere ændret form af det arabiske alfabet. Denne tilpasning har været nødvendig af hensyn til disse andre sprogs afvigende sproglyde (fonemer) – ligesom vi på dansk jo har tre ekstra bogstaver æ, ø og å, som ikke fandtes i det oprindelige latinske alfabet. Et andet tidligt møde med det arabiske alfabet havde jeg i øvrigt på en gammel tyrkisk kirkegård på den græske ø Chios, hvor teksten på gravstenene var skrevet med arabiske tegn. Selv om tyrkisk via islam er påvirket af arabisk er det dog et helt andet sprog (det tilhører til den altaiske sproggruppe). Indtil Kemal Atatürks reform i 1928 blev det imidlertid skrevet med arabiske bogstaver. Vi må altså endelig huske på, at sprog og alfabeter er to forskellige ting.

Thursday 15 December 2011

Vilde barbarer og vandaler

Barbar og vandal er gledet ind i vort sprog uden at vi i dag tænker over, hvor ordene er kommet fra.

På oldgræsk var en barbar (barbaros βάρβαρος ) det modsatte af en (græsk) borger. Alle der ikke var grækere var altså ”barbarer”. Oprindeligt brugtes det nok om den uforståelige eller gebrækkelige måde fremmede talte på. Verbet βαρβαρίζειν (barbarízein) var således på oldgræsk en efterligning af de mærkelige sproglige lyde, som ikke-grækere kom med, eller de grammatiske fejl de lavede på græsk. Hvis vi nu oversætter det til nudansk, bliver det vel noget i retning af: ”de der udlændige siger bare brrr brrr - og jeg forstår ikke et pluk”.

I parentes bemærket gled ordet barbar fra græsk over i arabisk, hvor vi i dag kender det som ”berber”. Berbere nedstammer fra et af de europide folkeslag der boede i Nordafrika indtil arabernes indvandring i 700-tallet.

Værre er det med vandaler, for det er naturligvis vendelboer. A'erne er med tiden blevet til e'er – vandal → vendel. Det må da være helt klart? Eller måske kun det ene a? – vandal → vandel, fordi vendelboer har en fin vandelsattest? Det punkt må jeg vist hellere vende tilbage til senere!

Vandaler var faktisk et folk. Vandalerne var en sandsynlivis ret fredelig germansk stamme, bestående af bønder, som østfra blev presset til at udvandre mod vest. Ordet "vandal" er beslægtet med verbet "at vandre". Det var altså et folk, der kom vandrende østfra. Det tog dem omkring 300 år at ”vandre” fra det centrale Polen ind i Bøhmen, og til sidst til Romerriget som flygtninge. Jeg tror det først var langt senere de blev beskyldt for vandalisme. De skulle efter sigende være gået fuldstændig bersærk og have ødelagt alt muligt i Rom i 455. I hvert fald blev de af en engelsk digter i 1694 (altså mere end tusinde år senere) beskrevet som noget så grusomme, og i 1794 blev ødelæggelsen af kunstværker i efterslæbet af den franske revolution beskrevet som ”vandalisme” af en fransk biskop. Lige siden er ordet vandalisme så blevet hængende som udtryk for, æh, vandalisme.

Og så fik jeg vist lige nævnt det med at gå bersærk eller bersærkergang. Det er i det mindste et nordisk udtryk (fra oldnordisk berserkr), kendt fra den (vest)nordiske eller såkaldt ”norrøne” litteratur. ”Norrøn litteratur” er vestnordisk litteratur og kultur fra vikingetiden og middelalderen, hovedsagelig overleveret i håndskrifter, medens ”norrøne sprog” er de (indbyrdes lidt forskellige) nordiske sprog som blev talt og skrevet på Island og i Norge i perioden ca. 800-1300, og som for eksempel sagaer, edda- og skjaldekvad er affattet på oldnordisk. Ordet bersærk betyder egentlig bjørnedragt. Bersærkergang er kendt fra vikingetiden og stammer fra Bersærkerne, der var navnet på specielt voldsomme vikinger klædt i bjørneskind.

Hvorom alting er, så var barbarer og vandaler nok ret fredelige og ikke særlig vilde, når det kommer til stykket, men når nordboerne gik amok eller bersærk, så gik det for alvor vildt til. Er du da helt vild!

Saturday 10 December 2011

Sådan ligger landet

”Da jeg var soldat lå jeg ved det jyske trænregiment”. Er det ikke noget mærkeligt at sige? Er soldater måske så dovne, at de hele tiden ligger ned? Vi lå måske nok i en muddergrøft nu og da – undskyld, nej, nu husker jeg, at den kære sergent kaldte det ”i flyverskjul” - men absolut ikke i overdreven lang tid i vores senge. Og det med at træne var også helt galt. Ja vi trænede måske nok, men det der træn i trænregiment havde altså noget med transport at gøre. Et trænregiment er et regiment, der forestår transport af en hærafdelings skydevåben, materiel og øvrige udrustning samt vedligeholdelse heraf. Det med transport omfattede i parentes bemærket også ambulancer, men ambulancer taler man altså bare ikke om, når man snakker om hæren. Hvad skulle man dog kunne få brug for ambulancer til? Ja, jeg spørger altså!

Skæg (ikke mit, men ham fra Rasmus Klump) lå et helt andet sted – han fortalte altid om "dengang vi la' nede i biscayen, vinden kulede op, og …”. Nej, de lå nok ikke helt stille. Og jeg kender en chauffør, der ligger og kører op og ned i hele Europa (tillader færdselspolitiet nu den slags slapsvanseri?). Der er altså noget helt tosset med det med ”at ligge”. Ligge skulle efter sigende have noget at gøre med det latinske ord lectus som betyder 'seng' – men hvis Moskva ligger i Rusland, er det nu en lidt stor seng! Og helt tosset er det da, når noget ligger i luften – i en himmelseng måske? For mig ligger al den slags altså ikke helt (sole)klart! Men ja, man ligger vel også som man reder? - og på det punkt ligger jeg nok på den lade side ;)

PS: I øvrigt kan lectus også betyde en elitesoldat, men det er en helt anden historie :D

Monday 5 December 2011

Jordbærfilosofi, kompetencefilosofi … eller lommefilosofi

Jeg tror godt vi kan lære lidt af nordmændenes sprogbrug. Nu er det jo længe siden jeg tog lærereksamen, jeg tror det var i 1964, og der er sket meget siden da. Dengang hørte vi ikke noget om ”kompetencefilosofi”, men i dag er kompetencefilosofi åbenbart noget der præger dele af den danske folkeskole og store dele af gymnasiet – javel ja! Og hvad er så kompetencefilosofi? Jo det er skam ”en fusion af nyliberalisme og kristisk humanisme” ifølge Poul Brejnrod, hvis jeg har forstået reklamerne for hans ”Grundbog i pædagogik” rigtigt. Så blev jeg så klog – eller uklog?

Lad os dog få det på dansk! - eller måske norsk, for der taler de om jordbærfilosofi. Det vil sige, at du skal sælge de bær, du har, uden at skele til hvad din nabo sælger. Det er hvad du kan, hvad du er dygtig til, der tæller her i livet. - eller på arbejdsmarkedet (Eller for at sige det på pædagogiknudansk: ”kompetence er vigtigst”). Det her drejer sig ikke om, hvad der måtte stå på dine fine eksamensbeviser, men om hvad du er i stand til, hvad du kan. Yes, we can.

Folkens, lad os stryge de fine ord, og vise hvad vi kan. Jeg vil gerne være jordbærfilosof, sådan på det jævne. - Joooooooh, du må da som end gerne kalde det lommefilosofi, hvis du sådan synes … altså hvis du ikke synes, at jeg har tilstrækkelig kompetence til at udtale mig.

Sunday 4 December 2011

Valdemar Sejr og ”kirken” i Tallinn

En af de første ting jeg så nærmere på, da jeg besøgte Tallinn, hovedstaden i Estland, var St. Olavs kirke eller som den hedder på estisk Oleviste kirik.
Nu kan det jo sådan set være sjovere at spekulere end at holde sig til kendsgerninger. Jeg spekulerede således på, om det at det estiske ord kirik, minder så meget om det danske ord kirke, måske var Valdemar Sejrs fortjeneste. Formålet med hans felttog, eller jeg skal måske sige korstog, mod Estland i 1219 var jo (blandt andet) at gøre balterne kristne. At domkirken i Tallinn endvidere kaldes Toomkirik kunne måske også tyde på en kraftig dansk indflydelse i denne retning.

Domkirken i Tallinn

Hvor domkirken nu ligger blev der formodentligt opført en kirke af træ allerede i 1219 straks efter at danskerne havde erobret stedet. I 1229 kom en gruppe danske dominikanermunke fra klosteret i Ribe for at bygge et kloster i Tallinn. De startede også arbejdet med at erstatte den eksisterende trækirke med den stenkirke, der står der i dag.

St. Olavs kirke er dog nok ældre, idet det formodes at den første version blev bygget allerede i det 12. århundrede. Den var sandsynligvis centrum for Tallinns skandinaviske miljø allerede før byen blev erobret af den danske konge i 1219. Kirken er viet til (den norske) Olav den hellige. Den tidligste skrevne henvisning til kirken er fra 1267. Kirken blev dog bygget kraftigt om i det 14. århundrede. Omkring år 1500 var bygningen det højeste den har været, nemlig 159 meter, en højde der nok blandt andet skyldes, at den blev anvendt som sømærke, da havnen på det tidspunkt var en meget vigtig international havneby. Fra 1549 til 1625, da spiret brændte ned efter et lynnedslag, var kirken faktisk verdens højeste bygning.

Men lad os nu se på ordet kirke. Selv om ”kirken den er et gammelt hus” (Grundtvig), så kan ordet jo i sagens natur ikke være så gammelt endda, i betragtning af kristendommens alder – de første rigtige kirker opstod vel først for højst 1800 år siden? Altså lang tid efter at de folk der taler de finsk-ugriske sprog etablerede sig i Finland og Estland.

Ordet kirke stammer som så mange andre kirkelige udtryk fra græsk, der var verdensprog for et par tusinde år siden. Kyriake oika (κυριακὴ οἰκία) betyder Herrens hus, og er nok oprindelsen til ordet kirke. Kyriakon forekommer dog også i ekklesia kyriake (ἐκκλησία κυριακή) Herrens forsamling. Det sidtsnævnte udtryk ”ekklesia kyriake” kommer til udtryk i de romanske sprogs ord for kirke, jævnfør fransk: eglise, spansk: iglesia og italiensk chiesa. Kyriakon er siden ca. år 300 blevet brugt som ord for kristne ”forsamlingshuse”. På alle germanske sprog hedder kirke noget lignende kirke. Jævnfør norsk: kirke, kjerke, svensk: kyrka, tysk: Kirche, nederlandsk: kerk, engelsk: church. Det gælder også de slaviske sprog, hvor kirke for eksempel på russisk hedder tjerkov (церковь).

For en ordens skyld skal jeg også nævne, at domkirke på finsk hedder tuomiokirkko. Selv om den nordiske kirke oprindelig blev organiseret som en forlængelse af den tyske, er der næppe tvivl om, at vi har lånt ordet kirke fra oldengelsk. Kristningen af norden, der begyndte i det 8. århundrede, var i store træk først afsluttet omkring år 1300. Man skulle måske tro, at Finland navnlig blev kristnet via Sverige, men mange grundlæggende kristne begreber på finsk har slavisk oprindelse, så kristningen af Finland er måske snarere sket østfra end vestfra.

Dermed har jeg så ikke opklaret, hvordan eller hvornår ordet kirke kom ind i det estiske sprog, men selv om jeg kun har gået rundt nogle få dage i den gamle del af Tallin, er jeg ikke i tvivl om, at såvel Danmark som ikke mindst Tyskland og Sverige i middelalderen havde en enorm og overherskende social, kulturel og religiøs indflydelse i det nordlige Estland. Det ligger i luften.

(Skrevet på Herrens dag i det Herrens år 2011 - pave Sylvester den Første bestemte nemlig i 300-tallet at søndagen skulle kalles “Herrens dag”)