Friday 30 November 2012

Tommelfingerregler


Hermed et par tommelfingerregler. På venstre hånd sidder tommelfingeren til højre. For dem der har lidt svært med forskellen mellem venstre og højre er der følgende tommelfingerregler:
Højre er den side af kroppen der er mod øst når man vender mod nord, denne pil peger mod højre: →
Venstre er den side af kroppen der er mod vest når man vender mod nord, denne pil peger i den modsatte retning af venstre: →
Det er ganske enkelt, der er ”ø” i både ”højre” og ”øst” og der er ”ve” i både ”venstre” og ”vest”.
Nord vender opad på de fleste landkort. Hvis du ikke kan læse navnene på kortet, er det enten fordi du har vendt kortet forkert med syd opad, eller fordi kortet er på kinesisk. Kinesisk er mange ting - på kantonesisk hedder tommelfinger: 大拇指 – på mandarin: 大拇指
Hvis du ikke kan høre forskellen, er det fordi disse to kinesiske sprog benytter sig af de samme skrifttegn. Hvis du ikke kan se nogen kinesiske tegn, skulle du måske overveje at købe en ny computer, der kan gengive kinesiske tegn, hvis du altså synes, at kinesiske tegn er relevante for dit velbefindende. Dette er en anden udmærket tommelfingerregel: Køb kun, hvad du har brug for. Mange redskaber findes i to udgaver, en for venstrehåndede, en anden for højrehåndede. Hvis du ikke ved om du er venstrehåndet eller højrehåndet kan du bruge den tommelfingerregel jeg nævnte som den første i dette indlæg, eller gå til din læge for at få det diagnosticeret, men det koster penge, og jeg ved ikke om din sygekasse vil betale for den slags undersøgelser. Det betyder i øvrigt i denne forbindelse intet om du er venstreorienteret eller højreorienteret eller hælder mere mod midten.

Hvis det skulle vise sig, at du er fummelfingret og har fem tommelfingre på hver hånd er det nok en god ide helt at undgå tommelfingerregler. Jeg håber dette har været dig til nyttig hjælp. Jeg vil så i mellemtiden trille tommelfingre.

Lux, Lucia, Lucifer eller Lussi


Man kan jo undre sig over hvad en katolsk, siciliansk helgen som Sankta Lucia gør i Sverige midt i december. Det er meget smukt, stemningsfuldt og romantisk at se en rad af lyshårede svenske piger gøre deres indtræden bærende på levende lys, men hvorfor?

Den svenske Lucialegende kan føres helt tilbage til 1200-tallet. Ved den tids kalender, den julianske kalender, var den 13. december årets korteste og mørkeste dag (vintersolhverv). Den var personificeret ved en vis Lussi. En eller anden dansker (som i absolut ikke bør regne med) har fundet det iøjnefaldende, at navnet minder om den onde selv, nemlig Lucifer. Men nu var Lucifer jo oprindeligt en romersk gud, søn af daggryet. Lucifer betyder lysbringeren. Lys hedder lux på latin. Og bringer solhvervet måske ikke netop lyset tilbage, ligesom Luciapigerne. Nå men altså tilbage til den svenske lussenat (Lussinatta). Denne nat kom den onde Lussi, eller Lussekællingen (Lussekäringen), ridende gennem luften med sit følge. I visse svenske egne var det dog en mandsperson, nemlig Lussegubben. En uhyggelig ting ved Lussi var, at hun/han kunne komme farende ned gennem skorstenen og røve børn, der havde været uartige. Enhver lighed med julemanden er naturligvis helt tilfældig. I øvrigt kunne Lussi også straffe de gårde, hvor man ikke havde truffet de rette juleforberedelser, så pas bare på.

I 1700-tallet var det i Vest-Sverige sådan, at man mens det endnu var buldrende mørkt ud på morgenen, vågnede op til dåd ved at Lucia - i skikkelse af gårdens unge pige - stod ved sengen med en bakke med mad og drikke. I 1800-tallet blev denne skik udvidet med at en ung hvidklædt pige med lys i håret - kom med godter og gaver i den tidlige morgen.

Det er vel ret beset udmærket, at heksen eller dæmonen Lussi er blevet erstattet af den hellige Lucia, for hvem tror nu længere på hekse og dæmoner. Helgener har dog den fordel, at de rigtigt har eksisteret. Og nyd så bare Luciasangene og synet af Luciapigerne.

PS: Og så er en lussekat ikke nogen (lusket) kat, men en særlig slags svenske boller (med safran), der serveres på (eller omkring) Luciadagen. I denne kolde måned kan de nydes med enten kaffe eller glögg. Gløgg hed oprindeligt ”glødet vin” (på svensk glödgat, men der var det nu i første omgang varm brændevin), altså opglødet eller opvarmet vin, lige som den tyske ”Glühwein”. Den varmer - velbekomme ;)

Wednesday 28 November 2012

Siden hen


Det siges, at jeg er lidt til en side. Min hustru påstår selv, at jeg er til den lade side. Jeg gider ikke at protestere - for hun har altid ret. Jeg ved bare ikke, hvor min lade side befinder sig henne. Jeg kan finde min venstre side og min højre side. Jeg har åbenbart også en forside og en bagside. Og der er også en yderside og en inderside. Hvis vi nu havde haft en bondegård havde der vel også været en stuehusside, en staldside og en ladeside. Men nu bor vi altså ikke på landet, her er der er kun til haven og til gaden, så hvad så?

Nuvel jeg lader mig ikke mærke med noget, men lader fem og syv være lige. Jeg har dog ladet mig fortælle, at det der ”lade” i ”ikke at ligge på den lade side” faktisk er det samme ord, som det engelske ”late”, og så er jeg jo ikke sen til at lade tiøren falde, sådan billedlig talt altså, for det er år og dag siden jeg har set en tiøre. Den med at ”skibet er ladet med” tiører kan i godt glemme.

”Late” betyder ”sen”, og det må man lade. ”Lad” betyder ”uforetagsom”. Der er dem der er så uforskammede at kalde den slags for ”doven”. Hvad er der dog galt ved lige så stille at lade hvilen falde på sig. Sådan lader man op til ny dåd. Se nu bare min mobiltelefon. Den ligger for øjeblikket på den lade side - med en lader i næbbet.

Båder det til noget?

Advent betyder komme, men alligevel synes jeg, at jeg i adventstiden måske tænker mere på, hvad der er gået end hvad der skal komme. Det skyldes vel til dels, de år jeg har på bagen, men også at julesange og julesalmer rusker op i gamle ord og vendinger. Således også disse par linjer:

”Du, som skænker os den skønne fest,
hvad der båder os, det ved du bedst.”

Det har ikke noget at gøre med båden der skal sejle i nat. I denne forbindelse er ”både” et gammeldags udtryk, der betyder ”gavne” eller eventuelt ”nytte”. Det drejer sig om, hvad der gavner os. Det er lidt i familie med ”batte”. Vi vil gerne have noget der batter, eller måske for at blive i det jyske, noget der kan betale sig, for sådan er vi vel lidt kapitalistiske.

Ikke fordi det har noget som helst med sagen at gøre, eller dog lidt med at føle sig godt tilpas. På svensk spørger man ofte ”hur mår du?”. Det betyder sådan cirka ”hvordan har du det?” eller ”hvordan går det (med dig)?” Her får du lige nogle passende svar. ”Bra!”, ”Skapligt!”, ”Så där!”, ”Det kunde vara bättre!”, ”Inte så bra, tyvärr!” - Sa er du vist klædt på til de fleste situationer.

”Hvordan går det?” hedder altså på svensk ganske enkelt ”Hur mås det?”, men det synes en dansker mås-ke lyder lidt grinagtigt.

Det minder mig så om dengang vi havde en mår på loftet, men det er så atter fortid. Lad os også skue fremad. Må det gå dig vel!

Friday 23 November 2012

Humlebier


Er der nogen der ved, hvor humlen ligger begravet? Det er ikke så let at se på en dag som denne, hvor solen ikke summer over engen, og ingen bier vil fylde deres kurv. Jeg tror at det lige netop er der, at humlen trykker. Det er årstiden der gør det. Det er et hundevejr, og al humlen er for længst kørt til bryggeriet, så vi må vente på næste års høst, før der atter kan komme gang i humleriet. Så kan vi i mellemtiden smide sko efter katten og hunden ud med badevandet, for badevandstemperaturen er for længst faldet til under det antal grader, der er behageligt. Nej, vi nærmer os den tid, hvor vi skal fjerne køerne fra vejene og sætte dem ud på isen, i stedet for at træde vande og svømme hen.

Wednesday 21 November 2012

Retroaktivitet


Man skal ikke tage sorgerne på forskud. Det er der gode grunde til, for alt hvad vi virkelig ved helt sikkert hører fortiden til. Jeg finder her på internettet ikke en eneste sætning, der er skrevet engang inde i fremtiden. Det kan derfor undre, at det modsatte af forskud ikke er bagskud. Ikke sådan at forstå, at der ikke er noget der hedder bagskud, for det er der skam. Bagskud er et udtryk som jægerne bruger, når de skyder efter dyr eller fugle, der løber eller flyver væk fra dem. Dyr eller fugle som de om jeg så ma sige skyder i ryggen. Således er der også sideskud, ikke blot fra jægernes side, men også på planter. Jægere er skam ikke de eneste der skyder, synger vi måske ikke snart ”en rose så jeg skyde”.

Nå men altså tilbage til det modsatte af forskud. Jeg tror nok det egentlig må være retroaktivt. Retroaktiv er ifølge ordbogen noget ”som virker eller har gyldighed tilbage i tiden”. Nu er ordene ”retroaktiv” og i særdeleshed ”retroaktivitet” næppe meget brugt på dansk. De føles som fremmedord. Retro kommer fra latin og betyder ”tilbage”. Man taler i stedet gerne om ”tilbagevirkende kraft”. Heldigvis finder man i mange lande tilbagevirkende regler for uacceptable. Man har jo ikke en chance for at reagere på den slags på forskud, vel.

For en sikkerheds skyld vil jeg hermed gerne retroaktivt undlade at tage sorgerne på fremskud, undskyld jeg mener aktivt forskud. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil være retrospektiv, bortset måske fra i trafikken, hvor et tilbageblik altid kan være på sin plads.

Tuesday 20 November 2012

S


I dag er jeg i mit R. Jeg tager det i alfabetisk orden, Det vil sige, at jeg i morgen rigtigt er i mit S. Det glæder jeg mig til. Det er altid rart at have nogle esser oppe i ærmet til senere brug. Vidste du i øvrigt at sådant et kortspils-es har fået navn efter en romersk kobbermønt, der på latin hed as og var meget værd. Det er derfor et es hedder ”ace” på engelsk og ”Ass” på tysk. Husk ikke at bytte om på de to ting. Det er meget uhøfligt. Det er nærmest giftigt som arse-nik. (Mere kan jeg ikke sige, for ”Ordet "ass…" blev udelukket fra søgningen, fordi Google Beskyttet søgning er aktiveret”). Der er heldigvis også musikalske esser. Når man sætter et b for e får man (vist nok) et es (helt uden at snyde).

En esse har derimod ikke noget med et es at gøre, selv om man nu og da må smede mens jernet er varmt. På tysk har de et nyttigt udtryk, der hedder ”essen gehen” eller ”Essengehen”. Det har ikke noget med kortspil at gøre, og heller ikke med at gå til Essen. Frit oversat vil det helt enkelt sige ”gå til fadet”. Så siger jeg ”værs'go å spis”. Eller som de vist nok også siger på tysk, ”komt essen” eller er det nu ”komtessen”. Velbekomme ;)

Thursday 15 November 2012

Boheme


Da jeg i sin tid besøgte Tjekkoslovakiet (det må have været i begyndelsen af halvfemserne) kunne jeg ikke finde rundt i deres indviklede historie. Nu hvor jeg så er i Tjekkiet kan jeg slet ikke finde ud af deres historie. Her i Prag havde de en berømt hersker, som hed Karl den Fjerde (af Luxemburg). Den næste i rækken var så nok Karl den Femte og Habsburger. Nu ligger det bare sådan, at jeg har på fornemmelsen, at man visse steder kalder Prags Karl den Fjerde for Karl den Første, og dermed vist nok også ham den habsburgske Karl den Femte for Karl den Anden - det vil sige i Spanien vist nok Karl den Første. Selv om han var habsburger var han født i Gent i Belgien, men det kommer strengt taget ikke Karl den Fjerde af Luxemburg ved. Nej her er det at jeg står af, selv om jeg har en fed bog stående derhjemme om Habsburgerne, og for en gangs skyld foretrækker en hamburger – nej den spiser jeg i mig igen, for man skal nu heller ikke overdrive.

Lad mig hellere holde mig til det sproglige og til dels geografiske. Området omkring Prag var befolket allerede for 6000 år siden. På et tidspunkt boede der her en keltisk stamme, som vist nok på dansk kaldes boierne eller bojerne. De blev jaget væk af germanske stammer, som gav området navn efter denne stamme – eller skal jeg måske give denne ære til Romerne. Da Romerne begyndte at udforske deres omverden kaldte de det i hvert fald for Boiohaemum (bojernes eller bøhmernes hjem). På moderne tysk er det blevet til Böhmen. I det femte eller sjette århundrede begyndte slaviske folk at vælte ind i området, og de kaldte det så Čechy, der på dansk er blevet til Tjekkiet. Nu omfatter det moderne Tjekkiet faktisk både Bøhmen (Čechy) og Mæhren (Morava) plus en del af det gamle Schlesien (Slezsko), men det skal jeg nok vende tilbage til ved en anden lejlighed. Da jeg samlede på frimærker havde jeg i øvrigt nogle tyske frimærker fra degamle tyske rigslandeBöhmen und Mähren” fra perioden 1939-1945.


Udtrykket boheme blev oprindeligt anvendt i Frankrig om vagabonderende sigøjnere - undskyld roma - fordi man troede at de kom fra Bøhmen. Det har Puccini så fået en dejlig opera ud af – La Bohème. De spiller den meget passende i Prags opera her i aften, men jeg var atter blevet for træt af at træde til at træde derhen. Til at skrive kan jeg da i det mindste sidde ned ;)

Tuesday 13 November 2012

Hvor kan man være DŮM?

De sidste par dage her i Prag er jeg flere gange stødt på ordet dům eller DŮM. Nu har det ganske givet ikke noget med dum at gøre, men hvad det i øvrigt betyder, aner jeg på nuværende tidspunkt ikke. Hvad jeg dog har hæftet mig ved er det der bolle-ů, eller hvad sådant et bogstav nu måtte hedde. Nu har jeg i mit lange liv konstateret, at jo mindre en bestemt kategori af mine medmennesker ved om et bestemt emne, jo mere kategorisk udtaler de sig om netop dette emne – som om de simpelt hen ved alt om det. Jeg føler mig på denne baggrund derfor den helt rette til at udtale mig om tjekkisk, som netop er et af de slaviske sprog, som jeg ved allermindst om.

På tjekkisk ligger trykket altid på første stavelse. Det lyder ganske enkelt, men se nu blot på et par stednavne. Her igennem Prag løber der en flod, som de kalder Vltava – trykket ligger altså på Vl, for dem der så kan udtale det. Og så er der Plzeň, hvorfra vi har fået vores pilsner, eller Brno, hovedstaden i Morava (Mähren). Prøv blot at lægge trykket på Pl og Br, som er de første stavelser – jeg finder det slet ikke så let.

Det er dog altid noget positivt, at tjekkerne ikke, som de gør på en række andre slaviske sprog, bruger et kyrillisk alfabet, men det latinske alfabet, som de fleste af mine læsere nok er mere fortrolige med. Lige som på dansk (med æ, ø og å) har man måttet udvide alfabetet lidt, blandt andet altså med bolle-ůet. Bortset fra de skandinaviske sprog (med vores å) kender jeg personligt ikke andre sprog, hvor de bruger sådan en bolle over vokaler. Anderledes forholder det sig med det der hak over n'et i Plzeň. Jeg kunne forestille mig, at det kaldes en haatjek, nu vi er ved det tjekkiske. Det har fundet sin genklang i en række andre - blandt andet slaviske - sprog, hvor man benytter sig af det latinske alfabet. På tjekkisk kaldes sådan en fidus en háček, der vist nok betyder en lille hage (eller er det nu et lille hak?), der er jo en lille hage ved så mange ting, så hvorfor ikke. På engelsk kaldes den en ”caron”. Gad nok vide, hvad sådan en fidus kaldes på dansk?

Jeg har hermed opfundet et par nye ord til fri afbenyttelse, nemlig haatjek og bolle-ů, som for øvrigt er et langt u. Uuuuh.

r jeg kommer hjem skal jeg inok prøve at sætte tjekkisk lidt på plads, både med hensyn til dets stilling sammenlignet med andre slaviske sprog og med hensyn til de sprog, der i øvrigt tales i Tjekkiet. Det kræver lidt kortmateriale, som skal behandles på min hjemlige Mac.

PS: En nærmere undersøgelse viser, at dům vist nok betyder hus eller hjem (forhåbentligt er man ikke i mellemtiden gået fra det), så blev jeg så klog.

Mere PS: Ordet dům er beslægtet med det græske ord δόμος (dómos) og det latinske ord domus som begge betyder hus.

Sunday 11 November 2012

Våbenstilstandsdag


Den 11. november 1918 kl. 11.00 sluttede Tyskland og de Allierede (mod Tyskland) i en jernbanevogn i Compiègne-skoven i Frankrig våbenstilstand. (11.11.11). Dermed var 1. Verdenskrig slut. Denne dag fejres stadig i mange lande som en mindedag, dog ikke i Tyskland, hvor man ikke synes, at der er noget at fejre. Det er officiel fridag i Frankrig og Belgien. I mange dele af verden holdes der to minutters stilhed klokken 11.00 – et minut for de omkring 20 milloner faldne og et minuts stilhed for de efterladte kvinder, børn og familiemedlemmer, som indirekte var ramt af de fire års konflikt 1914-1918.

Danmark var neutral i 1. verdenskrig, men lad os ikke glemme de mange sønderjyder, som var blevet indkaldt til den tyske hær på grund af Sønderjyllands placering i det tyske rige på dette tidspunkt. Man mener at op mod 4.000 dansksindede sønderjyder mistede livet på tysk side.

Friday 9 November 2012

Gotisk eller barbarisk

Jeg har fundet noget nyt gammelt at snuse i, nemlig ”Dansk Etymologisk Ordbog” ved Jessen fra 1893 – sat on-line under Projekt Runeberg. Det er en gammel historie, og den er trykt med ”krøllede bogstaver”, med gotisk skrift altså. Nu var goternes første skrift ikke gotisk men runer. En af de ældste runeindskrifter blev fundet i Pietroasa i nærheden af Bukarest indridset i en guldhalsring. Den gotiske indskrift så omtrent således ud:
og lyder ”GUTANI O WI HAILAG” ”Goternes arv (/klenodie) viet (og) hellig”. Senere opfandt goteren Wulfila faktisk et særligt alfabet i det 4. århundrede efter Kristus til brug for sin (håndskrevne) gotiske bibel på baggrund af det græske alfabet, men med enkelte tegn fra runealfabetet og det latinske alfabet. Men måske er det her på sin plads med en meget superkort omtale af goterne og gotisk.


Dette er blot en af teorierne om goternes vandring. Jævnfør farverne på kortet. Goterne kom muligvis fra et område (grønt) omkring Gøta Elv, i Götaland (jævnfør også Gøteborg). De har måske også givet navn til øen Gotland (lyslilla). Omkring år 300-150 f.Kr. sejlede nogle af dem over Østersøen til et område (rødt) omkring mundingen af floden Wisla, et område der blev kaldt Hreidgotaland ("goternes rede"), hvor de gav navn til Gdansk (Gotiscandsa) og Gdynia (Gotynia). I den anden halvdel af det 2. århundrede drog en del af goterne mod sydøst (orange) i retning af Sortehavet. En vestlig gren (vestgoterne/visigoterne = "de gode goter") grundlagde i løbet af det 5. århundrede et delvist selvstændigt rige i det sydlige Gallien (mørklilla). Blandt de østlige gotere (østgoterne/ostrogoterne = "de strålende goter") var der en del, som boede på halvøen Krim (gul). Her skal der endnu omkring år 1800 have været folk, som talte et gotisk sprog ("Krimgotisk"). Der er i øvrigt dem der mener at navnet Katalonien (latin Gathia Launia) kommer fra Gothia (eller Gauthia), "goternes land": Gothia > Gothland > Gothlandia > Gothalania > Catalunia.

Goterne talte et uddødt germansk sprog. Det gotiske sprog nåede sin største udbredelse under den østgotiske konge Theodorik den Store (454-526).

I renæssancens Italien var ordet gotisk blevet et synonym for barbarisk. Det var altså oprindeligt nedsættende når de talte om den gotiske stil, der kendetegner kirkebyggeriet omkring 1150 til 1550. Gotikkens gennembrud fandt nemlig sted i Frankrig.

Den gotisk håndskrift blev særlig anvendt i kirkelige skrifter fra 13-1400-tallet. Denne skrifttype fik ligeledes navnet ”gotisk” klistret på sig, fordi renæssancens Italien fandt den barbarisk. Hverken den gotiske byggestil eller den gotiske skrift har således noget med goterne at gøre. Flavio Biondo troede faktisk, som han i 1531 skrev i sin ”Italia Illustrata”, at den gotiske håndskrift var opfundet af lombarderne efter deres invasion i Italien i det sjette århundrede. Efter bogtrykningens opfindelse i 1450'erne blev de første bøger trykt med gotisk trykskrift. Som almindeligste trykskrift i danske bøger forsvandt gotisk skrift gradvist fra omkring 1860 og frem til begyndelsen af 1900-tallet.

De venders og de goters er en anden historie. Før Margrethe blev dronning - altså indtil 1972, var kongens titel ”Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg”. De goters konge var en titel, som Valdemar 4. Atterdag antog i 1361 efter at have erobret Gotland.

Sunday 4 November 2012

Tørvetrillere


I min barndom i fyrrerne var man nødt til at fyre med tørv i kakkelovnen, hvis man ville holde varmen om vinteren. Det betød, at man i nabolagets omliggende moser, havde gang i en tørveproduktion overalt hvor det var muligt. Benzin var der heller ikke for meget af, så tørvene blev manuelt transporteret på en trillebør fra det sted, hvor man skar dem, til der hvor de blev tørret. Dette trillebørsarbejde blev udført af tørvetrillere. Nu har tilværelsen unægtelig ændret sig, så det vi i dag kalder en tørvetriller, nærmere bekendt som Hærvejens Tørvetriller, er en mørk ale, der benytter sig at tørverøget whiskymalt, hvilket giver den en behagelig, men også markant røget smag, hvilket er vigtigt nu hvor man ikke længere må ryge på beværtninger.

Nu vi er ved øl, minder det mig om to fynboer, der på en fortovsrestaurant forgæves forsøgte at få tjeneren til at bringe dem to øl, indtil den ene på klingende fynbomål med stumme d'er sagde til tjeneren ”du er en dø'bi'er”. Miraklet skete, tjeneren kom straks med to øl. Dette beviser efter min beskedne mening, at ”dødbider” er et fransk udtryk for ”to øl”

Træmænd har jeg truffet på Bali, hvor de sad midt i en landsby og skar de mest vidunderlige figurer ud i træ. Jeg har naturligvis et par eksemplarer stående i min stue. En mand der er skåret ud i træ kaldes så vidt jeg ved også en træmand.

Hvis nogen er ked af det, og hænger med hovedet, er vedkommende naturligvis et hængehoved.

Jeg vil derfor meget kraftigt understrege, at jeg hverken er et hængehoved, en træmand, en dødbider eller en tørvetriller … og hermed basta. Så er det sagt!

Strøelse eller førne

Når jeg ser ud over min græsplæne, ser jeg på denne årstid snarere et lag af nedfaldne blade end det grønne græs. Jeg må se at få dem revet sammen og smidt i kompostkassen. Ude i naturen får de lov at ligge sammen med andre rester fra døde dyr og planter indtil småkravl og mikroorganismer får dem findelt, nedbrudt, forrådnet og omdannet til frugtbar muld.


Og hvad kalder vi så alt det organiske materiale, som ligger oven på jorden, men som endnu ikke er nedbrudt. Materiale som mere eller mindre stadig kan genkendes som blade, bark, blomster, frø, træstammer, papir, dieselolie, fjer, hår, ekskrementer osv.

Det ligger jo som regel sådan bare strøet henover det hele, så vi kunne jo bare kalde det strøelse, sådan lige som det halm, savsmuld eller lignende, som man strør på gulvet under husdyr. Det har man gjort på tysk, hvor man kalder det ”Streu” og på nederlandsk, hvor man kalder det ”strooisel” eller ”strooisellaag”. Det er da enkelt, og dansk, men det gør vi bare ikke.

Nu læser de studerende vel ofte om den slags biologiske og økologiske ting på engelsk. Der hedder det litter. Det er i familie med det franske ord ”lit” der betyder seng. På fransk hedder ”litter” da også ”litière”. Med strøelsen redte man en seng for dyrene. I det nittende århundrede blev betydningen af det engelske ord ”litter” udvidet til også at betyde det der lag oven på jorden af visne blade og så videre. Men heller ikke fremmedordet ”litter” vandt indpas på dansk.

Det ord der nu bruges af gartnere, biologer og økologer er ”førne”. Det har vi lånt fra et svensk dialektord, nemlig ”förna”, der oprindeligt betød sådant noget som ”vissent græs fra sidste år”. Man kan da i hvert fald genkende ordet ”før”. Det er således et af vores få nyere låneord fra svensk.

I retskrivningsordbogen står der ”førn” uden endelsen ”-e”, men da det er brugerne der bestemmer, forventer jeg absolut, at der i næste udgave af retskrivningsordbogen kommer til at stå ”førne”, for sådan skriver fagfolkene, og derefter haver vi os at rette.

Og det var så nogle strøtanker om den førne jeg på denne årstid går og vader i på mark og i skov – og på min græsplæne. Hvis jeg havde kunnet stemme for noget, havde jeg stemt for ”strøelse” - det er dansk og forståeligt.

Saturday 3 November 2012

Tåfis


Romeo til Julie: ”Oh smukke Julie, dine øjne er som postbudets tæer.”
Julie: ”Hvad mener du med det kære Romeo?”
Romeo: ”Jo, de er store, sorte og ømme.”

Det sorte mellem tæerne skyldes sikkert fodsved. Fodsved kan som bekendt stinke lidt, nok fordi visse baktusser labber det i sig som var det slik. Som ung havde jeg så meget fodsved, at jeg gik til lægen med det. Han gav mig noget at smøre fødderne med. Jeg tror nok det indeholdt et eller andet klor- og/eller svovlprodukt. Det stank i hvert fald værre end fodsveden. Men det hjalp da på fodsveden. Nu til dags kan fodsved, eller navnlig stanken derfra, åbenbart fordrives med sokker, hvori der er indvævet nanosølv. Nanosølvet tager livet af baktusserne mellem tæerne, men er på den anden side meget skadeligt for miljøet, når de nedslidte sokker senere smides væk sammen med andet affald.

Nanosølv er faktisk bakteriedræbende. Det er desværre også årsag til resistens på hospitaler, så antibiotika bliver virkningsløst. Forskere frygter at det også, i det store omfang det bliver brugt i dag, kan være årsag til kræft og andre sygdomme og nedsætte forplantningsevnen. Ikke blot sokker, men også andet tøj, sko, kosmetik og sæbe sælges nemlig med nanosølv for at fjerne bakterier. Måske er det trods alt bedre at bruge nogle af de midler, som læger og apoteker anbefaler!

Fodsved kan man få, når man som et postbud stamper ihærdigt i pedalerne. Det er nok årsagen til at Nordmændene somme tider kalder det for ”pedalsyre”. De har også et andet slangudtryk for den slags, nemlig ”tåfis” (bah). Ak ja, nogle er meget sprogligt opfindsomme.

Friday 2 November 2012

Ske hvad der vil


Der er så mange slags skeer – barneske, teske, dessertske, suppeske, murerske. Det er dog ikke alt, der ender på -ske, der er skeer. En morderske er for eksempel ikke til at bide skeer med. Nej personer som syerske, husholderske, sygeplejerske, naboerske, svindlerske og løgnerske er hunkønsvæsener. Nu kunne man måske spørge sig selv om menneske er hunkønsformen af mænd, eller med andre ord at kun kvindemennesker er rigtige mennesker, men man, mænd, skal lade være med at stille den slags spørgsmål! I øvrigt er det jo heller ikke kun kvinder der er raske, friske, forbryderiske, balstyriske, fandenivoldske eller krigeriske – nej vel?

Fra aske via flaske til taske er det ganske vist. Vi tager skeen i den anden hånd, for vi skal ikke have det ind med skeer. Sproget skal vi passe på med. Sproget skal vi passe på.

Thursday 1 November 2012

Stik i spar


Nogle er kunder ved Spar købmanden, andre er kunder hos Spar Nord. Sådan er vi nu så forskellige. Det ene sted kan man købe, hvis man har penge. Det andet sted kan man låne penge, så man kan købe, og sådan får man samfundet til at køre rundt. Spar mig i øvrigt for købmandsvarer, der siger sparto til alt andet. Man kan nemlig spare sig fattig siges der. I gamle dage (før min tid) sagde man i øvrigt ”spader to” til ”spar to”. Ikke fordi kortfarven ♠ (spar) har noget med en spade at gøre. Som man kan se ligner den nok mere en spydspids eller sådan noget krigerisk noget. Ordet kommer fra det spanske ”espadas”, der oprindeligt betød daggerter eller sværd. Der kan nu engang være noget krigerisk ved at spille kort. Nu får de mest mærkelige ord mig gerne til at tænke på noget mere fredeligt, nemlig mad. Espadas minder mig om nogle lækre fisk, som vi fik på Madeira, helst serveret med ristede bananer, tak. Den fisk, der på portugisisk (i hvert fald på Madeira) kaldes ”espada” (eller fuldt ud ”(peixe) espada preto” - fisk, sværd, sort) lever på meget store dybder i Atlanterhavet - helt ned til 1600 meter og menes af uvisse årsager at komme op til omkring 600 meters dybde om natten, hvor den derfor er lettere at fange. Muligvis strækker dens leveområde sig fra dybderne 1700 helt op til 200 m. At kalde den for sværdfisk er efter min beskedne mening en stor misforståelse. Hverken i form eller smag eller artsmæssigt har den noget med den rigtige sværdfisk at gøre. Den er sort, meget lang og åleslank. I form minder den meget om en lanse. Nogle kalder den ”sort sabelfisk”, det er i det mindste bedre end sværdfisk, men stod det til mig burde den altså kaldes ”lansefisk”. Dens videnskabelige navn er i øvrigt Aphanopus carbo, og her får i lige en tegning.

Tegning af en portugisisk espada.

Fisken fanges med liner, og det kan tage op til en time at hive linen op fra den store dybde, men jeg synes personligt, at det er umagen værd. Det er en fisk der siger sparto til alle andre. Spar bare sammen til en rejse til Madeira. Velbekomme!

Nåh ja, og for fuldstændighedens skyld så kommer det videnskabelige navn Aphanopus fra græsk ”aphanes” (ἀφανής - gemt) + græsk ”pous” (πούς - fod) – det skyldes, at finnerne sidder sådan, at man ikke kan se nogen ”fødder” - fødderne (sidefinner) er ”gemt”. Carbo henviser til den kulsorte farve. Det man derimod på spansk kalder ”pez espada” er en rigtig sværdfisk (Xiphias gladius) – og den smager nu heller ikke så ringe endda.