Friday 31 August 2012

Roar's kilde eller Ro's kilde eller kilder det i maven?


”Får man Roskildesyge af at spise Roskilde landevej?” Spurgte en (vittig) person for nogle år siden i et eller andet forum på internettet. Det kan vel ikke udelukkes, for Roskilde landevej er en lang stor spegepølse. Nogle mener, at den kaldes sådan på grund af mange lyse fedtpletter, som minder om den brolægning, der var på Roskilde Landevej før en eller anden verdenskrig. Andre er mere fokuseret på den røde farve, der kunne minde om de mange blodige trafikulykker, der sker på Roskilde landevej (men betegnelsen er måske for gammel til at vi kan tro på den forklaring). Det kunne jo også være fordi der engang lå en spegepølsefabrik ved Roskilde landevej (før din tid). Hvorom alting er, så er Roskilde landevej en madvare, om det så er en (hel) spegepølse eller en rugbrødsmad belagt med spegepølse - og af fordærvede madvarer kan man vel blive madforgiftet, og så er vi ved Roskildesygen. En tredjedel af Roskildes indbyggere blev i vinteren 1935 ramt af let feber, svimmelhed, opkastning og diarré. Epidemien i Roskilde blev omtalt i Ugeskrift for Læger i januar 1936, og her brugtes navnet Roskildesyge for første gang.

Jeg tror måske snarere, at man kan få Roskildesyge ved at spise roskilderejer (eller hvor får man den virus fra?). Det vil jeg dog på ingen måde skyde roskildenserne i skoene. Fjordrejer er siden 1890'erne blevet kaldt Roskilderejer, selv om de ikke nødvendigvis kommer fra Roskilde Fjord, men lige så vel kan komme fra for eksempel Limfjorden. Nogle har dog påstået, at rejerne fra Roskilde Fjord – i det mindste i 1800-tallet - var lækrere og bedre end fjordrejer andre steder fra. Nuvel Roskilde landevej ligger vel heller ikke i Roskilde?

I Limfjorden lever der ud over roskilderejer i øvrigt også hesterejer, men de har ikke noget med fjordheste at gøre. Og sådan er der så meget. (Og nu ingen vittigheder med ”klistervatn”! Lim kommer her af limsten også kendt som kalksten - lim er en nu uddød betegnelse for 'kalk'. Det er altså Kalkfjorden – sådan er det bare).

Wednesday 29 August 2012

Spøg til side


Det sker, at jeg spøger. Det er altså ikke blot spøgelser, der spøger. Spøgelser er måske ikke til at spøge med, men alligevel er der nogen der spøger med spøgelser. Når en svensker siger ”ett spöke” er det ikke en spøg. Hovsa, jeg mener ikke, at svenskerne ikke mener, at det er spøjst, men at de med ”ett spöke” mener ”et spøgelse” og altså ikke mener ”en spøg”. Er det nu rimeligt klart?

Du har sikkert lært at et engelsk spøgelse hedder ”a ghost”, men det kan faktisk også hedde ”a spook”. Det minder mig om et mindre pænt engelsk udtryk. I 1940'erne kaldte man undertiden en sort person (for eksempel fra det sorte Afrika) for en ”spook”. Muligvis fordi det var svært at se den sorte hud i mørke.

Hvis man på tysk siger ”er spukt” betyder det ”han spytter”. Men hvis man siger ”es spukt” betyder det, at ”det spøger”. Ak ja, hvad ændring af et enkelt bogstav dog kan føre til! Det er det rene spøgeri. På tysk kan et genfærd ud over Gespenst eller Geist også undtagelsesvis kaldes Spuk, hvilket også betyder spøgeri – det gør Spukerei nu også. På middelnedertysk talte man blandt andet om en ”Spokenisse”. Det havdes ikke noget med en ”nisse” at gøre, men nu er der nu engang så mange tyske ord, der ender på -isse, for eksempel Ergebnisse (resultater) og altså også middelalderens spøgelser. Det er disse plattyske ”spokenisse” vi har fået vores spøgelser fra.

Hvem er rede til en spøg? - Vem är rädd för spöket?

Økonomi


I går skrev jeg om penge og antydede, at jeg da godt kunne skrive lidt om nogle græske ord, der har med penge at gøre. Så lad mig da her blandt andet skrive lidt om økonomi. Ordet økonomi kan spores tilbage til to græske ord, nemlig οἰκονόμος (oikonomos) og οἰκονομία (oikonomia). Fra oikonomos har vi fået vor økonom og økonoma. En oikonomos var en husholder, det vil sige én der forvaltede husets økonomi. Ordet er sammensat af ordene οἴκος (oikos = hus) og νέμω (nemo = fordele eller forvalte). Oἰκονομία eller oikonomia/økonomi betød altså oprindeligt noget i retning af husforvaltning/husholdningsforvaltning/husholdning.

På nygræsk hedder hus ikke længere oiko (οἰκο) men spiti (σπίτι). Jeg troede egentlig, at det var et forholdsvist nyt låneord fra italiensk, men det viser sig, at det allerede blev brugt på Byzantinsk græsk (også kaldet middelaldergræsk) i formen σπίτιν (spítin). På Koiné (hvad jeg her skal tillade mig at kalde bibelgræsk) hed det ὁσπίτιον (hospítion), hentet fra latin hospitium (“herberg”). Koiné (græsk κοινή) var den form for græsk, der blev talt og skrevet som verdenssprog i Middelhavsområdet og Mellemøsten i hellenistisk tid og kejsertiden (ca. 300 f.Kr. til 600 e.Kr.). Koine betyder fælles, det var altså en form for fælles dialekt. Det var et forenklet sprog og det sprog som Det Nye Testamente oprindeligt blev skrevet på. Paulus havde koine græsk som modersmål. På nygræsk hedder Det Europæiske Fællesskab: Η Ευρωπαϊκή Κοινότητα. Kinotita betyder fællesskab.

Til udsagnsordet nemo (forvalte) svarer navneordet nomos (regel, lov eller forvaltning). Det nuværende Grækenland er administrativt inddelt i en lang række lokalforvaltninger, som kaldes nomos, og som med en vis unøjagtighed kan sammenlignes med vores kommuner. Ordet nomos indgår også i ordet numismatik, og så er vi tilbage til vores mønter, for numismatik har noget med mønter at gøre, det er videnskaben eller læren om mønter og medaljer. Vi har fået det via latin fra græsk nomisma (νόμισμα 'mønt'), afledt af nomos 'lov', hvoraf man dannede udsagnsordet nomizo (νομίζω) at holde loven eller overholde reglerne. For at en mønt kunne være en mønt skulle de gældende regler overholdes, den skulle være ”lovmedholdig” eller ”lovformelig”.

Og der, hvor jordisk lov ikke kan ske fyldest, træder en guddommelig mekanisme i funktion. Man møder ens nemesis (Νέμεσις), det vil sige gudernes straf gennemført af gudinden Nemesis. Også her kan vi genkende ordet nemo (νέμω) eller den oldgræske infinitiv, nemlig νέμειν (nem(e)in), at rette sig efter reglerne, at forvalte som det sig hør og bør. (Infinitiv findes ikke på nygræsk).

Så hvis du møder dit nemesis, er det måske fordi du ikke har økonomien i orden.

Men det med nemo kan naturligvis også gå i fisk, en klovnfisk. Og hvorfor en klovnfisk nu kaldes ”nemo”, ja se det …

(OK da, nu du så pænt spørger. Det latinske ord ”nemo” betyder ”ingen” - ligner det mere, hvis vi tager det på engelsk ”no man” - nej mon? Jeg synes måske mere det ligner ”Næh mor, se der er en nemo!”)

Tuesday 28 August 2012

Møntet på penge


Pengesedler er en forholdsvis ny foreteelse. Vestens første papirpenge blev vist nok udstedt i 1690 i USA (baseret på garanteret ombytning til guld, såkaldt guld-standard), men papirpenge var dog allerede kendt i Kina for tusinde år siden. Derfør var penge lig med mønter. Det menes også, at kinesiske mønter var den første brug af mønter udført i bronze for handel omkring 1500 før vor tidsregning. Det er derfor ikke så mærkeligt at det engelske ord for penge, nemlig money, minder stærkt om ordet mønt, og at det franske ord for penge, nemlig argent, er betegnelsen på en af de metaller man ofte har brugt til fremstilling af mønter, nemlig sølv. Nutidens penge får sin værdi fra en regering, nationalbank, centralbank eller anden juridisk enhed, og ikke fra værdien af materialet de er lavet af. Så hvad med det danske ord ”penge”? Ordet penge var oprindeligt flertal af ”penning”, hvis oprindelse fortaber sig lidt tågen. Fra engang i middelalderen og frem til 1602 var penning en møntenhed i Danmark, og der fandtes da også en mønt med værdien 1 penning.

Jeg finder det morsomt, at man på nederlandsk kalder en (forenings)kasserer for ”penningmeester”, altså den person i foreningen, der er mester for eller styrer foreningens pengesager (som en norsk ”skattmester” eller svensk ”skattmästare”). Tidligere havde man nemlig også en nederlandsk mønt der kaldtes penning, og ordet går faktisk helt tilbage til oldsaksisk, og genfindes i den engelske mønt ”penny” og den tyske ”Pfennig” (den tyske Pfennig går helt tilbage til det niende århundrede. I middelalderen var den dog meget mere værd end i 2002 ved ombytningen til eurocent!), der forsvandt med indførelsen af euro. I andre gamle tyske lande som for eksempel Prøjsen og Bayern var der mønter med lignende, tilsvarende navne: Pfenning, Penning, Pending, Pfanding og Penny. Også i Sverige havde man (naturligvis) en ”pänning” eller ”penning”. Penningen var hovedmønten i det norske møntsystem fra 995 til 1387. Der var en finsk ”penni” (1860–2001), en polsk ”fenig” (1917–1918) og en ”fening” i Bosnien-Hercegovina (1998–idag). Som mønt var ordet altså åbenbart ret udbredt. Nogle forskere mener, at ordet kan stamme fra det latinske ord ”pannus”, det vil sige en lap stof, fordi man i nogle primitive samfund brugte stoflapper som betalingsmiddel. Den forklaring tør jeg ikke stå inde for, men det er da en spøjs redegørelse. Det er i denne forbindelse måske interessant at bemærke, at ordet ”pant” (som i pantsætte) muligvis også er beslægtet med latin pannus 'stykke tøj, lap'.

Nu er ungarnsk overhovedet ikke i familie med de germanske sprog, ja det er ikke engang et indoeuropæisk, og dog kaldes penge på ungarnsk ”pengö”. Dette ord har absolut ikke noget med vores ord for penge at gøre, men kommer fra pengeni, der er en lydefterligning efter det pling eller ping det siger, når man betaler med klingende mønt.

Og hvad så med mønt da? Mønt har vi fået via middelnedertysk (plattysk) Münte fra latin moneta 'mønt', oprindelig om møntværkstedet i Juno Monetas ('hun som giver gode råd' eller 'den der erindrer') tempel på Capitolium i Rom. Og her kunne jeg så køre videre til nogle beslægtede ord af græsk oprindelse, men det må vente til en anden god gang.

I mellemtiden kan jeg så tælle mine moneter.

Eller skal jeg måske alligevel, nu da jeg jo hedder Ole, komme med den der med ”Godnat Ole, (sluk lyset), pengene ligger i vinduet”. Udtrykket findes i flere versioner på forskellige sprog (dog navnlig tysk og svensk), og er kendt på dansk fra 1830'erne. Jeg har hørt og set mange forklaringer på udtrykket, og skal her nøjes med én af dem. I bordellernes tid var det muligvis skik at gæsten efterlod damens vederlag for ulejligheden i vindueskarmen. Der har været anvendt forskellige pigenavn som Mette, Lise og Anna i stedet for Ole. Brugen af et mandsnavn kunne måske gå på en ruffer, eller hvad sådan en nu kaldes, altså ham der i første omgang indkasserede pengene. Jeg tror dog næppe, at H.C. Andersen tænkte på bordeller da han i 1842 brugte udtrykket i eventyret ”Ole Lukøje”. Og så fik jeg da nævnt den Ole også ;-)

Sunday 26 August 2012

Fagre gamle Verden


En sarkofag er en stenkiste, der indeholder et lig. Er lig der ligger i sarkofager så faglig? Og er selve stenkisten et geofag, for sten har da noget med geologi at gøre. Sarkofag var nemlig oprindeligt betegnelsen på den sten, som sarkofagen var lavet af. Sarkofag kommer fra græsk sarkophagos 'kødædende', ikke fordi kisten indeholdt lig, men fordi den stenart der anvendtes til kisten hurtigt opløste kødet, så der kun blev skelettet tilbage. (Nuvel, jeg må vel hellere tilstå, at det måske er en myte, at sarkofager oprindeligt var lavet af en speciel slags kalksten, som kunne opløse kroppen på 40 dage.) Det græske ord sarx (σάρξ) betyder "kød", og phagein (φαγεῖν) ”at spise”. Fag i den betydning findes i flere fremmedord, navnlig inden for fysiologi (et biofag), som for eksempel ordene bakteriofag virus som angriber og eventuelt overfører nukleinsyre til bakterier; mikrofag – celle i blodet der kan optage og uskadeliggøre bakterier og andre fremmedlegemer der trænger ind i en organisme – altså celle der spiser mikroorganismer; makrofag - celle der kan optage og fjerne dødt eller beskadiget væv i en organisme, og som sidder i kroppens forskellige væv - altså celle, der spiser større ting end mikroorganismer. (Der er åbenbart tale om forskellige fagorganisationer).

På nygræsk hedder kødædende i øvrigt stadig sarkofagos, således hedder kødædende planter for eksempel σαρκοφάγα φυτά (sarkofaga fita). Fita, fyta, fyton eller phytos kender vi blandt andet fra fytoplankton. Det vil sige planteplankton – små alger, der lever i de øverste vandlag.

Fagot er et musikinstrument, der spiser … øh … noder. Nej, bortset fra at det kommer fra italiensk fagotto (ikke at forveksle med faggotto, for det er en helt anden historie!), er oprindelsen mig bekendt ukendt.

Jo, sproget smiler skam fagert.

Saturday 25 August 2012

Satan


Ifølge Dan Browns bog Bernini-mysteriet kommer ordet satan fra det arabiske ord shaitan, der betyder modstander. Den katolske kirke skulle ifølge hovedpersonen i denne bog have valgt et arabisk ord, som udtryk for foragt, for kirken foragtede det arabiske sprog. Nu er Dan Browns bøger jo en passende blanding af fup og fakta, så lad mig kigge lidt nærmere på ordet.

Ordet satan er nævnt mange gange i min (digitale) udgave af det gamle testamente, men det er naturligvis blot en oversættelse, så det siger i sig selv ikke noget om ordets alder eller oprindelse.

Gyldendals etymologiske ordbog bliver man ikke klogere af med hensyn til ”satan”, den henviser til djævel og andre synonymer.

Så må jeg jo ty til andre kilder. Der er nok ingen tvivl om, at vi har fået ordet fra (kirke)latin, satan. Latin har hentet det fra hebraisk (שָׂטָן Śāṭān), satan, der betyder modstander eller fjende, afledt af et udsagnsord satan, der betyder at gøre modstand eller forfølge/beskylde. Den onde satan som det godes modstander.

I den ældste græske oversættelse (den såkaldte Septuaginta) af det hebraiske Gamle Testamente blev satan i øvrigt mange steder oversat til diabolos (διάβολος), hvoraf vi har fået ordet djævel. Ordet septuaginta er latin for "halvfjerds", og oversættelsen har fået sit navn, fordi det ifølge legenden var 72 jødiske lærde, der stod for oversættelsen; 6 fra hver af de tolv jødiske stammer. Navnet blev af praktiske hensyn afrundet til blot "70". Den menes at være udført omkring 250-130 før vor tidsregning af diasporajøder i Egypten og kaldes derfor også den Alexandrinske Bibeloversættelse. Den første kristne menighed brugte Septuaginta som deres hellige skrift.

Shaitan omtales ganske rigtigt i koranen (på arabisk skrives shaitan således: شيطان), men man må nok formode, at vi i Europa og den kristne verden har hentet ordet fra den hebraiske udgave af det gamle testamente, og at personen i ”Bernini-mysteriet” kun fortæller den halve sandhed. Bogen er jo da trods alt blot ”fiktion”. Både arabisk og hebraisk er semitiske sprog, og det er derfor helt naturligt at det arabiske ord shaitan og det hebraiske ord satan ligner hinanden. Nu vi er ved semitiske sprog, er aramæisk i øvrigt et andet semitisk sprog fra Mellemøsten (selv har jeg truffet det i en 1500 år gammel kirke i det syriske Maalula – Verdens sidste aramæisk talende by? - hvor man stadig bad Fadervor på aramæisk). Det anses for givet at fadervor går tilbage til Jesus selv i en oprindelig aramæisk ordlyd. Jesus brugte sandsynligvis aramæisk i dagligtale (de fine folk i Israel foretrak dengang at tale græsk eller latin), som var datidens internationale sprog).

Friday 24 August 2012

Forstår du tegnsprog?


Man skal passe på med hvad man siger. Det gælder ikke mindst, når man taler fremmedsprog, hvor man ikke altid er helt klar over, hvad ordene betyder, og hvordan de bliver opfattet af andre. Sådan er det naturligvis også med tegnsprog. Jeg kan da for eksempel huske, at jeg engang var inde i et supermarked et eller andet sted i Kina for at købe en skjorte. Det havde både ekspeditricen og jeg meget fornøjelse af, for det kneb enormt meget med den gensidige forståelse, men det med at grine er ret internationalt. Når kinesere viser tal med fingrene, gør de det anderledes end vi, så selv den lille detalje var vanskelig – Se denne demonstration på YouTube: http://www.youtube.com/watch?v=dijFA3kqDaU (undskyld hvis du finder nogle af disse fingertegn anstødelige).

Jeg ønsker på ingen måde, at chokere nogen, kun at mane til forsigtighed, men ligesom ved tale- og skriftsprog er der i tegnsprog udtryk der er vulgære eller erotiske, så dem må man normalt prøve at undgå. Men ved man det nu? Således er tommelfingertegnet, tegnet med tommelfingeren vendt opad, efter hvad nogle mener, et (obskønt) virilitetstegn. (Se blandt andet den engelsksprogede side: http://bernd.wechner.info/Hitchhiking/Thumb/ ). Tommelen er her et fallossymbol. Man har, undskyld udtrykket, fået den ”op at stå” - i øvrigt et udtryk, som man i tale- og skriftsproget måske skulle være lidt forsigtig med. Og ja, hvis tommelen vender nedad, så hænger den med hovedet.

Lad under alle omstændigheder være med at bruge tommelfingertegnet i Mellemøsten. Navnlig i Iran er det nærmest værre en vores ”skråt-op-tegn” med langemand-fingeren. Tommelfingertegnet bør også undgås i dele af Vestafrika, Sydamerika og på Sardinien. Så er du advaret.

I øvrigt siges den stødende ”fuckfinger” at være historiens ældste fornærmelse, idet den har været brugt i over 2000 år. Således viste filosoffen Diogenes i det 4. århundrede før vor tidsregning i Athen, hvad han mente om taleren Demosthenes ved at stritte med sin langefinger, mens han samlede de tre andre fingre under sin tommelfinger. Her skal jeg undlade at ”vise fingeren”.

Da jeg var et ungt menneske kørte jeg nu og da ”på tommelfingeren”. Havde jeg vidst, hvad jeg egentlig gjorde, når jeg stod der og viftede med tommelfingeren, havde jeg sikkert skammet mig.

I det gamle Rom var det i øvrigt tegnet med tommelfingeren nedad, der betød OK – i hvertfald ifølge Plinius den Ældre engang i det første århundrede. Der foreligger en række misforståelser om tommelfingerens brug i Colosseum.

Hvad man dog siger! Prøv måske at sige det med blomster, og her mener jeg ikke sprogblomster, men de rigtige – og dog, også der kan man ramme forkert.




Thursday 23 August 2012

pH (stoph til ephtertanke)


På dansk udtales ph som f bortset fra i ophør, kamphane, kæphest og hyphest, som enkelte undtagelser der bekræfter reglen – vi kan da ikke have hyphest til at rime på byfest, vel. Mange af disse ph-ord er af græsk oprindelse, og skyldes at man af en eller anden mærkelig historisk grund omskriver det græske bogstav ϕ (phi eller fi) med ph selv om det altså (også på moderne græsk) udtales som f. Tænk, at der skal to danske bogstaver til at erstatte ét græsk bogstav. I vore dages sparetider burde man absolut ændre alle disse ph-er til f-er, det ville spare både tid, papir og kræfter, og ikke mindst gøre livet langt lettere for de stakkels skoleelever, hvoraf en del allerede i forvejen er plaget med staveproblemer.

Et interessant ord er phthalat (phthalater hedder på nygræsk φθαλικός εστέρας), et nyt kemisk ord fra midten af det nittende århundrede, hvem kan nu stave til det uden at ty til en ordbog, og jeg er ikke sikker på at jeg selv kan udtale det rigtigt (jeg har i øvrigt set, at mange staver det ftalat, som det dog ikke er særlig meget lettere at udtale). Jeg tror phthalater er noget der helst ikke må være for meget af i plastlegetøj, det er nemlig hormonforstyrrende stoffer, og fra efteråret (2012) bliver det heldigvis forbudt at anvende phthalater i produkter i Danmark. Her har vi både et græsk ph (phi - ϕ) og et græsk th (theta - θ). Men lad nu være med udtale en thybo som zybo. Og lad os nu absolut ikke gå den modsatte vej og skrive philur i stedet for filur, nej væk med alle de ph'er og th'er.

Bemærk i øvrigt at pH ikke udtales som ”ef” men som ”pehå”. pH er et udtryk for hvor sur man er.

Parentesen er hermed ophævet – undskyld ofævet ;-)

Wednesday 22 August 2012

Bagdele


Bagdele

Ja man undrer sig jo konstant over, hvorfor man skal tænke sig om for at erindre, at det modsatte af fordele er ulemper – et såkaldt antonym. Hvorfor kan man ikke bare kalde det efterdele, eller hvad mange faktisk ofte (halvt) spøgende siger, nemlig bagdele, men der er jo nu engang en hale ved at kalde en ulempe for en bagdel. Der må du rende mig i den nederste del af ryggen.

På nederlandsk kan man det der. En fordel hedder ”voordeel” og det modsatte er ”nadeel”. Så enkelt kan det gøres. Og os der ellers har lært så meget fra tysk! Også der har man Voorteile und Nachteile (nej, ikke Hinterteile!) – hvorfor kan vi så ikke?

På engelsk kan man klare sig ved at skubbe en forstavelse ind. Fordel = ”advantage” og ulempe = ”disadvantage”. Nu kunne vi jo prøve at gøre det samme med ulempe. Lad mig dog fare med lempe, for selv om vi nok har ordet ”lempe” betyder det jo ikke ”fordel”, så den løsning må jeg nok lade være med at forulempe jer med.

Sjovt nok kan vi gøre det ved favorabel (altså fordelagtig) hvor det modsatte er ufavorabel (det vil sige ufordelagtig). Ja ufavorabel kan vi godt kalde ufordelagtig, men ikke ulempelig. Kunne jeg have klaret mig med antonymerne ”gunstig” og ”ugunstig”. Hvis vi nu kaldte en fordel for en ”gunstighed” kunne vi så komme frem til en ”ugunstighed”? Her protesterer min stavekontrol, men min stavekontrolsordbog skal vel ikke bestemme alt hvad jeg skriver!

Nu er ulempe i øvrigt ikke det eneste antonym til fordel. Vi kan også tale om ”fordele og mangler” ved noget. Det modsatte af en mangel er altså åbenbart en fordel – og altså ikke en ”umangel” . Er det danske sprog måske somme tider lidt mangelfuldt? Nej, jeg har vist ikke rigtig styr på det der! Der er nok noget der mankerer. Det må på min mankoliste. Manko er åbenbart et fremmedord. En manko er noget der mangler. Manko kommer fra latin ”mancus”, der betyder mangelfuld eller defekt. Er perfekt et antonym for defekt? Er det en fordel at være perfekt og en ulempe at være defekt, og har det overhovedet nogen effekt. Nu må jeg måske hellere stoppe inden der kommer for meget latin ind i det her.

Hvorom alting er så har vi dog indirekte fået ordene synonym og antonym fra græsk. Antonym fra anti (αντι – imod) og nym fra onoma (oνoµα – navn) det vil sige noget med det modsatte navn (modsat betydning). Synonym fra syn (συν – sammen) og nym. Det vil altså sige noget med det samme navn (samme betydning). Og nu hvor vi er ved -nym, har vi da også andre (fremmed)ord, der ender på -nym som for eksempel toponym (stednavn) – græsk topos betyder sted. Pseudonym, akronym, eponym, homonym og patronym er enkelte andre.

Og så skulle jeg måske lige slutte af med en forfjerding og en bagfjerding, for se de befinder sig i det mindste i hver sin ende.

Brok


Havde Mallebrok overhovedet noget at brokke sig over? Blev han skudt fordi han brokkede sig?

Ifølge Wikipedia indgår Mallebrok i den danske oversættelse af den første linje i den franske soldatersang ”Malbrouck s'en va-t-en guerre” fra det 16. århundrede (og altså længe inden 1864!): ”Mallebrok i krigen drager”. Ligeledes optræder han i børnerimet Mallebrok er død i krigen.

Det har været diskuteret hvorvidt Malbrouck faktisk var hertugen af Marlborough (f.eks. i Lademanns leksikon og Gyldendals Leksikon). Sangen stammer efter al sandsynlighed fra en franskmand og er skrevet efter slaget ved Malplaquet i 1709. Senere dukker den i Frankrig op med titlen ”Marlbrough s'en va-t-en guerre”

Er det her i øvrigt den her version, som du kender:
”Mallebrok er død i krigen
 med hunsch og bunsch og bajersnaps
 Mallebrok er død i krigen i 1864”

Men hvad er så en brok? Jo, det er såmænd en grævling, omend det måske nok er en lidt gammeldags betegnelse. Jeg mener at huske, at det var det vi kaldte dem i gamle dage i Vendsyssel. Det kommer fra engelsk brock, oprindelig et keltisk ord. I din ordbog står der sikkert at en grævling hedder ”a badger”, men på oldengelsk hed det ”a brock”, og det havde noget at gøre med at den stank.

Så kan brok naturligvis også være en pinlig lidelse, hvor en del af tarmen er brudt gennem et svagt sted i bughulens væg. Det kommer fra middelnedertysk (plattysk) Bruch 'brud, revne, sprække', hvilket jo nærmest forklarer sig selv.

Ja og så er brok naturligvis det brokkeri, man kommer med, når man brokker sig. Brokke kommer fra tysk brocken, som er beslægtet med brække, og dermed altså også med sygdommen brok, men ikke med grævling. Brocken er i øvrigt også det tyske navn på Bloksbjerg i Harzen, der hvor heksene tager hen til Sankt Hans. Der er lidt forskellige meninger om hvorfor Bloksbjerg eller Harzen kom til at hedde Brocken. Måske fordi det er stærkt eroderet det vil sige nedbrudt eller brækket ned. En anden forklaring er, at massivet er brækket i to stykker "Kleiner Brocken" and "Großer Brocken". Det kunne blandt andet måske også komme af det nordtyske ord Bruch for mose eller vådområde, også kendt som Bruoch eller Brok. Samme plattyske bruch, som på nederlandsk er blevet til broek (udtales som bruk), menes i øvrigt at have ledt til den første stavelse i Bryssel/Brussel/Bruxelles – broek + … – da Bryssel opstod , hvor der i sin tid lå et vådområde, en sump, omkring floden Senne. Den ældste skriftlige overlevering er Bruocsella, hvori man genkender det gammelnederlandske ord bruoc ”sump” og sella "boplads”. Så her fik jeg altså igen brokket forskellige ting sammen ;)

Tuesday 21 August 2012

Himle op


Den 15. august er det (Jomfru) Mariæ Himmelfartsdag, en helligdag som fejres og er fridag i de katolske lande. Jeg må absolut advare mod at køre igennem Frankrig den 15. august, og da navnlig såfremt det er en fredag, som indledning til en lang weekend. Halvdelen af franskmændene holder ferie de første fjorten dage af august og den anden halvdel de sidste fjorten dage af august, så den 15. august er hele Frankrig på vej enten fra eller til deres feriested. Der er flere hundrede kilometer køer på vejene, og det er umuligt at finde et overnatningssted, hvis man ikke har reserveret i forvejen. En lang weekend gør det ikke bedre. Jeg skriver af bitter erfaring. Én gang var den ene gang for meget. (Vi var på vej mod Spanien, og i mangel af hotelværelse – alt var besat - måtte jeg hen mod morgenstunden sove i vejgrøften for at kunne køre videre i tilstrækkelig vågen og oplagt tilstand).

Men nu tilbage til himmelfarten. Jeg kender kun til tre personer, der skulle være steget direkte til himmels uden nogen omveje. Den meste kendte er Jesus, hvis himmelfart vi fejrer på Kristi Himmelfartsdag, 40 dage efter påske. Også profeten Elias for ifølge Biblens Gamle testamente direkte til himmels. (Anden Kongebog 2:11) Han blev hentet ved Jordanflodens bred i en ildvogn trukket af ildheste (Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en ildvogn og ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i stormvejret.”). En amerikaner ved navn Wallis Willis blev inspireret af floden Red River i Oklahoma, som på en eller anden mystisk måde mindede ham om Jordan floden, til at skrive den pragtfulde sang ”Swing Low, Sweet Chariot”. Den søde karet, der skulle bringe ham hjem er en henvisning til, hvad der skete med Elias.

Jomfru Marie har altid været meget tilbedt i den katolske kirke, og på et eller andet tidspunkt mente man da at hun i lighed med Elias og Jesus nok også fortjente at være blevet optaget den direkte vej til himlen. Det er der mig bekendt ikke noget belæg for i Biblen, men tanken er naturligvis al ære værd. Ave Maria. Ifølge en legende var alle apostlene samlet ved Jomfru Marias dødsleje, og da hun døde kom Jesus, sammen med mange engle ned til hende og tog hendes sjæl med til himlen, og tre dage senere tog han sammen med ærkeenglen Mikael hendes legeme med til paradis, hvor hun kronedes til himlens dronning. Som doktrin eller dogme stammer helligholdelsen muligvis fra 451. At denne himmelfart havde fundet sted accepteredes tidligere i lang tid af alle protestantiske kirker (også af Luther). Hvordan man er nået frem til at himmelfarten skete den 15. august, eller hvorfor den fejres hvert år den 15. august skal jeg lade være usagt.

NB: Dette indlæg lå klar til at slå op i god tid inden den 15. august 2012. På grund af tekniske problemer hos min internetudbyder har jeg imidlertid ikke haft adgang til internettet siden onsdag den 8. august, altså nu i 13 fulde dage. Jeg fatter ikke, at en udbyder ikke råder over de materielle og tekniske ressourcer til at klare ethvert problem i løbet af et døgn, så nu finder jeg, at jeg har al mulig grund til at himle op. Faktisk har jeg ikke nøjes med at himle, men i mellemtiden henvendt mig til en anden internetudbyder, som i dag har koblet mig op.

Wednesday 8 August 2012

Hvem skal nu betale?


Når man har vidst noget i 60 år tænker man ikke længere på at det er et mysterium. Det må vel være omkring 60 år siden, at jeg begyndte at lære tysk, og et af de første ord var sandsynligvis ”Geld”. Geld betyder penge, penge som man har. Og så er det vel et mysterium, at det danske ord ”gæld” er noget som man skylder væk.

Vi må tilbage til ondets rod, eller rettere sagt ordets rod. Her kommer jeg nok lidt på glatis, men lad mig da prøve. Det første skridt bagud er enkelt nok. Gæld kommer fra oldnordisk ”gjald”, der oprindeligt betød 'betaling'. Men hvor kom så denne betaling fra. Når de gamle goter for et par tusinde år siden holdt gilde skulle deltagerne yde et bidrag. Gildet bestod i et fælles offer (på oldsaksisk kunne ”geld” også betyde offer) med efterfølgende rituelt måltid, og bidraget kaldtes ”gild”. ”Gild” var altså betalingen eller ydelsen for at deltage i drikkelaget (eller det var det offer/den afgift man ydede). Gæld er i familie med gilde og gælde. Det er det der gælder som gengældelse for en ydelse. Mod syd er det på tysk og nederlandsk som Geld/geld blevet selve betalingsmidlet, nemlig penge. Det gælder for øvrigt også sproget allemannisk, hvor ”Gäld” også betyder penge.

På norsk (gjeld) og svensk (gäld) er gæld lige som på dansk noget (navnlig penge) man er skyldig.

I middelalderen var der en kongelig beskatning i England som blev kaldt ”geld” det var altså også noget (en afgift) man skulle betale, og det kom fra det oldengelsk ord ”gield”, der betød betaling eller bidrag.

Og så har jeg vel næsten afsløret, at ordet gilde formodentlig kommer fra det oldnordiske ”gildi” der betød sådan noget som festmåltid, drikkelag, betaling, afgift og broderskab, alt efter sammenhængen.

Når alt kommer til alt, gælder det altså åbenbart om, hvem der skab betale gildet - i værste fald kan det vel kræve gældsætning. Det minder mig så om et viseomkvæd ”wenn ich steh' an der Bar und ich habe kein Geld” fra den tyske version af ”Da de hængte Tom Dooley”.


PS: På islandsk og færøsk betyder ”gjalda” i øvrigt stadig ”betale”

Tuesday 7 August 2012

Hævemidler


En læser spørger: ”hvorfor hedder det at hæve penge?” Det ved jeg da ikke! Det er lidt af et mysterium. Lad mig lige se. Man sætter lidt leverpostej i køleskabet, og tager det ud igen, når man har brug for det. (Man sætter penge i banken, og tager dem ud igen). Man sætter køer på stalden, og trækker dem ud igen, når de skal på græs. (Man sætter penge i banken, og trækker dem ud igen – undgå venligst overtræk). Nuvel strengt taget udlåner man penge til banken, som altså indlåner dem. Nu til dags kan det nu ikke rigtig betale sig, nej sæt så hellere dine penge i snaps, så får du 40-45 %.

At hæve penge forekommer altså lidt ulogisk, men ord bruges nu som brugerne vil og betyder det som brugerne mener, at de betyder

Hvis man har penge på banken i Norge er det også muligt ”å heve penger”, selv om du også kan ”sette inn og ta ut penger” eller ”foreta innskudd og uttak”. Derudover kender jeg ingen andre sprog, hvor man ”hæver” penge, med mindre vi tæller det tyske udtryk med, som er ”geld abheben”. Det kan i øvrigt også bruges som navneord ”Geldabheben”. Det danske ord ”afhæve” afgik ved døden, inden det nåede at blive ophævet til nydansk, men i sin tid betød det ”borttage noget ved at hæve det”. Jeg kunne da gætte på, at vi i sin tid har lånt udtrykket at ”hæve penge” fra tysk, og så på et tidspunkt lånte det videre til Nordmændene. Men jeg gætter altså bare, så hvis nogen ved bedre, er ophævelser velkomne.

Sunday 5 August 2012

Sans for løse ender


De har da hverken det ene eller det andet der på Sjælland! Sengeløse, Benløse, Van(d)løse, Sær(k)løse, Tøs(e)lløse og så videre. Hvad er der dog løs?

Jeg er et par gange kørt igennem en by i Frankrig der hedder Senlis. Det udtales ligesom ”sans lits”, der betyder uden senge. Navnet har altid fået mig til at tænke på Sengeløse. I øvrigt er der faktisk en organisation i lighed med Læger Uden Grænser, der hedder Medicins Sans Lits, MSL, det vil sige Doctors Without Beds eller læger uden senge. Ordet sans kender dem der spiller bridge. Der er åbenbart en vis klasseforskel, for i whist melder man uden trumf, medens man i bridge melder sans. Egentlig hedder det fuldt ud ”sans atout”, hvilket betyder ”uden trumf”, ja fint skal det være. Skægt nok forkorter man det så, på dansk bridgesprog altså, til UT – det er lige til et svensk ”ut”. Men tilbage til Senlis, jeg ved faktisk ikke hvad dette bynavn oprindeligt står for, og der er mindst to byer i Frankrig, der hedder Senlis – jeg har set et par teorier, dog ingen der peger på sengeløse. Derimod ligger der et kendt lystslot i Potsdam, i nærheden af Berlin, der hedder Sanssouci (fra fransk sans souci), og som jeg i parentes bemærket også med fornøjelse har besøgt. Det betyder "uden bekymring" eller ”sorgløse”; eller skulle jeg måske heller sige: "sorgenfri"?

Men nu tilbage til Sengeløse, som er et godt eksempel på hvordan de lærde kan skifte mening, når der foreligger nye forskningsresultater. Ifølge min gamle Nudansk Ordbog fra 1957 skulle senge (i sengeløse) komme fra et olddansk indbyggernavn sæing, og løse muligvis græsgang eller ager i de stednavne der ender på -løse. Begge dele er man gået fra, og jeg skal her holde mig til Gyldendals åbne encyklopædi, ud fra en formodning om at den bygger på den allernyeste viden. Den opfatter nogle af disse stednavne som spottenavne; det gælder således Sengeløse (stedet 'uden seng'), og Særløse (stedet 'uden særk') med tidligste skriftlige overlevering fra 1100-1200-tallet. Nu ved jeg ikke om mine yngre læsere ved, hvad en særk var, men det kan måske beskrives som en slags underkjole af hørlærred. I de fleste stednavne kommer -løse derimod af et ord, der betød 'lysning, åben plads', sandsynligvis beslægtet med lys. Og det er jo en helt anden snak. Navne på -løse med betydningen lysning er atter ifølge Den Store Danske fra Gyldendal ”blandt de ældste bebyggelsesnavne i Danmark, idet mange må dateres til de første århundreder efter Kristi fødsel. Da der ikke er danske navne af denne type i Danelagen i England, må endelsen være blevet uproduktiv før vikingetiden”. Må jeg anbefale at læse videre om stednavne på -løse på
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sprog/Navne/Stednavnes_orddele/-l%C3%B8se

Friday 3 August 2012

Benet


Den der tager benene på nakken har nok ikke ben i næsen og i hvert fald ikke begge ben på jorden.

Hvis nogen derimod skulle stable en lang vandretur på benene, tror jeg nok, at jeg først ville gå til slagteren for at købe nogle gode ben, ellers får jeg næppe et ben til jorden. Måske skulle jeg hellere ro en tur, for det er der ingen ben i.

Og så ville jeg i øvrigt gerne vide om de serverer benløse fugle på Benløse Kro, for så vil jeg gerne spørge, om de kaldes sådan fordi de ingen ben har at gå på eller om de måske ikke indeholder nogen knogler. Ben har nemlig det med at betyde enten ben med tilhørende fødder eller ben i form af knogler. På engelsk har de to ord for den slags, nemlig ”leg” og ”bone”, og pudsigt nok er det jo bone der betyder knogle, selv om ben og bone har samme oprindelse. Men det er måske alligevel ikke så mærkeligt, for på dansk menes betydningen knogle at være den ældste, idet betydningen ”ganglem” først kendes fra det 14. århundrede, og det har i den betydning afløst ”fod”, der oprindeligt henviste til hele benet. Jeg ved ikke, hvor stoleben og bukseben tæller henne. Bukseben er da i hvert fald ikke benhårde.

PS: Benløse er i øvrigt en forstad til Ringsted

Wednesday 1 August 2012

Spiseri


Den ene siger, at man er HVAD man spiser. Den anden siger, at man ER NÅR man spiser. Jeg er måske mere interesseret i ”HVOR man kan spise”, når vi er ude på tur.

Man kan for eksempel gå på restaurant, så restaurerer eller genopretter man kroppens energibalance. Ordet har vi fået fra fransk. Jeg ved ikke om ordet bliver mere dansk ved at kalde det en restauration. I gamle dage gik man nok på kro. Det lyder mere folkeligt. Ordet kro har vi fået fra tysk.

Et cafeteria er en udmærket mulighed, selv om det nok kan forbavse, at man kan spise i et cafeteria, for egentlig betyder, det jo et kaffehus, et sted hvor der er kaffeudskænkning. Det forbavser måske nogen, at vi ikke har fået det fra italiensk, men faktisk er cafeterier blæst over fra Sydamerika, fra et af de sydamerikanske land, hvor man taler spansk, for det er et spansk ord. Tilsvarende kan man i Spanien gå ind på et cerveceria og få en øl. Øl hedder cerveza på spansk, så et spansk cerveceria er en ølstue.

Taverne derimod er italiensk oprindelse. Det italiensk taverna kommer fra latin taberna, der betyder 'bræddehytte', og det lyder vel hyggeligt nok - at spise i en bræddehytte.

Pizzeria må vel siges at være i familie med cafeteria. På dansk er ordet kendt fra 1968. Også det er fra italiensk (pizzeria), og er naturligvis et sted der er specialiseret i pizza.

Bodega var oprindeligt hverken spansk kaffestue eller ølstue, men derimod vinstue eller vinkælder, det vil sige "et rum hvor der ligger vintønder". Spanierne havde så deres 'forrådskælder' eller 'vinkælder' fra det græske apotheke (ἀποθήκη) 'forrådshus' (vel blandt andet som kornlager), det har altså pudsigt nok den samme oprindelse som vores apotek, men er vin ikke også en form for medicin? (Vi har i øvrigt fået en hel del -teker, fra det græske θήκη, som for eksempel bibliotek, hvor man opbevarer bøger, videotek, en samling af videofilm, kartotek, fototek, glyptotek og så videre).

Da vi besøgte Budapest, i Ungarn, slog det mig, at et ungarnsk ord for restaurant eller spisehus, nemlig 'étterem', minder lidt om det danske ord ”æderi” og det engelske ord ”eatery”, det vil sige spisested.

Det er uhyre sjældent jeg som turist får lejlighed til at spise i en kantine, men lad mig da bare tage ordet med. Det betød egentlig '(vin)kælder' i sin oprindelige italienske form ”cantina”. Abenbart har det med at drikke noget, for eksempel kaffe eller vin, ofte været vigtigere end maden. Det gælder i øvrigt også bistro, som vi har fra fransk bistro, det er måske afledt af bistraud, der betyder 'vinhandlersvend'

Udtrykket ”spisecafe” dukker også op her og der, det understreger vel så, at cafe er et sted hvor man normalt kun drikker noget, men her kan man aktså også spise.

En beværtning er normalt også et sted, hvor man kan blive beværtet med alkoholiske drikke, men det kan undtagelsesvis også omfatte mad. Et værtshus er vel stort set det samme. Beverding er det samme ord som beværtning, men stavemåden søger efter sigende at gengive islandske studenters udtale af ordet med hovedtryk på første stavelse.

Selv om en bar er et sted, hvor man absolut kun kommer for at drikker, så spiser man vel burgere i en burgerbar. I øvrigt er jeg ikke rigtig klar over om et burgertelt altid er et telt, det er under alle omstændigheder en oversættelse fra engelsk ”burger tent”.

Måske bør jeg oven på alt dette slutte med at gå i kloster. Spisesalen i et kloster kaldes et refektorium fra middelalderlatin refectorium, dannet af latin refectorius 'som fornyer', afledt af reficere 'forfriske'. Det er jo et lidt langt ord, så tyskerne forkorter det gerne til Refter.

Det lyder jo alt sammen meget opbyggende og forfriskende.

Har jeg gjort dig sulten (eller tørstig) ;)