Thursday 24 November 2011

Kig i køkkenet

Den middelalderlige hansestad Tallinn (Reval) i det nuværende Estland har bevaret mange af sine vagt- og kanontårne, jeg tror sådan ca. 26 af de oprindelige 40 tårne ved den gamle bymur. De har naturligvis alle fået mere eller mindre sindrige navne. Et af dem kaldes således ”Kiek in the Kök”, hvilket betyder ”kig i køkkenet”. Jeg viser jer lige et fotografi jeg tog da jeg besøgte byen i november 2011.


Fra de øverste etager i dette tårn kunne man kigge lige ned i naboernes eller eventuelle belejreres køkken og se, hvad de skulle have til middag, deraf navnet.

Tårnet blev opført i årene 1475-1483, altså i Hanseforbundets tid. Så tidligt som i 1577 blev det under en belejring omtalt som ”Kyck in de Kaeken”, senere blev der anvendt adskillige former af det samme navn så som ”Kik (Kyk) in de Kok”, ”Kiek in die Küche”, ”Pulffer-Thurm Giecken Köck”. In 1696 blev det nuværende navn ”Kiek in de Kök” også nævnt.

Navnet er helt klart ikke estisk, et sprog der meget ligner finsk. Det er i formen ”Kiek in de Kök” hvad sprogforskere kalder middelnedertysk, en form for nedertysk (i modsætning til højtysk), der blev talt i den nordlige del af Tyskland ca. 1200-1600. Vi kan i denne sammenhæng med god grund tale om hansesprog (Hansesprache), da det var det sprog man talte i hansestæder som Lübeck, Danzig (Gdansk i Polen) og altså også Reval (Tallinn i Estland). I Gdansk står der i øvrigt også et tårn som kaldes ”Kiek in de Kök”.

Endnu i dag afspejles den nedertyske indflydelse på ordforrådet i sprogene omkring Østersøen, i dansk for eksempel i ord for erhverv som isenkræmmer, buntmager, for komponenter i hverdagslivet som bukser, køkken og for abstrakter som angst, lykke; hertil kommer almindeligt brugte udsagnsord som blive, mene og føle. Intet sprog har således påvirket dansk mere end nedertysk.

Vi har altså lånt ordet køkken fra middelnedertysk. På oldtysk hed det chuhhina, men på (høj)tysk er det blevet til Küche. Hvis vi går længere tilbage en middelnedertysk og oldhøjtysk kommer vi til det vulgærlatinske cocina (= køkken), der ligesom det latinske culina (som vi blandt andet kender fra ”kulinarisk”) har noget med ”koge” at gøre.

Hvad nu med en lille tur i det franske køkken – eller hvorfor ikke smage på det (syd)afrikanske køkken (baseret på estiske ingredienser). Ja det er rigtigt, selv estisk har lånt deres ord for køkken, nemlig ”köök” fra hansesproget, så her og der kan man dog forstå et enkelt ord af dette ellers meget fremmede sprog, som i Eesti köök (estisk køkken). For en ordens skyld kan jeg nævne at køkken på finsk, som ellers er meget nært beslægtet med estisk, hedder keittiö (ifølge mit ordbogsopslag).


Velbekomme!

Wednesday 23 November 2011

Da Dannebrog dalede ned fra himlen

Kan i huske Valdemar Sejr? - fra danmarkshistorien altså! Han var konge fra 1202 til 1241, så det er jo en vis tid siden. Vi mindes ham hvert år pa valdemarsdag på grund af et hans mange erobringstogter, der gav ham tilnavnet "Sejr", men i udlandet er han også kendt som Valdemar den Anden. Af årstallene kan vi aflæse, at vi er tilbage i den katolske tid, og Valdemar Sejr var kendt som en ivrig katolik.

Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at hjælpe den tyske Johannitterorden med at føre korstog mod hedenske baltere. Ifølge gamle kilder blev der brugt 1500 skibe til at bringe den danske hær til Estland i 1219, men det er nok meget kraftigt overdrevet. Om bord var der også fire biskopper og en lang række præster, der skulle hjælpe med til at omvende de baltiske hedninge.

Den 15. juni 1219 faldt der et gevaldigt slag sted ved Lyndanisse (Lindas næs). Linda var en sagnomspunden troldkvinde, der smed med store sten, også den store kalksten der kom til at danne dette næs (eller den bakke), som nu udgør kernen i vore dages Tallinn. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på det nuværende Tallinns højeste bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage (vi har vist læst lignende beretninger andre steder). Et tegn bestående af et rødt stof med et hvidt kors faldt ned fra himlen, hvilket ansporede danskerne yderlige, så de endte med at vinde en stor sejr.

Ikke at jeg på nogen som hels måde vil insinuere, at der skulle være nogen årsagssammenhæng, men der deltog jo som sagt også johanniterriddere i slaget. Johannitterordenen var i middelalderen mestendels kendt som "Hospitalsordenen" på grund af riddernes store indsats i hospitalsvæsenet (og herhjemme som "Korsbrødrene") - den katolske del blev senere kendt som Malteserordenen. Johannitterne havde omkring 1130 fået pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner med et hvidt kors, der delte den røde dug i fire kvadratiske felter. Deres kåbe var også forsynet med et hvidt kors. Desværre har jeg ikke kunne finde noget billede af, hvordan deres dragt så ud i 1219, men her er et billede der viser malteserordenens stormester i midten af femtenhundredetallet.

Før danskerne kom til boede der allerede mennesker på stedet hvor Tallinn nu ligger. I 1154 hed stedet/byen åbenbart sådan noget som Qlwn eller Qalaven. Efter danskernes erobring blev den på tysk, svensk og dansk kendt som Reval. Danskerne byggede en forstærket borg, som sandsynligvis har givet byen det nuværende navn Tallinn, afledt af "Taani-linn(a)" det vil sige dansk by/borg. I hvert fald var den latinske betegnelse ”Castrum Danorum” i gamle skrifter. Tallinn blev det officielle navn for det tidligere Reval, da Estland første gang blev uafhængigt i 1918. 
 

Det hvide kors på den røde baggrund kom til at indgå i Revals byvåben, som det ses her på et banner, der skulle afspejle situationen i hanseforbundets tid. I den svenske tid indførte man et nyt byvåben med tre løver (eller var det leoparder?). De to Tallinske byvåben eksistere stadig side om side – det med korset som lille våben og det med løverne som stort våben (før grundlovsændringen i 1959 havde Danmark også både et stort og et lille rigsvåben, siden da har det store våben været forbeholdt det danske kongehus).

Tallinns lille byvåben

Her et billede fra det sted, hvor dannebrog ifølge ovennævnte legende (der findes andre versioner) dalede ned fra himlen. Nogle har vist deres ærbødighed ved at brænde lys. En mindre ærbødig caféejer har fundet det et passende sted at reklamere for gløgg i de kolde novemberdage.


Der er flere andre minder i Tallinn om den danske tid og den danske indflydelse, men derom måske senere …






Saturday 19 November 2011

Snakken gik

 
Mens jeg stod og studerede denne korttavle over for den russisk-ortodokse Alexander Nevski katedral i Tallinn, Estlands hovedstad, kom en venlig mand hen til mig og forklarede på et for mig totalt uforståeligt fremmedsprog, at det derovre var altså den russisk-ortodokse katedral, hvad jeg sådan set godt viste, for det var en af de væsentligste årsager til at jeg stod, hvor jeg nu stod. Han spurgte derefter, om jeg måske var russer. Jeg svarede på mit smukkeste estisk (nej, hov, det er da vist nok finsk) ”Tanska” i håbet om, at han ville forstå at jeg var fra Danmark, og ikke bare mente ”tak skal du ha'”. Det lykkedes åbenbart, for han smilte og sagde, at så måtte jeg da endelig for enhver pris se den danske konges have (”Taani kuninga aed”), hvor dannebrog i sin tid var faldet ned fra himlen, en have der befandt sig lige på den anden side af bymuren derovre. Nuvel, det var faktisk årsagen til at jeg stod og studerede kortet, hvor jeg netop havde spottet den ”danske konges have”, før jeg blev afbrudt. Nu hvor vi var kommet ”i snak” ville den hjælpsomme mand da gerne sælge mig nogle gamle russiske mønter (muligvis billigt, men som sagt forstod jeg jo ikke hvad han sagde). Jeg opgav at fortælle ham, at jeg faktisk var mere interesseret i nye estiske euroer end i gamle russiske rubler og rystede energisk på hovedet. Bagefter tænkte jeg lettere irriteret, at jeg da bare kunne have sagt ”njet”, men hvem ved hvad vores samtale så kunne have ført til. Hovedrysten var åbenbart også forståeligt på hans sprog, så manden traskede videre for at finde et nyt, forhåbentligt mere taknemmeligt, offer.



Jo, det er godt at kunne gøre sig forståelig på flere sprog, når man nu er i udlandet – og kropssprog er nu ikke det værste vi har!

PS:
Ja, jeg har skrevet det ned som jeg husker det, men efter nærmere omtanke, og lidt længere snusen til det estiske sprog, må jeg vel hellere indrømme, at den kære mand, hvis det ellers var estisk han talte, måske spurgte om jeg var fra Sverige, for Sverige hedder åbenbart ”Rootsi” på estisk, og det minder da lidt om ”ruski”. I Tallinn er der i øvrigt en gade der hedder Vene, og det skulle efter hvad jeg har læst mig til betyde russisk (det vil sige den russiske gade, den hvor der tidligere især boede russiske handlende, således kan man for eksempel stadig spise i en russisk restaurant i denne gade: ”Vene Restoran”). Gad vide om der er nogen forbindelse med veneriske sygdomme? Ak ja, de sprog!


Friday 11 November 2011

Der er bid i det

Kan man nu forstå, hvordan man kan bide i græsset, når man er nede med nakken. Man kan da ikke bide med nakken! Munden sidder da på den anden side af hovedet! Det minder mig i øvrigt om Gunnar ”Nu” Hansen - ja nogle af jer kan måske stadig huske, hvordan han i radioen begejstret gav den fuld gas under fodboldstransmissioner med et livligt ordforråd. Således sagde han om en fordboldspiller, der lå med ansigtet i græsset, at spilleren botaniserede. Da jeg var dreng, var det nu mere de små dyr vi studerede. Jeg husker hvordan jeg af større drenge blev taget i nakken og fik hovedet bøjet ned mod jorden med spørgsmålet: ”Kan du se de røde myrer?”. Man skulle helst svare ja, hvis man hurtigst ville kunne hejse hovedet opad igen.

Nu kunne man måske gå hen at tro, at det at være nede at bide i asfalten, er det samme som at være ”nede at bide i græsset” eller at være ”nede at bide i sandet” (hvis man nu er på tur i Sahara). Men det er faktisk ikke tilfældet. Hvert år ser vi masser af cykelryttere, der i Tour de France må ned at bide i asfalten. De må bide smerten i sig, og nogle endda bide i det sur æble og opgive at cykle videre. Så forbliver de måske et stykke tid nede med hovedet, men derfor behøver man da ikke at stikke hovedet i sandet.

Og det kan du så i øvrigt bide dig selv i næsen på, selv om jeg altså heller ikke rigtig kan forstå, hvordan man kommer af sted med at bide sig selv i næsen? Ak, ja, man må undertiden undre sig!

Wednesday 2 November 2011

Allesjælesdag



I dag, den 2. november, fejrer katolikkerne alle sjæles dag, hvor afdøde mindes. Allesjælesdag markeres ikke i den danske folkekirke, men de seneste år er der dog blevet indført en tradition for (den første søndag i november) i folkekirken at oplæse navnene på de mennesker, der er døde i årets løb.

Som i måske kan huske fra jeres skoletid, var det i middelalderen sådan at for at slippe for at komme i skærsilden kunne man købe aflad i kirken (når man var død kom man enten i paradiset eller i skærsilden). En sådan afladshandel skulle blandt andet skaffe penge til bygningen af Peterskirken i Rom - "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer!". Ak ja, nogle tror stadig, at alt kan købes for penge. Luther protesterede kraftigt mod denne uskik, og det var med til at udløse reformationen.

Skærsilden var et forfærdeligt sted med gråd og tænders gnidsel. Ifølge et sagn var en pilgrim på vej fra det hellige land mod sit hjem, da han i en forfærdelig storm landede på en øde ø og … nå jeg må vel hellere korte den historie lidt af, og nøjes med at han i et syn så skærsildens mange lidende sjæle. Da han kom hjem bad han så abbeden og munkene i benediktinerklosteret i Cluny (Frankrig) om at gå i forbøn for de afdøde. Abbeden indstiftede derfor den 2. november 998 (eller var det 1000?) allesjælesdag, så alle afdøde, lige som det var tilfældet for alle hellige, fik deres egen bededag.

Pudsigt nok falder allehelgen og allesjælesdag tidsmæssigt stor set sammen med en keltisk festdag, som på morderne irsk kaldes ” Samhain”. Denne fest fejres i øvrigt stadig visse steder i Bretagne (Frankrig) med specielt bagværk. “Falder sammen” er måske lidt overdrevet, da de gamle keltere havde en månekalender, men denne dag var både blevet fejret som en slags nytårsdag og som en slags høstfest. I begyndelsen af det 8. århundrede skulle de to “fester” allehelgen og samhain (på De Britise Øer) være smeltet sammen til én omkring den 1. november, en tradtion, der senere bredte sig til resten af Europa.

Sprogligt er der naturligvis lidt uenighed om den oprindelige betydning af ordet “samhain”. Nogle mener det hænger sammen med ordet sommer. For det var jo en høstfest, der fejredes når sommeren var forbi. Og ordet ligner da ganske rigtigt. Det er dog også interessant at ordet ligner det danske ord “samråd”, og muligvis (eller skulle jeg sige sandsynligvis?) er der også virkelig en sammenhæng. I middelalderen holdt man i Irland en festival kombineret med en kongelig forsamlig (samråd) den 1. november - (oenaig na samna: 'samhain forsamling'). Men det er ogsa en lang historie, så jeg må vel hellere slutte her.

God allesjælesdag!