Wednesday 31 October 2012

Halloween - Allehelgensaften

Du går måske og tror, at det er amerikanerne der har opfundet Halloween. Men det er i virkeligheden meget begrænset, hvad amerikanerne i det hele taget har opfundet. De fleste af de gamle ting de har, har de hentet fra Europa, og det gælder naturligvis også Halloween.

Den sidste dag i den gamle keltiske/gæliske kalender var den 31. oktober, og den 1. november var således kelternes nytårsdag. Det oldirske ord "samain" betyder sommerens slutning (udledt af ordene "sommer" (→ sam) og "ende" (→ ain). Det var en keltisk høstfest, også kendt som Sow-in, Sah-vin eller Sahm-hayn, kært barn har mange stavemåder. Ud over at høsten var i hus fejrede man at sommerens lys gled over i vinterens mørke. Overgangen til det nye keltiske år var forbundet med megen overtro. Man kunne få besøg af de døde, ånder, hekse og andre overnaturlige væsner. For at holde disse uønskede gæster væk udhulede man roer og satte levende lys i dem, så de kunne lyse ud i den mørke nat. Det var altså ikke mindst en hedensk fest - nej fy da. Som så mange andre hedenske fester blev denne keltiske nytårsfest passende erstattet af en kristen fest – Allehelgen. Oprindeligt blev Allehelgen efter dens indførelse i 609 fejret den 13. maj, men i 835 blev den flyttet til den nuværende 1. november, som sagt muligvis for dermed at udrydde de "keltiske" skikke. Den hedenske fest blev således "døbt".

Allehelgensaften hed på engelsk "Eve of All Saints". Det blev i Skotland kortet ned til "Allhallow-even" (Allehelgensaften), og det blev så senere til "Halloween". Irere og tildels skotter førte i det 19. århundrede denne gamle keltiske tradition til USA, medens den i det meste af Europa, bortset fra Irland, gik mere eller mindre i glemmebogen. I USA blev de udhulede (irske) roer erstattet med (amerikanske) græskar, og der blev vel tilføjet lidt latinamerikansk kolorit.

I den seneste til er den hedenske skik med dødningehoveder og græskar og så videre, så vendt frygteligt tilbage til Europa, hvor den åbenbart har fået kraftig medvind. Er det nu den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter slippes løs for at vanære og håne de katolske helgener, der fejres på Allehelgensdag? I den ”hedenske” tid blev der lige som på vores sankthansaften tændt store bål, bål som tiltrak insekter. Disse insekter tiltrak insektædende flagermus, og derfor er Halloween forbundet med flagermus. Maskerne blev båret enten for at efterabe eller for at mildne de onde ånder.

Om ikke andet er de mennesker der avler og sælger græskar særdeles glade for Halloween. Det er nu min form for positiv tænkning – PIP.

Saturday 27 October 2012

Ultrær


Vi har hugget en masse ord fra engelsk, der begynder med out (ud), og hvor den forreste del stadig udtales som ”avt”, ligesom i aftale. Her har jeg taget nogle fra en dansk ordbog i alfabetisk orden: out, outdated, oute, outfit, outing, outlet, output – det næste i rækken jeg stødte på med begyndelse ”out-” er outreret, men der udtales ”ou” jo som ”u”. Ordet ”outreret” er altså i sig selv noget outreret, det vil sige ekstremt mærkeligt. At ordet skiller sig ud fra alle dem med out-, som vi har fået fra engelsk, skyldes at vi har det fra fransk. De franske udsagnsord ”outrere” og ”outrer” er hentet fra middelalderlatin ”ultrare” (krænke), afledt af latin ”ultra” (ud over eller hinsides).

At ordet er ud over det almindelige viser sig også i den måde, som nogle behandler det på. Der er dem der er helt og fuldt overbevist om at det hedder ”ultrær” (jeg har også set ”ultræ” og ”ultræt” - stadig i samme betydning som outreret). De forbavser sig derefter over, at de ikke kan finde det i ordbogen. Sådan kan det altså gå med outrerede ord.

Nu har jeg i Afrika faktisk set et uldtræ, ja når alt kommer til alt flere uldtræer. Dette træ er også kendt som kapoktræ, bomuldstræ eller silkebomuldstræ. Jeg ved ikke om du har prøvet at sove på en kapokmadras. Jeg har og fandt det ikke særlig behageligt. Kapok fremstilles af frøhår fra kapoktræet/uldtræet. Kapok anvendtes tidligere ofte som stoppemateriale i madrasser, puder og tøjdyr. Det anvendes desuden i redningsbælter, idet det kun vanskeligt fugtes og sammenpresset kan bære sin vægt 30-40 gange. Kapok har en meget lille vægtfylde og er den letteste naturfiber i verden. Et meget gammelt og enormt stort - ja nærmest gigantisk - kapoktræ/uldtræ, jeg engang så i Afrika, som en lokal seværdighed, hed sig at være et helligt træ. Mange steder i verden får uldtræerne lov til at blive stående, når man fælder store skovområder, fordi der måske er et eller andet helligt ved dem.

Uldtræer er altså også lidt ultrære … øh, jeg mener outrerede. Og hvad så? Selv er jeg måske også lidt til en side, lidt outreret altså ;)

Friday 26 October 2012

Det daglige brød


Den er helt galt med det daglige brød. En gang jeg var på campingtur i Frankrig gik jeg ind et sted og bad om spagetti. Manden stak mig en baguette. Jeg skal vist have gjort noget ved min udtale. Jeg havde nok fået samme resultat, hvis jeg havde bedt om wienerbrød. For ”pain viennois” er nemlig et andet fransk udtryk for ”baguette” eller det man ofte kalder for ”flute” (fløjte) i Danmark. I Frankrig mener man nemlig, at den slags brød stammer fra Wien. Det ville måske være lettere, hvis vi kaldte dem stokbrød, som de gør på nederlandsk (”stokbrood”). Det er da så beskrivende, at det er til at forstå. Baguette betyder i øvrigt en lille stok eller stav – det kommer nemlig fra italiensk bacchetta, der er diminutiv af bacchio (stang eller stav). Det latinske ”baculum” (stav) har i øvrigt givet navn til vores baciller, men forhåbentlig er der ikke for mange baciller i vores flutes! Bakterier er naturligvis også små stave – fra græsk bakterion (βακτήριον - lille stav, diminutiv af baktron ( βάκτρον – stav). Baguette og bakterie betyder altså strengt taget det samme - det er små stave. (Noget andet er at kunne stave rigtigt til baguette).

Nu tror vi altså, at vi har fået wienerbrød fra Wien. Men tyskerne og englænderne ved bedre. På tysk er det ”Kopenhagener Gebäck”, bagværk fra København altså. Og på engelsk er det ”Danish pastry” (dansk bagværk). I Belgien blander man somme tider sprogene lidt, og på flamsk er en ”koek suisse” nærmest en speciel form for wienerbrød. ”Koek” er nederlandsk for kage, og ”Suisse” er fransk for schweizisk.

Hvis man nu skærer sådan et aflangt (stok)brød over, smører lidt smør på og kommer godt med pålæg på får man et landgangsbrød. Det er et helt måltid for sig.


Medens ingen i Frankrig er i tvivl om, hvad en baguette er (den er ca. 65 cm lang og vejer omkring 250 g), er der regionale uenigheder om, hvad en flute er. I nogle egne er en flute dobbelt så tyk som en baguette (et ordentligt franskbrød - ”pain français” - om jeg så må sige), medens den i andre egne er halv så tynd som en baguette. Sådan et brød, der kun vejer det halve af en baguette, kaldes en ”ficelle”. Ordet ”ficelle” betyder snor, men så tynde, synes jeg nu heller ikke de er, de er nærmest på størrelse med en dansk ”flute”.

Af alt det her bliver jeg nærmest brødefuld eller brødebetynget. Sådan er det bare.

Wednesday 24 October 2012

Sigøjnere, sinti og roma


Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, afslørede i går, onsdag den 24. oktober 2012, et mindesmærke i Berlin for den omkring halve million romaer og sintier, der blev dræbt af nazisterne. Politisk korrekt undgik hun (naturligvis) at bruge ordet sigøjnere (Zigeuner).

Nogle har ment at sigøjner skulle betyde urørlig og have forbindelse med det klassisk græske ord θιγγάνω (singano), der betyder ”røre”. Faktisk har dette fået nogle til at tro, at dette er baggrunden for ordet tigge, men ordet tigge (oldnordisk þiggja) er ældre end sigøjnernes tilstedeværelse i Europa. Praktisk taget alle sprogfolk er dog i dag enige om at oprindelsen af ordet ”sigøjner” er uvis. Ifølge tysk folkeetymologi skulle ordet sigøjner stamme fra ”ziehende Gauner”, som nærmest betyder ”rejsende tyv”. Det er en af årsagerne til at betegnelsen ”sigøjner” ikke anses for at være politisk korrekt. Som sagt betragtes sigøjner af flere som et nedsættende ord fordi det er tæt knyttet til fordomme. Roma eller romafolket er i dag blevet det foretrukne ord til at benævne den gruppe af menneske som taler romani-sproget.

Der tales og skrives, heldigvis, meget om jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig, men sjældent om sigøjnernes skæbne. Sigøjnere var heller ikke ariere, og skulle derfor udryddes, for de var - lige som jøderne - ”racemæssigt underlegne”. Det menes, at flere end 200.000 og måske op til en halv million (nogle mener sågar op til 1 million) ”sigøjnere” i Tyskland og de tysk-besatte områder blev dræbt. Efter krigen blev folkedrabet på romaerne og sintierne glemt, men nu har de altså, endeligt, fået et fortjent mindesmærke i Berlin.

Lad os lige kigge på roma og sinti hver for sig. Både romaer og sintier kan måske føres etnisk tilbage til en folkevandring fra Indien i tiden omkring renæssancen. Sinti er navnet på nogle af de nomadesamfund, der lever i Tyskland og andre europæiske lande. Sintier har en noget anderledes kultur og et andet sprog end roma-folk. Sintiernes historie er en historie om en række forskellige forfølgelser. Den værste forekom under 2. verdenskrig i forbindelse med Holocaust, en forfølgelse kun en lille del af sintierne i Europa overlevede. I dag bor der omkring små 50.000 sintier i Tyskland.

Roma er den mest udbredte betegnelse for, hvad mange af os til daglig vel stadig kalder sigøjnere. Roma er en etnisk gruppe med en vis grad af fælles sprog og kultur, der fortrinsvis lever spredt i Europa, hovedsageligt i Østeuropa. Romaerne nedstammer efter alt at dømme fra et nomadisk folk i det nordlige Indien. De forveksles ofte med det mindre ovennævnte folk Sinti.

Mange af romasprogets ord kan føres tilbage til gamle indiske sprog som hindi, punjabi og dardisk. I Palæstina blev roma omkring år 1300 kaldt nawar, men de kaldte sig selv dom. I Armenien skiftede de navn til lom. Da de ankom til Grækenland nogle årtier senere, kaldte de sig rom og gør det stadig på alle fem kontinenter. Der er fortsat en lille gruppe nomader i Indien, der kalder sig dom. Rom betyder (på romani) et "menneske" eller en "mand". De fleste roma taler en form for romani, et sprog der som sagt er beslægtet med de indoeuropæiske sprog, der tales i det nordlige Indien.

Det engelske ord for sigøjner er ”gypsy”, fordi man en tid troede, at sigøjnerne stammede fra Egypten.

Måske kommer vi til at opfinde en eller anden ny eufemisme, for når jeg hører folk sige roma synes jeg da, at tonen lyder lige så nedsættende som ved sigøjner – og hvad er der nu galt med sigøjnermusik? Ord er hvad vi gør dem til. Eller som Shakespeare sagde ”There is nothing either good or bad, but thinking makes it so(intet er godt eller ondt andet end hvad tanken gør det til). Sigøjnere eller sinti eller roma eller hvad man nu foretrækker at kalde dem er kort sagt mennesker. Æret være de dræbtes minde.

Lurendrejerens morfar


Der findes så mange pudsige udtryk. Et som jeg holder meget af, og sa vidt jeg ved pudsigt nok først er kommet i brug omkring det tidspunkt, hvor jeg gik på pension, er at nappe en morfar. Sådan en skraber snupper jeg mig da gerne dagligt, hvis det ellers kan lade sig gøre. Som morfar, der nyder sit otium, mener jeg at jeg har fuldt ret til dette herlige privilegium. Sidst jeg vågnede fra denne pragtfulde aktivitet og drejede mig om på den anden side, kom jeg til at spekulere på, om jeg derfor er en lurendrejer. Jeg kom dog heldigvis til den klare konklusion, at det kun er når man drejer andre en lur, at man er en lurendrejer, og altså ikke når man snupper sig selv en uskyldig lur.

Nu ligger det sådan at en lur i denne sammenhæng hverken har noget med lurmærket smør eller et forhistorisk musikinstrument at gøre. At lure er at snyde. Lurendrejeren har vi lånt fra nederlandsk.
En ”lorrendraajer” (har også set ”lurrendraaier”) var en (slave)smugler og dermed en bedrager. Det kommer af et ældre nederlandsk udtryk ”ieman einen loer draaien” (på nutidens standardnederlandsk ”iemand een loer draaien” - at dreje nogen en lur), hvor ”loer” (der udtales ”lur”) muligvis har noget med lap eller las at gøre.

Denne ”loer” var et simpelt instrument til at fange jagtfalke med og bestod i et stykke reb, hvortil der var bundet en læderlap og et stykke kød. Ved at dreje den rundt kunne man lokke en falk, og når falken styrtede sig over ”byttet”, kunne man fange falken. Man havde drejet den en lur. Så enkelt er det.

Se der har jeg så afluret denne velbevarede nederlandske hemmelighed.

Tuesday 23 October 2012

Otium


Jeg nyder skam mit otium, men synes ikke rigtig at ordet dækker indholdet. Otium kommer af det latinske ord otium, der betyder ”lediggang”. Og jeg synes helt bestemt ikke at min pensionisttilværelse hidtil har været en lediggang – heldigvis da, for lediggang siges at være roden til alt ondt. En Otis elevator står da heller ikke stille, vel. Nej jeg ligger (endnu ikke) på den lamme side, selv om det undertiden vel nok kan ske, at jeg springer op som en løve og falder ned som et lam. Nu bor jeg naturligvis heller ikke ved Lammefjorden, vel.

Oprindeligt var ideen med ”otium” at trække sig tilbage fra ”negotium”, den daglige trummerum, for at hellige sig aktiviteter, der i datiden betragtedes som artistisk værdifulde eller oplysende (såsom at skrive og filosofere). Og der mener jeg da, at jeg stadig kan være med.

Ja trummerum betyder naturligvis ”tomrum” - en tid, der virker tom, med trivielle gøremål. Og ”negotium” kommer af ”neg” (ikke) + ”otium” (lediggang). I det gamle Rom var ”negotium” efter sigende det man gjorde i statens tjeneste (arbejde var et nødvendigt onde), medens ”otium” var det man gjorde privat (i fritiden) – altså nærmest fritidsaktiviteter.

En eller anden fyr der hed Ennius brugte omkring 190 før vor tidsregning udtrykket ” otium negotiosum” om den fritid, hvor man kan gøre hvad man vil (dyrke fritidsinteresser), og udtrykket ”otium otiosum” om ufrugtbar ørkesløs fritid. (Det skal dog indrømmes, at man dengang vist ikke sådan bare kunne gå af på pension). I øvrigt er de engelske ord ”negotiate” (forhandle) og ”negotiation” (forhandling) naturligvis også i familie med ”negotium”, det drejer sig jo om at handle i modsætning til intet at gøre.

Nå men bortset fra det nyder jeg skam min otium negotiosum! Eller for at blive ved latinen ”otium cum dignitate” (hvile med værdighed). Så sig mig bare ”Scio te negotiosum esse” (jeg ved, at du er beskæftiget).

Monday 22 October 2012

Reformationsdagen

Vi nærmer os reformationsdagen. Om en god uges tid, den 31. oktober er det reformationsdag. Den 31. oktober 1517 opslog Luther sine berømte 95 teser på døren til slotskirken i Wittenberg, 95 teser som udgangspunkt for en diskussion af afladens brug og væsen (”når pengene i kisten klinger straks sjælen ud af skærsilden springer”). Den 31. oktober fejres derfor i mange lutherske lande som reformationsdagen. I Danmark er skikken på vej i glemmebogen, men i for eksempel Slovenien er det en offentlig helligdag/fridag, også selv om flertallet er romersk-katolske. Man erkender denne dags betydning for landets kulturelle udvikling. I en række (nord)tyske delstater fejres det som helligdag. I Chile har det været national fridag siden 2008.


Kun ganske få kirker i den evangelisk-lutherske folkekirke fejrer reformationsdagen, men de findes. I Luthers eget hjemland, Tyskland, er reformationsfejringen også på tilbagetog. En gammel tradition hentet fra Saxen i Tyskland er at bage reformationsboller på reformationsdagen. Jeg går ud fra, at de smager nogenlunde som fastelavnsboller, men må indrømme, at jeg ikke har nogen erfaring på det område.

God reformationsdag!

Sunday 21 October 2012

Nakkesnak


Jeg ville somme tider ønske, at jeg havde øjne i nakken. Det kunne lette lidt på min tilværelse. Måske kunne jeg sa nå at dukke hovedet, når nogen prøver at kule mig noget i nakken. Jeg kunne måske bedre se i spejlet om det nu også passer, at jeg er grøn bag ved ørerne. Folk kunne blive grønne af misundelse. Nakken har et dårligt ry. Den kan godt trænge til lidt oprejsning, så man bedre kan knejse med nakken. Med en vis forsigtighed, naturligvis, så det ikke går som med konen med æggene. Måske ville øjne i nakken give mig et mere intelligent udseende, så folk ville holde op med at sige, at jeg er dum i nakken. Hvad har den nakke dog gjort, at den skal udsættes for alle mulige og umulige uforskammetheder. Somme tider kommer det helt bag på mig. Jeg vil naturligvis skulle holde op med at stå der med håret ned ad nakken, så falder det bare i øjnene i nakken, så jeg ikke kan kigge mig tilbage.

Jeg må vist heller tage mig selv i nakken og indrømme, at dette når alt kommer til alt nok ikke er så let som at klø sig selv i nakken. Virkeligheden ser anderledes ud – også når jeg drejer hovedet. Ned med nakken lille Ole, Nu skal jeg nakke dig, for du har nu engang ikke øjne i nakken. Måske er det på tide, at jeg tager benene på nakken.

Saturday 20 October 2012

Hyp, hyp, alle mine …

Da jeg ikke har kartofler i min have kan jeg vel næppe beskyldes for at hyppe mine egne (små) kartofler. At ”at hyppe sine egne kartofler” betyder ”at pleje sine egne interesser” er vel velkendt, men selv om udtrykket kan spores meget langt tilbage, er der åbenbart ingen, der ved hvilke kartofler der henvises til. Derfor hopper jeg lige over sundet, hvor de åbenbart ikke hypper kartofler, men dyrker kål. Der siger de om pleje af egne private interesser ”att odla sin kål” (odla betyder dyrke eller avle - alle svenske ord er ikke lige gennemskuelige). Dette udtryk kan tilskrives den romerske kejser Diocletian, der efter at have regeret i 20 år trak sig tilbage for at dyrke kål på sit gods. Ifølge den kirkelige tradition lod Diocletian omkring år 303 titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg. Det er muligvis overdrevet. Mere sikkert er det, at han et par år senere i 305 abdicerede svækket af sygdom, herunder en hjerneblødning.



Kålplanter kan man i øvrigt også ”hyppe”. Det hed længe før min til at ”mulde kålen”, det vil sige dække med muld. Det er vel også hvad man gør når man hypper porrer eller kartofler. Man dynger jord op omkring dem. Hyppe kommer fra plattysk ”hupen”, der bettyder ”dynge op”, eller om jeg så må sige lave en hob. At hyppe på en hest er noget helt andet, men det vidste du sikkert.


Hvis man avler kål skal man i øvrigt passe på, at man ikke kommer til at søbe den kål man selv har spyttet i. Det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle. Et andet lidt mærkeligt forældet begreb var (hos) manden med kål i månen eller kålmanden i månen, der betød én eller noget, der var meget fjernt, for det er månen jo. Måske er Kålmanden en by i Rusland? For mig er det at hyppe mine egne kartofler altså som den mand med kål i månen.


Så fik jeg også gjort kål på det. Nå men selv om jeg hverken har kartofler, porrer eller kål i min have kan jeg vel altid mele min egen kage, for enhver er som man siger sig selv nærmest.

-->
PS: er du stødt på et svensk ord som du ikke forstår er der masser af hjælp at finde på http://sprogbro.org/ - svensk-dansk ordbog med over 50.000 opslagsord

Friday 19 October 2012

Glemsel


Jeg nævnte i mit indlæg i går hvordan den engelske endelse -th som i birth og death anvendes til at betegne en proces. Indlægget var allerede blevet lidt langt, så jeg valgte at standse inden jeg egentlig var færdig med min skrivelse. Vi har noget tilsvarende med endelsen -sel (og eventuelt med -else og lignende). Endelsen -sel bruges til at danne navneord, der betegner en handling eller en proces, med et udsagnsord som første led, for eksempel fødsel, men altså som jeg nævnte i går gælder dette ikke for barsel. Barsel kommer af bars-øl og ikke af bære-sel. Som enkelte andre eksempler på sådanne handlinger kan jeg nævne kørsel, opførsel, længsel, ja selv fængsel. Der skal en vis handling til for at fange folk og smide dem i fængsel.

På tysk kan man udtrykke dette med -is eller -isse. Således hedder fængsel på tysk Gefängenis af fangen + is. Gedächtnis (minde) er det at tænke på noget – fra en substantivering af denken + is.

Else bruges også som endelse på svensk. Således hedder det fängelse (altså fangenskab) om fängelsestraff. På islands hedder fængsel ”fangelsi”. Endelsen er her -elsi. På oldnordisk var den tilsvarende endelse -sl eller -sla. Det kan vi genkende i det svenske ord känsla (længsel) af känne (kende) + sla. En dansk kendelse har i øvrigt ikke ret meget med længsel at gøre – det skulle da lige være, hvis den var positiv.

Men lad mig her slutte med pigenavnet Else. Det betyder "den der ærer Gud" (eller "Gud er fuldkommenhed", "Guds løfte" eller "Gud har svoret") – gad vide hvor mange Elser, der er klar over denne betydning. Pigenavnet Else er en kort nordisk afledning af navnet Elisabeth / Elizabeth / Elisabetta , den Elisabeth der var mor til Johannes Døberen. Navnet var allerede den gang en afledning, idet det kom af det hebraiske navn Elisheba (fx Arons hustru), som angiveligt betyder "Gud er svoret" eller ”min gud har svoret”. Navnet forekommer også i formerne Elsa, Elsie, Lisbeth, Lisbet, Elise, Lise og Lis og naturligvis Elsebeth eller Elsebet. Af en eller anden grund får Elisheba mig til at tænke på Beersheba. Stednavnet Beersheba kommer også fra hebraisk og kan betyde forskellige ting. Pagtens Brønd (Abraham og Abimelech lavede en pagt ved denne brønd). Isaks syv brønde "De syv brønde". Be'er er hebraisk for brønd Sheva er hebraisk for enten syv eller pagt. Jeg går ud fra, at det er det med pagten, der går igen i Elisheba, men hvad ved jeg. Det ser i hvert fald ud til at Eli betyder ”min gud”. Sheva kan ud over ”syv” og ”pagt” åbenbart også betyde ”ed” eller ”støtte”. Jeg giver dig lige Elisheba eller Elisheva på hebraisk:
אֱלִישֶׁבַע
Forstå det hvem der kan! - Husk at læse det fra højre mod venstre! (Jeg havde vist på et eller andet tidspunkt tænkt mig at kigge lidt på det hebraiske sprog, men hvor er det altså svært, så foreløbigt har jeg blot koncentreret mig om enkelte af deres bogstaver). Jeg har det bedre med græsk. De gamle grækere skiftede i øvrigt læseretning flere gange i historiens løb, men endte som bekendt med at skrive fra venstre mod højre – måske fordi det er mest praktisk for højrehåndede, når de skriver. Jeg har et par arabiske bøger. Vidste du, at man faktisk også læser bøgerne bagfra. Det vi kalder forsiden er deres bagside, de ender altså om jeg så må sige med begyndelsen, og sådan er der så meget. Kan du - ?edåm enned åp ednedylf esæl

Så fik jeg også lavet en bryggelse på denne end-else ;)

Thursday 18 October 2012

Barnagtigt eller bæredygtigt

Jeg har lige set en diskussion på norsk, om hvorvidt det nu er mest korrekt at sige/skrive ”bursdag” eller ”gebursdag” (der er principiel valgfrihed, da begge former officielt er tilladte). Det kan jo nok sætte nogle tanker i gang om visse sammenhænge. Når man er gravid bærer man et ufødt barn og lang tid tilbage kaldte man det sted, hvor kvinden inden barslen bar barnet for barmen. At barmen nu til dags sidder noget højere er blot et eksempel på, hvordan sproget hele tiden udvikler sig. Bære, barn, barsel og barm har samme rod.

Så forstår man måske bedre hvorfor det engelske ord ”born” betyder både ”båret” og ”født”. ”Born” er i øvrigt også den norske flertalsform af barn, det vil altså sige lig med børn. Inden jeg går videre må jeg vel hellere indrømme at barsel, når vi sammenligner med svensk, hvor det hedder barsöl, nok snarere hentyder til det (øl)gilde der holdes ved et barns fødsel svarende til gravøl ved begravelser, end til selve fødslen, men ordet vedrører dog stadig barn/børn og dermed bære.

Og nu må jeg hellere gebærde mig rigtigt, altså bære mig rigtigt ad. Forstavelse ge- er ret udbredt i tyske og nederlandske udsagnsord, nemlig i deres korte tillægsform. På tysk dannes kort tillægsform ved regelmæssige udsagnsord af: ge + stammen + t. Forstavelsen er dog ikke ukendt på dansk. Jævnfør gehør, gelassen, gemyse, gebis, gebommerlig, gevaldig, gebyr og altså også gebærde.

Her er nogle andre germanske ord for fødsel eller barsel: tysk ”Geburt”, nederlandsk ”geboorte”, oldengelsk ”gebyrd” og moderne engelsk ”birth” (endelsen -th siges at beskrive en proces – noget a la ved barslen bæres du ind i denne verden – ”death” er åbenbart også en proces, det der foregår inden man skal bæres herfra – fra barsöl til gravøl). Heraf følger naturligvis ”Geburtstag”, ”geboortedag” og ”birthday” for fødselsdag. Da det gotiske ord for fødsel var ”gabaurþs” er jeg da ikke hundrede procent overbevist om, at det norske ”gebursdag” skulle komme fra det tyske ”Geburtstag”. Det kunne vel også have en gammel skandinavisk rod. Bær over med mig; og lad det nu være mit gætteri. Nu skal jeg jo ikke blande mig i nordmændenes sprog, men som udenforstående kan jeg da ikke se noget forkert i at de dropper deres ”ge-”, så det for eksempel mere ligner det engelske ”birthday” (og ser mindre tysk ud), hvis de da ikke, som mange nordmænd gør, foretrækker at kalde det fødselsdag. Om ikke andet ville dette gøre det lidt lettere for danskere og svenskere at forstå, hvad det drejer sig om.

For fuldstændighedens skyld skal jeg nævne, at fødselsdag på svensk hedder ”födelsedag”. Födelsedagen är dagen man firar dig som en gåva till resten av världen. Og ja, hvis 90% af danskerne om 20 år skriver bærsdag i stedet for fødselsdag, må Dansk Sprognævn erkende at sådan hedder det altså, og så er det herefter korrekt at skrive ”bærsdag” uanset al mulig etymologi jeg og andre kan komme med som modargument. Det er brugerne af sproget, der bestemmer hvad ord skal hedde og betyde. Brugeren er konge. Sådan er det bare! - Og det er da til at bære ;)

Wednesday 17 October 2012

Til vaflerne


Nu må jeg nok hellere gå til vaflerne. Jeg mente egentlig, at det at få én på vaflen var det samme som at få en på sinkadusen, i meget gamle dage betød det at vafle nogen i hvert fald at give vedkommende en ørefigen. Jeg ved ikke rigtig, hvor min sinkadus sidder. Sinkadus er efter sigende et gammelt terningspil-udtryk. Hvis man slog fem og to - på fransk ”cinque et deux” - var det et dårligt slag, og så havde man altså fået én på sinkadusen. Men nu til vaflerne. Min etymologiske ordbog hævder, at vaffel har fået navn efter biens vokskage på grund af de rudeformede fordybninger. Det tyske ord ”Wabe” betyder ”bikage”. En bikage ser ud som om den er ”vævet” og ”væve” hedder ”weben” på tysk. Ja jeg væver også somme tider lidt i det, så måske fortjener jeg ligefrem én på vaflen?

Ud over at væve eller hækle vafler kan man åbenbart også strikke vafler, ja sågar i et vaffelmønster. Nu ved jeg ikke om sådan nogen sælger som varme vafler. Når man syr mange af de der vafler sammen ligger man vist varmt og godt. Når man er vild i varmen, tror jeg nok at isvafler glider bedre ned, eller har jeg nu udtrykt mig lidt for firkantet.

Og så er vaffelblade i øvrigt ikke nogen som man kan læse i, nej det er de blade i et vaffeljern, hvorimellem vaflerne bages, skulle jeg hilse fra den belgiske vaffelbager og sige. Nu er mine vafler vist blevet bagt.

Tuesday 16 October 2012

Grædefærdig

Svensk har en hel del faldgruber for danskere. Således betyder ”grädde” ikke græde, men fløde. Det skrev jeg allerede lidt om i går. Jeg har prøvet at kigge i en svensk etymologisk ordbog, men den siger bare, at ”grädde” er et specielt svensk ord af ukendt oprindelse. Der er dog svenske dialekter, hvor vi kommer fløde en del nærmere som for eksempel med ”flöt”. På älvdalsk hedder det fläter, men nu hævdes älvdalsk jo også at være et sprog for sig (de har selv deres eget ”Älvdalska språkrådet”). Et spøjst svensk udtryk er ”grädde på moset” (mos i betydningen kartoffelmos eller æblemos). Det svarer nærmest til ”rosinen i pølseenden” eller ”prikken over i'et”. Sammenlign for eksempel med det engelske ”icing on the cake". I parentes bemærket stammer udtrykket rosinen i pølseenden fra gamle dages pølseproduktion, hvor man lagde en rosin i enden på pølsen, for at forhindre farsen i at løbe ud.

Men lad os nu ikke græde over spildt mælk, eller fløde. Hvad skal vi gribe og gøre i, potten står der jo fløde i. Ordet fløde er ret begribeligt. Det kommer af flyde, fløden flyder jo oven på mælken. På norsk hedder det "fløte", men på islandsk "rjómi" og på færøsk i øvrigt "rómi" – hvis jeg ellers kan tro på, hvad jeg selv har skrevet om fløde på den danske Wiktionary. Det med "rjómi" og "rómi" er jo sådan set mærkeligt, når det på oldnordisk hed flautir (svarende til fløde).

Græde hedder derimod "gråta" på svensk, og græde er straks et andet kapitel. Det fylder temmelig meget i min etymologiske ordbog. Den er snart ved at være gammel, så den kan have enkelte fejl. Der er i mine forskellige kilder dog stor enighed om at ordet stammer fra oldnordisk "gráta", og at det på oldengelsk hed grætan, graetan eller gretan. Der er mange der hævder at det har ført til tysk "grüssen", nederlandsk "groeten" og engelsk "greet", der alle betyder hilse. Når man hilser på folk, bliver de åbenbart så glade, at de græder? Det kunne også oprindeligt måske være noget med at pibe, klynke eller klage. Græsseligt havde oprindeligt ikke noget med ordet at græde at gøre, men er muligvis med tiden blevet påvirket af det ældre nytyske "grass", der betød "skrækkelig". (Lige som skræl kan smitte af på skraldemand -> til skrællemand – sådan udvikler sproget sig nu en gang). På middelhøjtysk lød ordet "graz", som betød "rasende" og (ældre tysk "grazen" = rase eller skrige) og dette "graz" er vist nok beslægtet med "græde".

På skotske og nordengelske dialekter kan "greet" stadig betyde "græde", men muligvis kommer det her fra en anden rod end grætan.

Ja og så er der naturligvis det engelske ord "regret" (fortryde/beklage). Dette ord kommer ganske givet fra det gamle "gretan" forsynet med forstavelsen "re-". På oldfransk betød "regreter" at begræde (og hermed beklage) en persons død. Og det kan da nok være græsseligt.

Monday 15 October 2012

Rømt

Det sker jo undertiden, at jeg læser ting og sager på andre sprog, herunder norsk. Det kan næppe lade sig gøre uden nu og da at undre sig. Således studsede jeg i går over det norske udtryk ”rømt laks”. Nu kender jeg jo nok røget laks, ja jeg elsker det nærmest, men ”rømt laks” er hidtil gået min næse forbi, og det er måske ikke så mærkeligt, nu da jeg har fundet ud af, hvad det betyder (for nysgerrig det er jeg jo). Det norske ”rømt oppdrettslaks” er undsluppet opdrætslaks. Det norske ”rømt” betyder undsluppet eller flygtet. En norsk ”rømt person” er en flygtning.

Og så er vi trods alt tæt på det danske ord at rømme. Da vi i sin tid rømmede Dannevirke, forlod vi det. Rømme er i familie med ordet ”rum”, og betyder egentlig at give plads, at sørge for at der er mere rum. Når man indrømmer noget giver man plads til andres meninger, lader deres mening komme ind i ens rum. Når man oprømmer fjerner man ting der er overflødige, så stedet kan rumme noget andet. Når man rømmer sig er det for at give plads til de ord, der er på vej. Når man rømmer flygter man fra en forpligtelse, fare, straf eller lignende, så hvorfor skulle fisk ikke have lov til at flygte fra den indelukkede fiskedam?

Når man flygter blive man ikke nødvendigvis berømt. Berømt er noget helt andet. Det betyder vel egentlig berost, at have fået ros. Det kommer i hvert fald fra nedertysk beromen 'rose, være stolt af, prale af eller med'.

I Norge har de også en anden slags ”rømme”, som vist af en eller anden mærkelig årsag i dag har taget navneforandring på dansk fra ”syrnet fløde” til ”cremefraiche” - efter det franske udtryk ”crème fraîche”. I nogle (ældre) kogebøger står der stadig ”syrnet fløde”. Men Arla sælger for eksempel ”Cheasy Fraiche 9%” (sic.). Karolines Køkken taler om ”økologisk fraiche 9%”. Loven kræver åbenbart, at cremefraiche skal indeholde mindst 15% fedt før den må sælges som cremefraiche. Den norske rømme er gerne noget federe - almindelige typer er ”lettrømme”, med 20% fedt, og ”seterrømme”, med 35% fedt. Den tilsvarende svenske ”gräddfil” er kun på 10-12% fedt. (Hvordan fløde kommer til at hedde ”grädde” er en helt anden historie for næste indlæg). Jeg synes naturligvis, at vi burde indrømme, at nordmændene gør det bedre end vi, og rømme det franske udtryk til fordel for ordet ”rømme”. Vi kunne naturligvis også kalde det ”hapankerma” som de gør på finsk – det kan vel være lige så godt som ”cremefraiche”. Men hvad, ”kartoffelsalat med cremefraiche” fra Karolines Køkken er nu ikke det værste man har. Syrnet fløde, undskyld cremefraiche, kaldes på tysk Sauerrahm. Det tyske ord ”Rahm” (også kendt som ”Sahne”) såvel som det nederlandske ord ”room” betyder fløde. På islandsk hedder fløde i øvrigt ”rjómi" og på færøsk "rómi".

Det tyske ord ”Rahmen” betyder derimod ”vindue” og er i familie med vores ”ramme”, som vi som så mange andre ord har fået fra plattysk.
Ja så fik jeg atter lavet rum til en række forunderlige ord. A room with a view.

Saturday 13 October 2012

Skidt med skraldet


Hvordan tog du skraldet? Jeg smed det i affaldsposen. Vil du have mig til at skralde af latter? (Er den så vandet, at den skals støves lidt af?)

Tidligere gjorde skraldemanden ved hjælp af en skralde opmærksom på, at nu var han på vej. Derfor kom han til at hedde en skraldemand. Hans vogn var så en skraldevogn, hvori skraldebøtterne blev tømt.

På tysk kalder man meget ofte skrald for ”Müll”. Det kan måske lyde lidt mærkeligt. Ordet har gået vejen fra nedertysk/middelnedertysk Mül til middelhøjtysk Müllen. På gammelhøjtysk betød ”mullen” at rive i småstykker (”zerreiben”).

En gammel rod af dette fælles ord (ja jeg tænker her på mullen) betød 'male' eller 'knuse'. Affald er noget der er revet i småstykker. Og så er vi ved en række bekendte ord. At rive noget i småstykker gør man ved at pulverisere det, at formale det. En mølle maler korn til mel. Muld betød oprindeligt støv (til støv skal du blive). Muld, male, mel, mølle og altså det tyske ”Müll” hører hjemme i samme skuffe. Også ”mulden” hører hjemme i denne skuffe (det er der sådan set ikke noget muldent eller uldent ved).

Har du et multtoilet, det vil sige et toilet hvor det våde og det tørre formuldes ved kompostering. Det er da en udmærket indretning, og det er stadig til at se på ordet, at vi har fået det fra Sverige – förmultning → mult. Multtoilet er dog nok ved at være blevet helt fordansket til muldtoilet. Muldtoiletter er almindelig i fritidshuse i Sverige og Norge. Det er da en fin form for affaldshåndtering. Af med affaldet, og så skidt være med skraldet.

En pudsig ting ved det franske ord for affald ”déchet” og dermed også det spanske ”desecho” er, at det er i familie med de danske ord dekadent og dekadence, som kommer fra middelalderlatin decadentia 'frafald' fra verbet decadere ”frafalde”, idet cadere betyder at falde – det vil sige Gyldendals røde giver naturligvis traditionen tro nutidsformen ”cado”, jeg falder. Déchet er altså ordret snarere fra-fald ende af-fald.

Skal vi også lige tage den på færøsk, der er det ”burturkast” eller ”rusk”. Rusk kan betyde ting som ruskvejr, affald, ragelse, snavs eller støv – så er der også rusket op i det, der skal kastes bort, og så er vi måske tilbage til der hvor vi kom fra: ”Af støv er du kommet, og til støvet skal du vende tilbage!”

Friday 12 October 2012

Beverleys bønder bæver for bæver


Der er masser af bævere i Danmark. De fleste er medlem af KFUM/KFUK. Der er dog også vilde bævere. De trives ganske godt, vel blandt andet fordi de er fredede. Lad mig denne gang frede bønderne ved at holde dem udenfor og holde mig til det sproglige ved at slå fast, at en bæver ikke har noget med at bævre eller at bæve at gøre. Det har Beverly Hills derimod (ikke at forveksle med Bæverly i Hejls). Beverly Hills i Californien er opkaldt efter Beverly Farms i Beverly i Massachusetts, som igen er opkaldt efter Beverley i Yorkshire i England. Hvad navnet Beverley eller Beverly betyder fremgår helt klart af sidstnævnte Beverleys byvåben.

Navnet kommer fra et oldengelsk ord der betød bæverå eller eventuelt bævereng ("beaver stream" eller eventuelt ”beaver meadow) – beofor (“beaver”) + lēac (“stream”). Egentlig henviser endelsen -ley i mange (andre) engelske stednavne til en lysning i en skov, i lighed med den danske endelse -rød i for eksempel Allerød.

Bæveren selv har muligvis fået sit navn på grund af sin brune (eller blege) farve, på samme måde som en bjørn. Ordene brun, bjørn og bæver har sandsynligvis samme indogermanske/indoeuropæiske rod. På græsk blev det til phryne (Φρύνη), som betyder ”tudse” (brun (tudse) eller (dyr med) bleg hud). Slangbetydningen af det engelske ord ”beaver” vil jeg overlade det til eventuelt interesserede selv at finde ud af. I samme åndedrag må jeg advare jer kraftigt mod at bestille ”papaya” i Cuba, kald i stedet frugten for ”fruta bomba”, så tjeneren ikke bliver rød i ansigtet. Det engelske ”beaver” og det cubansk-spanske ”papaya” har samme slangbetydning. Og nu vi er ved det spanske, mindes jeg en række unge spanske damers fnis, da de så, at Rabobank deltog i Frankrig rundt (også kendt som Tour de France). De spekulerede åbenbart på, hvad sådan en bank mon beskæftiger sig med. I min (pæne) ordbog står der blot, at rabo betyder hale (i øvrigt lige som det tyske ord Schwanz). (Hvor tyske og spanske mænd har en hale har engelske kvinder i stedet en bæver og cubanske kvinder en papaya, så slap dét ud, men sig ikke til nogen, at jeg har sagt det). Ak ja, man skal altså passe sådan på, når man forsøger sig på fremmedsprog. (Spørg for eksempel aldrig en engelsk dame, om du må se hendes missekat). Alt dette var blot ment som en advarsel – én advaret mand i dag er to værd i morgen.

PS. Jeg besøgte engang Beverley i Yorkshire, men det var nu mere for at se byens pragtfulde middelalderlige Minster (klosterkirke) – anbefalelsesværdigt. Jeg har i øvrigt også været i Beverly Hills – kun berømt for berømthedernes skyld.

Wednesday 10 October 2012

Feberfantasier

Om efteråret kan man nemt blive ramt af influenza og andre febersygdomme. Således læser jeg i Nordjyske Stiftstidende at grydefeberen raser. Stod der nu markant grydefeber eller var det noget med mærkater – i hvert fald noget meget alvorligt - og mærkeligt - ellers kom det vel ikke i avisen. Min have har åbenbart fået nældefeber, for der florerer nælderne ganske markant. Engang tidligt på sommeren havde græsplænen fået høfeber, men så slog jeg den, feber kan man nemlig slå ned. Sådan er det bare. Måske skulle jeg plante et par febertræer i haven, for at holde den feberfri. Selv er jeg nogenlunde dækket ind. Sidste gang jeg var på sygehuset, sagde jeg, at de ikke måtte tage min temperatur, for den står (som så meget andet) i min kones navn. Det er vist hvad de kalder en feberredning. Den kan du ikke slå, vel?

Hvad er i øvrigt katastro-feber-edskab? Jeg får hel mandolinfeber af al den febervildelse.

Ja jeg tør


Jeg er endnu ikke løbet tør for ord, men det kommer vel engang på en regnvejrsdag. Således undrer det mig at en tør vin er våd, og at min græsplæne bliver våd, når det tør. Man kan da også blive helt våd i øjnene, nå man hører en tør vittighed. Når man ikke tør er man en kryster. Det vil sige hvis man er en vin er man sød, når man slet ikke er tør. Nu er vinen nok fugtig, men hvis jorden ikke er fugtig, ja så er den helt bestemt tør, uanset sukkerindholdet. Ja faktisk tør jeg sige, at selve ordet tør er i familie med det latinske ord for jord, nemlig terra. Terra firma er den faste jord, det vil sige den tørre landjord – oppe på det tørre. Det var tørre fakta om alt det våde, og fakta bør man som bekendt ikke benægte. Med penge er det anderledes, de falder gerne på et tørt sted. Der er ganske vist dem, der vasker deres penge. De hvidvasker dem. Jeg har kigget lidt på vores vaskemaskine og konstateret, at den faktisk har et særligt program for hvidvask. Ved hvidvask vasker man på 60-90 grader. Til hvidvask får man det bedste resultat, hvis der anvendes et vaskemiddel der indeholder blegemiddel og enzymer. Det med vasketøj er egentlig ikke altid lige så tørt som jeg troede. Mon hvidvaskere altid har deres program i orden. Jeg bliver helt bleg ved tanken - ja altså ikke benzintanken, efter at bilen er løbet tør. Har de nu finstillet det. Har de deres på det tørre?

Min tørre vin gik i vasken, så nu har jeg en tør plet i halsen. Sådan kan det gå, når man ikke holder krudtet tørt.

Tuesday 9 October 2012

Demens


Jeg vil gerne demensere, undskyld jeg mener naturligvis dementere, at jeg er blevet fuldstændig senil. Det passer ikke, jeg er ikke senildement. Det er løse rygter. Jeg vil gerne nedlægge en protestant i en anbefalet kuvert. Måske glemmer jeg lidt nu og da, og snakker måske nok lidt meget om gamle dage. Men senil, nej! Mænds vej mod senilitet går i tre nedadgående trin.
  1. Han møder er gammel bekendt på gaden, og kan ikke huske, hvad hun hedder. (Det er vel næsten normalt).
  2. Han går på toilettet for at lade vandet, og glemmer derefter at trække lynlåsen op. (Den slags kan vel hænde for enhver).
  3. Han går på toilettet, men glemmer at trække lynlåsen ned, inden han lader vandet. (I gamle dage hed det at knappe op).
Nu kan jeg egentlig knap nok huske, hvilket trin, jeg er kommet til, men jeg vil altså gerne dementere, at det er helt galt. Hvor er trappen?

Monday 8 October 2012

I korte drag

Jeg er gerne langmodig med langfattede kvinder, men vil selv helst være kortfattet. Jeg er derfor glad for at mange af vore vigtigste transportmidler kun er på tre bogstaver. Ofte brugte ord har i det hele tage en tendens til at blive korte. Jeg tænker her specielt på båd, bus, bil, tog og fly. Båd er et gammelt ord. Det kommer fra oldnordisk ”bátr”. Det har altså altid været kort, der er kun forsvundet et enkelt bogstav. Ved bus, bil og fly har man måttet klippe en hæl eller skære en tå. Bus kommer af omnibus (omnibus). Omni var fordi der var plads til mange passagerer, nu er der kun bussen tilbage. Jeg mener at erindre at ordet bil var resultatet fra en læserkonkurrence i en eller anden avis omkring 1902, men kan desværre ikke lige finde belæg for den påstand. Under alle omstændigheder er det opstået ved at kappe den forreste del af ordet automobil (automobil). På visse andre sprog er man begyndt fra den omvendte ende, og har kun beholdt auto. Automobil betyder selvbevægelig. Den kunne nemlig ”køre af sig selv”. Fly er en kortere form af flyvemaskine (flyvemaskine), et ord der forklarer sig selv som en maskine, hvormed man kan flyve.

Det er egentlig pudsigt at tog ikke hedder sporvogn, men sporvognene er optaget på andre spor. Det til side, har vi fået ordet tog fra plattysk. Det har noget at gøre med at trække (eller drage). Denne dobbelthed kan vi stadig se i det tyske ord Zug, der både betyder ”tog” og ”træk” eller ”drag”. Tog du toget? Nej jeg vil da ikke stjæle, så jeg lod det blive stående, og drog videre til fods.

Men nu må jeg nok hellere lade være med at trække dette her i langdrag ;)

Sunday 7 October 2012

Torskegilde


De gange jeg hidtil har været til torskegilde er jeg sluppet fra det uden at få på torsken. Mit råd er at spille torskedum. Selv behøver jeg naturligvis hverken at spille komedie eller simulere. Egentlig aner jeg ikke, hvorfor det hedder at få en på torsken. Tidligere kunne man dog få en på snosken, når man var snoskedum, så måske kan det være der, at vi skal søge forklaringen. Snosken var snuden, næsen eller ansigtet. På østsvensk dialekt hed det snuska, og det har nok noget at gøre med at snuse. Tidligere talte man også om at slå på tosken (uden ”r”), så måske er der en forbindelse til det engelske ”tusk” (stødtand) og det vestfrisiske ”tosk” (tand). En anden spekulation er, at det har forbindelse med at få tærsk eller tæsk.

Her er en mulig forklaring på torskegilde hos skattevæsenet - nej nu hedder det egentlig meget sødt Skat – goddag min Skat! Godnat Ole, det blive lige et par tusinde kroner ekstra. Husk at lægge pengene i vinduet. Da man ved torskegilder uden for Skat plejer at spise torskene, kan meningen med ordet i denne særlige betydning være den, at man kaldes op til ligningsmyndighederne for at æde sine egne torsk - dumheder - i sig igen. Alternativ: Skats indkaldelse angående selvangivelsen, kommer sig af, at skæringsdatoen for regnskabsåret er 31/12, det vil sige nytårsaften, hvor der traditionelt serveres torsk. Andet alternativ: Torsk samler sig i store stimer, og i gamle dage kunne fiskerne ikke opspore dem med ekkolod. Når fiskerne efter lang tid på havet endelig fandt en stor stime, kaldtes det torskegilde.

Men hvorfor hedder en torsk nu en torsk. Ordet kommer af tør. Man tørrede torsken (på de norske klipper) til klipfisk. Det gammelnorske ”turskr” var en sammentrekning av ”turrfiskr” – tørrfisk. Og hvorfor er torsk så dumme? Det bygger vist som så meget andet på en misforståelse.

Og så skal I måske lige have en gammel torskevittighed. ”Hvad er ligheden mellem din kasket og Lillebæltsbroen? Svar ”der er torsk under dem begge!”

Når jeg snorker, haler jeg torsk i land, men det er en helt anden historie.

Saturday 6 October 2012

Opslagsværker

I min studietid havde jeg en medstuderende, der (til en billig penge) købte et konserveringsleksikon. Han blev slemt skuffet, men nu ved han måske, hvordan man konserverer tomater, for det står der måske ikke så meget om i et konversationsleksikon.

Ordbøger kan være nyttige, især forklarende, men hvis man i mine unge dage, da der ikke fandtes noget internet, ville lidt videre måtte man have fat i et leksikon eller en encyklopædi. Det viser måske lidt om hvor videbegærlige de gamle grækere var. I hvert fald har vi fået nogle af den slags ord fra klassisk græsk. Det starter med Biblen. Biblen betyder bogen, nej det passer sådan set ikke, for strengt taget betyder det bøgerne. Der var engang en fønisk havn, der hed Byblos, herfra fragtede man papyrus til grækenland. Af dette lavede man papyrosbast, den tids papir (så behøver jeg vel ikke at fortælle, hvor vi fik ordet papir fra?). Dette papyrusbast kaldte grækerne biblos, og hermed kunne man lave en bog, en ”biblion” (βιβλίον). Biblen består af flere bøger, som for eksempel Ordsprogenes Bog, Kongernes Bog, Prædikerens Bog, Esters Bog, Dommerbogen og så videre. Det var ”ta biblia to hagia”, de hellige bøger. Hagia eller agia skrev jeg noget om i går, her. Bibel kommer altså snarere fra flertalsformen biblia end fra entalsformen biblion. Når man havde mange bøger kunne man opbevare dem i et bibliotek (βιβλιοθήκη), og det gør man da heldigvis stadig.

Det græske ord leksis (λέξις) betyder ord (afledt af et udsagnsord, der betyder 'sige'. Et leksikon var altså oprindeligt en bog (biblion) med ord, det vil sige en ordbog. I dag er det et opslagsværk med forklarende oplysninger inden for alle mulige områder. Hvis man gerne vil kunne tale med eller konversere med andre kloge høveder, kan man passende konsultere et konversationsleksikon. Vil man lidt mere i dybden kan man ”kaste op” i en encyklopædi, som er et opslagsværk der giver indblik i den samlede viden inden for et bestemt eller samtlige fagområder. Også encyklopædi har vi fra græsk, nemlig enkyklios paideia (ἐγκύκλιος παιδεία), af en 'i, ind' og kyklos 'kreds, ring' (jævnfør ”cykel” og ”cirkel”) og paideia 'opdragelse, undervisning', forholdsvis ordret 'alt hvad der indeholdes i kredsen af viden'. På nygræsk hedder barn pædi (παιδί) – flertal (børn) pædia (παιδιά). Af dette barnlige ord, har vi så fået vores pædagogik (παιδαγωγική - oprindeligt 'det at lede børn').


Har jeg nu været tilstrækkelig pædagogisk?

Friday 5 October 2012

Filologisk filosofi


Bulgariens hovedstad er en af de ældste byer i Europa, og den har skiftet navn flere gange, sidst til Sofia. Dette navn fik den i 1376 efter en gammel kirke – basilika eller domkirke - St. Sofia, der er viet til Den Hellige Visdom, lige som den mere berømte (H)agia Sofia i Istanbul. Hvem Den Hellige Visdom egentlig var fortaber sig i myter og legender, som i sig selv er interessante nok, men jeg skal her forsøge at holde mig til det sproglige eller filologiske. Agia Sofia (Ἁγία Σοφία) er græsk. Agia betyder hellig, helgen eller sankt og sofia betyder visdom. Hvis man hedder Sofie forventes man at være vis. I den græske oldtid var filosofi (philosofia - φιλοσοφία) oprindelig betegnelse for videnskab i bred forstand. Filosofia betyder at elske, holde af eller være ven med visdom/viden. På nygræsk betyder “ο φίλος μου” (o filos mu) “min ven” - et udtryk man hurtigt kan komme til at lære i Grækenland, sådan a la “mio amigo” andre steder ved Middelhavet. Aristoteles gav ordet filosofi en drejning hen imod den moderne betydning af begrebet filosofi. Ordet minder jo en hel del om filologi fra græsk philologia (φιλολογία) 'kærlighed til ord', af philo- 'dyrker, kender, elsker af noget' og afledning af logos 'ord, tanke, fornuft'. Vi har en lang række ord der ender på -logi eller -log, afledt af græske ord. Biologi, læren om det levende. Geologi, læren om jorden. Zoologi, læren om dyr. Astrologi, læren om stjerner. Og så videre.
(St. Sofie kirke i Sofia, Bulgarien)

Selv om (Agia) Sofia i andre kulturer er blevet tilbedt som en gudinde blev Agia Sofia i den tidlige katolske og ortodokse kristendom et udtryk for forståelse af Helligånden. I den første græske oversættelse af det hebraiske gamle testamente til græsk (septuaginta) blev det (ofte forekommende) hebraiske חכמות Ḥokmot oversat til sofia (σοφία).

Er det så mærkeligt, at man når man beskæftiger sig med ældre sprog og ordenes historiske udvikling såre let kommer til at blive en lille smule filosofisk? I dag var jeg meget nær ved at komme til at skrive en masse filosofiske betragtninger om filosofi, men jeg har viseligt alvorligt forsøgt at holde mig til filologien (som sagt videnskaben om ældre sprog og ordenes historiske udvikling).

Thursday 4 October 2012

Nasalt


Nogle stikker fingeren i jorden for at lugte hvor de er. Jeg bruger næsen. Jeg lugter nemlig bedre med næsen end med fingrene. Næsen er i det hele taget et nyttigt organ. Før der var GPS kørte man efter næsen. Sådan kom jeg somme tider på afveje, for min næse er skæv, efter at jeg engang stak den for langt frem under en fodboldkamp. En fodboldstøvle er ikke noget at stikke næsen op efter, vil jeg gerne hilse og sige.

Jeg har næsegrus beundring for folk, der har ben i næsen. Sådan en som mig, der stikker min næse i alt muligt, kunne godt bruge lidt mere næseben, i stedet for alt det brusk jeg er udstyret med. Når jeg så får en på tuden bliver jeg bleg om næsen og må tude. Det kan du bide dig selv i næsen på.

Næsen skal man skam passe godt på. Lad være med at tabe både næse og mund, hvis du bliver taget ved næsen, for straks derefter kan du få brug for begge dele. Munden til at spytte med og næsen til at rynke på.

Har jeg fortalt, at jeg engang fik en næse. Det var så skuffende, at jeg straks puttede den i skuffen. Den var nemlig skriftlig. Vatnisser får ikke næser. Det skulle da lige være vatnæser. Det er alt hvad vatnisser har næser for.

Gikken gakken guffen, næsen ned i skuffen.

Wednesday 3 October 2012

Hillemænd dog

Ja hille den da. Hille betyder hellig, og hillemænd er derfor de hellige mænd. Hellefisken er ikke i sig selv hellig, men en fisk, der måtte spises i den hellige fastetid. Det er såmænd det. Ja og de mænd, som der hentydes til, når man siger ”såmænd”, var nok også ”hellige mænd”. Og så er ”hellig” i øvrigt afledt af hel i betydningen uskadet eller sund. En hellig mand er en hel mand, en mand med en sund sjæl, hans legeme skal jeg ikke udtale mig om. Hvor er de hellige kvinder dog blevet af?

Helle for at være god til at skrive. Helle har noget at gøre med at hellige sig noget, at forbeholde sig det. Der har man et fristed. Det er delvis derfor der står heller, hvor man går over vejen. Helle var i den betydning et nyt ord foreslået i dagbladet Politiken i 1902 efter helle som 'fristed', men vel også med tanke på ”helle”, et gammelt nordisk ord, der betyder 'glat, flad sten'. På sådan nogle flade sten skrev man helleristninger. Helleristninger var nok snarere magiske end hellige, og selv om de måske nok havde en vis religiøs betydning, har de ikke noget med ordet hellig at gøre.

Hillerød er heller ikke noget helligt (fri)sted. Byen har et hyldetræ i sit byvåben, men forstavelsen hille stammer dog nok snarere fra mandsnavnet Hilde. Rød vil sige ”rydning”. Fra tiden hvor Nordsjælland for en stor del var skov, er der mange stednavne med endelsen rød i betydningen rydning. (Allerød, Birkerød, Lillerød og så videre). Hillerød betyder derfor, at her ryddede Hilde skov engang i den ældre middelalder, på et ikke nærmere fastsat tidspunkt. (Nuvel man kunne måske teoretisk set have ryddet hyld).

Anderledes er det med Hildesheim i Tyskland. Det var ikke her, at Hilde hørte hjemme, for Hildesheim ligger hvor den gamle øst-vestlige handelsvej, Hellweg, krydser floden Innerste. Hellweg er mærkeligt nok ikke en hellig vej. Spørgsmålet er blot, om det nu var en lys vej, gennem lysninger i skovene, fra nedertysk ”helwech” (det tyske ”hell” betyder lys), eller om det var en gammel saltvej? Fra det keltiske ord ”hal”, der betød salt. Halit bruges i øvrigt stadig som fagudtryk for stensalt (køkkensalt). Det der med etymologi er ikke altid lige let, og somme tider når man kun til en halv løsning.

Helledusseda hed tidligere såmænd også ”helledud”, som er en omdannelse af ”hellige gud”
… og helledusseda, vi kommer langvejs fra …

Tuesday 2 October 2012

Vilde krabater

Trediveårskrigen har sat sine spor, også på ord. Christian 4. var ikke så heldig med sin deltagelse i trediveårskrigen, faktisk led han et knusende nederlag. De kroatiske soldater lagde man mærke til. Det var nogle vilde karle. De blev berygtede for deres vildskab, røverier og så videre. Ordet kroat blev via nedertysk forvansket til det danske ord krabat. En vild krabat. I de kroatiske soldaters uniformer indgik en klud, der var bundet om halsen. Sådan en halsklud eller kroat blev på fransk til ”cravatte” og senere til tysk ”Krawatte”, engelsk ”cravat” og nederlandsk ”kravat”.


Nu deltog jeg ikke i trediveårskrigen. Så gammel er jeg heller ikke. Men her har i et billede af en (efterlignet) krabat jeg tog i Zagreb den 18. oktober 2008, på den årlige internationale slipsedag, eller som de kalder dagen der ”dan kravate”. Dan betyder dag (som i ”dobar dan” goddag) og kravate har i sikkert for længst gættet er slips. Kroaterne mener, at de har opfundet slipset, og det er rart for en nation at have noget at være stolt af.

Det her får mig til at tænke på et mere nyttigt kroatisk ord, nemlig ”krevet”. Det er en seng, og sådan én kan du måske få brug for, når du er blevet søvnig af at læse dette her. Det kommer ikke af det franske ord ”crevette”, for selv om ”crevette” udtales ”krevet” er det altså en reje, og rejer er ikke så gode at sove på. Nej det kroatiske krevet kommer fra det græske ord krevati (κρεβάτι), der også betyder seng. På klassisk græsk var en krabbatos (κράββατος) en madras, sådan en til at ligge på og ikke den by i Indien, der nu kaldes Chennai. Det kan måske undre dem, der ved hvad en eunuk er. Tidligere var en eunuk en person der bevogtede soveværelserne eller sengene i et harem. Af sikkerhedsmæssige årsager skulle det gerne være en kastreret mand. Eunuk betyder ”sengevogter”. Det kommer fra klassisk græsk eunukos (Ευνούχος) - af eune (ευνή) 'seng' og okhos eller ogechein 'holde opsyn med'. Jo der er da en hel del forskel på klassisk græsk og nygræsk, men hvad? sengene er vel også kommet til at se anderledes ud. (Man kan så undre sig over om de dengang levede over eune ;) )

Der er åbenbart visse fordele ved at være eunuk. Det er netop blevet videnskabeligt bevist, at eunukker lever længere end andre mennesker. I hvert fald hvis der er tale om koreanske eunukker, eller koreanske kastrerede mænd. De undersøgte koreanske eunukker levede i gennemsnit 14 år længere end ukastrerede mænd i samme samfundslag. Af gode årsager omfattede undersøgelsen kun døde koreanere.

Skulle man måske overveje et lille indgreb?

Monday 1 October 2012

Pip


Har du fået pip? Jeg er for længst en PIP. En PIP er nemlig en Positivt Indstillet Person. Andre nøjes bare med at nippe til tilværelsen. De er bare nippere. En NIP er en Negativt Indstillet Person, og så ved jeg godt hvad eller hvem jeg foretrækker.

En del kvinder har en mere problematisk PIP, eller to, nemlig PIP-brystimplantater. De har det problem, at de kan lække, implantaterne altså. Det kan positivt indstillede personer naturligvis også, men ikke altid med silikone. Risikoen for at PIP-implantater lækker er omkring dobbelt så høj som for andre implantatmærker, og det er jo ikke så godt. Implantaterne er fremstillet af firmaet Poly Implant Prothese, deraf navnet PIP. PIP er et initialord eller en initialforkortelse, det vil sige en ordforkortelse dannet af nogle ords forbogstaver. Det er oven i købet en udtalelig forkortelse, gid alle forkortelser var det. Det ville lette tilværelsen.

En initialforkortelse kaldes med et fremmedord et akronym. Akronym kommer fra græsk onyma, der betyder 'navn' og akros, der betyder 'yderst, i spidsen af'. Lige som ved Akropolis (Ακρόπολις), en by (polis) på toppen (af en høj eller et bjerg).

Initialord må man sommetider skrive med små bogstaver, så hvis jeg nu skriver PIP med småt kan det jo godt give anledning til misforståelser.

Jeg er en pip, men jeg har ikke nogen pip, men måske nok en smule pip.

Det var så dagens lille pip fra mig.

PS: Hvis du ikke tidligere har set forkortelserne NIP og PIP for ± indstillede personer, er det næppe helt tilfældigt. En eller anden Positiv Initiativrig Person jo begynde. Bortset fra det hader jeg forkortelser, navnlig dem jeg ikke forstår.