Tuesday 16 October 2012

Grædefærdig

Svensk har en hel del faldgruber for danskere. Således betyder ”grädde” ikke græde, men fløde. Det skrev jeg allerede lidt om i går. Jeg har prøvet at kigge i en svensk etymologisk ordbog, men den siger bare, at ”grädde” er et specielt svensk ord af ukendt oprindelse. Der er dog svenske dialekter, hvor vi kommer fløde en del nærmere som for eksempel med ”flöt”. På älvdalsk hedder det fläter, men nu hævdes älvdalsk jo også at være et sprog for sig (de har selv deres eget ”Älvdalska språkrådet”). Et spøjst svensk udtryk er ”grädde på moset” (mos i betydningen kartoffelmos eller æblemos). Det svarer nærmest til ”rosinen i pølseenden” eller ”prikken over i'et”. Sammenlign for eksempel med det engelske ”icing on the cake". I parentes bemærket stammer udtrykket rosinen i pølseenden fra gamle dages pølseproduktion, hvor man lagde en rosin i enden på pølsen, for at forhindre farsen i at løbe ud.

Men lad os nu ikke græde over spildt mælk, eller fløde. Hvad skal vi gribe og gøre i, potten står der jo fløde i. Ordet fløde er ret begribeligt. Det kommer af flyde, fløden flyder jo oven på mælken. På norsk hedder det "fløte", men på islandsk "rjómi" og på færøsk i øvrigt "rómi" – hvis jeg ellers kan tro på, hvad jeg selv har skrevet om fløde på den danske Wiktionary. Det med "rjómi" og "rómi" er jo sådan set mærkeligt, når det på oldnordisk hed flautir (svarende til fløde).

Græde hedder derimod "gråta" på svensk, og græde er straks et andet kapitel. Det fylder temmelig meget i min etymologiske ordbog. Den er snart ved at være gammel, så den kan have enkelte fejl. Der er i mine forskellige kilder dog stor enighed om at ordet stammer fra oldnordisk "gráta", og at det på oldengelsk hed grætan, graetan eller gretan. Der er mange der hævder at det har ført til tysk "grüssen", nederlandsk "groeten" og engelsk "greet", der alle betyder hilse. Når man hilser på folk, bliver de åbenbart så glade, at de græder? Det kunne også oprindeligt måske være noget med at pibe, klynke eller klage. Græsseligt havde oprindeligt ikke noget med ordet at græde at gøre, men er muligvis med tiden blevet påvirket af det ældre nytyske "grass", der betød "skrækkelig". (Lige som skræl kan smitte af på skraldemand -> til skrællemand – sådan udvikler sproget sig nu en gang). På middelhøjtysk lød ordet "graz", som betød "rasende" og (ældre tysk "grazen" = rase eller skrige) og dette "graz" er vist nok beslægtet med "græde".

På skotske og nordengelske dialekter kan "greet" stadig betyde "græde", men muligvis kommer det her fra en anden rod end grætan.

Ja og så er der naturligvis det engelske ord "regret" (fortryde/beklage). Dette ord kommer ganske givet fra det gamle "gretan" forsynet med forstavelsen "re-". På oldfransk betød "regreter" at begræde (og hermed beklage) en persons død. Og det kan da nok være græsseligt.

No comments:

Post a Comment