Wednesday 24 October 2012

Lurendrejerens morfar


Der findes så mange pudsige udtryk. Et som jeg holder meget af, og sa vidt jeg ved pudsigt nok først er kommet i brug omkring det tidspunkt, hvor jeg gik på pension, er at nappe en morfar. Sådan en skraber snupper jeg mig da gerne dagligt, hvis det ellers kan lade sig gøre. Som morfar, der nyder sit otium, mener jeg at jeg har fuldt ret til dette herlige privilegium. Sidst jeg vågnede fra denne pragtfulde aktivitet og drejede mig om på den anden side, kom jeg til at spekulere på, om jeg derfor er en lurendrejer. Jeg kom dog heldigvis til den klare konklusion, at det kun er når man drejer andre en lur, at man er en lurendrejer, og altså ikke når man snupper sig selv en uskyldig lur.

Nu ligger det sådan at en lur i denne sammenhæng hverken har noget med lurmærket smør eller et forhistorisk musikinstrument at gøre. At lure er at snyde. Lurendrejeren har vi lånt fra nederlandsk.
En ”lorrendraajer” (har også set ”lurrendraaier”) var en (slave)smugler og dermed en bedrager. Det kommer af et ældre nederlandsk udtryk ”ieman einen loer draaien” (på nutidens standardnederlandsk ”iemand een loer draaien” - at dreje nogen en lur), hvor ”loer” (der udtales ”lur”) muligvis har noget med lap eller las at gøre.

Denne ”loer” var et simpelt instrument til at fange jagtfalke med og bestod i et stykke reb, hvortil der var bundet en læderlap og et stykke kød. Ved at dreje den rundt kunne man lokke en falk, og når falken styrtede sig over ”byttet”, kunne man fange falken. Man havde drejet den en lur. Så enkelt er det.

Se der har jeg så afluret denne velbevarede nederlandske hemmelighed.

No comments:

Post a Comment