Der dukker af disen
”Der dukker af disen min fædrene
jord
med åser og agre og eng.”
med åser og agre og eng.”
Hvis dette ikke siger dig en disse,
skal jeg her sige lidt om diser. I den gamle nordiske mytologi
var diser en gruppe kvindelige guddomme. Diserne blev dyrket
ved diseblót, dísablót, som i Sverige blev afholdt ved
forårsjævndøgn, i Norge om efteråret. En af diserne, nemlig
sværdets gudinde, hed Hjørdis. Endelsen -dis, fordi hun var
en dis, og hjørr eller hjörr er et oldnordisk ord for
sværd.
Forledet i bynavnet Hjørring kommer
med høj sandsynlighed fra dette oldnordiske ord for sværd, altså
hjørr. Det kan således betyde Sværdstedet eller Sværdbostedet,
idet navne med endelsen -ing eller -inge sandsynligvis blev skabt som
bostednavne, og således henviser til bebyggelser. De fleste (mere
end 1000 år gamle) -ingnavne er afledninger af ord der har med
naturen at gøre, som bjerg, fugl og lignende. Således for eksempel
Herning, af horn (det vil sige fremspringende bakke) og endelsen
-ing). På tilsvarende måde kan navnet Hjørring måske sige noget
om terrænet i og omkring bostedet - der har måske været tale om et
terræn hvis form har kunnet sammenlignes med et sværd.
Hjørring ”betyder” da ”bostedet
på terrænformationen, som ligner et sværd”. Dette regnes for at
være den mest sandsynlige forklaring, men ikke den eneste mulige.
Man kan også forestille sig noget i retning af: ”bostedet, hvor
der fremstilles sværd” eller ”bostedet, hvor der sælges sværd”.
Det er det sådan set ikke så ”sværdt” at forstå. Hvor
krigerisk var Hjørring egentlig?
I nordisk mytologi var det i øvrigt
ofte en opgave for dværgene i underverdenen at smede sværd, men det
kommer sådan set ikke sagen ved.
No comments:
Post a Comment