Fastlandsnordisk

Fastlandsnordisk

Jeg skrev for et par dage siden om, hvordan nordisk i middelalderen kunne opdeles i vestnordisk og østnordisk. I dag er den sproglige virkelighed dog sådan, at de fleste dansk- og svensksprogede har lettere ved at forstå norsk end færøsk og islandsk. Derfor taler man også om en inddeling i ønordisk og fastlandsnordisk. Fastlandsnordisk kaldes undertiden også skandinavisk, som så kan inddeles i nordskandinavisk (norsk og svensk) og sydskandinavisk (dansk).

Med reformationen og bogtrykkerkunsten fik skriftsproget større betydning, og mange europæiske skriftsprog fik deres moderne form i forbindelse med diverse bibeloversættelse i denne periode. Skandinavien fik hermed to standardskriftsprog, nemlig svensk og dansk. På grund af Kalmarunionen fra 1397 og derefter unionen med Danmark var dansk skriftsprog blevet det gængse i Norge. Med dansk som kirkesprog i Norge og den danske bibeloversættelse befæstede dansk sin stilling i Norge. Nogle af Norges ypperste forfattere skrev deres værker på dansk.

Dansk var således det eneste skriftsprog i Norge fra omkring 1500 til omkring 1850. Først omkring 1830 fremstod der et klart ønske om et eget norsk skriftsprog. I dag udmærker norsk sig ved ikke at have noget standardtalesprog (man taler i udstrakt grad sin dialekt, eventuelt lettere tilpasset til bokmål) og ved to officielle skriftsprog. Bokmål har siden 1850'erne udviklet sig fra det danske bogsprog og anvendes nu af næsten 90% af nordmændene. Nynorsk bygger navnlig på forskning af gamle norske dialekter. Det ligger derfor nærmere islandsk end dansk og svensk sprog gør. Brugen af nynorsk var på sit højeste i 1930'er og er nu efter kraftig tilbagegang næsten nede på 10%. Både nynorsk og bokmål har mange valgfrie former. De kan altså siges at være mindre standardiserede end dansk. Jeg vil gerne undskylde overfor eventuelle norske læsere, at jeg har fået det til at se enklere ud end det i virkeligheden er.