Tuesday, 11 September 2012

Bidetet

Da vi byggede hus midt i halvfjerserne fik vi bidét. Arkitekten sagde, at det hørte med til et moderne badeværelse. Der skulle være badekar, bruseniche, håndvask, toilet … og altså (naturligvis) bidet.

Mange parcelhusbadeværelser fra 1960’erne og 1970’erne havde bidét. Det var in. For de uindviede så er et bidet beregnet til vask af den nederste del af underkroppen. Hvis det bruges til formålet bidrager det til bæredygtighed. Efter at have siddet på wc-kummen flytter man bagdelen direkte over på bidetet og bruger udelukkende vandskylning uden brug af toiletpapir. Det ubetydelige merforbrug af vand udlignes rigeligt af sparet papir. Og i rensningsanlæggene er mere vand at foretrække frem for mere papir.

Det var så teorien, som jeg i øvrigt har hørt mange usmagelige vittigheder om. Dem skal jeg nok lade være med at viderefortælle. I praksis bruger vi hos os nok oftest bidetet til fodbad. Man kan også lægge lidt tøj i blød i det. I yderste nød kan man eventuelt bruge det som pissoir, hvis alle rigtige toiletter i huset er optaget. Jeg hører at nogle bruger det som et badekar til babyer, og der er sikkert mange andre udmærkede anvendelsesmuligheder. Samvirke skrev faktisk en gang om ”10 ting du også kan bruge et bidet til”. Men i vores næste bolig skal vi altså ikke have bidet – så er den hemmelighed sluppet ud. Vi er ikke rigtig bidt af det.

Et bidet er ikke et sædebad eller sædebadekar, selv om man muligvis med et vist besvær kan tage et sædebad i det – et sædebad med lunkent vand skulle være godt mod hæmoridesmerter. Et sædebad(ekar) er det samme som et siddebad, altså et kort badekar, hvis bund har form som et højt trappetrin så man kun kan sidde i det. Brug af sædebadekar kunne reducere antallet af drukneulykker i badeværelser væsentligt – og så kan de være pladsbesparende. Jeg prøver med lidt positiv tænkning.

Et bidet har i øvrigt heller ikke noget at gøre med at bide (heller ikke med at bide sig selv i halen), men dog nok med et oldfransk udsagnsord ”bider”. Et udsagnsord der betød at trave, ligesom en hest gør. Oprindelig betød det franske navneord ”bidet” (dannet af ”bider”) en lille ridehest eller pony. Man sidder jo, lige som på en hest, overskrævs på sådan en tingest (når man altså bruger den til det dertil indrettede formål). Der er lidt uenighed om man nu skal vende ansigtet eller ryggen mod vandhanen. Jeg har ikke foretaget nogen markedsundersøgelse, men tror nok at de fleste brugere foretrækker at vende ansigtet mod hanen, så er hanen ligesom lidt lettere at betjene.

På enormt mange sprog skriver man i øvrigt, som på fransk, ”bidet” eller ”bidét”, når man altså skriver om bideterne. Jeg kan godt lide at svenskerne, spanierne, ungarerne og sikkert mange andre, skriver ”bidé”, for t-et skal jo være stumt. På finsk har man i øvrigt også smidt t-et væk og skriver ”bidee”.

Og nu skal I alligevel have en lille bid om bidetet på svensk:

Bidén kom på 1700-talet och man trodde att den skulle förebygga allvarliga underlivssjukdomar och andra besvär, eftersom man tyckte att underlivet var särskilt utsatt för bakterier och smuts. Särskilt vanlig var bidén på finare bordeller där kvinnorna snabbt kunde rengöra underlivet före mottagandet av nästa kund.

Og hvad kan vi så lære af det – at det er ”fint” at bruge bidet.

(Den tidligste skriftlige omtale – på fransk – af et bidet er fra 1710).

No comments:

Post a Comment