Skånelænska eller bornholmska

Nu kommer jeg nok til at provokere lidt, men det får så være. I går nævnte jeg tre fastlandsnordiske sprog, nemlig norsk, svensk og dansk. Jeg kunne med god ret have nævnt tre mere, nemlig gotlandsk, älvdalsk og skånelandsk. Älvdalsk er uforståeligt for en gennemsnitssvensker. Gammelgutnisk har jeg allerede været inde på, det er anerkendt som et uddødt sprog. Det kniber mere med anerkendelsen af moderne gutnisk (gutniska, gutamål eller gotländska). Kort sagt ud fra rent sprogtekniske kriterier ville man sikkert definere älvdalsk, gotlandsk og ældre skånsk som egne sprog, hvis de altså ikke lige havde ligget i Sverige, og altså ikke opfattes som ”nationalsprog”. Der findes ingen hær til at forsvare deres identitet eller integritet. At en rimelig del af den lokale befolkning finder at deres ”dialekt” er et ”sprog” er naturligvis en anden sag.

I 1897 påstod Gustaf Cederschiöld ganske vist: ”En skåning, en gotländing eller en dalkarl kan nu för tiden, om han erhållit ordentlig utbildning, skrifva lika god svenska som en stockholmare eller nyköpingsbo” (Älvdalen ligger i Dalarna!). Det understreger vel blot, at svensk var et fremmedsprog for disse mennesker.

 

I Danmark betragtes bornholmsk, der er en skånelandsk dialekt, som et sprog ud fra sprogdefinitionen, mens sproget i resten af Skånelandene, der taler et tilsvarende mål med forskellige dialekter, i Sverige betragtes som en svensk dialekt. Sagen er, at det sprog der tales, og i særdeleshed taltes, i Skåne, Halland og Blekinge er blevet kraftigt forsvensket, således at det nuværende bornholmske, som har haft bedre levevilkår, måske på grund af afstanden til resten af Danmark, nu er det sprog, der kommer nærmest det ældre skånske.

Skånelandene er historisk set Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Deres sprog er ”Skånsk mål”, ”Skånelandsk,” eller ”Skånelænska”.

Ud fra måske mere politiske betragtninger anser man fra dansk side gerne skånsk og bornholmsk som danske dialekter. Fra svensk side anser man tilsvarende skånelandsk, älvdalsk og gotlandsk for at være svenske dialekter. Der kan også gå politik i sprog. Og sådan er der så meget.

Men medens vi er ved uddøde (nordiske) sprog skal jeg lige nævne grønlandsnordisk, som helt bestemt for længst er uddødt. Det er stadig en gåde, hvad der skete med de gamle nordboere på Grønland, men uddøde er de.

Et af de ord jeg husker fra min tid på Bornholm er jylkat, som betyder pindsvin. Det sprog som navnlig fiskere og landmænd taler på Bornholm er under ingen omstændigheder en svensk dialekt, men det er heller ikke dansk, for det er skånelandsk. Så er det sagt. (Nu får jeg nok på puklen).

Og så kan jeg i øvrigt oplyse at ”Bibelinj ee auersat tee ded bornholmska sprog” - det vil sige, det er vist egentlig snarere en genfortælling af Det nye Testamente, men alligevel … Oversætteren selv siger: "Der står i Bibelen, at alle mennesker skal have mulighed for at læse Bibelen på deres eget sprog. Og bornholmsk er mere end blot en dialekt. Det er et helt sprog i sig selv."

Her finder du et par prøver på bornholmske sange: http://www.bornholmerklubben-fyn.dk/sangbog/ja_va_lidinj_horra.html og http://www.europage.dk/bornholm/sange/ja_taenker_paa_som_horra.htm . Jeg tror man skal være ægte bornholmer (eller måske skåning?) for at forstå det hele. (”horra” er en dreng, oprindeligt hyrde(dreng), og krajturn er kreaturerne. Jâ va lidinj horra, jå skujle vâuta får - jeg var en lille (hyrde)dreng, jeg skulle vogte får).