Ingvæonisk

Jeg havde vist lovet at skrive lidt om de nordiske sprogs historie. Det er der jo ellers skrevet tykke bøger om, og desværre er de lærde ikke altid helt enige. Jeg vil nøjes med at belyse nogle af de begreber, der er brugt, ved hjælp af en række kort hentet fra diverse sproglige udgaver af Wikipedia, i visse tilfælde mere eller mindre let bearbejdet af mig. Selv da bliver det en lang historie, så jeg vil tage dem et kort ad gangen.

Jeg vil starte før der overhovedet var noget dansk eller nordisk sprog, og altså også før nordboere havde skrevet noget som helst – det vil sige lang tid før de første runer. Før da fandtes der urgermansk, fra ca. 1000 f.Kr. til ca. 200 e.Kr.

Kort over nord- og vestgermanske sprog omkring 100 f.Kr.

Denne opdeling af nord- og vestgermanske sprog omkring 100 år før vor tidsregning blev foreslået af en tysk sprogforsker i 1942. Det er meget spekulativt og bygger på romerske kilder, blandt andet Tacitus, som omhandler de germanske stammer. Der er ikke ret meget belæg for at disse stammer skulle have haft hver deres egen dialekt eller ligefrem sprog, selv om der måske er en vis sandsynlighed. Det menes, at ingvæonisk har sat visse lydlige spor (lydforskydninger) i frisisk, engelsk, nedersaksisk og til dels nederlandsk. Ingvæonerne var en vestgermansk folkegruppe der levede langs Nordsøkysten, i Jylland, Holsten, Frisland og enkelte danske øer, hvor de i det første århundrede f.Kr. var blevet opsplittet i frisere, saksere, jyder og angler. Plinius den Ældre mente at ingvæonerne bestod af stammerne kimbrerne, teutonerne og chaukerne. Også dette kan der måske være tvivl om.

Det er nok for tidligt på dette tidspunkt i historien at sætte lighedstegn mellem nordgermansk og nordisk.

Efter den jyske tid med nordsøgermansk fulgte urnordisk og yngre urnordisk. Urnordisk er sprogstadiet i de nordiske sprog i tiden mellem ca. 200 og 500 e.Kr. Herfra har vi skriftligt materiale. Man har fundet ca. 200 forskellige runeindskrifter på det urnordiske sprog fordelt over hele Skandinavien. Indskriften på guldhornene , som sandsynligvis er fra 400-tallet e.Kr., er det bedst kendte eksempel på urnordisk sprog. Yngre urnordisk fra 500-700 e.Kr. kaldes også synkopetiden. Tag ikke årstallene alt for bogstaveligt, blot sådan cirka. Man kan finde forskellige årstal forskellige steder

Og så er jeg klar til at fortsætte med vikingetiden og oldnordisk i mit næste indlæg.