Wednesday, 26 September 2012

Oldnordisk, norrønt, dansk tunge


Omkring år 700-800 blev nordisk efterhånden delt i sprogene norrønt (oldnordisk), olddansk og oldsvensk. Følgende kort viser situationen omkring år 900.

Man ser her skellet mellem vestnordisk (runenorsk og det oldnordiske, der senere blev til oldislandsk) på den ene side og østnordisk (runedansk og runesvensk) på den anden side. Det ses hvor vikingerne havde gjort deres indflydelse gældende. På de Britiske Øer eksisterede norsk og dansk (i Danelagen) side om side med angelsaksisk, også kendt som ænglisc. Vi bemærker også de danske vikinger i Normandiet. Strengt taget sad der nok danske vikinger i den østlige del af Normandiet og nordmænd i den vestlige del. ”Fri os fra de vilde normanner, som o Gud, hærger vort rige, myrder skarer af gamle og unge og også jomfruer og drenge” bad de indfødte så mindeligt. På øen Gotland skiller sproget (gammel)gutnisk sig ud. I dag er der stadig diskussioner om hvorvidt det gutniske man nu taler på Gotland er et selvstændigt sprog eller en svensk dialekt (det vender jeg måske senere tilbage til).

Lad mig dog nu koncentrer mig om det såkaldte oldnordiske.

Norrønt, oldnordisk eller kun oldvestnordisk er i dag en betegnelse på det vestnordiske (oldislandske og oldnorske) sprog i perioden ca. 800-1350 e. Kr. Denne skelnen var imidlertid ukendt på de islandske sagaers tid. Dengang talte alle nordboere i princippet dansk, eller i det mindste samme nordiske sprog. På oldislandsk betegner ”norrœnt mál” på samme måde som ”dǫnsk tunga” (i nutidsislandsk norrænt mál og dönsk tunga) det fælles nordiske sprog. I vikingetiden var det åbenbart meget populært at være daner og sige, at man talte dansk. Det hang sammen med succes. (Iøvrigt betyder daner muligvis oprindeligt 'lavlandsbeboer', men det kan jeg måske senere vende tilbage til).

Når betegnelsen norrøn om norsk-islandsk (norrœnt mál, norrœn tunga og norrœna) i 1200-tallet så småt begynder at fortrænge ”dansk tunge”, falder det sammen med Norges storhedstid, mens Sverreslægten herskede i Norge. I litteraturen omkring kong Håkon Håkonsons kulturpolitik forekommer norrønbegrebet adskillige gange, mens dansk tunge glimrer ved sit fravær. Håkon Håkonson var konge af Norge i perioden 1217–1263.

Islænderne blev ved med at kalde deres sprog for dansk langt op i middelalderen. Betegnelsen dansk tunge kan have set dagens lys blandt nordboernes naboer mod syd eller vest (saksere, frisere eller angelsaksere) engang i løbet af vikingetiden, måske i Danelagen i England.


Selv om oldnordisk traditionelt har været betegnelsen for vikingetidens og middelalderens sprog i Norge og Island siden begyndelsen af 1800-tallet, foretrækker mange fagfolk nu betegnelsen norrønt sprog. Det kan vi vel så delvis takke den norske kong Sverre for.


Hermed en lille smagsprøve på norrønt med deres udgave af Fadervor:
”Faþer vár es ert í himenríki, verði nafn þitt hæilagt
Til kome ríke þitt, værði vili þin
sva a iarðu sem í himnum.
Gef oss í dag brauð vort dagligt
Ok fyr gef þu oss synþer órar,
sem vér fyr gefom þeim er viþ oss hafa misgert
Leiðd oss eigi í freistni, heldr leys þu oss frá öllu illu.”


I næste indlæg skal jeg vende tilbage til shetlandsk og orknøsk.

No comments:

Post a Comment