Ingen er vel i tvivl om, at nu er det forår? Jeg må dog nok hellere indrømme, at vi her i huset så godt som hvert år har en lille diskussion om, hvornår det nu er forår (så skændes vi da ikke om vigtigere ting så længe).
Rent nøgternt kan man efter min beskedne mening anlægge tre forskellige videnskabelige synsvinkler.
1) Se på solens stilling (astronomisk – altså det med solen, månen, stjernerne og den slags)
2) Se på vejret (meteorologisk – et fint ord, som meteorologerne bruger, når de snakker om vejret)
3) Afgøre det rent kalendermæssigt
De er dog alle tre forbundet med en vis usikkerhed.
Det astronomiske forår går fra forårsjævndøgn til sommersolhverv. Det vil sige fra omkring 21. marts til omkring 21-22. juni. Jeg siger omkring, for datoerne kan svinge en del fra år til år. Mange er dog så håndfaste, at de siger det er fra 21. marts til 21. juni, hvert år, sådan bare, men det er jo egentligt lidt snyd.
Så er der det med vejret. Det passer jo en del med vore fornemmelser. Der er ingen officiel meteorologisk definition; men for Danmark er foreslået perioden, hvor minimumstemperaturen ligger mellem 0 og 10 °C og gennemsnitstemperaturen er stigende (ca. 25. marts til ca. 19. juni). Forslaget lyder da meget rimeligt, men det er altså ikke noget der er officielt vedtaget.
Der er fire årstider. Det givet tre (hele) måneder til hver. I dansk sammenhæng er det almindeligt at betragte foråret som månederne marts, april og maj. Hvis vi imidlertid sammenligner med det astronomiske forår ville det dog have været mere logisk med april, maj og juni (altså lig med årets andet kvartal).
Langt tilbage i tiden var april faktisk den første måned i kalenderen. Foråret var således, som ordet jo siger, den første del af året. Sådan havde det været i middelhavsområdet mindst helt tilbage til det gamle Persien, hvor årets første måned hed Adukanaiša, hvilket i min særdeles frie oversættelse bliver til sådan noget som ”i denne måned er det på tide at få renset vandingskanalerne”. Det kunne jo være taget lige ud af den tids ”Landmandens Almanak”. I det gamle Rom, og dermed på latin, hed foråret, altså årets tre første måneder ”tempus primum” (den første årstid). Senere blev dette på italiensk og spansk til primavera. og i det 16. århundrede på franks stadig primevère, som i mellemtiden er moderniseret til printemps.
Hvorfor nævner jeg nu alt dette? Fordi det bringer os til det mere poetiske danske ord for forår, nemlig vår, som i øvrigt er det gængse ord på både norsk og svensk. Vår har en meget gammel historie, der går helt tilbage til indoeuropæisk, hvor det efter min beskedne mening er lidt uklart om det nu betød forår, eller måske blot år, et år der jo alligevel begyndte med foråret. Men lad os springe nogle led over frem til det latinske ord ”ver”, der ifølge Gyldendals ”den røde” betyder forår. Om det så er russiske minder ordet for forår om vår eller latinsk ver eller gammeldansk war eller gammelgermansk wera, nemlig весна (vesna).
Endelig er der planter og fugle som forårsbebudere. Jeg syntes jo i sin tid, at det var forår, når bøgen springer ud. I 2009 var der imidlertid en bøg i Vejle, der sprang ud allerede den 26. januar, så den tommelfingerregel er åbenbart ikke ufejlbarlig. En svale gør ingen sommer, siger man, men bringer den forår?
Lad mig slutte af med et vers fra en drikkevise, for skål, nu er det forår.
Du lille svale, du som forår bringer
hjem til vort kære gamle Dannevang,
sig mig, hvor vil du hvile dine vinger,
og hvem vil du forlyste med din sang.
No comments:
Post a Comment