Folkeligt eller nationalt

(Delt på Facebook den 4. juni 2011)

Er det forkert at være folkelig? eller er man gal, når man er national?

Jeg skrev for et par dage siden om et par ord, at de var nygræske. Jeg kunne også have skrevet at de var på dimotiki (Δημοτική) for det er hvad grækerne kalder det sprog der i 1976 blev standard i Grækenland både i administrationen og i skolerne, og det er det græsk, man møder næsten overalt i dag. Dimotiki kommer fra demos, der som i demokrati kommer fra folk (δήμος, démos – folk og κρατία, kratía – styre, altså folkestyre). Dimotiki er altså folkets sprog, mere end et nationalsprog.

Det er faktisk også hvad tysk eller måske rettere Deutsch betyder, nemlig ”folkets” (underforstået sprog). Ordet stammer fra det gammelhøjtyske ord diutisc (fra diot "folk"), og henviser til tysk som "folkets sprog" i modsætning til latin, de lærdes sprog. På nederlandsk siger man stadig ”iets diets maken” i betydningen ”gøre noget tydeligt” – for man har nemlig sagt det på ”folkets sprog”, så alle kan forstå det (folkeligt altså). Heraf også det engelske ord for nederlandsk, nemlig ”Dutch”. Og så er vi faktisk tilbage til dansk, for den oprindelige betydning af ”tyde” er at ”gøre folkelig”. Er det tydeligt – ist dass deutlich? (Ja, for det er på et sprog, som folk kan forstå)

Ja og så har vi jo folkekirken og folkeskolen – for alle, for hele folket. Derimod har vi en nationalsang, som ikke er nogen folkevise – er det nationale måske finere? Et folk er nok en nation, men der er åbenbart lidt forskel på brugen af disse ord. At være nationalsocialistisk anses for eksempel ikke for særlig pænt, så hellere folkesocialist. Folket er synonymt med borgerne i en given stat, mens nationen ses som en sproglig, historisk og kulturel enhed, kulturelt ses folket dog åbenbart i modsætning til eliten eller statsmagten. At være borgerlig er noget helt andet end at være folkelig eller national.

Og så var der folket på gården, og måske i særdeleshed på herregården. Jo, ordet folk anvendes , især i ældre sprog, også om tyende, ansatte, tjenere, mandskab, for eksempel på et skib eller i en militærenhed. Eller hvad med pøblen, det kommer fra det franske ”peuple” der betyder folk, men det er nu en helt anden historie.

Det er ikke alt der kan være lige festligt, folkeligt og fornøjeligt! (Men man har vel lov til at være lidt småborgerlig nu og da?)