Bindegal

Hvor gal i skralden kan man blive? Og når man er gal er man så sindssyg eller bare vred lige her og nu?

Uanset om man er splintrende gal, eller rablende gal, splittergal eller lynende gal, så er det at være gal et lidt mærkeligt udtryk.

Ordet har som så mange andre en lang historie. Ordet stammer fra det oldnordiske udsagnsord gala, som betød sådan noget som forhekse med tryllesang, og i den betydning finder vi det nu kun i eder – ja, undskyld jeg bander, det gør jeg ellers nødig – men altså i eder som ”fanden gale mig”, altså en bøn om at blive forhekset af ham I ved nok. I nutids tillægsform, eller præsens participium, hvis I hellere vil have det på latin, blev gala til gallin (på oldnordisk altså – på nudansk svarer det til galen), det vil sige ”forhekset med tryllesang” og dermed forgjort, fortryllet, vild eller gal.

Hvis man er bindegal er man så gal, at det er nødvendigt at binde én fast.

I splittergal kommer det første led fra nedertysk splitter-, afledt af splitt 'splint', forstærkende betydningen oprindelig 'til sidste splint'. Og hermed er vi så også ved splintrende gal, hvor splintrende forstærker udtrykket til noget vældigt eller umådeligt: lynende gal eller overmåde vred, altså.

Derudover kan galt jo naturligvis også betyde noget, der er forkert, som under Otto Leisners TV-optræden som vært i den dansk-norsk-svenske 'Trekampen', en række udsendelser, som nogen af jer måske kan huske, de løb fra 1964 til 1967, så det er efterhånden et part dage siden. Her blev bemærkningen "Dommeran säger, at svaret är fel" gjort udødeligt. Svaret var altså galt eller forkert (men ikke nødvendigvis væmmeligt), men nu er jeg måske ved at komme ud på et fælt vildspor? Det kommer jeg, åh, så let. Jo galere, jo bedre.

Fæl er for øvrigt beslægtet med det oldnordiske fælinn 'sky, bange', hvoraf det muligvis er dannet på samme måde som gal af galen.