Møntet på penge

Pengesedler er en forholdsvis ny foreteelse. Vestens første papirpenge blev vist nok udstedt i 1690 i USA (baseret på garanteret ombytning til guld, såkaldt guld-standard), men papirpenge var dog allerede kendt i Kina for tusinde år siden. Derfør var penge lig med mønter. Det menes også, at kinesiske mønter var den første brug af mønter udført i bronze for handel omkring 1500 før vor tidsregning. Det er derfor ikke så mærkeligt at det engelske ord for penge, nemlig money, minder stærkt om ordet mønt, og at det franske ord for penge, nemlig argent, er betegnelsen på en af de metaller man ofte har brugt til fremstilling af mønter, nemlig sølv. Nutidens penge får sin værdi fra en regering, nationalbank, centralbank eller anden juridisk enhed, og ikke fra værdien af materialet de er lavet af. Så hvad med det danske ord ”penge”? Ordet penge var oprindeligt flertal af ”penning”, hvis oprindelse fortaber sig lidt tågen. Fra engang i middelalderen og frem til 1602 var penning en møntenhed i Danmark, og der fandtes da også en mønt med værdien 1 penning.

Jeg finder det morsomt, at man på nederlandsk kalder en (forenings)kasserer for ”penningmeester”, altså den person i foreningen, der er mester for eller styrer foreningens pengesager (som en norsk ”skattmester” eller svensk ”skattmästare”). Tidligere havde man nemlig også en nederlandsk mønt der kaldtes penning, og ordet går faktisk helt tilbage til oldsaksisk, og genfindes i den engelske mønt ”penny” og den tyske ”Pfennig” (den tyske Pfennig går helt tilbage til det niende århundrede. I middelalderen var den dog meget mere værd end i 2002 ved ombytningen til eurocent!), der forsvandt med indførelsen af euro. I andre gamle tyske lande som for eksempel Prøjsen og Bayern var der mønter med lignende, tilsvarende navne: Pfenning, Penning, Pending, Pfanding og Penny. Også i Sverige havde man (naturligvis) en ”pänning” eller ”penning”. Penningen var hovedmønten i det norske møntsystem fra 995 til 1387. Der var en finsk ”penni” (1860–2001), en polsk ”fenig” (1917–1918) og en ”fening” i Bosnien-Hercegovina (1998–idag). Som mønt var ordet altså åbenbart ret udbredt. Nogle forskere mener, at ordet kan stamme fra det latinske ord ”pannus”, det vil sige en lap stof, fordi man i nogle primitive samfund brugte stoflapper som betalingsmiddel. Den forklaring tør jeg ikke stå inde for, men det er da en spøjs redegørelse. Det er i denne forbindelse måske interessant at bemærke, at ordet ”pant” (som i pantsætte) muligvis også er beslægtet med latin pannus 'stykke tøj, lap'.

Nu er ungarnsk overhovedet ikke i familie med de germanske sprog, ja det er ikke engang et indoeuropæisk, og dog kaldes penge på ungarnsk ”pengö”. Dette ord har absolut ikke noget med vores ord for penge at gøre, men kommer fra pengeni, der er en lydefterligning efter det pling eller ping det siger, når man betaler med klingende mønt.

Og hvad så med mønt da? Mønt har vi fået via middelnedertysk (plattysk) Münte fra latin moneta 'mønt', oprindelig om møntværkstedet i Juno Monetas ('hun som giver gode råd' eller 'den der erindrer') tempel på Capitolium i Rom. Og her kunne jeg så køre videre til nogle beslægtede ord af græsk oprindelse, men det må vente til en anden god gang.

I mellemtiden kan jeg så tælle mine moneter.

Eller skal jeg måske alligevel, nu da jeg jo hedder Ole, komme med den der med ”Godnat Ole, (sluk lyset), pengene ligger i vinduet”. Udtrykket findes i flere versioner på forskellige sprog (dog navnlig tysk og svensk), og er kendt på dansk fra 1830'erne. Jeg har hørt og set mange forklaringer på udtrykket, og skal her nøjes med én af dem. I bordellernes tid var det muligvis skik at gæsten efterlod damens vederlag for ulejligheden i vindueskarmen. Der har været anvendt forskellige pigenavn som Mette, Lise og Anna i stedet for Ole. Brugen af et mandsnavn kunne måske gå på en ruffer, eller hvad sådan en nu kaldes, altså ham der i første omgang indkasserede pengene. Jeg tror dog næppe, at H.C. Andersen tænkte på bordeller da han i 1842 brugte udtrykket i eventyret ”Ole Lukøje”. Og så fik jeg da nævnt den Ole også ;-)