Friday, 24 August 2012

Forstår du tegnsprog?


Man skal passe på med hvad man siger. Det gælder ikke mindst, når man taler fremmedsprog, hvor man ikke altid er helt klar over, hvad ordene betyder, og hvordan de bliver opfattet af andre. Sådan er det naturligvis også med tegnsprog. Jeg kan da for eksempel huske, at jeg engang var inde i et supermarked et eller andet sted i Kina for at købe en skjorte. Det havde både ekspeditricen og jeg meget fornøjelse af, for det kneb enormt meget med den gensidige forståelse, men det med at grine er ret internationalt. Når kinesere viser tal med fingrene, gør de det anderledes end vi, så selv den lille detalje var vanskelig – Se denne demonstration på YouTube: http://www.youtube.com/watch?v=dijFA3kqDaU (undskyld hvis du finder nogle af disse fingertegn anstødelige).

Jeg ønsker på ingen måde, at chokere nogen, kun at mane til forsigtighed, men ligesom ved tale- og skriftsprog er der i tegnsprog udtryk der er vulgære eller erotiske, så dem må man normalt prøve at undgå. Men ved man det nu? Således er tommelfingertegnet, tegnet med tommelfingeren vendt opad, efter hvad nogle mener, et (obskønt) virilitetstegn. (Se blandt andet den engelsksprogede side: http://bernd.wechner.info/Hitchhiking/Thumb/ ). Tommelen er her et fallossymbol. Man har, undskyld udtrykket, fået den ”op at stå” - i øvrigt et udtryk, som man i tale- og skriftsproget måske skulle være lidt forsigtig med. Og ja, hvis tommelen vender nedad, så hænger den med hovedet.

Lad under alle omstændigheder være med at bruge tommelfingertegnet i Mellemøsten. Navnlig i Iran er det nærmest værre en vores ”skråt-op-tegn” med langemand-fingeren. Tommelfingertegnet bør også undgås i dele af Vestafrika, Sydamerika og på Sardinien. Så er du advaret.

I øvrigt siges den stødende ”fuckfinger” at være historiens ældste fornærmelse, idet den har været brugt i over 2000 år. Således viste filosoffen Diogenes i det 4. århundrede før vor tidsregning i Athen, hvad han mente om taleren Demosthenes ved at stritte med sin langefinger, mens han samlede de tre andre fingre under sin tommelfinger. Her skal jeg undlade at ”vise fingeren”.

Da jeg var et ungt menneske kørte jeg nu og da ”på tommelfingeren”. Havde jeg vidst, hvad jeg egentlig gjorde, når jeg stod der og viftede med tommelfingeren, havde jeg sikkert skammet mig.

I det gamle Rom var det i øvrigt tegnet med tommelfingeren nedad, der betød OK – i hvertfald ifølge Plinius den Ældre engang i det første århundrede. Der foreligger en række misforståelser om tommelfingerens brug i Colosseum.

Hvad man dog siger! Prøv måske at sige det med blomster, og her mener jeg ikke sprogblomster, men de rigtige – og dog, også der kan man ramme forkert.




No comments:

Post a Comment