Standardsprog

Et standardsprog er et sprog, der af alle anses for at være det mest neutrale, det vil sige et sprog, der ikke indeholder dialektord eller andre træk af regional eller social art. Det vil i Danmark stort set sige rigsdansk. Rigsmål er med sprogforskeren Otto Jespersens formulering "det dannede sprog hos dem, på hvis udtale man ikke kan høre, fra hvad egn de stammer". I Sverige har de også sådant et rigsmål, nemlig rikssvenska.

I Norge er det mere kompliceret, for der har de to officielle norske skriftsprog, bokmål og nynorsk. Mange nordmænd skriver dog (det uofficielle) riksmål, som er en mere konservativ variant af bokmål. Indtil begyndelsen af det tyvende århundrede var riksmål næsten helt identisk med dansk (bemærk at Norge først blev selvstændigt i 1905). Forskellen mellem bokmål/riksmål og dansk er i dag meget lille og ret overfladisk. Nynorsk er baseret på norske dialekter medens Høgnorsk (højnorsk) er en konservativ form af nynorsk.

I Tyskland er standardsproget højtysk (Hochdeutsch). Det er den sprogvariant, der stammer fra den højere del af Tyskland, nemlig Sydtyskland. Jeg har tidligere skrevet lidt om den nordlige variant nemlig nedertysk eller populært sagt plattysk.

Standardengelsk er også kendt som ”King's English” – eller for øjeblikket rettere sagt som ”Queen's English”. Dette begreb kan spores tilbage til det sekstende og syttende århundrede, hvor man mente at regentens brug af sproget burde tjene som forbillede både i tale og skrift. Udtrykket "The King’s English" blev første gang brugt i kong James den førstes regeringsperiode.

Nederlandsk er det sprog der tales og skrives i Nederland (Holland) og den nordlige del af Belgien (Flandern). Det er officielt sprog i Nederland og Belgien, og man anvender begge steder samme retskrivningsordbog, den såkaldte ”groene boekje”, det vil sige den lille grønne bog. Der er altså ingen sprog, der officielt hedder ”hollandsk” eller ”flamsk”, men naturligvis nok dialektale forskelle, samt anvendelse af forskellig ord i administrationen. I dag taler man om standardnederlandsk (Standaardnederlands). Det er ikke så længe siden at man kaldte det ”Algemeen Beschaafd Nederlands” (forkortet til ABN), det vil sige ”fælles dannet nederlandsk”, hvilket jo passer meget godt med Otto Jespersens definition på rigsmål. Den stående vittighed var så, at standardkinesisk hed ABC, det vil sige ”Algemeen Beschaafd Chinees”.

De fleste steder får standardsprogene lov til at udvikle sig naturligt, som brugerne ønsker det. Nyere udgaver af retskrivningsordbogen er jo normalt blot en politisk bekræftelse på den sproglige udvikling, der er sket siden den forrige udgave. I Frankrig våger det Franske Akademi derimod strengt over det franske sprog, og holder det for eksempel rent fra uønsket engelsk indflydelse og engelske låneord. Det har man blandt andet kraftigt kunnet føle inden for edb og kommunikationsteknologi. Denne politik går helt tilbage til Richelieu, der fik Det franske Akademi oprettet i 1635, blandt andet med den opgave at overvåge det franske sprog, og som det hed i stiftelsesdokumentet: "rense det, gøre det veltalende og i stand til at behandle alle emner indenfor kunst og videnskab".

Og så havde jeg da nær glemt grønlandsk (jeg mener kalaallisut) – fy og skam. Det grønlandske sprog har (naturligvis) flere dialekter. Standardgrønlandsk bygger på de vestgrønlandske dialekter, det vil i praksis sige at Vestgrønlandsk er det officielle sprog i Grønland. Et eksempel på standardiseringen er landbyen Galiku, der tidligere var aftegnet på kortet som Galiko. En sandsten er opkaldt efter dette sted, nemlig Igaliko sandsten. Når først en sten har fået et navn, skifter den ikke navn bare fordi sproget har ændret sig, så denne sandsten hedder stadig Igaliko sandsten (og på engelsk Igaliko sandstone). Et lignende eksempel fra Norge er en granitlignende sten, der hedder Trondhjemit, til trods for at Trondhjem i mellemtiden officielt er kommet til at hedde Trondheim. Det er en stenhård verden vi lever i.