Sodavand

Sodavand er ikke det rene vand, men gerne noget ækelt noget med farvestoffer, smagsstoffer og ikke mindst masser af sukker, der hverken er godt for min sukkersyge eller min vægt – og så bruser det i næsen. Det siges at være opfundet af en englænder i 1772, da han fandt en metode til at opløse kuldioxid (CO₂) i vand. Denne proces omfattede oprindeligt tilsætning af soda (NaHCO₃), deraf navnet. Når CO₂ opløses i vand dannes der spontant kulsyre (H₂CO₃) og det er denne kulsyre, der får vandet til at bruse (de der små gasbobler, du ved nok) – i en række lande kalder man derfor også den slags vand for noget der betyder vand med gas (aqua con gas og så videre).

Svenskerne begyndte at drikke sodavand før os, og fra Sverige fik vi citronsodavand og rød sodavand, som i Danmark blev kaldt svensk sodavand. For at adskille en ny, farveløs vand med brus, men uden smag fra den svenske sodavand, kaldte man den danskvand. En gang bestilte jeg i København en dansk vand til fru Nielsen, og tjeneren spurgte høfligt, om denne her danskvand gerne måtte være svensk. Nuvel, Ramlösa tappes vel stadig i Ramlösa i Skåne, men mærket ejes da af Carlsberg, så lidt dansk er vandet da vel? Danskvanden fik sit navn i 1930′erne. I mine unge dage blev det også kaldt for apollinaris efter navnet på en mineralsk kilde nær Bonn i Tyskland, der var valfartskilde for den hellige Apollinaris.

Det oprindelige sodavand var altså blot kulsyreholdigt vand uden smag eller farve. Og i denne form kaldes det på mange sprog blot for ”soda”, i hvert fald når man fortynder stærke drikke så man for eksempel får gin med soda, whiskey med soda, vodka med soda og så videre. Dette gælder for eksempel også på græsk, hvor soda (σόδα) både er noget man bruger i vaskerummet og til at drikke. Det er da rart at se, at grækerne også somme tider låner et ord, vi er jo vandt til at det er omvendt. Jeg har i øvrigt aktid fundet det pudsigt, at grækerne kalder mineralvand for metalliko nero (μεταλλικό νερό). Det er ikke fordi der er metaller i vandet, men fordi mineral på græsk hedder metallevma (μετάλλευμα).

På tysk og engelsk må man gerne kalde ”Sprudelwasser” og ”sparkling water” for henholdsvis ”Sodawasser” og ”soda water”, men det er så vidt jeg har kunnet skønne fra mine mange ture i Tyskland og England absolut ikke almindeligt. Ja på afrikaans hedder det da i øvrigt også ”sodawater” (stadigvæk). I USA var udtrykket ”soda water” gængs helt frem til anden verdenskrig, og denne drik var særdeles populær i USA i begyndelsen af 1800-tallet.

Farveløst flaskevand uden brus kaldes på tysk og engelsk stille vand (henholdsvis ”stilles Wasser” og ”still water”). I har sikkert for længst regnet ud, at det er den slags vand jeg foretrækker at drikke. En tysk tjener bragte mig engang den ”stilles Wasser” jeg havde bestilt, og holdt flasken op til øret, hvorpå han med et smil sagde, den siger ikke noget! Stille vand passer til en stille person som mig. Det stille vand har den dybe grund.