Valgborgsdag

Den første maj er ikke blot ”arbejdernes internationale kampdag”, men også Valborgsdag (eller Valborgsmesse eller Voldermisse).

Og hvem var så denne Valborg? Valborg var en engelsk prinsesse, missionær og abbedisse, der døde i 779. Hun var benediktinernonne i Hildesheim i Tyskland, et kloster hun selv grundlagde. Tyskerne kalder hende for Walburga, og det skal de da have lov til, for man er vel tolerant. Egentligt var hendes (latinske) nonnenavn nok Walpurgis, men har du måske nogensinde kendt nogen der hed Walpurgis eller Walburga? nej vel, så lad mig her holde mig til Valborg. Valborg (eller på datidens engelsk Wealdburg?) blev født i Devon, England, i 710 (eller deromkring). Hun blev opdraget af nonnerne i Wimborne Abbey, Dorset, hvor hun tilbragte 26 år. Derpå rejste hun med hendes brødre de hellige St. Willibald og St. Winibald til det nuværende Baden-Württemberg for at hjælpe St. Bonifatius med at kristne de tyske hedninge. På grund af hendes gode uddannelse var hun i stand til at skrive om broderen Winibalds liv og rejser til Palæstina på latin. Hun kaldes derfor ofte for både Englands og tysklands første kvindelige forfatter. Valborg var kendt for at kæmpe mod hekseri og trolddom og blev kanoniseret (det vil sige erklæret for helgen) den 1. maj 779.

Når vi sender heksene til Bloksbjerg i Tyskland på Sankt Hans Aften er det egentlig helt forkert. Efter den tyske tradition gør man det Valborgsaften, altså den 30. april (eller Walpurgisnacht som de siger på tysk). Valborgsaften er beskrevet i mange tyske værker, blandt andet i en bog om Bloksbjerg udgivet i Leipzig i 1668, men blev rigtig populær via Goethes Faust (del I, 1808) – ifølge Goethes poetiske ord finder en årlig heksesabbat sted hver Valborgsaften på Bloksbjerg.

Mange steder i Sverige og Finland fejrer man Valborgsmässoafton med bål og eventuelt med fyrværkeri (valborgseld, valborgsmässobål eller majbrasa).

Majstangen skulle også traditionelt opstilles Valborgsaften, så den stod klar til Valborgsdag. Majstangen er en høj mast pyntet med kranse, frisk bøgeløv og farvede bånd, den symboliserer sommerens frugtbarhed. Mange steder i Sverige har majstangen dog efterhånden flyttet sig til midsommer (Sankthans).

Alle disse traditioner går tilbage til tiden før kristendommens indførelse, hvor både de keltiske og de germanske folk fejrede overgangen mellem vinter og sommer ved forårsjævndøgn, en begivenhed der senere blev flyttet til Valborgsaften. Først sent kom forestillingen om en heksesabbat på samme aften ind i folketroen. I Danmark (og især i Jylland) mente man, at heksene red til Tromsø kirke – det vil sige tæt på grænsen mod hedenskabet. I Tyskland var det derimod Bloksbjerg, der var målet for heksenes vilde ridt på et kosteskaft.

Det var også en hedensk skik, at valborgsbålene egentlig ikke måtte tændes med almindelig ild, men med vild ild. Den kunne kun skaffes på den ældgamle måde, som havde været i brug, før man lærte jernet at kende: nemlig ved gnidning af to stykker træ imod hinanden. Denne ild benævntes i alle germanske lande med et beslægtet ord (dansk og norsk: nødild, tysk: Notfeuer, engelsk: neidfire eller nedfire). I det mellemsvenske område Dalarna er det endnu skik at springe gennem valborgsbålet.

I Tyskland regnes med, at skikken stammer fra keltisk tid, hvor man tændte halvårsfesternes hellige bål på samme måde. Det ses, at romerkirken tidligt er blev opmærksom på denne form for hedenskab, for allerede på et kirkemøde år 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte niedfeor (nødild). Tyskerne opgav dog ligesom nordboerne ikke den gamle skik.

I Berlin var man i aftes bange for at en såkaldt antikapitalistik Valborgsnat skulle løbe løbsk, men ifølge politiets oplysninger endte med med at forløbe forholdsvis fredeligt uden de helt store ødelæggelser fra demonstranternes side. Ak ja, der er forskellige måder at fejre ting på.

Må jeg ønske jer alle en fortsat god Valborgsdag!