Grækenland er ganske vist landet hvor
grækerne bor, men selv kalder de landet for Ellada (Ελλαδα)
eller ”gammeldags” Ellas (Ελλάς).
Dem der samler på frimærker ved det.
På det gamle frimærke jeg her har
vist står det med store bogstaver ELLAS. (Det er fra dengang de
brugte drakmer. (Måske kommer drakmen til at genopstå som en anden
fugl Føniks?). Den lange form for landet er den
Ellenske/Hellenske/Græske Republik: (Ελληνική Δημοκρατία,
Elliniki Dimokratia).
Her er
det nok på sin plads med lidt om det græske 'h' (eller mangel på
samme). Nygræsk har ikke noget 'h', på oldgræsk havde man derimod,
hvad sprogfolk kalder et aspireret h (selv foretrækker jeg at kalde
det et pustet h, fordi man stort set kun hører en form for pust).
Nærmere betegnet anvendtes der på oldgræsk et såkaldt
aspirationstegn (åndetegn) som angiver et foranstillet -h ('). Dette
aspirerede h blev senere stumt, det vil sige således at man slet
ikke hører noget h. Dette kan måske bedst sammenlignes med danske
ord som hvem, hvad og hvor, hvor h'et er stumt på rigsdansk, det vil
sige at det overhovedet ikke udtales (med mindre man altså taler for
eksempel vendelbomål). Efter en fremtidig retskrivningsreform kan vi
måske skrive: vem, vad og vor – vem ved?
På
oldgræsk skrev man således Ἑλλάς (= Hellas), medens man på
nygræsk skriver Ελλας
(= Ellas). Hellada Ἑλλάδα var en oldgræsk akkusativ af
Ἑλλάς, men er nu på moderne græsk blevet forfremmet til
nominativ i formen Eλλαδα (Ellada).
Det
(ny)græske ord for (sproget) græsk er ellinika (ελληνικά)
og det (ny)græske ord for grækere er ellines (ελληνες) –
det vil altså sige at grækere anser sig selv for at være
(h)ellenere og for at tale (h)ellensk. (Hellenerne var oprindeligt én
ud af mange græske stammer).
Pudsigt
nok er Norge et af de særdeles få steder i verden, hvor man kalder
Grækenland for Hellas (både på nynorsk og bokmål). Det var
romerne der begyndte med at kalde landet Graeci, som nok bygger på
et græsk ord ”grækos” (Γραικός), det vil sige græsk,
men dette ord vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da det er af
uvis oprindelse.
Ordet
Europa for den europæiske verdensdel har vi fået fra græsk. Selve
ordet er af uvis oprindelse, men nogle mener, at det muligvis er
afledt fra (old)græsk eurys (εὐρύς = "bred") og ops
(ὤψ = "ansigt"). Andre mener, at ordet Europa er baseret
på et semitisk ord, nemlig det akkadiske erēbu i betydningen
"solnedgang". Set fra Mellemøsten går solen ned over
Europa, landene i vest. På samme måde antages
det, at ordet Asien
kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske asu,
"solopgang".
Hvorom
alting er, så spredte ordet ”Europa” sig fra græsk til Europas
romanske sprog gennem en berømt myte. som blev genfortalt i
sen-antikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse,
som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen
Kreta, hvor hun fødte Minos, Rhadamanthys og Sarpedon. For Homer var
Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, ikke
stedet, som hun blev ført til. I lighed med andre græske myter er
denne myte næppe ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i
eftertiden for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev
Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og fra omkring 500
f.Kr. omfattede betydningen efterhånden også landene nord for
Grækenland – og nu altså hele verdensdelen (selv om nogle måske
opfatter Grækenland som liggende uden for Europa).
Ak ja.
No comments:
Post a Comment