Strøelse eller førne

Når jeg ser ud over min græsplæne, ser jeg på denne årstid snarere et lag af nedfaldne blade end det grønne græs. Jeg må se at få dem revet sammen og smidt i kompostkassen. Ude i naturen får de lov at ligge sammen med andre rester fra døde dyr og planter indtil småkravl og mikroorganismer får dem findelt, nedbrudt, forrådnet og omdannet til frugtbar muld.

Og hvad kalder vi så alt det organiske materiale, som ligger oven på jorden, men som endnu ikke er nedbrudt. Materiale som mere eller mindre stadig kan genkendes som blade, bark, blomster, frø, træstammer, papir, dieselolie, fjer, hår, ekskrementer osv.

Det ligger jo som regel sådan bare strøet henover det hele, så vi kunne jo bare kalde det strøelse, sådan lige som det halm, savsmuld eller lignende, som man strør på gulvet under husdyr. Det har man gjort på tysk, hvor man kalder det ”Streu” og på nederlandsk, hvor man kalder det ”strooisel” eller ”strooisellaag”. Det er da enkelt, og dansk, men det gør vi bare ikke.

Nu læser de studerende vel ofte om den slags biologiske og økologiske ting på engelsk. Der hedder det litter. Det er i familie med det franske ord ”lit” der betyder seng. På fransk hedder ”litter” da også ”litière”. Med strøelsen redte man en seng for dyrene. I det nittende århundrede blev betydningen af det engelske ord ”litter” udvidet til også at betyde det der lag oven på jorden af visne blade og så videre. Men heller ikke fremmedordet ”litter” vandt indpas på dansk.

Det ord der nu bruges af gartnere, biologer og økologer er ”førne”. Det har vi lånt fra et svensk dialektord, nemlig ”förna”, der oprindeligt betød sådant noget som ”vissent græs fra sidste år”. Man kan da i hvert fald genkende ordet ”før”. Det er således et af vores få nyere låneord fra svensk.

I retskrivningsordbogen står der ”førn” uden endelsen ”-e”, men da det er brugerne der bestemmer, forventer jeg absolut, at der i næste udgave af retskrivningsordbogen kommer til at stå ”førne”, for sådan skriver fagfolkene, og derefter haver vi os at rette.

Og det var så nogle strøtanker om den førne jeg på denne årstid går og vader i på mark og i skov – og på min græsplæne. Hvis jeg havde kunnet stemme for noget, havde jeg stemt for ”strøelse” - det er dansk og forståeligt.