Da jeg i sin tid besøgte
Tjekkoslovakiet (det
må have været i begyndelsen af halvfemserne)
kunne jeg ikke finde rundt i deres indviklede historie. Nu hvor jeg
så er i Tjekkiet kan jeg slet ikke finde ud af deres historie. Her i
Prag havde de en berømt hersker, som hed Karl den Fjerde (af
Luxemburg). Den
næste i rækken var så nok
Karl den Femte og Habsburger.
Nu ligger det bare sådan, at jeg har på
fornemmelsen, at man visse
steder kalder Prags Karl den Fjerde for
Karl den Første, og dermed vist nok også ham den habsburgske Karl
den Femte for Karl den Anden - det vil sige
i Spanien vist nok Karl den Første. Selv
om han var habsburger var han født i Gent i Belgien, men det kommer
strengt taget ikke Karl den Fjerde af
Luxemburg ved.
Nej her er det at
jeg står af, selv om jeg har en fed bog
stående derhjemme om Habsburgerne, og for
en gangs skyld foretrækker en hamburger –
nej den spiser jeg i mig igen, for man skal nu heller ikke overdrive.
Lad mig hellere
holde mig til det sproglige og til dels geografiske. Området
omkring Prag var befolket allerede for 6000 år siden. På et
tidspunkt boede der her en keltisk stamme, som vist nok på dansk
kaldes boierne eller bojerne. De blev jaget væk af germanske
stammer, som gav området navn efter denne stamme –
eller skal jeg måske give denne ære til
Romerne. Da Romerne
begyndte at udforske deres omverden kaldte
de det i hvert fald for
Boiohaemum (bojernes eller bøhmernes
hjem). På moderne tysk er det blevet til
Böhmen. I det femte eller
sjette århundrede begyndte slaviske folk at vælte ind i området,
og de kaldte det så Čechy, der på dansk er blevet til Tjekkiet. Nu
omfatter det moderne Tjekkiet faktisk både Bøhmen (Čechy)
og Mæhren (Morava)
plus en del af det gamle Schlesien
(Slezsko),
men det skal jeg nok vende tilbage til ved en anden lejlighed. Da
jeg samlede på frimærker havde jeg i øvrigt nogle tyske
frimærker fra de
”gamle tyske rigslande”
”Böhmen und
Mähren” fra perioden 1939-1945.
Udtrykket boheme blev
oprindeligt anvendt i Frankrig om vagabonderende sigøjnere -
undskyld roma - fordi man troede at de kom fra Bøhmen. Det har
Puccini så fået en dejlig opera ud af – La Bohème. De spiller
den meget passende i Prags opera her i
aften, men jeg var atter blevet for træt af at træde til at træde
derhen. Til at skrive kan jeg da i det mindste sidde ned ;)
No comments:
Post a Comment