Store badedag

Det var en lørdag aften,

jeg sad og vasked' mig …

For lørdag, på ældre dansk løverdag, er nemlig ”vaskedag” eller ”badedag” om du vil. Lørdag kommer fra det oldnordiske laugardagr, hvor første led er genitiv af oldnordisk laug 'bad, badevand'. Lørdag hedder i øvrigt stadig laugardagur på islandsk. Dem af jer, der har lært lidt fransk, kan måske genkende dette ”laug” i ”je me lave” (jeg vasker mig).

I den forstand, er det vel et mærkeligt udtryk at sige, at man går for lud og koldt vand for så bliver man vel også vasket. Lud kommer også fra ”laug”. Det oldnordiske lauðr betød sådan noget som sæbeskum. Hvis vi går til tiden omkring 1700 var lud (en saltopløsning) imidlertid ikke nogen rar form for sæbe. Hverken lud eller koldt vand var behageligt. Ifølge "Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700)" stammer udtrykket fra ca. 1700 – et tidspunkt, hvor rigtig mange var ludfattige. Fra at være en ubehagelig måde at blive vasket på, kom ”gå for lud og koldt vand” altså til at betyde være forsømt og overladt til sig selv.

Nogle mennesker er det åbenbart særligt vanskeligt at vaske, for som man siger, der skal skarp lud til skurvede hoveder.

Men nu hvor jeg er ved at udlude eller udvaske det hele, må jeg hellere, i stedet for at være luddoven, nævne et par ord mere der har vasket sig: latrin, lavement og lavendel.

Latrin er en afkortet form af lavatrina, et vaskested, tydeligt afledt af det latinske lavare – vaske eller bade.

Lavement, kan jeg skrive under på er meget ubehageligt. Det er en indsprøjtning af væske i endetarmen for at få tarmen til at tømme sig. Ifølge ”Ordbog over det danske sprog” kommer det fra fransk lavement, afledt af laver 'vaske'.

Og endelig lavendel. Denne velduftende plante, for evigt foreviget af van Gogh, kaldes muligvis sådan fordi den blev brugt til at give vasketøj en frisk duft og til at parfumere badevand. En eller anden victoriansk doktor har dog ment, at det er mere sandsynligt at ordet kommer af latin ’lividus’ som betyder ’blålig’, fordi den tidligste form af ordet ’lavendel’ var ’livendula’.

Nej, af hensyn til kunstnerne må jeg endelig ikke glemme det gode fremmedord ”lavere”, nemlig at farvelægge ved hjælp af en enkelt farve der fortyndes i forskellig grad så der fremkommer forskellige nuancer af farven foretaget med for eksempel tusch eller akvarelfarve. Også dette ord har vi fået fra fransk laver 'vaske' af latin lavare 'vaske'. Men altså ligevel med samme rod som lud eller laug, som i løverdag.

Nå ja, og så pusler jeg jo selv lidt med geologi, hvor et ord som lava muligvis også kommer fra det latinske lavare. Ordet opstod vist nok i en dialekt i Neapel-området en gang i det syttende århundrede. Lava var oprindeligt noget der pludseligt strømmede løs i rendestenen efter heftigt regnvejer, og sådan kan man vel også se lava strømme ned ad en bjergside og 'vaske' alt væk, hvad lavaen møder på sin vej. Den Danske Ordbog er dog ikke helt enig i denne fortolkning. Den er enig i, at det kommer fra napolitansk italiensk lava, men forstår dette napolitanske ord som 'jordskred, lavine' fra latin labes 'fald, sammenstyrtning', af verbet labi 'falde sammen, falde ned'. Lavine har vi øvrigt lånt fra tysk ”Lawine”, som fik det fra middelalderlatin lavina 'jordskred', af latin labi 'falde sammen, flade ned, glide' – og altså nok alligevel ikke fra 'lavare'. Ja de lærde er jo ikke altid helt enige.