På slump

Nu og da slumper jeg mig til at læse en bog på svensk. I en sådan bog faldt jeg for et par dage siden tilfældigvis (eller ”av en slump” som de siger på svensk) over denne sætning:

”Det kunde inte vara en slump.” Let at forstå naturligvis = ”det kunne ikke være et tilfælde”. Det er dog ikke længere almindeligt at finde navneordet ”slump” brugt i den oprindelige betydning af tilfældighed, hændelse eller lykketræf på dansk. I dag bruger vi det snarere om en mængde eller portion af ubestemt størrelse, som i ” en pæn slump penge”. Den oprindelige betydning kræver sammensætninger som slumpeheld, slumpetræf, slumpeskud, slumpelykke, slumpevis og så videre.

Både navneordet ”slump” og udsagnsordet ”slumpe” har vi som mange andre gode danske ord lånt fra tysk en gang i middelalderen. Det middelnedertyske ”slumpen” betød ske ved et lykketræf . På middelhøjtysk betød tillægsordet ”slump” slapt nedhængende, og det tilhørende udsagnsord var ”slampen”, det vil sige at hænge slap ned – ja lige som en slapsvans gør, eller for at blive ved slumpe – sådan en rigtig slambert, eller slubbert.

Og nu hvor vi er ved at hænge og dingle, er der jo en hel del ord der er i familie med sådanne tilfældigt nedfaldende slumpetræf, som for eksempel slippe, slam, slæmme, slamre, og så videre.

Jo, sikke noget slumperi ! (Hørte jeg nogen slamre med døren, eller faldt den bare i af sig selv ?)