Fortrydelsesparagraffenn

Fortryde er et underligt ord. Ved ord som forbyde kan man også lave udbyde, indbyde, afbyde, frembyde og man kan danne navneordet forbud. Der er ikke noget der hedder ”fortrud”. Ja hvad er at tryde i det hele taget for noget? Der er mærkeligt nok ikke noget der hedder ”bagtrud”. Når jeg (undtagelsesvis) fortryder noget, er det altid noget, som jeg allerede har gjort. Jeg fortryder altid først bagefter. Man kan vel ikke fortryde noget på forhånd, sådan da. Der gik glansen af Sankt Gertrud, hvis du vil have noget med -trud.

Nuvel faktisk var der engang noget der hed at ”tryde”. På gammeldansk (nej ikke Gammel Dansk) betød ”tryde” sådan noget som mangle, slippe op, savne, fra oldnordisk þrjóta. De lærde mener at ordet er i familie med ”fortræd” og at det er en omdannelse af det middelnedertyske (gammelplattyske) ord ”vordreten”, eller i det mindste påvirket af dette plattyske ord. Nu kan man vel ikke fortræde nogen, men man kan da altid få foretræde for dronningen, hvis man altså kan. Nå men det ”foretræde” har vi fået fra svensk ”företräde”, som egentlig er 'det at træde frem'.

Hvad med ”to mand frem for en enke … løb!” – så kan man vel altid fortryde bagefter ;)

Nå men selv om det ikke går med bagtrød, men nok med fortrød, så kan man dog være ufortrøden. Det er dannet af det samme middelnedertyske ”vordreten” i formen ”unvordroten”. ”Vordreten” betød i øvrigt nærmest: 'lade (sig) gå på, tage (sig) nær'. Jeg tager mig det ikke nær, at jeg nu og da fortrød, hvad jeg skrev, men vil ufortrødent skrive videre.

(”do voren se unvordroten.

unde kemen hen gevloten.

went se kemen vor enen sten

de bret unde lank schen”)