Saturday 31 December 2011

De sidste dage

Her på en af årets sidste dage finder jeg det passende at skrive om et par ord jeg har lært en af de sidste dage. Selv om jeg et langt liv har beskæftiget mig med ord, sprog, og oversættelse bliver jeg da heldigvis stadig ved med at støde på ord, som jeg ikke mener at have set før.

På Twitter er jeg under navnet ”olelog” kendt som en der (på engelsk) kvidrer om geologi eller geovidenskaber og den slags. For at følge lidt med i hvem man ”følger” pa Twitter kan man lave lister med et passende navn, og jeg står da på en lang række lister under overskifter som geologi, geologer, geo-sciences, geo-sci og så videre. Stor var min overraskelse, da jeg for få dage siden var kommet på en liste med betegnelsen eschatology-parousia.
Oversættelsen til dansk er nem nok for det drejer sig om eskatologi og parusi. Lad os tage det sidste ord først. I det græske nye testamente anvendes det græske udtryk parousia (παρουσία, der betyder ”komme” eller ”tilstedeværelse”) fireogtyve gange, og heraf vedrører de sytten Jesu genkomst til Jorden.

Eskatologi kommer også fra græsk nemlig fra eskatos (εσχατος), der betyder sidst. Det er altså læren om de sidste ting. Det kan så dreje sig om den enkelte persons sidste time, men i særdeles om jeg så må sige verdens ende, dommedag eller ”de sidste dage”, som vi kender det fra De Sidste Dages Hellige, kort sagt mormonerne, selv om de selv er modstandere af udtrykket mormoner og hellere betragter sig som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Mormonkirkens stifter, Joseph Smith, forudsagde, at Verdens undergang ville ske inden han blev 85 år. Sådanne spådomme har han ikke været ene om. Her finder du en lang liste over de gange dommedag skulle indtræffe http://religionskritik.dk/dommedag/ . De fleste af disse spådomme er kommet fra Jehovas vidner.

I den nordiske mytologi er dommedag kendt som Ragnarok. Ordet betyder Gudernes skæbne (af regin = gud og rek = bestemme) og betyder, at de magtfulde guder vil dø under det sidste og afgørende slag med deres fjender. Ragnarok indledes af naturkatastrofer, der kulminerer i en tre år lang fimbulvinter (fimbul betyder oprindeligt stor). Herefter vil guderne på den ene side bekæmpe jætterne sammen med kaos-uhyrerne. De fleste kæmpende vil dø, også de største guder. Slaget afsluttes af en verdensomspændende brand, hvorefter Jorden vil synke ned i havet. En ny og frisk Jord stiger op, befolket af de få overlevende af gudernes slægter og et menneskepar.

Et skrift, der skildrer verdens undergang, kaldes en apokalypse, Det gælder for eksempel Johannes Åbenbaring. Det græske apokalypsis (αποκαλυψις) betyder faktisk fjernelse af sløret, det vil sige "afsløring", eller "åbenbaring" - afsløring af de sidste dage.

Nåh ja, og så er der dem der tror, at verden vil gå under ved vintersolhverv (21. december) i 2012. Det hænger sammen med en Maya-kalender på 5125 år. Denne kalender gik kun til vintersolhvervet i 2012, og det er blevet udlagt som om mayaerne troede, at dette ville blive verdens sidste dag, men jeg tror nu ikke et tidspunkt så langt ude i fremtiden bekymrede de sidste Maya-kultur-mennesker for 500 år siden. Hvis Maya-kulturen stadig havde eksisteret ville de naturligvis bare have lavet en ny kalender for det næste kredsløb på 5125 år.

Nej lad os nu tage det helt roligt. Når et sekund er gået, starter vi på et nyt. Når et minut er gået, starter vi på et nyt. Når en time er gået, starter vi på en ny. Når en dag er gået, starter vi på en ny. Når en uge er gået, starter vi på en ny. Når 2011 er gået starter vi på 2012. Når dette århundrede er gået starter vi på et nyt. Jorden er mange millioner år gammel og kan vel holde mange millioner år endnu. Og når denne verden endelig må opgive ævred kommer der en ny verden, og sådan cykler tingene videre. Sådan er tingene nu en gang indrettet.

Altså: godt nytår alle sammen! Lad det nye år bare ”parusere” eller komme.


PS: Videnskab.dk har naturligvis også en række interessante artikler om dommedag

2 comments:

  1. Mormonkirkens stifter Joseph Smiths udtalelse (åbenbaring) lød sådan her:

    'Joseph, min søn, om du lever, til du er fem og firsindstyve år gammel, så skal du se Menneskesønnens ansigt. Lad dette være dig nok og besvær mig ikke mere angående denne sag.

    Således var jeg ude af stand til at afgøre, om denne hans tilkommelse hentydede til tusindårsrigets begyndelse eller til nogen foregående åbenbaring, eller om jeg skulle dø og således få hans ansigt at se. (citat slut)

    Men spændende blogindlæg i alle tilfælde (o:

    ReplyDelete
  2. Tak for denne "afsløring". Ja, også her kan der altså være tvivl om, hvorvidt der er tale om den enkeltes sidste dage eller Verdens ende. Mange har helt bestemt opfattet udtalelsen som gældende "dommedag"

    ReplyDelete