Stav til bogstaver og bøger

Jeg takker ærbødigst runerne (runestave) for at jeg kan stave. Uden dem havde det ikke været muligt – eller havde ordet i det mindste nok været et andet. Når man ristede en rune startede man som regel med en lang lige fast streg, den lodrette hovedstav, og tilføjede en eller flere skrå streger eller bistave, til man havde en rune. Tit ristede eller ridsede man dem på en pind eller plade af bøgetræ. Når pladen var fuld (med stave) havde man altså en række bøgestaver eller bogstaver – så mange at det udgjorde en hel bog (fra oldnordisk bók og oldengelsk boc = 'bøgetræ').

Måske er det endnu tydeligere, hvis vi bruger lidt tysk. På tysk hedder bogstav Buchstabe. Buche betyder bøg og Buch betyder bog. Det er måske også interessant i denne forbindelse at bemærke at flertal af bog er bøger.

Pudsigt nok har latin og sanskrit også ord for det at skrive, som er baseret på trænavne, nemlig birk og ask.

Det latinske ord for birketræ, nemlig betula, er nok i sig selv afledt fra Sanskrit 'bhurga' eller 'bhûrja', som er træ hvis bark man brugte til at skrive på (underarten Betula utilis). Jævnfør i øvrigt det keltiske ord 'betu', der betyder træ. En underart af birk kaldes ligefrem papirbirk (Betula papyrifera). Selve ordet papir har vi dog fra papyrus, der voksede ved Nildeltaet, og som de gamle ægyptere brugte til at lave ”papir” af.

En anden forløber for papir var pergament. Pergament er fint, hvidt skind der er fremstillet af fåre-, kalve- eller gedeskind. Ordet pergament er afledt af Pergamon, en by i Lilleasien, hvor pergament blev almindelig fra 200-tallet, og hvorfra det udbredtes til resten af det østlige middelhavsområde (”antikkens verden”). Byen hedder i dag Bergama, og den ligger ved det nuværende Tyrkiets vestkyst.