Valdemar Sejr og ”kirken” i Tallinn

En af de første ting jeg så nærmere på, da jeg besøgte Tallinn, hovedstaden i Estland, var St. Olavs kirke eller som den hedder på estisk Oleviste kirik.

Nu kan det jo sådan set være sjovere at spekulere end at holde sig til kendsgerninger. Jeg spekulerede således på, om det at det estiske ord kirik, minder så meget om det danske ord kirke, måske var Valdemar Sejrs fortjeneste. Formålet med hans felttog, eller jeg skal måske sige korstog, mod Estland i 1219 var jo (blandt andet) at gøre balterne kristne. At domkirken i Tallinn endvidere kaldes Toomkirik kunne måske også tyde på en kraftig dansk indflydelse i denne retning.

Domkirken i Tallinn

Hvor domkirken nu ligger blev der formodentligt opført en kirke af træ allerede i 1219 straks efter at danskerne havde erobret stedet. I 1229 kom en gruppe danske dominikanermunke fra klosteret i Ribe for at bygge et kloster i Tallinn. De startede også arbejdet med at erstatte den eksisterende trækirke med den stenkirke, der står der i dag.

St. Olavs kirke er dog nok ældre, idet det formodes at den første version blev bygget allerede i det 12. århundrede. Den var sandsynligvis centrum for Tallinns skandinaviske miljø allerede før byen blev erobret af den danske konge i 1219. Kirken er viet til (den norske) Olav den hellige. Den tidligste skrevne henvisning til kirken er fra 1267. Kirken blev dog bygget kraftigt om i det 14. århundrede. Omkring år 1500 var bygningen det højeste den har været, nemlig 159 meter, en højde der nok blandt andet skyldes, at den blev anvendt som sømærke, da havnen på det tidspunkt var en meget vigtig international havneby. Fra 1549 til 1625, da spiret brændte ned efter et lynnedslag, var kirken faktisk verdens højeste bygning.

Men lad os nu se på ordet kirke. Selv om ”kirken den er et gammelt hus” (Grundtvig), så kan ordet jo i sagens natur ikke være så gammelt endda, i betragtning af kristendommens alder – de første rigtige kirker opstod vel først for højst 1800 år siden? Altså lang tid efter at de folk der taler de finsk-ugriske sprog etablerede sig i Finland og Estland.

Ordet kirke stammer som så mange andre kirkelige udtryk fra græsk, der var verdensprog for et par tusinde år siden. Kyriake oika (κυριακὴ οἰκία) betyder Herrens hus, og er nok oprindelsen til ordet kirke. Kyriakon forekommer dog også i ekklesia kyriake (ἐκκλησία κυριακή) Herrens forsamling. Det sidtsnævnte udtryk ”ekklesia kyriake” kommer til udtryk i de romanske sprogs ord for kirke, jævnfør fransk: eglise, spansk: iglesia og italiensk chiesa. Kyriakon er siden ca. år 300 blevet brugt som ord for kristne ”forsamlingshuse”. På alle germanske sprog hedder kirke noget lignende kirke. Jævnfør norsk: kirke, kjerke, svensk: kyrka, tysk: Kirche, nederlandsk: kerk, engelsk: church. Det gælder også de slaviske sprog, hvor kirke for eksempel på russisk hedder tjerkov (церковь).

For en ordens skyld skal jeg også nævne, at domkirke på finsk hedder tuomiokirkko. Selv om den nordiske kirke oprindelig blev organiseret som en forlængelse af den tyske, er der næppe tvivl om, at vi har lånt ordet kirke fra oldengelsk. Kristningen af norden, der begyndte i det 8. århundrede, var i store træk først afsluttet omkring år 1300. Man skulle måske tro, at Finland navnlig blev kristnet via Sverige, men mange grundlæggende kristne begreber på finsk har slavisk oprindelse, så kristningen af Finland er måske snarere sket østfra end vestfra.

Dermed har jeg så ikke opklaret, hvordan eller hvornår ordet kirke kom ind i det estiske sprog, men selv om jeg kun har gået rundt nogle få dage i den gamle del af Tallin, er jeg ikke i tvivl om, at såvel Danmark som ikke mindst Tyskland og Sverige i middelalderen havde en enorm og overherskende social, kulturel og religiøs indflydelse i det nordlige Estland. Det ligger i luften.

(Skrevet på Herrens dag i det Herrens år 2011 - pave Sylvester den Første bestemte nemlig i 300-tallet at søndagen skulle kalles “Herrens dag”)