Vilde barbarer og vandaler

Barbar og vandal er gledet ind i vort sprog uden at vi i dag tænker over, hvor ordene er kommet fra.

På oldgræsk var en barbar (barbaros βάρβαρος ) det modsatte af en (græsk) borger. Alle der ikke var grækere var altså ”barbarer”. Oprindeligt brugtes det nok om den uforståelige eller gebrækkelige måde fremmede talte på. Verbet βαρβαρίζειν (barbarízein) var således på oldgræsk en efterligning af de mærkelige sproglige lyde, som ikke-grækere kom med, eller de grammatiske fejl de lavede på græsk. Hvis vi nu oversætter det til nudansk, bliver det vel noget i retning af: ”de der udlændige siger bare brrr brrr - og jeg forstår ikke et pluk”.

I parentes bemærket gled ordet barbar fra græsk over i arabisk, hvor vi i dag kender det som ”berber”. Berbere nedstammer fra et af de europide folkeslag der boede i Nordafrika indtil arabernes indvandring i 700-tallet.

Værre er det med vandaler, for det er naturligvis vendelboer. A'erne er med tiden blevet til e'er – vandal → vendel. Det må da være helt klart? Eller måske kun det ene a? – vandal → vandel, fordi vendelboer har en fin vandelsattest? Det punkt må jeg vist hellere vende tilbage til senere!

Vandaler var faktisk et folk. Vandalerne var en sandsynlivis ret fredelig germansk stamme, bestående af bønder, som østfra blev presset til at udvandre mod vest. Ordet "vandal" er beslægtet med verbet "at vandre". Det var altså et folk, der kom vandrende østfra. Det tog dem omkring 300 år at ”vandre” fra det centrale Polen ind i Bøhmen, og til sidst til Romerriget som flygtninge. Jeg tror det først var langt senere de blev beskyldt for vandalisme. De skulle efter sigende være gået fuldstændig bersærk og have ødelagt alt muligt i Rom i 455. I hvert fald blev de af en engelsk digter i 1694 (altså mere end tusinde år senere) beskrevet som noget så grusomme, og i 1794 blev ødelæggelsen af kunstværker i efterslæbet af den franske revolution beskrevet som ”vandalisme” af en fransk biskop. Lige siden er ordet vandalisme så blevet hængende som udtryk for, æh, vandalisme.

Og så fik jeg vist lige nævnt det med at gå bersærk eller bersærkergang. Det er i det mindste et nordisk udtryk (fra oldnordisk berserkr), kendt fra den (vest)nordiske eller såkaldt ”norrøne” litteratur. ”Norrøn litteratur” er vestnordisk litteratur og kultur fra vikingetiden og middelalderen, hovedsagelig overleveret i håndskrifter, medens ”norrøne sprog” er de (indbyrdes lidt forskellige) nordiske sprog som blev talt og skrevet på Island og i Norge i perioden ca. 800-1300, og som for eksempel sagaer, edda- og skjaldekvad er affattet på oldnordisk. Ordet bersærk betyder egentlig bjørnedragt. Bersærkergang er kendt fra vikingetiden og stammer fra Bersærkerne, der var navnet på specielt voldsomme vikinger klædt i bjørneskind.

Hvorom alting er, så var barbarer og vandaler nok ret fredelige og ikke særlig vilde, når det kommer til stykket, men når nordboerne gik amok eller bersærk, så gik det for alvor vildt til. Er du da helt vild!