Tuesday, 3 January 2012

PAS på, jeg melder PAS

Mens jeg sad og skrev lidt om et pas på Island, et bjergpas altså, tænkte jeg pludselig, at jeg heller måtte passe på at huske mit pas, når jeg tager til Island om nogle dage – i ved det der rødbedefarvede rejsepas. Nu er det ikke så mærkeligt at både et bjergpas og et rejsepas hedder det samme, for de give begge mulighed for at passere forbi noget. Rejsepasset over grænsen fra et land til et andet og bjergpasset over bjergryggen fra en dal til den næste. Det er altså noget med at passere. Pas (eller pass) betød oprindeligt skridt, som i pasgang, når kameler går i pas. Norsk, svensk og dansk har engang lånt ordet fra middelnedertysk (som så mange andre af vores ord). På fransk hedder skridt i øvrigt stadig pas - ikke at forveksle med det pas der betyder ikke, som i ne … pas. Betydningen rejsepas har vi sandsynligvis også lånt fra tysk, vist som en afkortning af italiensk passaporto, ordret '(tilladelse til at) passere havnen'. Det der med at passere havnen genfinder vi i det engelske passport, det franske passeport og det spanske pasaporte (se pasbilledet).

Hvis vi går tilbage til latin hed skridt passus, det ord har nu fået en lidt anden betydning på dansk, hvor en passus er et kort uddrag af en tekst eller en bemærkning eller ”passage”. Og nu hvor vi er ved andre betydninger kan pas på dialekt stadig betyde ”passende mål” (et skridtmål?) du ved ligesom en passer som man tager passende mål med, eller som når noget skal passe, altså have de rette mål, og derfor skal vi også passe på, altså sørge for at det vi gør er det rette, har de passende mål. Et kompas skal også helst vise i den rette retning – mod målet/med målet (com- eller cum betyder med).

Når man i kortspil melder pas, springer man en melderunde over, man lader retten til at melde passere til den næste spiller. Om det så passer, at det er passende at passe er et spørgsmål om, hvor påpasselig man synes man skal være! Men så kom vi da det skridt videre.

No comments:

Post a Comment