Læseri

For nogle dage siden skrev jeg noget om det at stave. Det vigtigste ved det at kunne stave er naturligvis, at sådan kan andre læse hvad man skriver. Når man læser ”samler man bogstaver sammen”, så de får en betydning. Det er derfor ikke så mærkeligt at ordet læse kommer fra at samle – fra gotisk ”galisan”, der på oldnordisk blev til ”lesa”, og som betød sådan noget som pille, plukke, samle, gribe og (naturligvis også) læse. Udvidelsen af ordet til også at betyde læse opstod først på tysk under påvirkning fra latin, hvor ”legere” både betød samle og læse. Legere kender vi også fra ordet legende - fra middelalderlatin legenda 'læsestykke', det vil sige 'noget der bør læses'.

At det at skrive ikke altid er foregået på papir, fremgår tydeligt af at skrive oprindeligt betød at ridse eller at indridse noget - via oldsaksisk skriban fra latin scribere 'skrive, indridse'. Og så lang tid skal vi faktisk ikke tilbage, for da jeg i sin tid startede i skolen skrev/ridsede vi med en griffel på en (skifer)tavle. Sjovt nok stammer ordet griffel i øvrigt fra det græsle ord grapheion (γραφειον) der betyder "skrive", en griffel er altså et skriveredskab – nemlig et skriveredskab af skifer, formet som en tynd stang, hvormed man kan skrive på en tavle.

Lige som blyanter skulle grifler også spidses, eller rettere slibes (på en slibesten eller ude på trappen). Når vi havde skrevet noget forkert (ja den slag kan ske) viskede vi det ud med en våd klud. Efter endt arbejde måtte vi vaske hele tavlen ren. Når hele klassen sad der og griflede på de hårde skifertavle kunne det hyle noget så forfærdeligt. Så vidt jeg husker var det navnlig pigerne, der var følsomme over dette hyleri, men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at nogle af vi drenge prøvede at føre griflen, således at det kom til at hyle ekstra slemt. Når vi dengang griflede noget ned var det altså helt bogstaveligt. Computerens tastatur var ikke opfundet endnu.