Folk og fæ

Undertiden er islandske og færøske ord ikke helt gennemsigtige. Således stødte jeg forleden på det islandske/færøske ord ”fjós”. Hvis man nu lige ved det, er det egentligt ret simpelt. Heroppe nordpå må kvæget have et hus, hvor fæhovederne kan lune sig lidt. Et hus for fæ, eller på oldnordisk et ”féhús”, og det er så blevet slidt ned til ”fjós”.

Det minder mig så om, at danske ord også kan være lumske, som for eksempel ordet ”danefæ”. Det står ikke, som man måske kunne tro for ”danske husdyr”. Den oprindelige betydning af fæ (fé) var udover kvæg også gods. (På engelsk er ”fee” i dag, noget man betaler – og på islandsk kan ”fé” vist også betyde penge). En død (mand) hed på oldnordisk en ”dán”, som i genitiv blev til ”dánar”. ”Dánarfé” var altså en ”død mands gods” (eller eventuelt dødt gods eller herreløst gods – et eller andet andet sted om middelaldertekster defineret som ”afdød persons efterladte ejendom”). Nu er danefæ videnskabeligt værdifulde oldtidsgenstande fundet i jorden, og de skal som bekendt overdrages til Nationalmuseet (som for eksempel det nylige fantastiske møntfund ved Strandby). For nogle år siden dannede man det tilsvarende ord ”danekræ” for videnskabeligt værdifulde naturhistoriske fund, det vil navnlig sige forsteninger fundet i jorden, og de skal overdrages til nærmeste naturhistoriske museum.

Kræ er dyr og fæ er husdyr, på tysk taler man om ”Vieh” og på nederlandsk ”vee” (v udtales nærmest som f). Høns er åbenbart ikke husdyr i Danmark, for de går under betegnelsen fjerkræ. På nederlandsk kaldes fjerkræ derimod ”pluimvee”, hvilket ordret vil sige fjerfæ (fjer + fæ).

At fæ har noget med gods at gøre, ser vi i øvrigt også i ordet ”feudal”. Feudal er noget med at nogle var underkastet en lensherre eller hans lensgods. Feudal er oprindelig afledt af germansk ”fehu” (gods, fæ) og ”auda” (ejendom).

Fækal er noget andet helt ulækkert noget, som ikke hører hjemme i en pæn tekst som denne.