Bogmærket

Undervejs gennem Østtyskland købte jeg en krimi. Kassedamen spurgte om hun også måtte putte et bogmærke i posen. Det var der vel sådan set ikke noget mærkeligt ved, men jeg bed dog mærke i bemærkningen, for hvad er egentligt et bogmærke. Der er dem, der husker, hvor de er kommet til i en bog ved at øremærke siden med et æseløre, men det synes en bogelsker som jeg nu er en form for vandalisme. Et bogmærke bruges til at huske, hvor man er kommet til i en bog, og det skal ligge løst i bogen, så det kan flyttes, når man er kommet videre. Helt anderledes er det med et frimærke. Det skal sættes fast på brevet, så det kan sendes. Ellers kommer det ikke videre. Det fremgår blandt andet af denne bestemmelse i en lov fra de danske frimærkers barndom.

”Portoen for løse Breve er 6 Rbß. pr. Enkeltbrev, medmindre de ved Indleveringen ere frigjorte ved paaklæbede Frimærker, som i det Øiemed udfærdiges af Postvæsenet.”

Et frimærke er altså et frigørelsesmiddel eller frigørelsesmærke, der frigør brevet til forsendelse.

Hvilket mærke man bruger, når man lægger mærke til noget, har jeg egentlig ikke lagt mærke til, men jeg har da lagt mærke til, at vi nærmer os en mærkedag, og den kan jeg så skrive lidt om i morgen.

Note: Forkortelsen ß. stod for skilling. Der gik 96 rigsbank skillinger (Rbß.) på 1 rigsbankdaler (forkortet Rbd. eller Rbdl(r)). Da jeg var dreng kaldte vi en tokrone for en daler. Det svarede nemlig til hvad en daler var værd da man gik fra daler til kroner. Nu ser tokroner ikke længere ud som da jeg var dreng ;)

Det er altså bedre at få en daler end bare at få en lille skilling!