Soldag

I dag, den 21. januar fejrer de soldag i Tromsø. Syd for Tromsø ligger der skyggende bjerge, således at Tromsø har en længere mørketid end denne breddegrad normalt indebærer. Det betyder at man i Tromsøs centrum ikke ser solen fra og med den 22. november til 20. januar. Den 21. januar regnes fra gammel tid som "soldagen", for da kunne man se solen for første gang, når man stod på kirketrappen, hvis det vel at mærke var godt vejr.

I stedet for at vise jer et billede af kirken i Tromsøs centrum, skal i få et billede af en Ride (som nogle også kalder for en tretået måge) som jeg fotograferede foran kirketrappen en af de sommerdage, hvor solen i Tromsø aldrig gik ned, og se det er jo meget opløftende i denne mørke tid. Riden har tilsyneladende ingen bagtå. Her er den tredje tå kommet i midsommersolens dybe skygge

Billede af Ride

Se eventuelt også http://tromsoby.no/node/190647720

"æ"

Man studser jo lidt, når man midt i noget skrevet med kyrilliske bogstaver støder på et ”æ”. Her står der for eksempel Republikken kroatien: Республикæ Хорвати. I sådan et tilfælde kan man være rimelig sikker på, at teksten er skrevet på ossetisk. Ossetisk skrives nemlig med det kyrilliske alfabet, udvidet med bogstavet "æ" (der betegner en neutral vokal), hvilket gør sproget umiddelbart genkendeligt på skrift.

Sprogkort Kaukasus.

Ossetien er senest kendt fra en femdageskrig mellem Rusland og Georgien i august 2008. Som det ses på kortet er Ossetien for øjeblikket delt mellem Rusland (Nordossetien) og Georgien (Sydossetien). Ossetisk er et iransk sprog og altså i familie med hovedsproget i Iran.

Det er altså forkert at tro, at det lille ”æ” i dag kun bruges i dansk, norsk, islandsk og færøsk.

Hvad er en basker?

Er en basker

a) en fugle der basker med vingerne

b) en mand med en baskerhue

c) en person der taler baskisk

d) ved ikke

Ifølge baskerne selv ligger det således:

En fugl kender man på dens fjer

En okse på dens horn

Et menneske på dets ord

Eller for at sige det med baskernes egne ord:

Xoria lumatik, idia adarretik, gizakia hitzenik.

(Undskyld hvis jeg har stavet noget af det forkert) Baskisk er ikke i familie med noget som helst nulevende sprog, og så er det oven i købet udryddelsestruet – et stort tab for den sproglige diversitet i Europa. Jeg må nok indrømme at jeg finder det uforståeligt. Til gengæld kaldte baskerne engang dem der talte andre sprog for tunghøre, og det passer vel udmærket for mig, men jeg kan da stadig læse, og når jeg ser de mange skilte på baskisk her i Bilbao, kan jeg da se at de har optaget enkelte låneord fra det fremmede. Således hedder gaderne på baskisk noget med kalea (ordbogsopslagsformen er vist nok kalean). Det har en meget gammel protoindoeuropæisk rod fra længe før der var noget der hed gader. På latin betyder calis sådan set en sti, en stenet sti, og på spansk er calle så kommet til at betyde gade. Om baskerne så har lånt ordet fra romerne eller fra spanierne skal jeg lad være usagt.

Til slut lige et billede af det baskiske flag, som mange af jer sikkert har set under reportagerne fra cykelløbet Frankrig Rundt, hvor der jo hvert år deltager et baskisk hold. Jeg mindes da, at jeg korsede mig, første gang jeg så det der grønne kryds over … nå ja dimensionerne er nu heller ikke de samme, men dog.

Baskisk flag

Baskerlandet

Det islandske alfabet

Et islandsk tastatur er sådan set ret bemærkelsesværdigt derhen, at det indeholder bogstaverne c, q, w og z selv om ingen af disse bogstaver findes i et eneste islandsk ord. Man kan måske deraf udlede, at islændinge nu og da også benytter sig af andre sprog end deres eget, for eksempel engelsk, dansk og norsk – og dog, jeg mangler nu et rigtigt ø.

De islandske bogstaver ifølge den nugældende islandske retskrivning er:
a, á, b, (c), d, ð, e, é, f, g, h, i, í, j, k, l, m, n, o, ó, p, (q), r, s, t, u, ú, v, (w), x, y, ý, (z), þ, æ, ö.
De fremmede bogstaver i parenteserne må ikke bruges i islandske fornavne. Således har kunstneren og musikeren Birgir Örn Thoroddsen forgæves søgt om lov til at ændre sit fornavn til Curver, det navn han bruger som kunstnernavn, men den går bare ikke. Ingen fremmede c'er må indføres til Island. I det hele taget er man meget strenge med de der fornavne. Hvis navnet ikke forekommer i en liste med 1712 drengenavne og 1853 pigenavne kan man godt opgive at få dem på dåbsattesten.


Nu kan præster selvfølgelig også, selv i Island, være lidt sjuskede. Jeg kendte engang én der hed Bengt. Han skulle egentlig have heddet Bendt, men præsten var altså kommet til at skrive forkert i ministerialbogen, og så HED han altså bare Bengt. Således havde en islandsk præst engang for femten år siden døbt en pige Blær (som på islandsk betyder ”let brise”). Med dette navn er hun siden gået gennem livet blandt familie, venner og bekendte, men ikke på officielle dokumenter, for Blær forekommer ikke på ”listen”. I en bog skrevet af den islandske nobelprisvinder Halldor Laxness forekommer der ganske vist en kvinde ved navn Blær, men alligevel er det altså ikke islandsk nok, det skulle efter sigende desuden også være for ”maskulint” - piger må ikke blæse for kraftigt. På pigens bankkort, pas osv. står der blot ”Stullka”, hvilket ifølge velinformerede kilder (inklusive Jyllandsposten) skulle betyde ''pige''. Den 25. januar 2013 skal retten, efter at pigen og hendes mor har lagt sag an mod staten, nu afgøre om den stakkels pige (Stullka) endelig må have lov til at blære sig med at hedde Blær (jeg gad nok vide om der derefter kommer til at stå ”kvinde” i hendes pas?) . Det med at være navnløs kan vel ikke være særlig rart.


Når kun visse navne er lovlige, er det blandt andet for at beskytte børn imod mobning, hedder det. Ønsker islændinge et navneskifte senere i livet skal dette godkendes af en særlig komité (hvor de fleste sandsynligvis er mænd).

Fra Ester til Eritrea

Nu er Ester jo et udmærket pigenavn, men hvis man nu skriver ester med småt kan det lige pludselig være en estlænder, altså en indbygger i Estland. Så vidt jeg ved var det danskerne der gav landet dette navn. Det betyder østlandet - landet lå jo mod øst. Det danske navn ligger også til grund for latiniseringen af landets navn til Esthonia. Englænderne har fornuftigt nok smidt h’et væk og kalder Estland for Estonia.

Det er de færreste landenavne der har en dansk oprindelse. Så vigtige er vi heller ikke. Lad mig nævne et par andre landenavne, der begynder med E, nemlig Etiopien og Eritrea. De har deres navnerødder i græsk.

Etiopien betyder "de sortes land", det vil sige det oldgræske Αἰθίοπας (Aithíopas) betød  nok snarere ca. "med (sol)brændte ansigter" - et udtryk der oprindeligt blev brugt om alle folkeslag i Sahel (det halvtørre område syd for Sahara).

I 1993 rev Eritrea sig løs fra Etiopien. Landet ligger ud til Det Røde Hav. Det Røde hav hed på oldgræsk Ἐρυθρά Θάλασσα (Erythrá Thálassa). Eritrea er altså Det Røde Havs land. De kunne jo også have kaldt det et eller andet på det lokale sprog "tigrinia", men det har de altså så ikke gjort. Tigrinia er lige som arabisk og hebraisk et semitisk sprog. Dem der taler tigrinia (eller er det nu tirginiansk?) kaldes noget i retning af tigrawotter - tror jeg nok, men jeg er nu ikke nogen tigrawot, og hedder heller ikke Ester.