Når ånden er over mig

Heldigvis sidder du så langt væk, at du ikke kan lugte min dårlige ånde, men at jeg ånder, det ved du, for ellers kunne jeg jo ikke skrive dette. Jeg ånder, altså lever jeg. Der er noget luftigt over ånde og ånder, heldigvis også over de onde ånder. Det er måske ikke så mærkeligt, for ordet ånde er beslægtet med det græske anemos (ἄνεμος ), der betyder vind - og naturligvis dermed også med det latinske animus, der udover ånd også betyder sådan noget som sjæl, og så er vi jo også ovre i det åndelige.

Lovens ånd kan undertiden også være lidt luftig efter den vej vinden blæser, selv om man siger at ”ånd er magt”. Vi har dog heldigvis også tjenende ånder. Og så er der naturligvis de store ånder, som kan gøre en helt åndeløs. Jeg håber da du stadig er åndsnærværende – og i det hele taget åndsfrisk. Undskyld det var da vist en åndet bemærkning.

Nuvel, selv om mit kød er skrøbeligt, så er ånden dog redebon. Ja, du ved, en redebon er sådan én man får i supermarkedet, når man har købt en redekam. Den vits har jeg (med visse ændringer) fra Johannes Nørregaard Frandsen, som engang skrev således om ordet redebon i Kristeligt Dagblad (nu da vi er ved den åndelige føde):

”Ordet har en lang forhistorie og lader sig følge tilbage i urnordiske sprog. Forstavelsen rede er fra det old- og urnordiske reidu eller raido, der er det ord, vi kender som rede i betydningen parathed. Slutstavelsen bon kommer af urnordisk bowan eller oldnordisk buinn eller bua, der er ført videre i det moderne ord bo og bolig, men som også kunne betyde berede, tilplante, åbne for, være beredt til, villig og parat.” Redebon er således en pleonasme eller dobbeltkonfekt – noget i retning af beredvillig, altså både beredt/rede og villig, hvad forskellen så end er.

I øvrigt er ordet redebon forsvundet fra den danske bibeloversættelse så det nu hedder, at ”ånden er rede, men kødet er skrøbeligt”. (Redebon blev ændret til villig i bibeloversættelsen fra 1948, mens det i 1992-udgaven blev til rede). Og så har vi også rede på det!