Blommer og blomster (og Oluf Ring)

Tillad mig at være lidt poetisk i dag og citere en smuk dansk sommersang, nu hvor vi lige så stille nærmer os den mørke vinter.

”Nu kom den fagre sommer 
med græs og urter små,
og alle markens blommer
fremtitter mellem strå.
Den lune vind
sig smyger om din brune kind,
og solen står
med stråler i sit hår. ”

Ja, jeg har citeret rigtigt. Der står ”blommer” og ikke ”blomster”! Nu kan digtere selvfølgelig skrive lige hvad de har lyst til (og det kan jeg vel også?), men for mig er blommer altså noget der vokser på træer, om jeg så må sige – måske lidt forblommet.



Og dog - nu er blomme rent faktisk det rigtige gamle oldnordiske ord for en blomst (det lever livligt videre i blomster som for eksempel engblomme), medens ordet blomst først opstod i 1700-tallet. Og så har ordet blomme for blomst slet ikke noget at gøre med ordet blomme for en bestemt frugt. Det er to forskellige ord med forskellig oprindelse. Blommetræer har vi lånt fra middelnedertysk plume, der på moderne højtysk er blevet til Pflaume. Faktisk går dette ord tilbage til latin og græsk. På latin prunum (gartnerne kan sikkert genkende dette ord) lånt fra græsk proumnon (προῦνον).



Hvis man derimod har det som blommen i et æg, ja så har ægblommen samme sproglige oprindelse som blomst-blommen. Hvis ægget derimod ligger så længe at det bliver blområddent – ja så er jeg på spanden, sproglig set altså. Nogle påstår dog, at det har noget at gøre med at blive blå – som på færøsk 'bláma' det vil sige ”at blive blåmuggen”. Så hvis man er muggen og blå i hovedet, ja se så er man nok blområdden, når det kommer til stykket.