Når ånden er over mig

Heldigvis sidder du så langt væk, at du ikke kan lugte min dårlige ånde, men at jeg ånder, det ved du, for ellers kunne jeg jo ikke skrive dette. Jeg ånder, altså lever jeg. Der er noget luftigt over ånde og ånder, heldigvis også over de onde ånder. Det er måske ikke så mærkeligt, for ordet ånde er beslægtet med det græske anemos (ἄνεμος ), der betyder vind - og naturligvis dermed også med det latinske animus, der udover ånd også betyder sådan noget som sjæl, og så er vi jo også ovre i det åndelige.

Lovens ånd kan undertiden også være lidt luftig efter den vej vinden blæser, selv om man siger at ”ånd er magt”. Vi har dog heldigvis også tjenende ånder. Og så er der naturligvis de store ånder, som kan gøre en helt åndeløs. Jeg håber da du stadig er åndsnærværende – og i det hele taget åndsfrisk. Undskyld det var da vist en åndet bemærkning.

Nuvel, selv om mit kød er skrøbeligt, så er ånden dog redebon. Ja, du ved, en redebon er sådan én man får i supermarkedet, når man har købt en redekam. Den vits har jeg (med visse ændringer) fra Johannes Nørregaard Frandsen, som engang skrev således om ordet redebon i Kristeligt Dagblad (nu da vi er ved den åndelige føde):

”Ordet har en lang forhistorie og lader sig følge tilbage i urnordiske sprog. Forstavelsen rede er fra det old- og urnordiske reidu eller raido, der er det ord, vi kender som rede i betydningen parathed. Slutstavelsen bon kommer af urnordisk bowan eller oldnordisk buinn eller bua, der er ført videre i det moderne ord bo og bolig, men som også kunne betyde berede, tilplante, åbne for, være beredt til, villig og parat.” Redebon er således en pleonasme eller dobbeltkonfekt – noget i retning af beredvillig, altså både beredt/rede og villig, hvad forskellen så end er.

I øvrigt er ordet redebon forsvundet fra den danske bibeloversættelse så det nu hedder, at ”ånden er rede, men kødet er skrøbeligt”. (Redebon blev ændret til villig i bibeloversættelsen fra 1948, mens det i 1992-udgaven blev til rede). Og så har vi også rede på det!

Blommer og blomster (og Oluf Ring)

Tillad mig at være lidt poetisk i dag og citere en smuk dansk sommersang, nu hvor vi lige så stille nærmer os den mørke vinter.

”Nu kom den fagre sommer 
med græs og urter små,
og alle markens blommer
fremtitter mellem strå.
Den lune vind
sig smyger om din brune kind,
og solen står
med stråler i sit hår. ”

Ja, jeg har citeret rigtigt. Der står ”blommer” og ikke ”blomster”! Nu kan digtere selvfølgelig skrive lige hvad de har lyst til (og det kan jeg vel også?), men for mig er blommer altså noget der vokser på træer, om jeg så må sige – måske lidt forblommet.



Og dog - nu er blomme rent faktisk det rigtige gamle oldnordiske ord for en blomst (det lever livligt videre i blomster som for eksempel engblomme), medens ordet blomst først opstod i 1700-tallet. Og så har ordet blomme for blomst slet ikke noget at gøre med ordet blomme for en bestemt frugt. Det er to forskellige ord med forskellig oprindelse. Blommetræer har vi lånt fra middelnedertysk plume, der på moderne højtysk er blevet til Pflaume. Faktisk går dette ord tilbage til latin og græsk. På latin prunum (gartnerne kan sikkert genkende dette ord) lånt fra græsk proumnon (προῦνον).



Hvis man derimod har det som blommen i et æg, ja så har ægblommen samme sproglige oprindelse som blomst-blommen. Hvis ægget derimod ligger så længe at det bliver blområddent – ja så er jeg på spanden, sproglig set altså. Nogle påstår dog, at det har noget at gøre med at blive blå – som på færøsk 'bláma' det vil sige ”at blive blåmuggen”. Så hvis man er muggen og blå i hovedet, ja se så er man nok blområdden, når det kommer til stykket.

Er bunden nået?

Da jeg var ung skulle rigtige mænd klippe toppen af skatten. Sikke noget, så stod man der med det halve at kærestens hår løst i hånden – og hun var ikke spor begejstret.

Så blev det hul i hovedet at køre uden cykelhjelm, men hvad kommer det mig ved? Jeg er for længst stået af ræset.

Og rigtige mænd skulle have høj cigarføring. Den går dog ikke længere, nu hvor der er rygeforbud overalt. Og der står man så med skægget i skuffen og virkeligheden på nakken. En virkelighed og en verden som rigtige mænd skal være klædt på til, så man ikke står med bukserne om hælene, når der kommer vanskelige spørgsmål.

Næh se, nu til dags er vi nemlig kommet dertil hvor rigtige mænd skal være fremme i skoene. Og hvis ikke? Hvad så? Skal man så bare sætte træskoene?

Det er nemlig hele tiden gået nedad! Fra top til tå om jeg så må sige.

Ven eller frænde?

De mest dagligdags ord har det med at ligne hinanden på nært beslægtede sprog som for eksempel de germanske sprog. Det har derfor undret mig, at et ord som ven, som vi bruger dagligt, hedder noget andet på de vestgermanske sprog – friend på engelsk, Freund på tysk, vriend på nederlandsk (udtales frind) og freon på frisisk. Men så kom jeg til at tænke på, at vi dog har det lidet brugte ord frænde (svensk: frände, islandsk: frændi). I dag kendes det vel næsten kun fra talemåden ”frænde er frænde værst” - ja jeg skulle tænke mig lidt om for at være sikker på, at det nu ikke hedder ”frænde er fjende værst”, for betydningen er, at det ofte er ens nærmeste eller beslægtede man er mest hård eller streng imod. Undertiden siger man også: ”frænde er frænde værst sagde ræven om de røde hunde”, hvilket understreger det med slægtskabet.

Frænde betyder i højere grad slægtning (eller beslægtet) end ven. Det oldnordiske frændi eller frjándi (slægtning eller ven) er egentlig præsens participium (eller lang tillægsform, hvis du foretrækker det) af udsagnsordet frjá, der betyder elske eller holde af, et ord som vi også genkender i udtryk som frieri, frier, han friede til. Kærlighedens gudinde hed ikke for intet Freja (jeg burde nok have skrevet dette på en fredag, Frejas dag). Ja, hvis jeg havde oversat Biblen, var det måske kommet til at hedde; ”man skal holde lige så meget af sine medmennesker, som man holder af sig selv” (i stedet for ”du skal elske din næste som dig selv”). Ens frænder var således dem man holdt af, altså ens nærmeste, ens slægtninge, måske også ens nærmeste venner, ens næste.

At ordet for ven er afledt fra udsagnsord, der betyder ”holde af” er også kendt fra andre sprog, som for eksempel de romanske. Dem af jer, der har haft lidt latin, har sikker skulle terpe ”amo, amas, amat, amamus, amatis, amant” - jeg elsker, du elsker osv. Det blev til aime på fransk, og derfra til amie for ven. Italiensk og spansk, amigo. Og portugisisk amico - Tror jeg da nok ;)

Det gælder også på græsk. På oldgræsk phile, jeg elsker og philos, ven. Vi kender det fra ord som filosofere (som jeg gør det nu). φιλοσοφία (philosophia) betyder "at holde af visdom". Vi har det ofte i ord, der ender på -fil, som anglofil og den slags. Mange nygræske ord er helt forskellige fra oldgræsk. Det gælder for eksempel hus, der ikke længere hedder oiko (οικία) – kendt fra økonomi, økologi osv., men spiti (σπίτι), og fisk, der ikke længere hedder ichthys (ἰχθύς) – kendt som kristendomssymbol, navnlig under den romerske forfølgelse, men psara (ψαρα). Philos (φίλος) er derimod blevet bevaret (i betydningen ven).

Nu må jeg ikke helt komme væk fra ordet ven (venn på norsk og vän på svensk. Det er afledt af et (helt andet) indoeuropæisk ord, der nærmest betød 'stræbe, ønske, elske, vinde'. Altså også her noget med at holde af. Og tillad mig så igen at komme med lidt latin. Venus betyder 'kærlighed, elskov, skønhed'. Venus er den romerske gudinde for kærlighed og skønhed, altså helt svarende til den nordiske freja. (Jævnfør også dansk fredag, fransk vendredi).

Hold af hinanden kære venner! Det er nemlig skønt.

Er du til ænglisc?

Wikipedia (den frie encyklopædi på internettet) findes på enormt mange sprog – også på angelsaksisk.

Angelsaksisk eller oldengelsk er den tidligste form af det engelske sprog og blev talt i det nuværende England og Skotland i perioden ca. 450-1150, hvorefter det overgik til middelengelsk.

Angelsaksisk er et vestgermansk sprog og er således nærest beslægtet med frisisk, nederlandsk og tysk da sproget blev bragt til de britiske øer, i det femte århundrede, af angelsakserne der erobrede den romerske provins Britannien (England). Muligvis rejste de fra områder i det nordlige Slesvig-Holsten, i Tyskland i området mellem Flensborg Fjord og Slesvig Fjord, den ”halvø” der nu er kendt som Angel, eller på tysk Angeln. De nordiske sprog har også udøvet en betydelig indflydelse senere i vikingetiden i form af låneord.

Nej, det er ikke min spøg, Wikipedias hovedside (Hēafodsīde) på oldengelsk finder du her: http://ang.wikipedia.org/wiki/H%C4%93afods%C4%ABde

Det er måske nok en lidt mærkelig form for Ænglisc, og kan vel nok kræve lidt træning. Hvordan skal man skrive det - Hū man sceolde wrītan? Wikipedias: ”Tutorial on Old English”  kan hjælpe dig lidt på vej.

Jeg skal undlade at udtale mig om, hvor nyttig en sådan internetside er, men jeg er sikker på at bidragsyderne har haft stor fornøjelse med deres bidrag til forståelsen af angelsaksisk.

Ƿilcumen ;-)

Minister-taburetter

Hvor er det altså synd for de nye ministre, at de skal sidde på en taburet. Kunne man dog ikke have givet dem en magelig lænestol, hvor de kunne sidde og nyde deres nye magt og vælde. Har måske ikke netop ministre brug for rygdækning og noget at læne sig til? Men ak nej, der må de sidde uden ryglæn – på en taburet. Og en taburet vælter, åh, så let. Og falder ministeren fra taburetten, står der straks en anden klar til at indtage hans plads. Jeg går ud fra at den nye skatteminister har fået en trebenet malkestol, for det er vel også en form for taburet. Jeg har forstået, at tidligere ministre lige frem har klæbet sig til taburetten. Gad vide hvordan det klæbestof har set ud. Forhåbentlig har det ikke revet bagen ud af kjolen eller bukserne, for så kan man jo komme til at stå der med enden bar – ak ja!

Ordet taburet har i øvrigt ikke noget med tabu at gøre. Ordet tabu stammer fra Indonesien, men taburet har vi derimod fået fra fransk tabouret, der er afledt af tabour/tambour, som betyder 'tromme'. Det er et ord vi også kender fra tamburkorps og tamburmajor. Sidder ministre måske på taburetter for at man skal spille på tromme for dem, eller er det for at siddende ministre ikke skal føle sig alt for ubehageligt til mode, når de møder op for et stående udvalg?

Joh, der er sandelig nok at undre sig over!

Hvilken terapi går du til?

Hvis man lider af en eller anden skavank er der helt bestemt en eller anden terapi, der hjælper. Jeg læste lige, at sangerinde Katy Perry har hyret en katte-terapeut til sine firbenede venner. Ja, det stemmer, hendes katte går i terapi. Terapi er moderne, det er in. De gamle romere talte om ”mens sana in corpore sano”, det vil sige ”en sund sjæl i et sundt legeme”. Nå ja, romere, egentlig er det et citat af Juvenal i hans tiende satire, vers 356. Decimus Junius Juvenalis var en romersk digter, der levede fra ca. 65 til ca. 135, og som er kendt for sine 16 satirer (skrevet ca. 110-130). Hvis du vil have en sund sjæl i et sundt legeme, må du naturligvis gå til både fysioterapi og psykoterapi.

Terapi kommer fra græsk therapeia (θεραπεία) 'opvartning, pleje, lindring'. Det er en behandling, især over længere tid, af fysiske eller psykiske lidelser. Terapi findes i mange former, tillad mig at nævne en række:

elektroterapi, kemoterapi, primalterapi, adfærdsterapi, beskæftigelsesterapi, familieterapi, fodterapi, genterapi, gruppeterapi, kropsterapi, parterapi, røntgenterapi, samtaleterapi, sorgterapi, zoneterapi, stråleterapi …

Selv har jeg således været i stråleterapi. Det var en såkaldt brachyterapi, en indvendig strålebehandling af prostatakræft (i modsætning til udvendig strålebehandling). Det græske ord brachy(s) (βραχυς) betyder kort (eller kort afstand). I brachyterapi anvender man radioaktive kilder, der indføres i selve behandlingsområdet. Afstanden fra strålekilde til behandlingsområde er således kort. Denne terapi kan også anvendes mod livmoderhalskræft, og på det seneste vist også mod brystkræft.

Det at skrive blogindlæg er for mig måske snarere en beskæftigelsesterapi, men for mange er det vel en skriveterapi. Skriveterapi er en form for udtryksterapi, som bruger det at skrive og behandle det skrevne ord som terapi.

Udtryksterapi er blandt andet beskrevet her, hvor der indledes med disse ord:

”Udtryksterapi er en kreativ dynamisk terapi der involvere hele mennesket. Når vi bruger os selv, vores udtryk i det terapeutiske rum, giver vi plads til de skabende kræfter der lever i os.” (Er det ikke smukt sagt – undskyld skrevet?)

Ja, jeg kan jo så spørge mig selv hvilken lidelse, jeg mon prøver at kurere med denne terapi. Men lad mig ikke tale om mig selv, men spørge, hvilken terapi går du til? For uden terapi kan man åbenbart ikke eksistere som moderne menneske – et HELT menneske!