Monday, 23 February 2015

Trådvæv


Er det mon på grund af alt det trådløse, at jeg har fået lettere ved at tabe tråden. Jeg mener den røde tråd er lige som blegnet lidt og sværere at få øjne på. På den anden side er der kommet flere tråde til blandt andet på internettet, hvor man må prøve at følge både den ene og den anden tråd. Selv mine mails hænger somme tider i tynde tråde. På min smartphone har jeg mulighed for at klippe en sms- tråd over. Det hjælper lidt. Indtil en eller anden starter en ny eller tager en tidligere tråd op igen, for det kan man åbenbart godt. (Det skulle efter sigende være muligt at gendanne en slettet sms-tråd. Jeg har vist meget at lære endnu!) Det kan faktisk efterhånden være svært at udrede trådene, vel sagtens også for dem der trækker i trådene. Og når man så fra et cykelløb hører at en kendis var med fra første tråd, ja, så begynder jeg at træde vande. Jeg får brug for en opskrift – og hvad læser jeg så: ”Dobbeltsidet fladsyning broderes ved at fladsting broderes over motivet og tråden føres tilbage på vrangen”. Det giver mig nu en vrangen fornemmelse. ;-)

No comments:

Post a Comment